Offer eller aktør? – menneskets aldring kan udtrykkes meget forskelligt

Fem perspektiver på fænomenet alderdom
I tidens løb har der været mange bud på at indkredse alderdommens væsen. Forfatteren og filosoffen Simone de Beauvoir har blandt andet skrevet en tankevækkende bog om dette emne med titlen ”Alderdommen”. Hun kikker her på, hvordan alderdommen er blevet opfattet i historiens løb og hendes analyse kredser om forholdet mellem udskamning og livsprojekt samt udbytning og anerkendelse.

De gamle er ikke noget værd i dagens samfund – for dem er fremtiden kun en forestående død. De tilføjer ikke længere værdi til samfundet via deres arbejdskraft. For at ændre dette forhold, skal der ske en samfundsomvæltning, hvor de gamle får hånd i hanke med deres omverden og kan leve et blomstrende liv som en aktiv og nyttig samfundsborger. Nøglen til dette liv er det enkelte menneskes livsprojekt, der anerkendes på lige fod med andre borgeres indsats er Simone de Beauvoirs pointe.       

Cand mag. i pædagogisk filosofi Nanna Bisgaard bygger videre på Simone de Beauvoirs tanker. I sin artikel, ”Aldring tilhører ikke kun alderdommen, men selve dét at være i live”, analyser hun forholdet mellem at se alderdommen indefra og at se den udefra.

Ved at se sig selv indefra og reflektere over de valgmuligheder, der er i den enkelte situation kan denne situation overskrides ved hjælp af fremtidige projekter. Projektet er udtryk for, at vi altid er frie, men indenfor rammen af den situation, som vi også altid er i. Så kan vi ændre samfundsrammen, så kan vi øge muligheden for livskvalitet i alle livets aldre er Nanna Bisgaards pointe.

Sygeplejerske Runar Bakken har i bogen ”Alle vil leve længe, men ingen vil blive gamle” set på det negativ contra det positive syn på alderdommen, samt hvordan det kan genfindes i samfundets tilbud til ældre, svækkede borgere. På den negative side findes Tilbagetrækningsteorien, der ser mennesket som et offer for naturens vækst og forfald, Et offer som samfundet kan afhjælpe med alderdomshjem og alderdomsunderstøttelse.

På den positive side findes Aktivitetsteorierne, der opfatter mennesket som en aktør, der har potentialet til det lange liv, hvis der iværksættes de rette initiativer. En aktivitet, som samfundet kan imødekomme og understøtte med rehabiliteringscentre og ”reservedelsudskiftning”.

Runar Bakken har et alternativ til denne opdeling og foreslår en palliativ og lindrende tilgang. Menneskets grundvilkår er, at det fødes, ældes og dør. Denne grundforståelse kan – i modsætning til de ovennævnte to teorier – hjælpe med til, at den som lever i overgangen mellem liv og død ”helhjertet til det sidste” kan inddrages i alle de valg, som må træffes. Ligeværdighed i livet og meningsfuldt til det sidste suk er Runar Bakkens pointe. 

Lektor og samfundsforsker Johannes Andersen har i bogen ”Nå, og hvad får du så tiden til at gå med?” givet et bud på, hvad det er for nogle kompetencer, erfaringer og værdier, som de nye gamle kan bidrage med. De nye gamle og de nye unge er begge uden magt, men med indflydelse, hævder forfatteren. De er uden arbejde, men i stand til at virke og samvirke sammen om politiske mål. Fx klimaindsatsen.

Johannes Andersen påstår, at (løn-) arbejdet har en alt for dominerende rolle i samfundet og udgrænser og stigmatiserer dem, der ikke har et arbejde, herunder de mange ældre, der har forladt arbejdsmarkedet og gået på pension. Som modvægt mod denne ensidige opfattelse af et godt seniorliv stiller forfatteren handlingerne at virke og at samvirke. En anerkendelse af de ældres virke og samvirke fx i kultur- og samfundslivet er det, der skal til, for at de ældre kan opnå en ligeværdig tilværelse, er Johannes Andersens pointe. 

