Kampen om alderdommen fortsætter. Fra offer til aktør. Fra nyder til yder. Fra magt til agtelse.

Offer eller aktør? – menneskets aldring kan udtrykkes meget forskelligt

Fem perspektiver på fænomenet alderdom
I tidens løb har der været mange bud på at indkredse alderdommens væsen. Forfatteren og filosoffen Simone de Beauvoir har blandt andet skrevet en tankevækkende bog om dette emne med titlen ”Alderdommen”. Hun kikker her på, hvordan alderdommen er blevet opfattet i historiens løb og hendes analyse kredser om forholdet mellem udskamning og livsprojekt samt udbytning og anerkendelse.

De gamle er ikke noget værd i dagens samfund – for dem er fremtiden kun en forestående død. De tilføjer ikke længere værdi til samfundet via deres arbejdskraft. For at ændre dette forhold, skal der ske en samfundsomvæltning, hvor de gamle får hånd i hanke med deres omverden og kan leve et blomstrende liv som en aktiv og nyttig samfundsborger. Nøglen til dette liv er det enkelte menneskes livsprojekt, der anerkendes på lige fod med andre borgeres indsats er Simone de Beauvoirs pointe.       

Cand mag. i pædagogisk filosofi Nanna Bisgaard bygger videre på Simone de Beauvoirs tanker. I sin artikel, ”Aldring tilhører ikke kun alderdommen, men selve dét at være i live”, analyser hun forholdet mellem at se alderdommen indefra og at se den udefra.

Ved at se sig selv indefra og reflektere over de valgmuligheder, der er i den enkelte situation kan denne situation overskrides ved hjælp af fremtidige projekter. Projektet er udtryk for, at vi altid er frie, men indenfor rammen af den situation, som vi også altid er i. Så kan vi ændre samfundsrammen, så kan vi øge muligheden for livskvalitet i alle livets aldre er Nanna Bisgaards pointe.

Sygeplejerske Runar Bakken har i bogen ”Alle vil leve længe, men ingen vil blive gamle” set på det negativ contra det positive syn på alderdommen, samt hvordan det kan genfindes i samfundets tilbud til ældre, svækkede borgere. På den negative side findes Tilbagetrækningsteorien, der ser mennesket som et offer for naturens vækst og forfald, Et offer som samfundet kan afhjælpe med alderdomshjem og alderdomsunderstøttelse.

På den positive side findes Aktivitetsteorierne, der opfatter mennesket som en aktør, der har potentialet til det lange liv, hvis der iværksættes de rette initiativer. En aktivitet, som samfundet kan imødekomme og understøtte med rehabiliteringscentre og ”reservedelsudskiftning”.

Runar Bakken har et alternativ til denne opdeling og foreslår en palliativ og lindrende tilgang. Menneskets grundvilkår er, at det fødes, ældes og dør. Denne grundforståelse kan – i modsætning til de ovennævnte to teorier – hjælpe med til, at den som lever i overgangen mellem liv og død ”helhjertet til det sidste” kan inddrages i alle de valg, som må træffes. Ligeværdighed i livet og meningsfuldt til det sidste suk er Runar Bakkens pointe. 

Lektor og samfundsforsker Johannes Andersen har i bogen ”Nå, og hvad får du så tiden til at gå med?” givet et bud på, hvad det er for nogle kompetencer, erfaringer og værdier, som de nye gamle kan bidrage med. De nye gamle og de nye unge er begge uden magt, men med indflydelse, hævder forfatteren. De er uden arbejde, men i stand til at virke og samvirke sammen om politiske mål. Fx klimaindsatsen.

Johannes Andersen påstår, at (løn-) arbejdet har en alt for dominerende rolle i samfundet og udgrænser og stigmatiserer dem, der ikke har et arbejde, herunder de mange ældre, der har forladt arbejdsmarkedet og gået på pension. Som modvægt mod denne ensidige opfattelse af et godt seniorliv stiller forfatteren handlingerne at virke og at samvirke. En anerkendelse af de ældres virke og samvirke fx i kultur- og samfundslivet er det, der skal til, for at de ældre kan opnå en ligeværdig tilværelse, er Johannes Andersens pointe. 

De ovennævnte forslag, drejer sig fortrinsvis om at finde sin opgave i livet – sit ”Livsprojekt”. ”At være inddraget til det sidste suk”. ”At virke og samvirke om fx politiske mål”. Men hvad kunne et sådant alderdomsprojekt så nærmere indeholde? Det har Psykoterapeuten Anders Dræby et bud på. I sin artikel ”Alderdommens filosofiske livskunst”, oplister han fire forslag til, hvordan du kan nærme dig den gode alderdom. Det er i kraft af Et aktivt hverdagsliv. En aktiv krop og et aktivt sind. En fornøjelig alderdom. Samt en Konfrontation med døden. 

I forhold til Et aktivt hverdagsliv foreslår Dræby, at man fordyber sig i emner, som man ikke tidligere havde haft tid til at fordybe sig i. Fx kultur, kunst og filosofi. Hvis man indtager denne stilling til alderdommen, bliver den ikke en fattigere tid, men en rigere tid, hvor man kan udvide sin indsigt i livet, døden, verden og universet.

I forhold til En aktiv krop og et aktivt sind, så foreslår Dræby, at man besinder sig på, at man ikke længere har ungdommens fysiske styrke. Og i den sammenhæng er det vigtig, at fokusere på, hvad man har, i stedet for at fokusere på, hvad man ikke har. Enhver livsalder indeholder sine egne goder, som vi må forstå at værdsætte. Mens ungdommen er kroppens alder, er alderdommen snarere sindets alder. Vi kan blive ramt af glemsel, men det skyldes i reglen, at vi ikke holder vores sind aktivt. Derfor må vi aktivere vores intellekt og vores tanket i noget aktivt i stedet for at stirre passivt ud i luften. Af denne grund er alderdommen den alder, hvor man kan få en form for indsigt i livets mysterium

I forhold til En fornøjelig alderdom, så foreslår Dræby, at vi erkender, at vi ikke længere har samme mulighed for at tilfredsstille kroppens begær og kødets lyster. Hvis vi vil se positivt på det fakta, så betyder det, at alderdommen ikke fratager os kroppens begær, men fritager os fra den. Når vi er unge, er vi ofte i drifternes, sansernes og følelsernes vold. Når vi bliver ældre, forsvinder noget af vores grådighed og nydelsessyge og vi bliver bedre i stand til at nyde det mådeholdne og fortaber os ikke så let i os selv. Nu kan vi fornøje os med andre ting fx at dyrke vores have. Her kan vi nyde sindsroen og selskabet af gode venner.    

I forhold til Konfrontation med døden, så foreslår Dræby, at vi ser døden i øjnene og acceptere den. Det er netop først, når vi accepterer, at vi rent faktisk skal dø en dag, at vi får en mulighed for at leve livet fuldt ud.  Derfor kan alderdommen blive den alder, hvor vi mere end nogensinde før får en mulighed for at tage del i livet og være til stede i nuet. På den måde, kan alderdommen blive langt mere fyldt med mod og ånd – med livsfylde , end når vi er unge og tror at vores liv vil være for evigt, er Anders Dræbys pointe.  

Sammenfattende kan man med disse forfattere sige, at (alderdoms-) livet er et livsprojekt, med valgmuligheder og virkefelter samt livsfylde.

Alderdommens pendulering
Efter at have beskæftiget mig med blandt andet disse forskellige forfatteres opfattelse af dette emne, er det min påstand, at livet i denne fase – Alderdommen – har penduleret mellem tre yderpunkter.

Fra at være offer for skæbnes ugunst til at blive aktør i eget liv. Fra at være nyder af andres arbejde til at blive yder af egen frivillig indsats og virkelyst. Fra at være udøver at ubegrænset magt til at blive anerkendt og agtet som en ligeværdig samfundsborger.

Dette forhold kan også udtrykkes på en anden måde:
Mennesket har i historiens løb kunne opleve sin aldring og alderdom i rollen som offer for omstændighederne (Aldring er blot noget der sker) til senere at kunne se sig i rollen som aktør i sit eget livs projekt (Aldring er noget, som jeg selv har indflydelse på).

Mennesket har i historiens løb endvidere kunnet opleve sin alderdom som en tilstand af passive nydelse af andres arbejde og indsats. (Det være sig slavers eller lønmodtageres indsats) til at kunne se denne tilstand som en aktiv ydelse af egen frivillig indsats. (En indsats, der er baseret på personens individuelle dømmekraft og valg).

Mennesket har endeligt kunne opleve at se sin status baseret på ulighed og en respekt for alderdommens magt (Det være sig på baggrund af en viden om kosmos, en ejendomsret eller en økonomisk formue) til at kunne se sig selv blive anerkendt og agtet for alderdommens ligeværdighed. (Det være sig ved at kunne bidrage – på lige fod – med sin virkelyst og sit samvirke ind i civilsamfundet).

Alderdommens fundament
For at få en dybere indsigt i hvad alderdom er, kan man undersøge de forskellige måder, som dette begreb er blevet udtrykt i historien. For eksempel via en Idehistorisk undersøgelse af begrebets udvikling og anvendelse.

Begrænsningen i denne undersøgelse er dog, at den fortrinsvis er abstrakt og ikke knyttet an til de konkrete samfundsmæssige forhold. Man får således ikke et svar på, hvorfor det netop er denne specielle udformning af alderdomsopfattelsen (fx som offer eller aktør) – som gjorde sig gældende på det pågældende tidspunkt.

Det er således min påstand, at det ikke er ideen om Alderdommen, der udvikler eller forandrer sig i tidens løb, men det er menneskets brug og misbrug af denne ide, der forandrer sig i tidens løb i form af nye udtryksformer og praksisser for anvendelsen af denne ide.

For at få en supplerende og samfundsbaseret indsigt i hvordan og hvem, der har haft indflydelse på den gældende betydning af begrebet alderdom, kan man kikke på hvem der i særlig grad har haft interesse i at understøtte den givne udlægning af fx alderdom som “offer” og  ”at visne bort”.

Gennem denne undersøgelse kan man få et indblik i, hvorfor bestemte gruppe i samfundet ønsker at alderdom, skal opfattes på en bestemt måde.

Jeg vil derfor i min fremstilling undersøge, hvem der kan have økonomisk interesse i, at alderdommen bliver udtrykt som noget negativ henholdsvis noget positiv. Det kan for eksempel være, hvilke erhverv og brugergrupper, der har en særlig interesse i denne sag.

Endvidere vil jeg undersøge, hvem der har interesse i at overtage magten over alderdommen. Det vil sige hvilke samfundsgrupper, der i særlig grad vil udfordrer den “herskende” alderdoms-orden. Det kan for eksempel være, hvilke aldersgrupper der ønsker at overtage magten og definitionsretten til begrebet alderdom.

Den økonomisk interesse
Ser vi først på den økonomiske interesse, så er en sælger af kosmetik som anti-rynke creme, nok interesseret i, at der er rigtig mange kunder, der bliver klar over, at det er et “problem” at få rynker og tabe håret. Så at opdage dette tab, når man ser sig selv i spejlet det er noget, som producenten og sælgeren af kosmetikproduktet ønsker – og har interesse i – at rigtig mange ældre mennesker oplever.

Disse producenter og sælgere kan fx “udskamme” de ældre ved at tilbyde dem produkter, der lover dem en “generhvervelsen” af deres unge krop og udseende.

Så der er penge og fortjeneste i at opretholde et nedværdigende billede af de ældre som nogen, der er ofre for naturens gang og som “visner væk” – Hvis ikke de køber netop dette produkt! Når de ældre manipuleres til at tro på dette billede samt, at tro på at en creme eller en pille kan bringe ungdommen tilbage, så vil alderdommen til stadighed forblive uværdig og en skændsel for mange mennesker.

Den magtmæssige interesse
Ser vi herefter på den magtmæssige interesse, så har voksne, ældre mænd ofte i tidens løb, været dem der har haft magten og indflydelsen i samfundet. For eksempel romerske kejsere, katolske paver, kinesiske, amerikanske og russiske ledere. Unge og midaldrende har ofte måtte vente længe på, at det blev, deres tur – ofte måtte de vente på magthavernes naturlige død.

