Hul igennem fra person til planet med visdommens blik
Tor Nørretranders er især kendt for sin bog “Mærk verden”, der blev en bestseller da den udkom i 1991 med utallige oplag samt foredrag og diskussioner i alle landets afkroge. En bog, der var på alles læber dengang og som viste, at (populær-) videnskab kunne formidles på en ny og stærk samfundsengagerende måde: Vi skulle alle prøve at mærke verden på ny!
Forfatteren er en meddelsom mand, der – som det står på bogens inderside – har ikke mindre end 35 værker på sit CV (1976-2023) afsluttende med bogen “Hul igennem – Verdslig visdom og ærefrygtens gåsehud”. Bogen handler om visdom, ærefrygt samt det at bliv gammel og forfatteren forsøger med bogen at gentage sit samfundsengagerende stunt fra 1991.
Vi skal nu alle prøve at gentænke fornuften og se/ opleve, hvad det betyder for vores handlemuligheder i verden. Dette stunt med “at omtænke verden på ny som ældre” lykkes dog kun delvist i bogen.
Bogen består af 3 kapitlet med følgende overskrifter: 1. Ærefrygt. (Ærefrygtens ansigt. Sneboldeffekt. Godt gennembævet. Hjem til hjernen. Smilets ansigt). 2. Visdom. (Identitetskrise. Alderdomsoprøret. Visdomsvidenskab. Smukkest i modvind. Egne vinkler). 3. Det konkrete. (Mangfoldigheder. Vær konkret. Dettehed. Jubel. Glem resten. Hul igennem).
Herudover er bogen forsynet med 15 sider noter, 16 sider litteraturhenvisninger samt 5 sider med et nyttigt register over behandlede begreber fra affald til ærefrygtens gåsehud.
Bogens bærende – og samfundsengagerende – påstand er: ‘At verden har brug for, at vi lærer at tænke på en anden måde, så vi kan handle på en anden måde. Klodens krise med klimaforandringer og tab af mangfoldighed viser, at den gængse fornuft ikke rækker.’
Det er et samfundsforandrende synspunkt, som forfatteren argumenterer for. Det er muligt at nå for ethvert menneske i kraft af et ydre kald og en indre drivkraft. Til støtte for sit synspunkt benytter han:
Dels Lars H.U.G.’s digt ‘Ti sekunders stilhed’: “Verden kalder på dig nu. Historien løber dig i møde du. Giv hvad du har. Visdom i hjertet.”
(Der findes et ydre (verdens-) kald efter dit bidrag til forandringen).
Dels Bertrand Russells tekst ‘An outline of intellectual rubbish’: “At overvinde frygt er vejen til visdom – i stræben efter sandhed såvel som i forsøget på at finde en værdig måde at leve på”.
(Det findes en indre (dæmonisk/ filosofisk-) drivkraft til overvindelse af egen frygt for forandring).
Hvordan skabes der så sammenhæng og forbindelse mellem det indre og det ydre? Ved at forbinde person med planet, som Tor Nørretranders beskriver det. Vi skal have skabt hul igennem fra person til planet foreslår forfatteren. (Bogens titel).
Personer har brug for planeten og planeten har brug for personer er forfatterens ‘trylleformular’. For at få hul igennem er det forfatterens påstand, at vi har brug for ærefrygt. For at holde hullet åbent har vi brug for visdom. Når jorden kalder og når hjertet kalder er der hul igennem er forfatterens påstand. Og så er en ny fornuft dannet!
Resten af bogen handler om en analyse af disse to begrebet (plus begrebet ’hul igennem’).
Inspirationen for forfatteren er filosoffen Emmanuel Kants gravskrift: “To ting fylder sindet med stadig fornyet og tiltagende beundring og ærefrygt, jo oftere og jo mere vedholdende jeg tænker over dem: stjernehimlen over mig og moralloven i mig”.
Ærefrygt handler i følge forfatteren for det første om, “at møde noget, der er så meget større end en selv, at man ikke kan fatte det uden at lave om på vante forestillinger”.
For det andet handler det om at “jo mere ærefrygt man føler, jo mere får man lyst til at behandle andre mennesker ordentligt og tage vare på naturen.For det tredje er det “samtidig naturen og andre mennesker, der indgyder en ærefrygt. Mere ærefrygt betyder mere omsorg.”
Visdom handler i følge forfatteren om “at se tingene i sammenhæng, og det kan vi kun, hvis vi betragter dem fra alle mulige vinkler på én gang.”
Hul igennem handler om/ betyder at have “opnået positiv kontakt eller forbindelse med en person, et publikum, et marked, en højere instans osv”.
Igennem bogens uddyber forfatteren disse synspunkter.
For at introducere begrebet visdom, knytter forfatteren fx an til psykologen Erik H. Erikson, der har udformet en teori om menneskets udvikling fra barndom til død. Erikson beskriver otte livsaldre, der hver “fører til en identitetskrise, som kun kan forløses ved, at personen vælger sig selv ind i næste livsfase”.
