-Aktivering hele livet eller tilbagetrækning i ro og mag?
Jagten på evig ungdom er stadig i fuld gang
Hvorfor er det på den ene side efterstræbelsesværdigt at leve rigtig længe? Når det på den anden side er en uønsket situation at blive gammel? Dette dilemma har den norske forfatter Runar Bakken givet et udfordrende svar på i bogen: “Alle vil leve længe, men ingen vil blive gamle”.
Vi skal alle dø, konstaterer forfatteren og mange af os sandsynligvis af alderdom – ikke af sygdom og ulykke. Men der er ikke nogen opskrift på, hvordan vi skal blive gamle. Til gengæld kan vi blive inspireret af, hvad andre siger om, hvordan livet er for ældre i et velfærdssamfund.
Forfatteren gør op med den dominerende forståelse af alderdommen som en proces, der kan og skal forebygges. Ud fra videnskabelige undersøgelser og personlige erfaringer viser forfatteren, hvordan aldring er en uundgåelig del af livet.
Bogen er derved et opgør med velfærdssamfundets fokus på aktivitets- og træningsydelser i mødet med svagelige gamle mennesker, der er afhængig af andres hjælp i den sidste del af deres liv.
I sine beskrivelser af forholdet mellem samfundet, sundhedspersonalet og de ældre viser forfatteren, hvordan afhængighed af andre mennesker er et vilkår, som både sundhedssystemet og fagpersoner ofte overser eller glemmer.
Det ovennævnte dilemma udlægges af forfatteren som to grundlæggende og modsatrettede forståelser af at ældes og at blive gammel. At “alle vil leve længe” repræsenterer et positivt syn. Mens at “ingen vil blive gammel” repræsenterer et negativt syn.
Det positive syn på alderdom
Jagten på at forbedre, forskønne og forlænge livet i det uendelige (trans-humanisme) er det seneste udtryk, der knyttet sig til dilemmaets første led. Dette positive syn på aldring har haft overtaget over det negative syn siden 1980, hævder forfatteren.
Med udtryk som “Alder er bare et tal” og “man er ikke ældre end man føler sig” og “alder er ingen hindring” er denne opfattelse blevet udtrykt i tidens løb.
Det negative syn på alderdom
I følge forfatteren kan der trækkes en linje fra Aristoteles, der anses for stamfaderen til det negative syn på alderdom. Aristoteles mente, at alderdommens negative egenskaber skyldes ”tabet af den medfødte varme og fugtighed, der gradvist fører til den nedkøling og udtørring, som kendetegner alderdommen”. Denne holdning findes også i lægevidenskabens definition af alderdom som sygdom i 1800-tallet og videre til den kulturelle forestilling fra ca. 1850 om alderdom som den anden barndom. Denne opfattelse dannede fra 1950’erne grundlaget for Tilbagetrækningsteorien.
Aforismen “alle vil leve længe, men ingen vil blive gamle” er således knyttet til de to dominerende aldringsteorier: Aktivitetsteorierne og Tilbagetrækningsteorien.
To konkurrerende teorier om alderdom
Det er forfatterens påstand, at det er det positive syn, for eksempel i aktivitetsteorierne og i ”succesfuld aldring”, der i vores tid dominerer synet på aldring. Men der er også et andet – modstridende og konkurrerende syn på at forstå og udføre faget på i mødet med den svage ældre: Tilbagetrækningsteorien.
De to dominerende teoridannelser, der er knyttet til, hvad det indebærer at ældes og leve som gammel, har deres oprindelse i det samme forskningsprojekt fra 1950. Det samme empiriske materiale har således dannet grundlag for to forskellige tolkninger og teoridannelser!
Forkæmperne for Aktivitetsteorierne forstod ældres tilbagetrækning som en konsekvens af en social- og samfundsmæssig udstødelse (udskamning) af ældre mennesker. Alderdommen var ikke for dem væsensforskellig fra andre perioder i livet, men alene betød, at man var nogle år ældre. Alderdom som en periode præget af positivitet, aktivitet, integrering og sundhed.