Så hvad kan de “ventende” så gøre for at forkorte ventetiden? De kan gøre oprør. For eksempel er “fadermordet” i den græsk tragedie Ødipus kendt i litteraturen, som et sådant oprør. Men også udskamning og latterliggørelse af de ældre er en kendt intervention. For eksempel er “operaen Rigoletto” kendt for dette fænomen.

Sammenfattende kan man sige, at der kan være både et økonomisk motiv og interesse for at nedgør alderdommen og der kan være et magtmæssigt motiv og interesse for at underminere den ældres autoritet.

På den ene side har erhvervslivet således en interesse i at opretholde et negativt syn på ældre mennesker ved at udskamme rynker og svækkelse som et problem for den ældre. Et problem som erhvervslivet tilbyder at afhjælpe fx med kosmetiske skønhedsprodukter, helsekostprodukter og sundhedskure. Samt fitnesscentre, skønhedssaloner, plastikkirurgi samt organudskiftning.

Her anskues alderdom som en nedgangstid med forfald, smerter og skam. Men erhvervslivet har et godt alternativt tilbud til de ældre – at de med den rette kur – vil kunne opnå livsforlængelse. Via træning samt udskiftning af kropsdele vil du kunne blive ”yngre med årene”, som en kendt bog lover. Her får erhvervslivet en økonomisk gevinst/ profit i bytte for den ældres håb og tro på det grænseløse liv!

På den anden side har bruger- og interesseorganisationer for ældre og andre aldersrelaterede folkelige grupper og foreninger en interesse i genskabe et positivt syn på ældre ved at præsentere en anden fortælling om alderdommen.

Her anskues alderdom ikke som et forfald, men som en ændring, en forandring, en overgang til en ny blomstrende tilværelse. (Som Simone de Beauvoir siger). Alderdom som en åbning til noget nyt og positivt.

I denne kategori finder man Fx Ældresagen, Senior Erhverv og FUAM. Så her har FUAM valgt side til fordel for seniorlivets positive side. Her får organisationen og foreningen øget sin magt og indflydelse på samfundets udvikling i bytte for den ældres oplevelse af anerkendelse og agtelse af alderdommens værdi.  

Generationskampen
Jeg vil nu se på den relation, der afspejler sig i alderdommens magtmæssige udfordring. I forhold til generationsskiftet i en familie, i en organisation og i et samfund, så har der “altid” været en kamp forbundet med denne transformation.

I et mangelsamfund fx et jæger-/nomadesamfund, hvor det kunne være sparsomt med føden, skulle der prioriteres ift. slægtens overlevelse. Her var det oftest de ældste – og mindst brugbare til jagt og flytninger – der måtte forlade fællesskabet og afvente dødens komme.

Blandt de tidligste overleverede tekster fra fx det antikke Grækenland har alderdommens indsigt og visdom om kosmos og om naturens indretning dog været anvendt til at begrunde de ældres fortrinsret ift. andre generationer.

I nyere tid, hvor ældre har kunnet fastholde deres magt i kraft af fysisk styrke, økonomisk magt eller ejendomsbesiddelse, har det være vanskeligere for de unge og de voksne at påvirke de ældres “afgang”.

I litteraturen findes der mange eksempler på, at ældre – især mænd – er blevet gjort til grin af unge forfattere. Især ved at blive fremstillet som gnier, hanrej, liderlige og lignende lidet flatterende træk. Men også ældre kvinder, har været udsat for nedgørende omtale og dæmonisering for eksempel som ”den onde stedmoder” og ”den farlige heks”.
Så her har alderdommens værdi været begrundet i en synlig magt (penge eller ejendom) eller kritiseret som et dårligt karaktertræk. Fx mangel på dyd.

Kampen om alderdommens betydning forgår stadig. Er det godt eller skidt at være ældre – det strides de forskellige parter om. Hvad kan vi så gøre for at give alderdommen den værdi, som den fortjener?

Kampen om alderdommens værdi
Skal vi have agtelsen og respekten for alderdommen tilbage, må vi arbejde med både alderdommens ydre og indre verden er min påstand.

Ved at se på alderdommen udefra kan vi opdage, hvor anerkendelsen og respekten findes. Det kan være ved at ældre som aktør indgår i aktiviteter med unge og voksne. For eksempel ved at virke som projektmager i kultur- og fritidslivet. Eller ved at de yder en støttende social indsats i civilsamfundet generelt. For eksempel ved at samvirke med andre borgere om klimaindsatsen.  

På denne måde kan alderdommens arbejdsfrie tilværelse skifte status fra at være at en (individuel) nydelse til at blive en (samfundsnyttig) ydelse. Det er netop denne pointe, som forfatteren Johannes Andersen fremfører i sin bog.

Her kan vi som ældre gennem vores engagement opnå anerkendelse og respekt for vores bidrag til samfundet. En respekt, der skulle kunne give os en agtelse hos de øvrige aldersgrupper i samfundet.  Dermed vil vores usikre magtrelation ændre sig til en relation baseret på agtelse af vores indsats i samfundet.

Ved at se på alderdommen indefra, kan vi opdage, hvordan ligeværdigheden kan opnås.  Det kan være ved at reflekterer og i ro og mag at besinde sig. At trække sig tilbage fra verdens vrimmel og nyde sit otium. At fordybe sig i sit levede liv og de mange valgmuligheder, som det fortsatte liv stadig har. At opfatte aldring som noget der tilhører selve det at være i live, som Nanna Bisgaard og Anders Dræby hævder.

Her kan vi gennem erindringen gense livets forskellige overgange fra barndom via ungdom til manddom/moderskab videre til voksenlivet og endelig til alderdom/olding. Det er min påstand, at denne indsigt vil kunne stille os ligeværdig over for både børn, unge og voksne. Og dermed bringe os fra at være et passivt offer til at blive en ligeværdig aktør.

Stoicismens bud på en god alderdom
Indtil videre har vi fortrinsvis kikket på rammerne for en god alderdom. Men findes der ikke nogle mere specifikke forslag til, hvordan man nærmer sig et sådant liv. Journalisten Niels Overgaard har i bogen ”Det hele handler ikke om dig” givet et friskt bud på, hvordan vi kan nærmere os en sådan opgave. Overgaards forslag er – ligesom Anders Dræbys – inspireret af græsk-romersk tænkning. Den såkaldte Stoicisme. Overgaards konkrete forslag er, at finde sit handlingsrum, at styrke sin selvdisciplin og blive ven med sin død.

Forfatteren opdaterer klassiske dyder som selvbeherskelse, disciplin og visdom til nutiden og man kan her blive klogere på, hvordan de kan bruges til at håndtere moderne udfordringer som sociale medier, et travlt arbejdsliv og en udfordrende alderdom. Den stoiske filosofi tilbyder dig et liv med sindsro, frihed og mening – lover Niels Overgaard.

Bogen er også en personlig bog, hvor forfatteren deler ud af sine egne erfaringer fra et ikke-stoisk liv og beretter om, hvordan han forsøger at omsætte filosofien til handling i både arbejds- og privatlivet. Forfatteren har formuleret følgende fem principper for den stoiske livsform:

1. Fokuser på det, du kan kontrollere
Det handler om at tage ansvar for det i livet, som du selv kan styre. Dine tanker og dine handlinger har du ansvar for. Hvad andre tænker og siger om dig og det der sker med dig, er uden for din kontrol. Men hvordan du agerer og forholder dig til de omstændigheder, som du er i, er altid dit ansvar. Det eneste, som du behøver at gøre, er at træffe dine egne valg og leve med konsekvenserne af dem. Det eneste relevante at sammenligne dig med er dig selv tidligere i livet. Er jeg bedre, end jeg var?

2. Succes er at gøre det rigtige
Succes er ikke noget man opnår eller får tildelt. Det er ikke noget man er. Det er noget, man gør. I stedet for at stræbe efter ydre statussymboler bør vi fokusere på at forbedre os selv og på at tjene andre. Gode tanker og gode handlinger skaber et godt liv i alderdommen. Det drejer sig om at øve sig.

Modgang præsenterer en mulighed for at lære, for at blive stærkere og gøre det bedre. Det er et spørgsmål om, hvilken indstilling man går gennem livet med. Hvordan man tar’ det og ikke hvordan man har’ det! ´Det vil sige at påtage sig sin skæbne. Det stoiske ideal er at kunne leve lykkeligt under alle vilkår – at være tilfreds med det, som skæbnen tilbyder. Som menneske skal du gøre din pligt. Det vil sige at bidrage med det, du nu engang kan. Det vigtige er, at du bidrager så godt du kan.

3. Selvdisciplin gør dig fri
Det handler om at have disciplin til at gøre det rigtige, også selv om man har lyst til noget andet. Det gør det også, hvis man vil være bedre til noget. Ved at tage kontrol over sit eget sind kan man få kontrol over sine handlinger. Vores handlinger former vores dyder og ved at blive ved med at gøre det rigtige, bliver det en vane. En vane, der gør det enkelt at leve i overensstemmelse med dyderne (visdom, retfærdighed, selvbeherskelse og mod). Hvis du vil gøre noget, der understøtter det gode liv i alderdomme, så gør en vane ud af at gøre det!

Modgang i livet kan modvirkes ved at træne at gøre noget, man ikke har lyst til. Det gode liv handler om balance. Dyden ligger et sted mellem dovenskab og hyperaktivitet. Mellem ligegyldighed og grådighed. Det handler dybest set om, hvorvidt du er tilfreds med dit liv og der, hvor du er på vej hen. Selvdisciplinen kan du bruge til at forfølge dette mål.

4. Døden er din ven
Døden er den målestok, som alt i livet bør måles op imod. Den person der ikke ved, hvordan man dør godt, han kan heller ikke leve godt. Døden er ikke farlig; den er bare en del af naturen og en naturlig del af livet. Da døden ligger uden for ens kontrolområde består menneskets opgave i at acceptere den. Uden forbehold og uden frygt. Døden kan give dig perspektiv, fokus og frihed til at få det bedste ud af livet. Den rette opfattelse kan give dig modet til at dø en værdig død. Filosofien kan træne og forberede dig med denne opgave. “Når vi er, er døden ikke kommet endnu og når døden kommer, er vi ikke”. Hvis du ved at du skal dø, så er alting mindre farligt.

Alt kan og vil blive taget fra os. Et godt stoisk liv leves ved ikke at være afhængig af at eje, ved at være til stede i nuet og ved ikke at bekymre sig om fremtiden. Nuet er nøglen til at leve sit livs mange øjeblikke med fuld tilstedeværelse. Døden kan betragtes som blot et enkelt øjeblik, som man mister. Hvis du gør dig umage med livets forskellige opgaver og betragter enhver opgave, som om den var den sidste, så har du gjort, hvad du kunne for at forberede dig på døden.

5. Det hele handler ikke om dig
Vi bør konstant minde os om, at vi er en del af en større sammenhæng. Andre mennesker er vores brødre og søstre og naturens orden er de vilkår, vi lever under. I den moderne verden er vi mennesker hele tiden afhængige af hinanden. Vi er konstant omgivet af resultatet af hinandens arbejde og indsats. Som forbruger er man slutpunktet i en lang række af andre menneskers arbejde.

Som menneske i en verden af mennesker skal man på den ene side have et skarpt fokus på sit eget kontrolområde og dermed på sig selv. På den anden side skal man gøre op med forestillingen om, at man er vigtigere end andre. Man skal behandle dem, man er stærkere end, ligesom man ønsker, at dem, der er stærkere end en selv, behandler en. (Den gyldne regel).

Ved at gøre dig selv god, kan du være noget mere for andre. (Konstruktiv egoisme). Fokuser på dig selv, men gør det for at være noget for andre. Forsøg at handle til det fælles bedste og være et godt medmenneske, så har du adgang til en kilde af meningsfuldhed, der aldrig slipper op og som ikke kan tages fra dig, er Niels Overgaards afsluttende og opmuntrende pointe.