De ovennævnte forslag, drejer sig fortrinsvis om at finde sin opgave i livet – sit ”Livsprojekt”. ”At være inddraget til det sidste suk”. ”At virke og samvirke om fx politiske mål”. Men hvad kunne et sådant alderdomsprojekt så nærmere indeholde? Det har Psykoterapeuten Anders Dræby et bud på. I sin artikel ”Alderdommens filosofiske livskunst”, oplister han fire forslag til, hvordan du kan nærme dig den gode alderdom. Det er i kraft af Et aktivt hverdagsliv. En aktiv krop og et aktivt sind. En fornøjelig alderdom. Samt en Konfrontation med døden. 

I forhold til Et aktivt hverdagsliv foreslår Dræby, at man fordyber sig i emner, som man ikke tidligere havde haft tid til at fordybe sig i. Fx kultur, kunst og filosofi. Hvis man indtager denne stilling til alderdommen, bliver den ikke en fattigere tid, men en rigere tid, hvor man kan udvide sin indsigt i livet, døden, verden og universet.

I forhold til En aktiv krop og et aktivt sind, så foreslår Dræby, at man besinder sig på, at man ikke længere har ungdommens fysiske styrke. Og i den sammenhæng er det vigtig, at fokusere på, hvad man har, i stedet for at fokusere på, hvad man ikke har. Enhver livsalder indeholder sine egne goder, som vi må forstå at værdsætte. Mens ungdommen er kroppens alder, er alderdommen snarere sindets alder. Vi kan blive ramt af glemsel, men det skyldes i reglen, at vi ikke holder vores sind aktivt. Derfor må vi aktivere vores intellekt og vores tanket i noget aktivt i stedet for at stirre passivt ud i luften. Af denne grund er alderdommen den alder, hvor man kan få en form for indsigt i livets mysterium. 

I forhold til En fornøjelig alderdom, så foreslår Dræby, at vi erkender, at vi ikke længere har samme mulighed for at tilfredsstille kroppens begær og kødets lyster. Hvis vi vil se positivt på det fakta, så betyder det, at alderdommen ikke fratager os kroppens begær, men fritager os fra den. Når vi er unge, er vi ofte i drifternes, sansernes og følelsernes vold. Når vi bliver ældre, forsvinder noget af vores grådighed og nydelsessyge og vi bliver bedre i stand til at nyde det mådeholdne og fortaber os ikke så let i os selv. Nu kan vi fornøje os med andre ting fx at dyrke vores have. Her kan vi nyde sindsroen og selskabet af gode venner.    

I forhold til Konfrontation med døden, så foreslår Dræby, at vi ser døden i øjnene og acceptere den. Det er netop først, når vi accepterer, at vi rent faktisk skal dø en dag, at vi får en mulighed for at leve livet fuldt ud.  Derfor kan alderdommen blive den alder, hvor vi mere end nogensinde før får en mulighed for at tage del i livet og være til stede i nuet. På den måde, kan alderdommen blive langt mere fyldt med mod og ånd – med livsfylde –, end når vi er unge og tror at vores liv vil være for evigt, er Anders Dræbys pointe.  

Sammenfattende kan man med disse forfattere sige, at (alderdoms-) livet er et livsprojekt, med valgmuligheder og virkefelter samt livsfylde.

Alderdommens pendulering
Efter at have beskæftiget mig med blandt andet disse forskellige forfatteres opfattelse af dette emne, er det min påstand, at livet i denne fase – Alderdommen – har penduleret mellem tre yderpunkter.

Fra at være offer for skæbnes ugunst til at blive aktør i eget liv. Fra at være nyder af andres arbejde til at blive yder af egen frivillig indsats og virkelyst. Fra at være udøver at ubegrænset magt til at blive anerkendt og agtet som en ligeværdig samfundsborger.

Dette forhold kan også udtrykkes på en anden måde:
Mennesket har i historiens løb kunne opleve sin aldring og alderdom i rollen som offer for omstændighederne (Aldring er blot noget der sker) til senere at kunne se sig i rollen som aktør i sit eget livs projekt (Aldring er noget, som jeg selv har indflydelse på).

Mennesket har i historiens løb endvidere kunnet opleve sin alderdom som en tilstand af passive nydelse af andres arbejde og indsats. (Det være sig slavers eller lønmodtageres indsats) til at kunne se denne tilstand som en aktiv ydelse af egen frivillig indsats. (En indsats, der er baseret på personens individuelle dømmekraft og valg).