Samfundets opgave og tilbud er derfor at støtte den ældre i aktiviteter og genoptræningstilbud, der kan føre den ældre ind i samfundet igen som en ligeværdig deltager. Tilbud om at forblive ”længst mulig i eget hjem”, supplerende rehabilitering og ophold på et lokalcenter var samfundets svar på dette behov.
Forkæmperne for Tilbagetrækningsteorien forstod ældres tilbagetrækning som en konsekvens af en genetisk bestemt fysisk degenerering. (forfald). Alderdommen for dem var en periode, der var kvalitativt forskellig fra andre perioder af livet. Alderdom som en periode præget af negativitet, passivitet, tilbagetrækning og sygelighed.
Samfundets opgave og tilbud er derfor at tilbyde den ældre pleje og omsorg, så den ældre kan klare og magte sin svækkede situation. Tilbud om økonomisk hjælp i form af aldersrente, ophold på et alderdomshjem eller pleje og omsorg på et plejehjem var samfundets svar på dette behov.
Kritik af Aktivitetsteorierne
I følge forfatteren kan Aktivitetsteorierne betragtes som en ideologisk protest mod Tilbagetrækningsteorien. På individ niveau minder den om jagten på ungdommens kilde og om middelalderens mirakelkur. Et eksempel er bogen af Deepak Chopra: “Krop uden alder, sind uden tid. Hvordan du bevarer vitalitet og selvværd gennem hele liver.”
Kendetegnet for denne bog er, at der ikke findes grænser – hverken udenfor eller indenfor mennesket – som ikke lader sig overskride. Heller ikke en givet genetisk grænse, som det ikke er muligt at ophæve.
Manglen ved denne teori er iflg. forfatteren, at den i sin iver efter at ændre vores forestillinger om alderdom fra negativitet, passivitet, tilbagetrækning og sygelighed til en forestilling om alderdom præget af positivitet, aktivitet, integrering og sundhed, underkendes betydningen af den biologisk betingede nedbrydning af det fysiske hen imod svagelighed og død.
Der skabes en illusion om at alderdom et er lig med sygdom og altså noget, der findes en kur for.
Hvad kan være forklaringen på, at denne teori har haft så megen medvind spørger forfatteren. En bud kunne være, at begrebet aktiv og aktivitet flugter med den liberale kapitalisme, idet begge bidrager til den utopiske forestilling om, at alt lader sig forme – også egen alderdom.
Rationalet for denne ideologi er, at for at kunne undgå, at ældre mennesker igen bliver “ofret”, som tidligere i historien, er strategien, at vi alle skal holde os sundere og raskere gennem hele livet, også i alderdommen. Vi skal kunne arbejde længere og have en kortere periode i alderdommen, hvor vi bliver afhængige af sundhedspersonale i eget hjem eller på plejehjem.
Kritik af Tilbagetrækningsteorien
Iflg. forfatteren har forestillingen om alderdom som den anden barndom bidraget til at sætte tanker, opfattelser og tolkninger i gang og hermed danne grundlaget for udvikling af Tilbagetrækningsteorien.
En lægevidenskabelig drejning førte endvidere til, at den lægevidenskabelige model blev normgivende for udformning af bygninger, drift og personalets “behandlende” tilnærmelse til svækkede ældre. Sygehuse og plejehjem kom til forveksling til at se ens ud: effektivt organiseret for at kunne møde ældre syge. Den humanistiske traditionsfase i sygeplejen blev afløst af den lægevidenskabelige-teknologiske fase.
Hvordan kan det være, at en kulturel og historisk forestilling om alderdommen som “lig” barndom bliver den dominerende opfattelse, som så at sige bereder det kulturhistoriske grundlag for Tilbagetrækningsteorien?