Skab en bedre udgave af dig selv. Gør dig umage og bidrag så godt som du kan. Øv dig og gør din pligt til en vane. Døden er ikke farlig, men din ven. Fokuser på dig selv, men gør det for at være noget for andre. Er de grundlæggende principper i stoicismen.

Det er min påstand, at Stoicismens fem principper er et godt redskab til at styre gennem alderdommens udfordringer og muligheder. Et redskab som jeg selv anvender og lader mig inspirere af. Især princippet om konstruktiv egoisme samt fordringen om til stadighed at arbejde på at forme og danne en bedre udgave af sig selv. Er jeg bedre end jeg var?

Fra offer til aktør. Fra nyder til yder. Fra magt til agtelse.
Sammenfattende vil jeg sige at vores opfattelsen af aldring og alderdom har forandret sig gennem tiden. Fra ursamfundets barske udsættelse i naturen af de udslidte og unyttige gamle stammefolk over udskamning af de liderlige gamle mænd og onde stedmødre til det moderne velfærdssamfunds anerkendelse og værdsættelse af de ældres frivillige indsats i samfundslivet og kulturlivet.

På baggrund af ovennævnte undersøgelse er det min konklusion, at pendulet har svinget frem og tilbage i tidens løb for samfundets ældre borgere.

Fra at være offer for skæbnes ugunst til at blive aktør i eget liv. Fra at være nyder af andres arbejde til at blive yder af egen frivillig indsats og virkelyst. Fra at være udøver at ubegrænset magt til at blive anerkendt og agtet som en ligeværdig borger, der bidrager med sit virke sammen med andre samfundsborgere.

Spørgsmål til eftertanke
Oven på dette indlæg melder der sig en række spørgsmål:
1. Hvor står alderdomspendulet i dag?
2. Hvordan påvirker den økonomiske- og den magtmæssige interesse vores opfattelse af aldring og alderdom i dag?
3. Hvad kan vi som aldrende gøre for at fremme den “rigtige” udvikling?

I forhold til det første spørgsmål er det min påstand, at pendulet hælder mere til den negative side end til den positive side.
Alderdom forbindes i dag mere med offerrollen, nydelsestilstanden og magtstatussen end med aktørrollen, ydelsestilstanden og agtelsen.

I forhold til det andet spørgsmål er det min påstand, at den negative opfattelse skyldes, at de økonomiske interesser, inden for en række indflydelsesrige erhverv og brancher som kost, kosmetik og plastikkirurgi, kan tjene mange penge på at stemple aldringen som “en offerrolle”.

Endvidere har en ny gren inden for økonomien – oplevelsesøkonomien – gjort de aldrende til mål for nydelse af alskens oplevelser som event, festivaler og opdagelsesrejser. Her kan der også tjenes mange penge på at stemple de aldrende som “nydelsessyge”.

I forhold til den magtmæssige påvirkning er det min påstand, at den negative opfattelse af vores aldring skyldes holdningen og selvopfattelsen hos en række dominerende personligheder i stater som Kina, Rusland og USA samt i kongeriger som England og Danmark.

Disse stater styres af aldrende mænd og kvinder. Henholdsvis aldrende præsidenter og aldrende dronninger. De kan begrunde deres aldrende magt ved at henvise til naturen og til kulturen/traditionen. Den stærkeste overlever i naturen og i institutionen – så overlevelsesstyrke er magt og ret til at regere. (Fx Putin).

I forhold til det tredje spørgsmål vil jeg påstå, at alderdommen er permanent truet af de ovennævnte økonomiske og magtmæssige interesser, der vil fremme et negativt syn på aldring.

Den gode aldring
For at fremme et positivt syn på aldring, er det mit forslag, at vi sammen må arbejde på at gøre vores samfund og verden til et sted, hvor aldring opfattes som et livsvilkår og en rettighed.

Et livsvilkår, der muliggør,
at vi kan bidrage som aktører til samfundets udvikling (vores virkelyst).
at vi kan levere en værdifuld ydelse til samfundets opretholdelse (vores samvirke med andre).
at vi på baggrund af denne indsats kan blive anerkendt som en ligeværdige borger, hvis status og ret bygger på respekt og agtelse for vores nyttige indsats. (vores engagement)

Mit forslag til at fremme denne sag om at sætte aldring og alderdommen i et mere positivt lys er, at lade sig inspirere af den stoiske og den eksistentialistiske filosofi.

Med denne filosofi i bagagen kan du være aktør inden for dit eget kontrolområde. Du kan yde noget overfor andre ved at gøre dig selv bedre. Du kan opnå agtelse og ret på baggrund af dit engagement, dit virke og dit samvirke med andre.

Kampen om alderdommen fortsætter – måske med dig som aktør?

Alle vil leve længe, men ingen vil blive gamle.

-Aktivering hele livet eller tilbagetrækning i ro og mag?

Jagten på evig ungdom er stadig i fuld gang

Hvorfor er det på den ene side efterstræbelsesværdigt at leve rigtig længe? Når det på den anden side er en uønsket situation at blive gammel? Dette dilemma har den norske forfatter Runar Bakken givet et udfordrende svar på i bogen: “Alle vil leve længe, men ingen vil blive gamle”.

Vi skal alle dø, konstaterer forfatteren og mange af os sandsynligvis af alderdom – ikke af sygdom og ulykke. Men der er ikke nogen opskrift på, hvordan vi skal blive gamle. Til gengæld kan vi blive inspireret af, hvad andre siger om, hvordan livet er for ældre i et velfærdssamfund.

Forfatteren gør op med den dominerende forståelse af alderdommen som en proces, der kan og skal forebygges. Ud fra videnskabelige undersøgelser og personlige erfaringer viser forfatteren, hvordan aldring er en uundgåelig del af livet.

Bogen er derved et opgør med velfærdssamfundets fokus på aktivitets- og træningsydelser i mødet med svagelige gamle mennesker, der er afhængig af andres hjælp i den sidste del af deres liv.

I sine beskrivelser af forholdet mellem samfundet, sundhedspersonalet og de ældre viser forfatteren, hvordan afhængighed af andre mennesker er et vilkår, som både sundhedssystemet og fagpersoner ofte overser eller glemmer.

Det ovennævnte dilemma udlægges af forfatteren som to grundlæggende og modsatrettede forståelser af at ældes og at blive gammel. At “alle vil leve længe” repræsenterer et positivt syn. Mens at “ingen vil blive gammel” repræsenterer et negativt syn.

Det positive syn på alderdom
Jagten på at forbedre, forskønne og forlænge livet i det uendelige (trans-humanisme) er det seneste udtryk, der knyttet sig til dilemmaets første led. Dette positive syn på aldring har haft overtaget over det negative syn siden 1980, hævder forfatteren.

Med udtryk som “Alder er bare et tal” og “man er ikke ældre end man føler sig” og “alder er ingen hindring” er denne opfattelse blevet udtrykt i tidens løb.

Det negative syn på alderdom
I følge forfatteren kan der trækkes en linje fra Aristoteles, der anses for stamfaderen til det negative syn på alderdom. Aristoteles mente, at alderdommens negative egenskaber skyldes ”tabet af den medfødte varme og fugtighed, der gradvist fører til den nedkøling og udtørring, som kendetegner alderdommen”. Denne holdning findes også i lægevidenskabens definition af alderdom som sygdom i 1800-tallet og videre til den kulturelle forestilling fra ca. 1850 om alderdom som den anden barndom. Denne opfattelse dannede fra 1950’erne grundlaget for Tilbagetrækningsteorien.

Aforismen “alle vil leve længe, men ingen vil blive gamle” er således knyttet til de to dominerende aldringsteorier: Aktivitetsteorierne og Tilbagetrækningsteorien.

To konkurrerende teorier om alderdom
Det er forfatterens påstand, at det er det positive syn, for eksempel i aktivitetsteorierne og i ”succesfuld aldring”, der i vores tid dominerer synet på aldring. Men der er også et andet – modstridende og konkurrerende syn på at forstå og udføre faget på i mødet med den svage ældre: Tilbagetrækningsteorien.

De to dominerende teoridannelser, der er knyttet til, hvad det indebærer at ældes og leve som gammel, har deres oprindelse i det samme forskningsprojekt fra 1950. Det samme empiriske materiale har således dannet grundlag for to forskellige tolkninger og teoridannelser!

Forkæmperne for Aktivitetsteorierne forstod ældres tilbagetrækning som en konsekvens af en social- og samfundsmæssig udstødelse (udskamning) af ældre mennesker. Alderdommen var ikke for dem væsensforskellig fra andre perioder i livet, men alene betød, at man var nogle år ældre. Alderdom som en periode præget af positivitet, aktivitet, integrering og sundhed.

Samfundets opgave og tilbud er derfor at støtte den ældre i aktiviteter og genoptræningstilbud, der kan føre den ældre ind i samfundet igen som en ligeværdig deltager. Tilbud om at forblive ”længst mulig i eget hjem”, supplerende rehabilitering og ophold på et lokalcenter var samfundets svar på dette behov.

Forkæmperne for Tilbagetrækningsteorien forstod ældres tilbagetrækning som en konsekvens af en genetisk bestemt fysisk degenerering. (forfald). Alderdommen for dem var en periode, der var kvalitativt forskellig fra andre perioder af livet. Alderdom som en periode præget af negativitet, passivitet, tilbagetrækning og sygelighed.

Samfundets opgave og tilbud er derfor at tilbyde den ældre pleje og omsorg, så den ældre kan klare og magte sin svækkede situation. Tilbud om økonomisk hjælp i form af aldersrente, ophold på et alderdomshjem eller pleje og omsorg på et plejehjem var samfundets svar på dette behov.

Kritik af Aktivitetsteorierne
I følge forfatteren kan Aktivitetsteorierne betragtes som en ideologisk protest mod Tilbagetrækningsteorien. På individ niveau minder den om jagten på ungdommens kilde og om middelalderens mirakelkur. Et eksempel er bogen af Deepak Chopra: “Krop uden alder, sind uden tid. Hvordan du bevarer vitalitet og selvværd gennem hele liver.”

Kendetegnet for denne bog er, at der ikke findes grænser – hverken udenfor eller indenfor mennesket – som ikke lader sig overskride. Heller ikke en givet genetisk grænse, som det ikke er muligt at ophæve.

Manglen ved denne teori er iflg. forfatteren, at den i sin iver efter at ændre vores forestillinger om alderdom fra negativitet, passivitet, tilbagetrækning og sygelighed til en forestilling om alderdom præget af positivitet, aktivitet, integrering og sundhed, underkendes betydningen af den biologisk betingede nedbrydning af det fysiske hen imod svagelighed og død.

Der skabes en illusion om at alderdom et er lig med sygdom og altså noget, der findes en kur for.

Hvad kan være forklaringen på, at denne teori har haft så megen medvind spørger forfatteren. En bud kunne være, at begrebet aktiv og aktivitet flugter med den liberale kapitalisme, idet begge bidrager til den utopiske forestilling om, at alt lader sig forme – også egen alderdom.

Rationalet for denne ideologi er, at for at kunne undgå, at ældre mennesker igen bliver “ofret”, som tidligere i historien, er strategien, at vi alle skal holde os sundere og raskere gennem hele livet, også i alderdommen. Vi skal kunne arbejde længere og have en kortere periode i alderdommen, hvor vi bliver afhængige af sundhedspersonale i eget hjem eller på plejehjem.

Kritik af Tilbagetrækningsteorien
Iflg. forfatteren har forestillingen om alderdom som den anden barndom bidraget til at sætte tanker, opfattelser og tolkninger i gang og hermed danne grundlaget for udvikling af Tilbagetrækningsteorien.

En lægevidenskabelig drejning førte endvidere til, at den lægevidenskabelige model blev normgivende for udformning af bygninger, drift og personalets “behandlende” tilnærmelse til svækkede ældre. Sygehuse og plejehjem kom til forveksling til at se ens ud: effektivt organiseret for at kunne møde ældre syge. Den humanistiske traditionsfase i sygeplejen blev afløst af den lægevidenskabelige-teknologiske fase.

Hvordan kan det være, at en kulturel og historisk forestilling om alderdommen som “lig” barndom bliver den dominerende opfattelse, som så at sige bereder det kulturhistoriske grundlag for Tilbagetrækningsteorien?