Mennesket har endeligt kunne opleve at se sin status baseret på ulighed og en respekt for alderdommens magt (Det være sig på baggrund af en viden om kosmos, en ejendomsret eller en økonomisk formue) til at kunne se sig selv blive anerkendt og agtet for alderdommens ligeværdighed. (Det være sig ved at kunne bidrage – på lige fod – med sin virkelyst og sit samvirke ind i civilsamfundet).

Alderdommens fundament
For at få en dybere indsigt i hvad alderdom er, kan man undersøge de forskellige måder, som dette begreb er blevet udtrykt i historien. For eksempel via en Idehistorisk undersøgelse af begrebets udvikling og anvendelse.

Begrænsningen i denne undersøgelse er dog, at den fortrinsvis er abstrakt og ikke knyttet an til de konkrete samfundsmæssige forhold. Man får således ikke et svar på, hvorfor det netop er denne specielle udformning af alderdomsopfattelsen (fx som offer eller aktør) – som gjorde sig gældende på det pågældende tidspunkt.

Det er således min påstand, at det ikke er ideen om Alderdommen, der udvikler eller forandrer sig i tidens løb, men det er menneskets brug og misbrug af denne ide, der forandrer sig i tidens løb i form af nye udtryksformer og praksisser for anvendelsen af denne ide.

For at få en supplerende og samfundsbaseret indsigt i hvordan og hvem, der har haft indflydelse på den gældende betydning af begrebet alderdom, kan man kikke på hvem der i særlig grad har haft interesse i at understøtte den givne udlægning af fx alderdom som “offer” og  ”at visne bort”.

Gennem denne undersøgelse kan man få et indblik i, hvorfor bestemte gruppe i samfundet ønsker at alderdom, skal opfattes på en bestemt måde.

Jeg vil derfor i min fremstilling undersøge, hvem der kan have økonomisk interesse i, at alderdommen bliver udtrykt som noget negativ henholdsvis noget positiv. Det kan for eksempel være, hvilke erhverv og brugergrupper, der har en særlig interesse i denne sag.

Endvidere vil jeg undersøge, hvem der har interesse i at overtage magten over alderdommen. Det vil sige hvilke samfundsgrupper, der i særlig grad vil udfordrer den “herskende” alderdoms-orden. Det kan for eksempel være, hvilke aldersgrupper der ønsker at overtage magten og definitionsretten til begrebet alderdom.

Den økonomisk interesse
Ser vi først på den økonomiske interesse, så er en sælger af kosmetik som anti-rynke creme, nok interesseret i, at der er rigtig mange kunder, der bliver klar over, at det er et “problem” at få rynker og tabe håret. Så at opdage dette tab, når man ser sig selv i spejlet det er noget, som producenten og sælgeren af kosmetikproduktet ønsker – og har interesse i – at rigtig mange ældre mennesker oplever.

Disse producenter og sælgere kan fx “udskamme” de ældre ved at tilbyde dem produkter, der lover dem en “generhvervelsen” af deres unge krop og udseende.

Så der er penge og fortjeneste i at opretholde et nedværdigende billede af de ældre som nogen, der er ofre for naturens gang og som “visner væk” – Hvis ikke de køber netop dette produkt! Når de ældre manipuleres til at tro på dette billede samt, at tro på at en creme eller en pille kan bringe ungdommen tilbage, så vil alderdommen til stadighed forblive uværdig og en skændsel for mange mennesker.

Den magtmæssige interesse
Ser vi herefter på den magtmæssige interesse, så har voksne, ældre mænd ofte i tidens løb, været dem der har haft magten og indflydelsen i samfundet. For eksempel romerske kejsere, katolske paver, kinesiske, amerikanske og russiske ledere. Unge og midaldrende har ofte måtte vente længe på, at det blev, deres tur – ofte måtte de vente på magthavernes naturlige død.

Så hvad kan de “ventende” så gøre for at forkorte ventetiden? De kan gøre oprør. For eksempel er “fadermordet” i den græsk tragedie Ødipus kendt i litteraturen, som et sådant oprør. Men også udskamning og latterliggørelse af de ældre er en kendt intervention. For eksempel er “operaen Rigoletto” kendt for dette fænomen.