Forfatterens svar på dette spørgsmål er, at de centrale forudsætninger på den ene side er børns og ældres ensidige afhængighed af voksne mennesker og på den anden side sygeliggørelsen af alderdommen. Fx med stereotypiske udtryk om ældre personer som havende ’dårlig dømmekraft’, ’svage kognitive funktioner’, ’tandløshed’, ’usikker gang’.
En tredje vej til alderdom
Som et nyt alternativ til de to ovennævnte teorier foreslår forfatteren en palliativ og lindrende tilgang. Begrundelsen herfor er, at denne tilgang knytter sig til menneskets grundvilkår: at det fødes, ældes og dør. En betragtning, som jeg gerne vil støtte.
En sådan grundforståelse kan – i modsætning til konsekvenserne af Tilbagetrækningsteorien og Aktivitetsteorierne – i princippet åbne op for at hjælpe med til, at den, som lever i overgangen mellem liv og død “helhjertet til det sidste”, kan inddrages i alle de valg, som må træffes.
Det centrale motiv må være, at finde ud af, hvad hvert enkelt finder meningsfuldt, når livet og meningen med det er truet.
På den ene side kan vi betragte aldring fra et naturhistorisk synspunkt. Som alle andre væsner i naturen gennemlever vi en vækstperiode og en forfaldsperiode. Så der vil være behov for en tilbagetrækning og tilpasning på et tidspunkt. Hvordan denne tilbagetrækning og tilpasning bør være kan så drøftes. Her er Tilbagetrækningsteorien et bud på denne situation. Et tilbud om hjælp fra samfundets side, når den aldrende ikke længere kan klare sig selv.
På den anden side kan vi betragte aldring fra et kulturhistorisk synspunkt. Som alle andre kulturvæsner indgår vi i kampen om anerkendelse i samfundet. Herunder de ældres generationskamp med de unge, der venter på at blive anerkendt til at kunne overtage magten fra de ældre. Hvordan denne anerkendelseskamp kunne føres på en ligeværdig måde giver Aktivitetsteorierne et bud på. Ved at tilbyde den aldrende passende aktiviteter, der kunne understøtte personens fysiske og mentale kapacitet, kunne den ældre fastholde sin anerkendelse i samfundet og fortsat bidrage og virke.
To sider af den samme mønt
Hvad kan man lære af at læse bogen? Jeg har opdaget, at man kan “se” alderdommen fra forskellige vinkler: dels fra en naturvidenskabelig vinkel og dels fra en humanistisk/ kulturvidenskabelig vinkel. To opfattelse, der foreslår to meget forskellige “håndteringer” af aldringen: pleje og omsorg eller livsvarig aktivering.
Herudover har jeg også bedre kunnet forstå, de forskellige tilbud og tiltag som myndighederne, omsorgspersonalet og lægevidenskaben har tilbudt aldrende personer i tidens løb – fx alderdomshjemmet som svar på menneskets “forfald” contra rehabiliteringscentret som svar på menneskets “evig ungdom”.
Det er således to forskellige menneskeopfattelse, der skjuler sig bag de to syn og tiltag. Mennesket som et naturvæsen med vækst og forfald samt et endeligt liv og Mennesket som et transhumant væsen med muligheden for substitution og et evigt liv.
Mennesket er både et naturmenneske og et kulturmenneske. Præget af sit ophav som natur samt præget af sin kontekst som kultur. Som natur betragtes mennesket som et væsen mellem udvikling og forfald. Som kultur betragtes det som et væsen mellem udskamning og anerkendelse.
Som menneske må vi leve med det paradoks, at vi både vil leve længe, som kulturen foreskriver samt må acceptere, at vi bliver gamle, som naturen viser os.
I forhold til dilemmaet om aktivering hele livet eller tilbagetrækning i ro og mag, så foretrækker jeg så afgjort den sidste måde. ”At visne glad”, som Hans Boll-Johansen formulerer det og at ”dø mæt af dage”, som et gammelt dansk udtryk opfatter det, er ikke en uvenlig tanke for mig.
Seniorvejen 