Forfatterens svar på dette spørgsmål er, at de centrale forudsætninger på den ene side er børns og ældres ensidige afhængighed af voksne mennesker og på den anden side sygeliggørelsen af alderdommen. Fx med stereotypiske udtryk om ældre personer som havende ’dårlig dømmekraft’, ’svage kognitive funktioner’, ’tandløshed’, ’usikker gang’.

En tredje vej til alderdom
Som et nyt alternativ til de to ovennævnte teorier foreslår forfatteren en palliativ og lindrende tilgang. Begrundelsen herfor er, at denne tilgang knytter sig til menneskets grundvilkår: at det fødes, ældes og dør. En betragtning, som jeg gerne vil støtte.

En sådan grundforståelse kan – i modsætning til konsekvenserne af Tilbagetrækningsteorien og Aktivitetsteorierne – i princippet åbne op for at hjælpe med til, at den, som lever i overgangen mellem liv og død “helhjertet til det sidste”, kan inddrages i alle de valg, som må træffes.

Det centrale motiv må være, at finde ud af, hvad hvert enkelt finder meningsfuldt, når livet og meningen med det er truet.

På den ene side kan vi betragte aldring fra et naturhistorisk synspunkt. Som alle andre væsner i naturen gennemlever vi en vækstperiode og en forfaldsperiode. Så der vil være behov for en tilbagetrækning og tilpasning på et tidspunkt. Hvordan denne tilbagetrækning og tilpasning bør være kan så drøftes. Her er Tilbagetrækningsteorien et bud på denne situation. Et tilbud om hjælp fra samfundets side, når den aldrende ikke længere kan klare sig selv.

På den anden side kan vi betragte aldring fra et kulturhistorisk synspunkt. Som alle andre kulturvæsner indgår vi i kampen om anerkendelse i samfundet. Herunder de ældres generationskamp med de unge, der venter på at blive anerkendt til at kunne overtage magten fra de ældre. Hvordan denne anerkendelseskamp kunne føres på en ligeværdig måde giver Aktivitetsteorierne et bud på. Ved at tilbyde den aldrende passende aktiviteter, der kunne understøtte personens fysiske og mentale kapacitet, kunne den ældre fastholde sin anerkendelse i samfundet og fortsat bidrage og virke.      

To sider af den samme mønt
Hvad kan man lære af at læse bogen? Jeg har opdaget, at man kan “se” alderdommen fra forskellige vinkler: dels fra en naturvidenskabelig vinkel og dels fra en humanistisk/ kulturvidenskabelig vinkel. To opfattelse, der foreslår to meget forskellige “håndteringer” af aldringen: pleje og omsorg eller livsvarig aktivering.

Herudover har jeg også bedre kunnet forstå, de forskellige tilbud og tiltag som myndighederne, omsorgspersonalet og lægevidenskaben har tilbudt aldrende personer i tidens løb – fx alderdomshjemmet som svar på menneskets “forfald” contra rehabiliteringscentret som svar på menneskets “evig ungdom”.

Det er således to forskellige menneskeopfattelse, der skjuler sig bag de to syn og tiltag. Mennesket som et naturvæsen med vækst og forfald samt et endeligt liv og Mennesket som et transhumant væsen med muligheden for substitution og et evigt liv.

Mennesket er både et naturmenneske og et kulturmenneske. Præget af sit ophav som natur samt præget af sin kontekst som kultur. Som natur betragtes mennesket som et væsen mellem udvikling og forfald. Som kultur betragtes det som et væsen mellem udskamning og anerkendelse.

Som menneske må vi leve med det paradoks, at vi både vil leve længe, som kulturen foreskriver samt må acceptere, at vi bliver gamle, som naturen viser os.

I forhold til dilemmaet om aktivering hele livet eller tilbagetrækning i ro og mag, så foretrækker jeg så afgjort den sidste måde. ”At visne glad”, som Hans Boll-Johansen formulerer det og at ”dø mæt af dage”, som et gammelt dansk udtryk opfatter det, er ikke en uvenlig tanke for mig.

Om kunsten at visne glad.

-Fra dødsangst og “aldrig mere” til indsigt i livets højde og dybde.

At visne bort er ganske almindeligt i naturen. Således også for menneskene.

Hans Boll-Johansen har skrevet en inspirerende og sørgmunter bog om tilværelsens sidste kapitel. Bogen titel er: “Ganske kort her til sidst. Om kunsten at visne glad.”

Gennem samtaler med gode venner har forfatteren undersøgt og reflekteret over mange af de spørgsmål som dukker op, “når livet går på hæld”.

Gruppen består af gamle studiekammerater og rejsefæller, der mødes med jævne mellemrum. De fleste tilhører den samme generation og deler erfaring, når det gælder aldring. Alle er optaget af, hvad filosoffer og skønlitterære forfattere siger om emnet.

Alt kan komme op og vende i gruppen, men især samtales der om kærligheden som grundlaget for alt liv, specielt det liv som de hver især har levet.

Gruppen er en blanding af pessimister, der hæfter sig ved, at livet er en forfaldshistorie. Samt optimister, der fortæller historier om, at livet vinder i højden og dybden efterhånden som man bliver ældre.

”Aldrig mere”
Noget gruppen aldrig kan blive træt af at fortælle om, er det de kalder “aldrig mere”. Den smertelige forestilling om, at noget er forbi for altid. Vi hører blandt andet om Simone de Beauvoirs, Constantin Hansen, Sokrates og Ingmar Bergmans erfaring om dette fænomen samt forfatterens egen erfaring af dette vilkår i forbindelse med en kræftdiagnose.

Bogen er bygget op med en indledning – præludium samt en afslutning – postludium. Mellem disse to yderpunkter behandles en række væsentlige problemstillinger: Unge mod gamle. Hvornår er man gammel? Kampen mod aldring samt Døden.

Det er forfatterens påstand, at der er noget der hedder “læsealderen” til bestemte bøger. Fx er “Den unge Werthers lidelser” ikke skrevet til gamle mennesker.

På tilsvarende måde er der en “skrivealder”. Fx er Ciceros skrift om “Om alderdommen” og Simone de Beauvoirs bog “Alderdommen” skrevet som en kommentar til deres “aldrig-mere-oplevelse”. De var begge klar til at se aldringen i øjnene.

Kedsomhed eller at visne glad
Det er i øvrigt den 34-årige Adam Oehlenschläger, der med sit optimistiske syn på sin egen fremtid som gammel, får formuleret titlen på forfatterens bog: “Lær mig, o Skov, at visne glad/ som sent i Høst dit gule Blad/ Et bedre Foraar kommer”.

Som modstykke til denne smukke beskrivelse af “livets efterår”, hører vi om Frederik Dessaus smertelig oplevelse af at blive gammel: “Faktisk betragter jeg min alderdom som en straf for noget, jeg ikke har gjort”. Straffen udmåles i kedsomhed: “Der er virkelig megen kedsomhed i alderdommen. Og ensomhed. De to ting hænger sammen.”

Forfatteren konkluderer, at lige meget om man vælger det ene eller det andet standpunkt, så er slutresultatet det samme: “Livet fører den villige og trækker den uvillige”, som stoikerne siger. Om man accepterer de givne vilkår eller stritter imod, ændrer ikke på slutresultatet: Der kommer nogle unge og sætter en fra bestillingen”. Er forfatterens nøgterne konstatering.

Bogen afsluttes med flere inspirerende og provokerende emner som: Vagtafløsningen. Generationernes kamp. Psykofysiske symptomer på aldring. Ungdom som livseliksir. Fortiden som livskilde. Plejehjem som fængsel. Kunsten at lære at dø. Terminal terapi. Eftermælet. Et liv efter døden?

Hvis du vil vide mere om disse interessante emner, så må du låne bogen på biblioteket eller afskaffe den selv. Jeg købte den selv og har ikke fortrudt købet.

Fra udskamning til velvære. -Et nyt syn på mennesker med demens.

To øjenåbnere om forståelsen af vilkår og muligheder for personer med demens

Antallet af personer i Danmark, der får stillet diagnosen Demens, er stigende og med væksten af seniorer i fremtiden vil mange være i farezonen for at få denne diagnose. Mange eksempler fra danske og udenlandske plejehjem viser, at den udbredte opfattelse af demens er forfald, svækkelse og kognitiv- eller mental indskrænkning karakteriseret ved manglende tidsfornemmelse, glemsomhed og udadreagerende adfærd. Sundheds- og plejepersonalets normale svar på denne diagnose er anvendelse af bedøvende og beroligende medicin.

Den amerikanske geriater og plejehjemslæge Al Power har skrevet bogen ”Demens – berøvet og bedøvet. Hvordan vi forandrer omsorgskulturen” (2015). I bogen foretager han en kritisk gennemgang af de gængse behandlingsformer af demens. Han dokumenterer, hvordan mennesker, der lider af demens må lide dobbelt: Først er de berøvet en stor del af deres åndsevner, dernæst bliver de bedøvet af medicin (psykofarmaka), så de er ude af stand til at mærke sig selv. 

På baggrund af videnskabelige studier og erfaringer, gjort af personer med (tidligt diagnosticeret) demens samt egne erfaringer i praksis, konkluderer Power, at den konventionelle demensbehandling bør ændres gennemgribende. I stedet for at kun at betragte personer med demens som afvigere vælger Power at betragte demens som et ”udviklingstrin”, der blot giver de demensramte færre og andre livsmuligheder.

Det fremherskende syn på demens er iflg. Power at den er tragisk, dyr og byrdefuld. Demens som “den levende død”. Dette udskammende syn betyder, at man primært ser personen som deres sygdom, i stedet for at se dem som unikke individer, der tilfældigvis deler en diagnose.

Demens som vækst og velvære
Hvad er så Powers bud på en alternativ tilgang til personer med demens? Det korte svar er, at opfatte dem som personer med en funktionsnedsættelse på det kognitive område. Personer der har behov for “ramper” til samfundet. Ligesom en person, der har mistet sine ben og sin førlighed, har behov for en kørestol og ramper for at kunne køre på trapper, så har personer med demens behov for “ramper”til omverdenen for at kunne begå sig blandt andre mennesker og i samfundet.

Power har skrevet en ny bog, der har været en øjenåbner for mig. Hovedpointen i bogen fremgå af dens titel “Ha’ det godt med demens. Hvordan vi skaber velvære” (2021). Endelig en demensopfattelse, som jeg kunne forstå og forholde mig til som senior på vej ind i dette risikoområde.

Undersøgelser viser iflg. Power, at personer med demens har andre kognitive og fysiske ressourcer at trække på. Det drejer sig blot om at få øje på dem hos personen. Fx har undersøgelser vist, at personer med demens ligesom almindelige mennesker kompenserer for deres funktionsnedsættelse. Lige som blinde, der udvikler høresansen og følesansen, udvikler demente en evne til at aflæse andres kropssprog. Så selv om de ikke kan formulere sig perfekt sprogligt, så kan de godt forstå, hvad der foregår omkring dem.

Personer med demens fortsætter også med at kunne læse og læse højt. Herudover er det næppe hele deres hjerne, der er angrebet af demens. Der vil være mange hjørner og kroge i denne hjerne, hvor ny indlæring kan finde sted – hvis blot personen får mulighed for at aktivere disse skjulte mentale ressourcer.

Paradigmeskift fra fornuft til følelse
Hvordan bør man så forholde sig til en person med et kognitivt handicap som demens? Al Power hævder, at mennesker med demens foretager “en vigtig rejse fra kognition gennem følelse til ånd”. Mennesker, der mister den nære forbindelse til en verden domineret af erindringer, fakta og logik, omstrukturerer deres tanker og udtrykker sig ud fra et perspektiv, der er domineret af følelser, sansning og symboler.

Hvis vi ikke indser dette, men forsøger at svare på personens behov ud fra vores egen synsvinkel, så når vi ikke ind til deres verden, er Al Powers pointe.

Der er således tale om et “paradigmeskift” fra en verden med fornuft, fakta og forudsigelighed til en anden verden med følelse, fornemmelse og symbolske udtryk. Kan de to verdner mødes? – Kan der bygges bro/ “ramper” mellem de to verdner?