Sammenfattende kan man sige, at der kan være både et økonomisk motiv og interesse for at nedgør alderdommen og der kan være et magtmæssigt motiv og interesse for at underminere den ældres autoritet.

På den ene side har erhvervslivet således en interesse i at opretholde et negativt syn på ældre mennesker ved at udskamme rynker og svækkelse som et problem for den ældre. Et problem som erhvervslivet tilbyder at afhjælpe fx med kosmetiske skønhedsprodukter, helsekostprodukter og sundhedskure. Samt fitnesscentre, skønhedssaloner, plastikkirurgi samt organudskiftning.

Her anskues alderdom som en nedgangstid med forfald, smerter og skam. Men erhvervslivet har et godt alternativt tilbud til de ældre – at de med den rette kur – vil kunne opnå livsforlængelse. Via træning samt udskiftning af kropsdele vil du kunne blive ”yngre med årene”, som en kendt bog lover. Her får erhvervslivet en økonomisk gevinst/ profit i bytte for den ældres håb og tro på det grænseløse liv!

På den anden side har bruger- og interesseorganisationer for ældre og andre aldersrelaterede folkelige grupper og foreninger en interesse i genskabe et positivt syn på ældre ved at præsentere en anden fortælling om alderdommen.

Her anskues alderdom ikke som et forfald, men som en ændring, en forandring, en overgang til en ny blomstrende tilværelse. (Som Simone de Beauvoir siger). Alderdom som en åbning til noget nyt og positivt.

I denne kategori finder man Fx Ældresagen, Senior Erhverv og FUAM. Så her har FUAM valgt side til fordel for seniorlivets positive side. Her får organisationen og foreningen øget sin magt og indflydelse på samfundets udvikling i bytte for den ældres oplevelse af anerkendelse og agtelse af alderdommens værdi.  

Generationskampen
Jeg vil nu se på den relation, der afspejler sig i alderdommens magtmæssige udfordring. I forhold til generationsskiftet i en familie, i en organisation og i et samfund, så har der “altid” været en kamp forbundet med denne transformation.

I et mangelsamfund fx et jæger-/nomadesamfund, hvor det kunne være sparsomt med føden, skulle der prioriteres ift. slægtens overlevelse. Her var det oftest de ældste – og mindst brugbare til jagt og flytninger – der måtte forlade fællesskabet og afvente dødens komme.

Blandt de tidligste overleverede tekster fra fx det antikke Grækenland har alderdommens indsigt og visdom om kosmos og om naturens indretning dog været anvendt til at begrunde de ældres fortrinsret ift. andre generationer.

I nyere tid, hvor ældre har kunnet fastholde deres magt i kraft af fysisk styrke, økonomisk magt eller ejendomsbesiddelse, har det være vanskeligere for de unge og de voksne at påvirke de ældres “afgang”.

I litteraturen findes der mange eksempler på, at ældre – især mænd – er blevet gjort til grin af unge forfattere. Især ved at blive fremstillet som gnier, hanrej, liderlige og lignende lidet flatterende træk. Men også ældre kvinder, har været udsat for nedgørende omtale og dæmonisering for eksempel som ”den onde stedmoder” og ”den farlige heks”.
Så her har alderdommens værdi været begrundet i en synlig magt (penge eller ejendom) eller kritiseret som et dårligt karaktertræk. Fx mangel på dyd.

Kampen om alderdommens betydning forgår stadig. Er det godt eller skidt at være ældre – det strides de forskellige parter om. Hvad kan vi så gøre for at give alderdommen den værdi, som den fortjener?

Kampen om alderdommens værdi
Skal vi have agtelsen og respekten for alderdommen tilbage, må vi arbejde med både alderdommens ydre og indre verden er min påstand.

Ved at se på alderdommen udefra kan vi opdage, hvor anerkendelsen og respekten findes. Det kan være ved at ældre som aktør indgår i aktiviteter med unge og voksne. For eksempel ved at virke som projektmager i kultur- og fritidslivet. Eller ved at de yder en støttende social indsats i civilsamfundet generelt. For eksempel ved at samvirke med andre borgere om klimaindsatsen.  