Al Powers forslag er, at der er “os normale”, der må nærme os den verden, som personer med demens befinder sig i. Hvor en samtale og et samvær med “normale” mennesker vil følge det rationelle spor, må vi ved samtale og samvær med en person med demens følge et emotionelt og symbolsk spor. Det vil sige, at vi må sætte os ind i personens livshistoriske kontekst og med denne baggrund foretage en tolkning af reaktioner, kropsudtryk og symbolske betydninger i personens samlede udtryk.

Al Powers metode, til at finde ind til kernen af det udtrykte hos personer med demens, er at “belyse” udtrykket ved at se de det gennem en “optik”, der består af syv velværedomæner. (Identitet, forbundenhed, tryghed, autonomi, mening, vækst og glæde).

Som en supplerende metafor, til at beskrive personens situation, benytter Al Power et glas. Er glasset tomt, halvfuld eller fuld? For eksempel: Er personen forbundet med den situation han/hun befinder sig i? Er glasset tomt eller fuld?

Når er person med demens for eksempel siger, at “hun vil hjem”, bør dette udtryk ikke forstås bogstaveligt men symbolsk. Det kan være et udtryk for en følelse af hjemløshed. Det vil sige, at det ikke drejer sig om at komme tilbage til sin gamle bolig, men at den ny (plejehjems-) bolig ikke opfattes/ forstås som et hjem. Glasset er tomt.

Svaret på denne type spørgsmål kan give et fingerpeg om, hvor det bør sættes ind i det videre (sam-)arbejde med personen. Fx at arbejde på at gøre boligen mere hjemlig. Så glasset bliver påfyldt.

De syv livsdomæner
Hvad er det så, at du kan trække på som person med demens udover de ovennævnte ressourcer og strategier?
Power hævder, at personer med demens og alle andre personer bevæger sig inden for de ovennævnte syv livsdomæner som understøtter selvet – dvs. hvem jeg er. De syv domæner er henholdsvis Identitet, Forbundenhed, Tryghed, Autonomi, Mening, Vækst og Glæde.

Det drejer sig derfor om, at du som senior bliver bevidst om disse livsdomæner i dit liv. Finder ud af hvordan de er blevet udfoldet i dit liv samt, hvordan du gerne vi have at andre – senere i livet – kan understøtte dig i disse livsdomæner. Og dermed ’ha det godt med din demens’. I bogen kan du finde god inspiration til dette arbejde. Bogen kan anbefales på det varmeste.

Skriv dit demenstestamente før du glemmer det
Hvis du ønsker at læse mere om Al Powers overvejelser om demens, så har jeg tidligere skrevet herom i bloggen https://wordpress.com/post/seniorvejen.com/2657

Livet er en lang overgang.

Fra barndom over ungdom og mandom/ moderskab til alderdom. En opstigning og en nedstigning. En udvikling og et forfald. Så forbered dig på din næste overgang.

         Der findes bjerge, der frister med overgange, stier og pas – tilsvarende i livet.

Hvad er min opgave i seniorlivet?
Livet består af overgange, hvor nye indgange markerer åbning til nye opgaver og gamle udgange markerer afslutning på gamle opgaver. Livet er en gave – en opgave – eller et projekt.
Spørgsmålet bliver derfor, hvilken opgave – eller projekt skal så være drivkraften og den røde tråd i dit liv? Hvad vil du sige goddag til og hvad vil du sige farvel til.

Hvad er den største udfordring i overgangen fra arbejdsliv til seniorliv?
At bevæge sig fra en struktureret og forudsigelig livsform som lønarbejder til den åbne og uforudsigelige livsform som løsarbejder, projektmager eller livsnyder.
Hvor alt før var rammesat er alt nyt, åbent og frit tilgængelig og baseret på ens eget valg.

Det drejer sig derfor om at finde noget, der kan blive understøttende for overgangen og det forløb, der kommer. Så hvor er den ild, der skal brænde i mit seniorliv? Hvor er det mål og den vision, som jeg vil forfølge i mit seniorliv? Hvad er det for et projekt, der skal være bærende for mit seniorliv?

Hvad interesseret jeg mig for?
Vil jeg gerne bevare eller ny-etablerer arbejdsfællesskabet?
Vil jeg gerne gå mine egne veje og etablere egen virksomhed?
Vil jeg gerne realisere en kreativ drøm som at skrive en bog eller afholde en maleriudstilling?
Vil jeg gerne bruge mine kræfter på frivilligt- og socialt arbejde?
Vil jeg gerne styrke min sundhed via kost og motion?
Har jeg en omsorgsopgave i den nærmeste familie, som fordrer mit engagement?
De fem første valg er jeg selv herre over det sjette valg er en forpligtelse.

Hvordan kan jeg forberede mig på seniorlivet?
Prøv dine grænser af. Prøv dine interesser af? Gør dine egne erfaringer.
Hvad er det, der kan få dig ud af sengen hver morgen? (Ikigai)
Gør denne undersøgelse til dit første seniorprojekt!

Hvilke erfaringer har jeg selv med overgangen og seniorlivet?
Jeg etablerede egen virksomhed, der tilbød afklaring i forhold til overgange og seniorliv.
I perioden siden start i 2015 har jeg undersøgt en række potentielle senioraktiviteter, herunder som medlem af forskellige seniororganisationer, med henblik på at finde ud af, hvilke kvaliteter disse aktiviteter havde i forhold til mine interesser og præferencer:

Det dreje sig om Senior Erhverv Aarhus, hvor jeg blev afklaret i forhold til en fortsat beskæftigelse på arbejdsmarkedet.
Det drejede sig om Start Vækst Aarhus, hvor jeg fik hjælp og støtte til etablering af min virksomhed.
Det drejede sig om den frivillige forening Silkeborg ØK Skibsklub (SØS), hvor jeg fik afprøvet mit kreative og litterære talent af i forbindelse med redigeringen og udgivelsen af en erindringsbog.
Det drejede sig om Seniorer Uden Grænser, hvor jeg fik indsigt i internationalt, socialt udviklingsarbejde samt erfaring i brugen af sociale medier.
Det drejede sig om DGI, hvor jeg fik prøvet en række forskellige motions og afspændingstilbud af i forhold til et sundere liv.
Endelig drejede det sig om Foreningen til Udvikling af Alderens Muligheder (FUAM), hvor jeg fik indsigt i aldersrelaterede udfordringer som demens, aldersdiskriminering og det gode seniorliv, samt erfaring med at igangsætte samtalecafeer om disse emner.

Hvor er jeg nu?

I forbindelse med etableringen af mit firma Seniorvejen.com oprettede jeg en hjemmeside, hvor jeg ville reklamere for mine ydelser (vejledning, foredrag, netværksarbejde, sparring).
I den forbindelse læste jeg en række bøger om seniorlivets udfordringer og udarbejde indlæg/ blogs, hvor jeg sammenfattede andres opfattelser of overgange og det gode seniorliv.

Disse gode råde har jeg arbejdet videre på og har formuleret dem som Aforismer, der nu også er offentliggjort på min hjemmeside. Aforismer som jeg har fået positive tilbagemeldinger på.
Så “formuler dine egne aforismer om seniorlivet udfordringer og muligheder” kunne også være et godt råd til kommende seniorer.

Hvordan lyder en aforisme om seniorlivet?
Om ånd og liv

Det begynder med en nysgerrig indånding.
Det fortsætter med et eftertænksomt åndedrag.
Det slutter med en afklaret udånding.

Om spørgsmål og svar
Et spørgsmål kan åbne op og stille dig i undringens lys.
Et svar kan lukke for din nysgerrighed og bringe dig i begrænsningens mørke.
Lad spørgsmålet være flydende, så vil det senere give dig indsigt.

Om dannelse og prægning
I erindringen gemmes vores livsmærker.
Med glemslen lutres vores fortid.
I hukommelsen formes vores fremtid.
Med viden udvikles vores karakter.
I erfaringen dannes vores jeg.

Om pligt og lyst
Du kan gøre pligten til din lyst.
Ved at spejle dig i dine værdier.
Og forsøge at omsætte dem til handling.

Hvad er mine tre gode råd til seniorerne?
-Find den ild, der skal brænde i dit seniorliv!
-Udforsk de mange muligheder som civilsamfundet /frivilligområdet tilbyder.
-Formuler dit seniorliv som et projekt: Det gode seniorliv for mig er: ???

Alderdommens håb: Et blomstrende liv som aktiv og nyttig samfundsborger.

Vi er klar til at tage fat på alderdommen

I tidens løb har der været mange udfald mod de ældre i samfundet. Udsættelse, selvmord og nedværdigelse er nogle af de midler, der i tidens løb har været brugt til at håndtere “unge der er blevet ældre”. Er det fortid i dag?

Den franske forfatter og filosof Simone de Beauvoir har skrevet en interessant og hårrejsende bog om noget, der vedrører de fleste, der lever længe nok: ”Alderdommen”.

Alderdommen set udefra og indefra
Bogen er i to dele og behandlet alderdommen set udefra og set indefra. Men det er kras læsning, kan jeg her indledningsvis advare om.

Bogen første del omhandler, hvordan alderdommen er blevet opfattet af forskellige stammefolk rundt omkring i verden. Herefter, hvordan alderdommen er blevet behandlet i de tidligste myter og i de forskellige religioner. Endelig er der en fyldig gennemgang af alderdommen set gennem litteraturen, billedkunsten samt teateret gennem historien.

I første del er der ikke ret mange opmuntrende beretninger om mennesker, der opnåede en høj alder. På grund af mangel på fødevarer er de enten blevet sat ud i naturen eller også har de begået selvmord.

De få, der opnåede et længere liv og en alderdom, gjorde det primært på grund af, at de stadig var noget værd for det samfund de levede i. Det kunne være på grund af deres viden om nyttige ting og forhold. For eksempel om jagt, om trolddom og kontakt til ånder og guder. Det kunne også være på grund af, at de besad magt i kraft af deres ejendomsbesiddelser eller andre værdier.

Den ældre er en fremmed art
Simone de Beauvoir undrer sig over, at de ældre har så ringe en værdi, både i gamle dage og i moderne tid. Hvad er forklaring på, at de ældre ej heller har værdi i det moderne samfund? spørger hun. Hun stiller indledningsvis følgende spørgsmål, som hun så forsøger at svare på: ”Hvorfor er de gamles stilling i dag skandaløs? Hvert medlem af samfundet burde vide, at det er deres egen fremtid, det drejer sig om!”

Herefter ridser hun baggrunden op for de ældres situation: Samfundet er en opsplittet helhed. Dets medlemmer er adskilte, men forenede af gensidige forbindelser: individerne forstår hinanden, ikke i kraft af, at alle er mennesker i abstrakt forstand, men gennem deres forskellige former for praksis. “Grundlaget for gensidig forståelse er enhvers principielle meddelagtighed i ethvert forehavende.

Gensidigheden kræver hovedsagelig, at jeg begriber den andens formålsdimension ud fra min egen. Når den ældre syge i visse patologiske tilfælde af personlighedstab (for eksempel demens) har mistet forbindelsen til sine egne mål, så fremtræder mennesket for ham som en fremmed art. Vi er i princippet ligeværdige med hinanden, men den ældre udgrænses på grund af manglende målsætning.

Den ældre gør ikke mere noget – bortset fra visse undtagelser. Han er defineret ved sin exis, (sit fravær) og ikke ved en praksis. Tiden føre ham mod et mål – døden – som ikke er hans mål og som ikke er sat ud fra et projekt. Derfor fremtræder han for de aktive mennesker som en “fremmed art”, som en de ikke genkender sig i.

Alderdommen vækker biologisk modvilje; man skyder den fra sig, langt bort, i et slags selvforsvar. Men denne udelukkelse er kun mulig, fordi den principielle meddelagtighed i ethvert henseende ikke spiller ind i dette tilfælde.

Alder som en negligerbar kvantitet
I historien løb har de voksnes holdning til børn og gamle i det store og hele været parallel, hævder Simone de Beauvoir. Men da barnet er et fremtidigt aktiv, sikrer samfundet sin egen fremtid ved at investere i det, mens den ældre i dets øjne kun er en forestående død.