På denne måde kan alderdommens arbejdsfrie tilværelse skifte status fra at være at en (individuel) nydelse til at blive en (samfundsnyttig) ydelse. Det er netop denne pointe, som forfatteren Johannes Andersen fremfører i sin bog.

Her kan vi som ældre gennem vores engagement opnå anerkendelse og respekt for vores bidrag til samfundet. En respekt, der skulle kunne give os en agtelse hos de øvrige aldersgrupper i samfundet.  Dermed vil vores usikre magtrelation ændre sig til en relation baseret på agtelse af vores indsats i samfundet.

Ved at se på alderdommen indefra, kan vi opdage, hvordan ligeværdigheden kan opnås.  Det kan være ved at reflekterer og i ro og mag at besinde sig. At trække sig tilbage fra verdens vrimmel og nyde sit otium. At fordybe sig i sit levede liv og de mange valgmuligheder, som det fortsatte liv stadig har. At opfatte aldring som noget der tilhører selve det at være i live, som Nanna Bisgaard og Anders Dræby hævder.

Her kan vi gennem erindringen gense livets forskellige overgange fra barndom via ungdom til manddom/moderskab videre til voksenlivet og endelig til alderdom/olding. Det er min påstand, at denne indsigt vil kunne stille os ligeværdig over for både børn, unge og voksne. Og dermed bringe os fra at være et passivt offer til at blive en ligeværdig aktør.

Stoicismens bud på en god alderdom
Indtil videre har vi fortrinsvis kikket på rammerne for en god alderdom. Men findes der ikke nogle mere specifikke forslag til, hvordan man nærmer sig et sådant liv. Journalisten Niels Overgaard har i bogen ”Det hele handler ikke om dig” givet et friskt bud på, hvordan vi kan nærmere os en sådan opgave. Overgaards forslag er – ligesom Anders Dræbys – inspireret af græsk-romersk tænkning. Den såkaldte Stoicisme. Overgaards konkrete forslag er, at finde sit handlingsrum, at styrke sin selvdisciplin og blive ven med sin død.

Forfatteren opdaterer klassiske dyder som selvbeherskelse, disciplin og visdom til nutiden og man kan her blive klogere på, hvordan de kan bruges til at håndtere moderne udfordringer som sociale medier, et travlt arbejdsliv og en udfordrende alderdom. Den stoiske filosofi tilbyder dig et liv med sindsro, frihed og mening – lover Niels Overgaard.

Bogen er også en personlig bog, hvor forfatteren deler ud af sine egne erfaringer fra et ikke-stoisk liv og beretter om, hvordan han forsøger at omsætte filosofien til handling i både arbejds- og privatlivet. Forfatteren har formuleret følgende fem principper for den stoiske livsform:

1. Fokuser på det, du kan kontrollere
Det handler om at tage ansvar for det i livet, som du selv kan styre. Dine tanker og dine handlinger har du ansvar for. Hvad andre tænker og siger om dig og det der sker med dig, er uden for din kontrol. Men hvordan du agerer og forholder dig til de omstændigheder, som du er i, er altid dit ansvar. Det eneste, som du behøver at gøre, er at træffe dine egne valg og leve med konsekvenserne af dem. Det eneste relevante at sammenligne dig med er dig selv tidligere i livet. Er jeg bedre, end jeg var?

2. Succes er at gøre det rigtige
Succes er ikke noget man opnår eller får tildelt. Det er ikke noget man er. Det er noget, man gør. I stedet for at stræbe efter ydre statussymboler bør vi fokusere på at forbedre os selv og på at tjene andre. Gode tanker og gode handlinger skaber et godt liv i alderdommen. Det drejer sig om at øve sig.

Modgang præsenterer en mulighed for at lære, for at blive stærkere og gøre det bedre. Det er et spørgsmål om, hvilken indstilling man går gennem livet med. Hvordan man tar’ det og ikke hvordan man har’ det! ´Det vil sige at påtage sig sin skæbne. Det stoiske ideal er at kunne leve lykkeligt under alle vilkår – at være tilfreds med det, som skæbnen tilbyder. Som menneske skal du gøre din pligt. Det vil sige at bidrage med det, du nu engang kan. Det vigtige er, at du bidrager så godt du kan.