Her er tale om et fravær af gensidighed i forhold til de voksnes holdning til ældre.
Fraværet af gensidighed begrundes i det opgør, som barnet/sønnen udtrykker for at kunne træde i faderens sted. Faderen dræbes symbolsk ved at nedvurdere ham; men til det formål må man nedvurdere alderdommen som sådan, hævder Simone de Beauvoir.

Hele familien spiller med. Man slider den gamles modstand ned, overvælder ham med lammende hensynsfuldhed, behandler ham med ironisk velvilje, taler fordummende om ham, mens man veksler indforståede blikke hen over hovedet på ham og lader sårende ord falde.

Hvis det ikke lykkes at få ham til at give sig ved list og overtalelse, tøver man ikke med at gribe til løgn og magtanvendelse. Man overtaler ham fx til midlertidigt at komme på et alderdomshjem og efterlader ham så der.

Den gamle nærmer sig blot mere og mere affældigheden og døden; han tjener ikke til noget. Da han kun er en nytteløs ting, der fylder op, er det eneste man ønsker, at kunne behandle ham som en negligerbar kvantitet. Som tilhørende en gruppe, der kan ses bort fra!

De ældres nedvurdering har således en kilde i det generationsskifte, der finder sted i ethvert samfund ifølge Simone de Beauvoir. Men forfatteren har også andre – samfundsbaserede – forklaringer at byde på.

Det er samfundets skyld
I anden afdeling af bogen undersøger forfatteren følgende spørgsmål: Hvad er uundgåeligt i menneskenes forfald? I hvilken udstrækning er samfundet ansvarlig for det?

Simone de Beauvoir har følgende svar på dette spørgsmål:
”Hvis vi vil undgå, at alderen bliver en latterlig parodi på vores tidligere tilværelse, er der kun en løsning, og det er at forfølge mål, der giver vores liv en mening: engagement i mennesker, fællesskaber eller en sag, social, politisk, intellektuel eller skabende arbejde.

Livet bevarer en værdi, så længe vi gennem kærlighed, venskab, indignation og medlidenhed sætter pris på andres liv. Så bliver der ved med at være en grund til at handle og at tale.”

Hvad er det så for en udfordring, som den ældre har i det moderne samfund? Simone de Beauvoir peger på det kapitalistiske system som den store skurk. Med kedsomhed i pensionisttilværelsen og meningsløshed i lønarbejdet under det kapitalistiske system som følge.

”Selv om pensionisten bevarer sin sundhed og sin åndsfriskhed, er han ikke mindre hjemsøgt at denne skrækkelige plage: kedsomhed. Han er blevet frataget sin indflydelse på verden og formår ikke at genvinde den, fordi hans tid udenfor arbejdet var fremmedgjort. Hans sure lediggang munder ud i en apati, der sætter hans sidste fysiske og åndelige ligevægt på spil.”

Det stjålne liv
Men det bliver værre endnu ifølge Simone de Beauvoir: Den skade, han har lidt i løbet af sin tilværelse, er endnu mere dybtgående. Når pensionisten er fortvivlet over sit nuværende livs meningsløshed, skyldes det, at hans tilværelse til enhver tid har været stjålet fra ham. En ubønhørlig, jernhård lov (kapitalismens krav om øget profit) har kun tilladt ham at reproducere sit liv og nægtet ham mulighed for at skabe sig en meningsfuld tilværelse.

Når han omsider slipper fri fra arbejdets tvang, opdager han kun en ørken omkring sig; han har ikke haft mulighed for at engagere sig i projekter, der kunne have fyldt verden med mål, værdier og eksistensberettigelse.

Det er det forbryderiske ved vores samfund ifølge Simone de Beauvoir. Dets ”alderdomspolitik” er en skandale. Men endnu mere skandaløs er den behandling, det udsætter de fleste mennesker for i deres ungdomstid og modne år. Samfundet præfabrikerer de lemlæstede og elendige vilkår, der er menneskets lod i alderdommen.

Det er samfundets skyld, at alderdomssvækkelsen indtræder før tiden, at den går hurtigere, er fysisk smertefuld og åndelig forfærdelig, fordi mennesket møder den tomhændede. Udbyttede og fremmedgjorte mennesker bliver, når de mister deres kræfter, nødvendigvis til ”udskud” og ”affald”.

Der er tilsyneladende ikke nogen hjælp at hente i det nuværende samfund efter Simone de Beauvoirs opfattelse: ”Derfor er alle de midler, man foreslår til at lindre de gamles nød, så utilstrækkelige: ingen af dem vil kunne reparere den systematiske ødelæggelse, menneskene har været ofre for hele deres liv. Selv om man plejer dem, vil man ikke kunne give dem deres sundhed igen. Selv om man bygger anstændige hjem til dem, vil man hverken kunne give dem den kultur, de interesserer eller de former for ansvar, der ville fylde deres liv med mening.”

Det er vigtig at have hånd i hanke med sin foranderlige omverden

Håbet og visionen om den gode alderdom
For Simone de Beauvoir tegner der sig dog alligevel et håb for de gamle: Det er ikke helt forgæves, at forbedre deres forhold under det nuværende system; men det løser ikke den sidste, alders egentlige problem: Hvordan skulle et samfund være for at mennesket blev ved med at være menneske i sin alderdom?

Svaret på dette spørgsmål er enkelt: Dets medlemmer skulle altid have været behandlet som mennesker. Samfundet afslører sig selv gennem den lod, det tildeler sine ubeskæftigede medlemmer; det har altid betragtet dem som redskaber. Det indrømmer, at kun profitten tæller og at dets ”humanisme” er ren og skær facade.

Alderdommen afslører hele vores civilisations nederlag. Det er det hele menneske, der skal genoprettes, alle de menneskelige relationer, der skal genskabes, hvis man ønsker at den ældres stilling skal være acceptabel. Et menneske skulle ikke imødese slutningen af livet i ensomhed og med tomme hænder.

Den ældre som en aktiv og nyttig samfundsborger
Forfatterens ”medicin” mod den ovennævnte nedgøring af alderdommen er en form for livslang læring, dannelse og samvirke blandt samfundets medlemmer: Som hun formulerer på følgende måde: ”Hvis kulturen ikke var en træg viden, erhvervet en gang for alle og derefter glemt, (men derimod) hvis den var praktisk og levende og indebar at mennesket kunne have hånd i hanke med sin omverden i en proces der fuldbyrdedes og stadig fornyedes i årenes løb, så ville mennesket i enhver alder være en aktiv og nyttig samfundsborger.”

Kulturens styrke og potentiale er, at den gennem iscenesættelse og italesættelse kan hjælpe os med at tage livtag med de forskellige forestillinger om, hvilket liv, vi skal leve og hvilke liv, vi kan eller vil leve. Når livets eksistens sættes på spidsen gennem kulturelle interventioner, får vi alle mulighed for, at vi på tværs af generationer kan se os selv i det gamle menneske.

Kulturen giver os denne mulighed for at se noget af os selv i den anden og i de andre. Kort og godt, at se os selv i hinanden på tværs af alder, køn, race, klasse, handicap mm. Det er livsdueligheden gennem hele livet, som vi kan øve os på gennem de kulturelle indslag. En livsduelighed, der er indlejret i forestillingen om, at vi har brug for hinanden for at kunne leve længe og blive gamle. 

Alderdom som et øjeblik i tilværelsen
I det ideelle samfund, som Simone de Beauvoir her har fremmanet, kan man drømme om, at alderdommen som sådan ikke ville eksistere. Mennesket ville, som det sker i visse begunstigede tilfælde, blive umærkeligt svækket, men ikke åbenlyst formindsket af alderdommen, og en dag ville det blive ramt af en sygdom, som det ikke kunne modstå; det ville dø uden at have undergået nogen fornedrelse.  Den sidste alder ville da virkelig være: et øjeblik i tilværelsen, forskelligt fra ungdommen og den modne alder, som rummer sin egen ligevægt og åbner en lang række muligheder for mennesket.

Når man har forstået, at det er de gamles vilkår, vil man ikke kunne slå sig til tåls med at kræve en mere storsindet ”alderdomspolitik”, hævede pensioner, sunde boliger, organiseret fritid.  Det er et helt system, der er involveret, og kravet kan kun være radikalt: livet skal laves om.

Diagnosen og visionens aktualitet
Simone de Beauvoir bygger sin undersøgelse af alderdommens status på basis af Sigmund Freuds psykoanalyse (generationsoprøret), Karl Marx’s kritik af det kapitalistiske samfunds markedsøkonomi (udbytning og fremmedgørelse af arbejdskraften) samt Jean-Paul Sartres filosofiske teori om menneskets eksistentielle frihed og meningsdannende valg. (Projektet og livsopgaven).

Er forfatterens diagnose også gældende i dag – 50 år efter at bogen er udgivet? Og er den foreslåede vision brugbar i dag? Generationsopgøret og selvstændiggørelsen af nye generationer gør sig stadig gældende. Tilsvarende med arbejdsgivernes profitstyrede udbytning af arbejdskraften. Endelig udgør livsopgaven og projektet stadig omdrejningspunktet for det menneskelige liv.

Den i TV afslørede nedværdige behandling af ældre beboere på danske plejehjem, den tiltagende globale klimakrise med udnyttelse og overforbrug af jordens knappe ressourcer samt den øgede økonomiske ulighed i verdens forskellige samfund, som Coronakrisen har vist, peger på et ja.

At vi i Danmark lever i et oplyst velfærdssamfund baseret på universelle værdier, som respekt for den enkeltes værdighed, ligeværdighed samt informeret samtykke, tyder på, at vilkårene for de gamle er noget bedre end for 50 år siden, så det peger omvendt på et nej.

Her er der håb for et blomstrende liv i alderdommen

Et alternativt system
Hvilket system kan der så sættes i stedet for det nuværende kapitalistiske markedssystem? Det er nok ikke overvågningskapitalismen med Facebook, Google, Nemlig.com og Amazones forretningsmodel, der er svaret på denne udfordring.

Der er dog fremkommet nye analyser, som kan være brugbare i det fortsatte arbejde med at gøre alderdommen til en værdifuld og meningsfuld periode i menneskets liv.

Der er nok mere perspektiv i Pelle Dragsteds bog ”Nordisk socialisme”, der peger påborgerens livslange medindflydelse på samfundets udvikling gennem økonomisk demokrati, Mickey Gjerris bog ”Upraktisk håndbog i Lysegrønt håb”, der ser menneskets etiske fordring og næstekærlighed som et positivt forandringspotentiale i samfundsomstillingen samt Kate Raworths bog: ”Doughnut økonomi”, der opstiller en bæredygtig samfundsmodel som modsvarer de menneskelige behov med de globale miljømæssige grænser.   

Om liv og død – og det imellem. Eller hvordan man som senior kan udvikle (sig i) sin alderdom.

Det begynder med en indånding – og slutter med en udånding

At gå i stå og gå i gang – Kan være livets variant.
Jeg har altid været optaget af at udtrykke mig i ord og tale. For mange år siden begyndte jeg på at skrive mine erindringer, fordi jeg gerne ville have nedskrevet vigtige begivenheder i mit liv – inden jeg glemte dem.

Min far havde på det tidspunkt fået demens i mildere grad, så det ville jeg gene forberede mig på, hvis jeg skulle blive ramt af hukommelsestab og lignende. Så ville det være godt at have nogle erindringer, som kunne genopfriske min hukommelse. Oplysninger som plejehjemspersonalet også kunne benytte sig af, hvis de ville snakke med mig om noget jeg havde oplevet, men glemt.

Jeg fik skrevet en del om min barndom og ungdom, men gik så i stå, da erindringen måske kom på tæt på..

I forbindelse med mit erhvervsarbejde, mine organisatoriske- og frivillige aktiviteter samt min seniorvirksomhed, har jeg været glad for at kunne udtrykke mig overbevisende, klart og rammende.

Det være sig i faglige oplæg, polemiske læserbreve eller essays om emner, der optog mig. Alle typer af formidling af ord har stimuleret min fantasi og kreativitet samt givet mig glæde og livsfylde.

Kend din fortid og form din fremtid.
Et særligt område, som har optaget mig, har været erindringen og min forhistorie. Som et kendt fyndord siger: “Kender du ikke din forhistorie, kan du ikke forstå din nutid og ej forme din fremtid.” Jeg ville gerne dykke ned i min families forhistorie for bedre at kunne forstå min egen historie.

Det betød, at slægtshistorie kom til at fylde meget af min tid. Men det var nu ikke så meget opgaven med at “dokumentere” mit slægtskab med Gorm den gamle eller andre navnkundige personer, der var drivkraften i denne beskæftigelse. Det var muligheden for at forstå den samtid de levede i. Samt at få “kød og blod” på mine forfædre.

Der førte til flere artikler om nære familiemedlemmer, herunder en oldemor der tog til USA samt en ung sønderjyde der faldt i 1. Verdenskrig.

Et nu og så forbi – et komme her om lidt

En kortfattet tankemæssig ytring.
I tidens løb har det især været politiske emner som skolens opgave og forældesamarbejde samt kompetenceudvikling af ledige unge og ældre, der har haft min opmærksomhed. I den senere tid har der være fokus på overgangen fra job til pension samt udviklingen af det gode seniorliv.

Disse emner har hidtil været formuleret som prosa i form af artikler, kronikker samt som blogs på min hjemmeside. Hvor en vigtig opgave har været, at finde en rammende overskrift på mine indlæg – en såkaldt punchline. En sætning, der fyndigt og rammende sammenfattede essensen i mit budskab.

Det er denne sidste opgave, der nu dannet baggrund for min nyeste passion: At skrive aforismer om væsentlige forhold og emner i mit liv. Aforisme betyder “En kortfattet tankemættet ytring”. Og det er netop dette, der er udtryk for min filosofiske ambition.

Her i mit ordværksted vil jeg forsøge at blive klogere på mig selv. Her vil jeg forsøge at bruge ordene til at spejle det, der betyder noget i tilværelsen og som giver mit liv mening. Inspirationen er hentet fra Ole Fogh Kirkebys bog “Ord er sjælens spejl”.

Af væsentlige emner, som jeg har taget op, er for eksempel betragtninger “Om liv og død – og det imellem”.

Her er et par smagsprøver på min nye “dille”:

Om at være til.
At lære og at være.
Er livets skjulte kant.
At gå i stå og gå i gang.
Kan være livets variant.

Om Øjeblikket.
Et nu og så forbi.
Et da og så forgangen.
Et komme her om lidt.

Om ånd og liv.
Det begynder med en indånding.
Det fortsætter med et langt åndedrag.
Det slutter med en udånding.

Har du fået lyst til at læse nogle andre af mine skriverier, kan du finde dem på min hjemmeside: https://seniorvejen.com/aforismer-og-stikord/

Tid til alderdommens muligheder. Tid til at lære og tid til at være.

På udkik efter alderdommens muligheder

Asger Baunsbak-Jensen har skrevet en lille bog. ”Tid til tid, min alderdom set indefra”. Bogen består af 50 små afsnit, der beskriver forfatterens personlige tanker om alder, tid, kærlighed og et liv levet med depression.

Her er overvejelser om at tøjle angsten og holde søvnløsheden fra livet. Om kronisk nysgerrighed og meddelelsestrang. Om justering af egen livsradius. Om at trække vejret dybt og indse, at ens tid er begrænset.

Forfatterens lover ”indsigt i de gamles sind” og håber, at læseren vil kunne finde inspiration til sin livsjustering i alderdomme. Læseren får følgende læsevejledning: ”Læs de små stykker, læg bogen til side og se, om der er noget at overveje”.  Noget af det, som læseren får mulighed for at tage stilling til, er blandt andet forfatterens erkendelse af de begrænsninger og nederlag, som har lært ham mest.  Her er et par citater, som angiver tonen i bogen:

Alderdommen giver store oplevelser, som vokser ud af mørket. Stilhed for øjet får stilhed i sindet til at gro. Det værste er angsten for at miste. Jeg samler på tid. Misundelsen er en destruktiv kraft, som jeg ikke har været herrer over. Hvorfor er der overhovedet noget til? Efteråret er begyndt: Tungsindets tid.

Begrebet tid – som angivet i bogens titel – har en central rolle i bogen: ”Tid til at tænke. Det er det største i min alderdom. Nu har jeg tid. Jeg vælger det fra, der røver min tid. Hverdag tid. Her ligger den største rigdom. Jeg skal aldrig skynde mig – er anti-stressist”.

”Kunsten er at regulere sit liv, når alderdommen tager fat. Jeg vil se det hele en gang til. Jeg går ind i min tid og jeg går ud af min tid. Mit princip er at tale om nutid og fremtid. Min lange fortid kan ikke bruges”.

”I det nu, mens jeg skriver, rummes alt. Det er nyt i sine muligheder. Tanken er klar. Jeg ser ind i det næste nu. Nuet får mening. Opgaven venter. Juster livsvejen. Erkend dine begrænsninger. Lev på egne betingelser.” ”Døden er et evigt nu. Ingen fortid. Ingen fremtid.”

Kan der nu hentes inspiration i denne bog? I forhold til de ofte oversete mørke sider af alderdommen, så er det befriende at læse om forfatterens fejlbarligheder som misundelse og selvbeundring. Her er noget at gå i gang med for de fleste. I forhold til den ”medicin”, som forfatteren anbefaler, hhv. kærlighed og samtale, så er disse to mellemmenneskelig relationer værd at styrke og udbygge for enhver. 

At drikke skarntydesaft bliver man ikke gammel af

Vend blikket mod dig selv
Hvis du vil arbejde videre med dit seniorlivs muligheder og de udfordringer, som det har, så findes der et princip og en bog, som måske kan bruges. Jeg er selv i gang med at læse bogen og har fået stor inspiration. Den pågældende bog hedder ”Ordet er sjælens spejl”, og er skrevet af filosoffen Ole Fogh Kirkeby. I denne bog præsenteres det græske dannelses-/udviklingsprincip Protreptik.

Princippet beskrives som et samtaleforum, hvor den enkelte tilskyndes til at vende sig mod det væsentlige i sit liv: værdier, normer, idealer. Processen i dette samtaleforum er inspireret af Sokrates form for samtale og er en konfrontation med sit eget indre menneske, hvor man stiller sig selv spørgsmålene: Hvad vil jeg, hvad kan jeg og hvad bør jeg ville med mit liv og de mennesker, som jeg har ansvar for?

Formålet med samtalen er, at hjælpe det enkelte menneske – fx senioren – til at virkeliggøre sine værdier. Men værdierne må først afdækkes og afklares samt forbindes med den enkeltes hverdagshandlinger og praksis.

En protreptisk samtale kan afsløre, om personen tager sine basisværdier alvorlig – og følger dem praksis. Er der overensstemmelse mellem teori og praksis? Er betydningen i din intention med brugen af ordet i overensstemmelse med den virkning, som ordet har hos den anden, som du henvender dig til? Hvis nej er der behov for omfortolkning og omvurdering. Hvis ja er du på vej mod at kunne virkeliggøre dine værdier.

Målet med samtalen er at skabe symmetri mellem de to samtaleparter. Hvor samtalen hæves op på et alment og eksistentielt plan, der kan skabe et overskud af mening og handlekraft for begge parter. Protreptikken gør ikke status, men forbliver åben.

Det gode seniorliv kan ikke afklares en gang for alle, men må forblive tidsmæssig ubestemt og ubegribelig. Det kan nærmes, men ikke nås.

Få Stoisk ro i seniorlivet. Find dit handlingsrum, styrk din selvdisciplin og bliv ven med din død.

Stoisk ro i beduinteltet i den Jordanske ørken

Hvad er et godt seniorliv og hvordan nærmer man sig et sådant liv? Det er der givet mange svar på i tidens løb.

Det hele handler ikke om dig
Journalisten Niels Overgaard har i bogen “Det hele handler ikke om dig” givet et frisk bud på seniorlivets opgave – inspireret af antik græsk- og romersk tænkning.

Forfatteren opdaterer klassiske dyder som selvbeherskelse, disciplin og visdom til nutiden og man kan her blive klogere på, hvordan de kan bruges til at håndtere moderne udfordringer som sociale medier, et travlt arbejdsliv og et udfordrende seniorliv. Den stoiske filosofi tilbyder dig et liv med sindsro, frihed og mening.

Bogen er også en personlig bog, hvor forfatteren deler ud af sine egne erfaringer fra et ikke-stoisk liv og beretter om, hvordan han forsøger at omsætte filosofien til handling i både arbejds- og privatlivet. Forfatteren har formuleret følgende fem principper for den stoiske (senior-)livsform:

1. Fokuser på det, du kan kontrollere
Det handler om at tage ansvar for det i livet, som du selv kan styre. Dine tanker og dine handlinger har du ansvar for. Hvad andre tænker og siger om dig og det der sker med dig, er uden for din kontrol. Men hvordan du agerer og forholder dig til de omstændigheder, som du er i, er altid dit ansvar. Det eneste, som du behøver at gøre, er at træffe dine egne valg og leve med konsekvenserne af dem. Det eneste relevante at sammenligne dig med er dig selv tidligere i livet. Er jeg bedre, end jeg var?

2. Succes er at gøre det rigtige
Succes er ikke noget man opnår eller får tildelt. Det er ikke noget man er. Det er noget, man gør. I stedet for at stræbe efter ydre statussymboler bør vi fokusere på at forbedre os selv og på at tjene andre. Gode tanker og gode handlinger skaber et godt (senior-)liv. Det drejer sig om at øve sig.

Modgang præsenterer en mulighed for at lære, for at blive stærkere og gøre det bedre. Det er et spørgsmål om, hvilken indstilling man går gennem livet med. Hvordan man ta’ det og ikke hvordan man ha’ det! At påtage sig sin skæbne. Det stoiske ideal er at kunne leve lykkeligt under alle vilkår – at være tilfreds med det, som skæbnen tilbyder. Som menneske skal du gøre din pligt. Det vil sige at bidrage med det, du nu engang kan. Det vigtige er, at du bidrager så godt du kan.

3. Selvdisciplin gør dig fri
Det handler om at have disciplin til at gøre det rigtige også selv om man har lyst til noget andet. Det gør det også, hvis man vil være bedre til noget. Ved at tage kontrol over sit eget sind kan man få kontrol over sine handlinger. Vores handlinger former vores dyder og ved at blive ved med at gøre det rigtige bliver det en vane. En vane, der gør det enkelt at leve i overensstemmelse med dyderne (visdom, retfærdighed, selvbeherskelse og mod). Hvis du vil gøre noget der understøtter det gode (senior-)liv, så gør en vane ud af at gøre det!

Modgang i livet kan modvirkes ved at træne at gøre noget, man ikke har lyst til. Det gode liv handler om balance. Dyden ligger et sted mellem dovenskab og hyperaktivitet. Mellem ligegyldighed og grådighed. Det handler dybest set om, hvorvidt du er tilfreds med dit liv og der, hvor du er på vej hen. Selvdisciplinen kan du bruge til at forfølge dette mål.

Døden har været her på Møn

4. Døden er din ven
Døden er den målestok, som alt i livet bør måles op imod. Den person der ikke ved, hvordan man dør godt, han kan heller ikke leve godt. Døden er ikke farlig; den er bare en del af naturen og en naturlig del af livet. Da døden ligger uden for ens kontrolområde består menneskets opgave i at acceptere den. Uden forbehold og uden frygt. Døden kan give dig perspektiv, fokus og frihed til at få det bedste ud af livet. Den rette opfattelse kan give dig modet til at dø en værdig død. Filosofien kan træne og forberede dig med denne opgave. “Når vi er, er døden ikke kommet endnu og når døden kommer, er vi ikke”. Hvis du ved at du skal dø, så er alting mindre farligt.