3. Selvdisciplin gør dig fri
Det handler om at have disciplin til at gøre det rigtige, også selv om man har lyst til noget andet. Det gør det også, hvis man vil være bedre til noget. Ved at tage kontrol over sit eget sind kan man få kontrol over sine handlinger. Vores handlinger former vores dyder og ved at blive ved med at gøre det rigtige, bliver det en vane. En vane, der gør det enkelt at leve i overensstemmelse med dyderne (visdom, retfærdighed, selvbeherskelse og mod). Hvis du vil gøre noget, der understøtter det gode liv i alderdomme, så gør en vane ud af at gøre det!

Modgang i livet kan modvirkes ved at træne at gøre noget, man ikke har lyst til. Det gode liv handler om balance. Dyden ligger et sted mellem dovenskab og hyperaktivitet. Mellem ligegyldighed og grådighed. Det handler dybest set om, hvorvidt du er tilfreds med dit liv og der, hvor du er på vej hen. Selvdisciplinen kan du bruge til at forfølge dette mål.

4. Døden er din ven
Døden er den målestok, som alt i livet bør måles op imod. Den person der ikke ved, hvordan man dør godt, han kan heller ikke leve godt. Døden er ikke farlig; den er bare en del af naturen og en naturlig del af livet. Da døden ligger uden for ens kontrolområde består menneskets opgave i at acceptere den. Uden forbehold og uden frygt. Døden kan give dig perspektiv, fokus og frihed til at få det bedste ud af livet. Den rette opfattelse kan give dig modet til at dø en værdig død. Filosofien kan træne og forberede dig med denne opgave. “Når vi er, er døden ikke kommet endnu og når døden kommer, er vi ikke”. Hvis du ved at du skal dø, så er alting mindre farligt.

Alt kan og vil blive taget fra os. Et godt stoisk liv leves ved ikke at være afhængig af at eje, ved at være til stede i nuet og ved ikke at bekymre sig om fremtiden. Nuet er nøglen til at leve sit livs mange øjeblikke med fuld tilstedeværelse. Døden kan betragtes som blot et enkelt øjeblik, som man mister. Hvis du gør dig umage med livets forskellige opgaver og betragter enhver opgave, som om den var den sidste, så har du gjort, hvad du kunne for at forberede dig på døden.

5. Det hele handler ikke om dig
Vi bør konstant minde os om, at vi er en del af en større sammenhæng. Andre mennesker er vores brødre og søstre og naturens orden er de vilkår, vi lever under. I den moderne verden er vi mennesker hele tiden afhængige af hinanden. Vi er konstant omgivet af resultatet af hinandens arbejde og indsats. Som forbruger er man slutpunktet i en lang række af andre menneskers arbejde.

Som menneske i en verden af mennesker skal man på den ene side have et skarpt fokus på sit eget kontrolområde og dermed på sig selv. På den anden side skal man gøre op med forestillingen om, at man er vigtigere end andre. Man skal behandle dem, man er stærkere end, ligesom man ønsker, at dem, der er stærkere end en selv, behandler en. (Den gyldne regel).

Ved at gøre dig selv god, kan du være noget mere for andre. (Konstruktiv egoisme). Fokuser på dig selv, men gør det for at være noget for andre. Forsøg at handle til det fælles bedste og være et godt medmenneske, så har du adgang til en kilde af meningsfuldhed, der aldrig slipper op og som ikke kan tages fra dig, er Niels Overgaards afsluttende og opmuntrende pointe.

Skab en bedre udgave af dig selv. Gør dig umage og bidrag så godt som du kan. Øv dig og gør din pligt til en vane. Døden er ikke farlig, men din ven. Fokuser på dig selv, men gør det for at være noget for andre. Er de grundlæggende principper i stoicismen.

Det er min påstand, at Stoicismens fem principper er et godt redskab til at styre gennem alderdommens udfordringer og muligheder. Et redskab som jeg selv anvender og lader mig inspirere af. Især princippet om konstruktiv egoisme samt fordringen om til stadighed at arbejde på at forme og danne en bedre udgave af sig selv. Er jeg bedre end jeg var?

Fra offer til aktør. Fra nyder til yder. Fra magt til agtelse.
Sammenfattende vil jeg sige at vores opfattelsen af aldring og alderdom har forandret sig gennem tiden. Fra ursamfundets barske udsættelse i naturen af de udslidte og unyttige gamle stammefolk over udskamning af de liderlige gamle mænd og onde stedmødre til det moderne velfærdssamfunds anerkendelse og værdsættelse af de ældres frivillige indsats i samfundslivet og kulturlivet.

På baggrund af ovennævnte undersøgelse er det min konklusion, at pendulet har svinget frem og tilbage i tidens løb for samfundets ældre borgere.

Fra at være offer for skæbnes ugunst til at blive aktør i eget liv. Fra at være nyder af andres arbejde til at blive yder af egen frivillig indsats og virkelyst. Fra at være udøver at ubegrænset magt til at blive anerkendt og agtet som en ligeværdig borger, der bidrager med sit virke sammen med andre samfundsborgere.

Spørgsmål til eftertanke
Oven på dette indlæg melder der sig en række spørgsmål:
1. Hvor står alderdomspendulet i dag?
2. Hvordan påvirker den økonomiske- og den magtmæssige interesse vores opfattelse af aldring og alderdom i dag?
3. Hvad kan vi som aldrende gøre for at fremme den “rigtige” udvikling?

I forhold til det første spørgsmål er det min påstand, at pendulet hælder mere til den negative side end til den positive side.
Alderdom forbindes i dag mere med offerrollen, nydelsestilstanden og magtstatussen end med aktørrollen, ydelsestilstanden og agtelsen.

I forhold til det andet spørgsmål er det min påstand, at den negative opfattelse skyldes, at de økonomiske interesser, inden for en række indflydelsesrige erhverv og brancher som kost, kosmetik og plastikkirurgi, kan tjene mange penge på at stemple aldringen som “en offerrolle”.

Endvidere har en ny gren inden for økonomien – oplevelsesøkonomien – gjort de aldrende til mål for nydelse af alskens oplevelser som event, festivaler og opdagelsesrejser. Her kan der også tjenes mange penge på at stemple de aldrende som “nydelsessyge”.

I forhold til den magtmæssige påvirkning er det min påstand, at den negative opfattelse af vores aldring skyldes holdningen og selvopfattelsen hos en række dominerende personligheder i stater som Kina, Rusland og USA samt i kongeriger som England og Danmark.

Disse stater styres af aldrende mænd og kvinder. Henholdsvis aldrende præsidenter og aldrende dronninger. De kan begrunde deres aldrende magt ved at henvise til naturen og til kulturen/traditionen. Den stærkeste overlever i naturen og i institutionen – så overlevelsesstyrke er magt og ret til at regere. (Fx Putin).

I forhold til det tredje spørgsmål vil jeg påstå, at alderdommen er permanent truet af de ovennævnte økonomiske og magtmæssige interesser, der vil fremme et negativt syn på aldring.

Den gode aldring
For at fremme et positivt syn på aldring, er det mit forslag, at vi sammen må arbejde på at gøre vores samfund og verden til et sted, hvor aldring opfattes som et livsvilkår og en rettighed.

Et livsvilkår, der muliggør,
at vi kan bidrage som aktører til samfundets udvikling (vores virkelyst).
at vi kan levere en værdifuld ydelse til samfundets opretholdelse (vores samvirke med andre).
at vi på baggrund af denne indsats kan blive anerkendt som en ligeværdige borger, hvis status og ret bygger på respekt og agtelse for vores nyttige indsats. (vores engagement)

Mit forslag til at fremme denne sag om at sætte aldring og alderdommen i et mere positivt lys er, at lade sig inspirere af den stoiske og den eksistentialistiske filosofi.

Med denne filosofi i bagagen kan du være aktør inden for dit eget kontrolområde. Du kan yde noget overfor andre ved at gøre dig selv bedre. Du kan opnå agtelse og ret på baggrund af dit engagement, dit virke og dit samvirke med andre.

Kampen om alderdommen fortsætter – måske med dig som aktør?