Alt kan og vil blive taget fra os. Et godt stoisk liv leves ved ikke at være afhængig af at eje, ved at være til stede i nuet og ved ikke at bekymre sig om fremtiden. Nuet er nøglen til at leve sit livs mange øjeblikke med fuld tilstedeværelse. Døden kan betragtes som blot et enkelt øjeblik, som man mister. Hvis du gør dig umage med livets forskellige opgaver og betragter enhver opgave, som om den var den sidste, så har du gjort, hvad du kunne for at forberede dig på døden.

5. Det hele handler ikke om dig
Vi bør konstant minde os om, at vi er en del af en større sammenhæng. Andre mennesker er vores brødre og søstre og naturens orden er de vilkår, vi lever under. I den moderne verden er vi mennesker hele tiden afhængige af hinanden. Vi er konstant omgivet af resultatet af hinandens arbejde og indsats. Som forbruger er man slutpunktet i en lang række af andre menneskers arbejde.

Som menneske i en verden af mennesker skal man på den ene side have et skarpt fokus inden for sit eget kontrolområde og dermed på sig selv. På den anden side skal man gøre op med forestillingen om, at man er vigtigere end andre. Man skal behandle dem, man er stærkere end, ligesom man ønsker, at dem, der er stærkere end en selv, behandler en. (Den gyldne regel).

Ved at gøre dig selv god, kan du være noget mere for andre. (Konstruktiv egoisme). Fokuser på dig selv, men gør det for at være noget for andre. Forsøg at handle til det fælles bedste og være et godt medmenneske, så har du adgang til en kilde af meningsfuldhed, der aldrig slipper op og som ikke kan tages fra dig.

Stoicisme i praksis
Efter hvert afsnit er der i bogen foreslået, hvordan princippet kan bruges i arbejds-/seniorlivet. Her er forslag til, hvordan du undgår stress (Hold dig indenfor dit kontrolrum). Hvordan du kan udvikle din karriere (Vær nøjsom med din sparsomme tid). Hvordan du kan styrke dit velbefindende (Brug din selvdisciplin til at give dig plads og rum til at tænke over dit (senior-)liv.

Hvordan du får den rigtige tilgang til (senior-)livet (Gør dit arbejde omhyggeligt minut for minut – du kan dø når som helst). Hvordan du kan skabe dig følelsesmæssig tryghed i dit (senior-)liv. (Sæt dig i andres sted og antag, at deres motiv ikke er dårligt).  

Der vil altid være politisk spil i foreninger og organisationer, men du gør stadig dit liv bedre ved ikke at antage (andres) dårlige intentioner som udgangspunkt.

Stoisk træning
Afslutningsvis anviser forfatteren, hvordan du kan komme i gang med at praktisere stoisk træning.
Her er en række råd, som jeg selv forsøger mig med. Det er ikke let, men absolut et forsøg værd.

Det drejer sig om, dagligt at forholde sig til sine tanker og handlinger. Det kan man gøre ved at gøre status over sine handlinger. Du kan fx skrive dagbog og svare på tre spørgsmål:
1. Hvilken dårlig vane har du gjort bedre i dag?
2. Hvilken fejl har du kæmpet imod?
3. På hvilken måde er du bedre?

Tilgangen kan virke lidt negativ og minder lidt om ”fejlfinder-kulturen”, som præger meget udviklingsarbejde i dag. Oversigten kunne godt suppleres med nogle mere positive perspektiver på dagligdagen: 1a. Hvilke gode vaner har du benyttet i dag? 2a. Hvilke gode løsninger har du brugt i dag?

Herudover foreslår forfatteren, at du skal stille dig spørgsmålet: Hvilket menneske vil jeg være i dag? Hvad vil jeg konkret gøre for at forfølge dette ønske? Du skal ikke lade dig styre af ydre krav og forventninger til hvilket menneske de andre synes, at du skal være, men konsultere din fornuft, dit valg og dine handlinger (som du jo har kontrol over).

For rigtig at komme i ”stoisk mode” bør du endvidere forestille dig det værste, der kan ske i den givne situation, som du er i. Det vil styrke din modstandskraft og din selvdisciplin.
Reflekter over døden. Kik på dine hænder og forestil dig, hvordan de ser ud, når du er død. Det vil forberede dig på, at livet kun er til låns.
Lad vær med at gøre det, du har lyst til. (Gå glip). På den måde kan du træne, at du kan udsætte tilfredsstillelsen af dine behov. Dette vil også styrke sin selvdisciplin.
Gør noget ubehageligt. Tag Fx et koldt styrtebad. Det vil hjælpe dig med at håndtere svære tider, herunder din død.
Gør en god gerning – uden at fortælle om den. Søg ikke anerkendelse! Dette vil modvirke den skamløse selvpromovering, som dominerer de sociale medier i dag. Gør den gode gerning fordi den er god i sig selv
Få en vismand/ en som du beundrer som Stalker. (Som om han overvågede dig.) fx Dalai Lama.
Det drejer sig om at finde en person, som man forpligter sig overfor (noget der er større end en selv). På den måde kan du holde dig selv på dydens brede vej i livet. 

Summa summarum så drejer seniorlivet sig om:
At finde sit eget handlingsrum og få kontrol over ens tanker og handlinger.
At få styrket sin selvdisciplin og opnå robusthed i forhold til livets omskiftelighed.
At blive ven med døden ved at møde den hver dag.

Passer forfatterens titel på bogen? Nej og ja. Det drejer sig først om at gøre mig god for efterfølgende at kunne gøre det godt for andre. Det drejer sig først om mig for at det efterfølgende kan dreje sig om dig. Det kalder forfatteren konstruktiv egoisme. 

Et forsøg der er værd at forfølge.

Til oprør mod aldersdiskrimineringen – med de nye gamle og de nye unge for en klimaforandring.

Et portræt af de nye gamle og deres oprørsopgave i dag.

Tidligere lektor og samfundsforsker ved Aalborg Universitet Johannes Andersen har skrevet en læseværdig bog om den omsiggribende aldersdiskriminering, der finder sted i det danske samfund. Bogen er kommet til at hedde ”Nå, og hva’ får du så tiden til at går med?”.

Denne bemærkning har været en øjenåbner for forfatteren, der har fået den fra en tidligere studerende, der med dette diskriminerende udsagn stemplede ham som gammel. Som en der var holdt op med det vigtigste i verden – At arbejde!  

Arbejdet contra virke og samvirke
Tiden er fuld af fordomme om alderdom, som forfatteren vil gøre op med. Med afsæt i egne erfaringer, relevant faglitteratur samt en vision om et nyt og bedre samfund præsenteres læseren for stof til eftertanke og handling. ”Man kan godt have en fornuftig og meningsfuld tilværelse uden arbejde og den lune fritids strukturerede tilværelse”, som han indleder bogen med at sige. Og tilværelsen som pensionist er ikke blot en glidende overgang mod døden, hvor det bare handler om at få tiden til at gå.

Det er forfatteres påstand, at (løn-) arbejdet har en alt for dominerende rolle i samfundet og udgrænser og stigmatiserer dem, der ikke har et arbejde, herunder de mange seniorer, der har forladt arbejdsmarkedet og gået på pension. Som modvægt mod denne ensidige opfattelse af et godt seniorliv stiller forfatteren handlingerne at virke og at samvirke. En anerkendelse af seniorernes virke og samvirke er det mål, der skal nås, hvis aldersdiskrimineringen skal bekæmpes.

Hvem er det så, der i dag skal sætte oprøret mod aldersdiskrimineringen i gang?  Det er en gruppe – de nye gamle – der har været med til at lave ungdomsoprør og skabt forandringer før i tiden. Nærmere bestemt i 1960’erne. Det er generationen af 68’erne, der er dette nye oprørs spydspidser efter forfatterens mening. De er nemlig grebet af lysten og viljen til at virke. En lyst, der er drivkraften i det danske kulturliv, i det frivillige arbejde og i den politiske debat.

Hvordan dokumenterer forfatteren så dette projekt? Johannes Andersen bringer sin egen private erfaring i spil i forhold til aldersdiskriminering og kan fx fortælle om, hvordan hans nyeste musikudgivelse blev afvist til anmeldelse i Musiktidsskriftet Gaffa, fordi han som musiker var over 60 år. Som trøst fik han at vide, at en anden senior på musikområdet, Anne Dorthe Michelsen også var blevet afvist!

De nye gamles forandringspotentiale
Hvad er det så for kompetencer, erfaringer og værdier, som de nye gamle kan bidrage med til nedbrydningen af aldersdiskrimineringen og det arbejdsfikserede snæversyn? Det er forfatterens påstand, at 68’erne er de nye gamle, ”hvis normer og værdier har været styrende siden de var unge i 1970’erne”. Normer som Individuel autonomi og selvbestemmelse. Deltagelse i sociale bevægelser og kulturelle fællesskaber. Opgør med autoriteren. Deltagerdemokrati.

Denne generation er ved for alvor at begynde en ny fase i deres liv. Denne kombination af livscyklus og en generation med traditioner og værdier har for alvor åbnet for nye perspektiver på at være gammel i et moderne samfund.

De nye gamle er mest aktiv i politik, de følger bedst med, de ved mest og de tager stilling til politiske spørgsmål”. ”De nye gamle er en vigtig dynamo for både politik og demokrati i dagens Danmark. De kan ikke lade være med at virke i praksis.” 

De nye gamle og de nye unge er holdningsmæssig på bølgelængde. De er begge uden magt, men med indflydelse. De er uden arbejde, men i stand til at virke og samvirke sammen om politiske mål” er forfatterens optimistiske påstande om de unge gamles samvirkende potentiale i forhold til fremtidens udfordringer.

Hovedparten af bogens dokumentation består af henvisninger til forskningsresultater, der sammenfattes i overskuelige og rammende tabeller fx De gamles skiftende faser og perspektiver. Stereotyper om de gamle. Tilgangen til arbejde og fritid.

Hvis man er interesseret i flere forskningsoversigter, har forfatteren et helt kapitel med overskriften: Hvis du vil tælle mere. En interessant tabel er her oversigten over Centrale dimensioner i et demokrati.   

Bogen afsluttes med et en vision og et forslag til, hvordan to uensartede grupper (De nye gamle og de nye unge) kan samvirke om klimaindsatsen og med at skabe den forandring, der kan fjerne aldersdiskrimineringen. 

Med ungdommens energi og lidenskab samt alderdommens erfaring og overblik er dette samvirke et godt afsæt til en øget ligestilling mellem generationerne og for en genoprettelse af respekten for vores fælles jord og verden.

De nye unge gør oprør i dag på samme måde som Finn Ejnar Madsen gjorde i 1968

Et stille oprør fra de nye unge er på vej
Er de nye unge nu klar til at indgå i dette samvirke? Det er der visse tegn på. På samme måde som Finn Ejnar Madsen i 1968 tilkæmpede sig talerstolen ved Københavns Universitets årsfest, så har den 22-årige studerende Harald Toksværd i november 2019 kuppet talerstolen ved Københavns Universitets årsfest og foran studerende, lærestab og selveste dronningen proklameret, at et nyt 68-oprør var i fuld gang: ”I påstår, at have lært af 68. Men jeres ’68 er en gylden kalv. Vores ’68 er nu, i dag og hver dag”.

At den nye unge er klar til et oprør kan Chriss Preuss, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd bekræfte: ”Klimakrisen har nu fået dem til at indse, at de bliver nød til at blande sig og vise ”de voksne” at der skal gøres noget”.

Som tilhørende 68’er generationen, har jeg ved læsningen fået inspiration og tro på, at det kan lade sig gøre at være gammel og ung sammen om et virke, der kan påvirke klimasituationen på en afgørende positiv måde. Bogen kan på det varmeste anbefales.

Vil du bidrage til oprøret?
Vil du gerne drøfte seniorernes mulighed for at bidrage til dette samvirke omkring klimaindsatsen, så kan du møde ligesindede den 11. november kl. 14.30-16.30, hvor Jeanette Cold og Anne Grethe Hansen – to grå klimaambassadører i Bedsteforældrenes Klimaaktion Aarhus – vil give et oplæg med temaet: ”Vi ældre vil også være grønne”.

Arrangementet forventes at blive afholdt på Fjords Gade Forenings- og Fritidshus, N. J. Fjords Gade 2., 8000 Aarhus C.

Se WWW.FUAM.dk  for yderligere information.