“Som voksen kommer det til at handle om at vælge sin aktivitet og sin rolle i samfundet” herunder at “blive ved med at skabe liv omkring sig i stedet for at gå i stå”. Til sidst kommer den ottende periode, som handler om “Den gamles problem”, der defineres som tvisten mellem integration og desperation.
Eriksons løsning på dette spørgsmål er Visdom. – “at ældre mennesker tvinges ud i dette valg, hvor visdom er den eneste gode vej ud”. “Enten vil det ældre menneske synke ned i et søle af fortvivlet fortrydelse, fordi tiden er ved at løbe ud. Eller også vil det søge en integritet og sammenhængende identitet. En identitet, “som kan rumme personen og stå ved de valg, livet har medført”. Herunder se døden og legemets forfald i øjnene uden at blive fyldt med afsky og desperation”.
“Visdom er med andre øjne evnen til at deale med døden.”
“Visdom er den sidste krises dyd: omsorgen for den modne fase af det voksne liv”. “At tage sig ansvarligt af sig selv og andre omkring en”. “At møde forfaldet med værdighed, at acceptere det liv, man har levet, snarere end at falde ned i bitterhed og sorg”.
“Man kan vælge at lade sig drive med i havet af skuffelser. Eller man kan vælge at rejse sig og insistere på, at man vil bidrage med mere til verdens forbedring”. “At der er en mening med tingene”.
Dette et ikke nogen nem opgave, vedgår forfatteren: “Man kan svinge frem og tilbage mellem de to poler og hver morgen gøre alt, hvad man magter for denne dag at nærme sig den positive pol mere end den negative”. Et eksistentielt valg!
Hvad er det så, der skal til for at skabe den nødvendige forandring i forhold til den nuværende klimakrise?
Forfatterens svar er: Et nyt oprør – fra de ældre: “Hvad er mere naturligt end at de ældre tager ansvar, kommer ind i kampen og ser sig selv som den befolkningsgruppe, der har muligheden og forpligtelsen til at redde verden”. Dette kræver blot en anden måde at tænke og handle på.
“Alderdomsoprøret er fremtidens oprør. Naturligvis sammen med et nyt ungdomsoprør og en ny ansvarlighed over for fællesskabet fra de midaldrende”. Alderdomsoprøret handler om at se tingene og problemerne på en ny måde. I helhedens perspektiv.
De unge har brug for de ældre og de ældre har brug for de unge. Hvis ikke de voksne vil give de to grupper lov til det, må de gøre oprør, er forfatterens opfordring.
Forfatteren sammenfatter sit begreb om visdom med følgende aspekter: visdom er verdslig, konkret, praktisk, ikke-viden, tavs, som humør, for alle og kan vokse.
Forfatteren påstår endvidere, at denne opfattelse af visdom er i stand til “at få hul igennem til det konkrete”. “Når tingene er konkrete, kan vi se dem i deres sammenhæng, deres forbundenhed. Vi kan se rundt om tingene, i alle aspektet, herunder alle de synspunkter mennesker kan have på dette noget”. “At se alle sider af en sag, alle aspekter af en konkret situation, hele situationen i dens totale mangfoldighed, er visdommens blik”.
Et smukt ideal, men er det syn, som visdommens blik giver os det “samme”, som vi alle vil kunne se med visdommens blik? Og hvordan kan vi komme til at samtale om dette syn og blive enig herom, hvis det vi ser er både “ikke viden”, “tavs” samt “kan vokse” og dermed forandre sig. Hvordan vil forfatteren forholde sig til den problemstilling?
Hvordan skal denne proces sættes i gang og gennemføre? De “gode viljer” er næppe nok. Hvem er forandringens subjekt/ agent? Skal sagen (be-)gribes af de ældres- og de unges organisationer og sættes i proces fx ved at Ældre Sagen, Danske Seniorer samt Dansk Ungdoms Fællesråd og andre ungdomsorganisationer sætter sig sammen og udformer en “konkret strategi”, der tager hensyn til “alle aspekter” af de involveredes ønsker? Det kunne jeg godt tænke mig at høre forfatteres mening om?
Forfatteren skifter mellem strøtanker, erindringer, referater af videnskabelige publikationers pointer, omtale af møder med kendte, offentlige personer samt diffuse gentagelser og variationer af grundtanken om visdom i sit oplæg. En stil, der kan virke forvirrende og som ikke har styrket argumentationen for det helhedssyn, som forfatteren lægger for dagen.
Argumentationen forbliver abstrakt og bliver aldrig konkret og handlingsrettet med et bud på, hvad jeg som læser kan gøre, der hvor jeg nu er.
Hvorfor i øvrigt satse på de unge og de ældre og dermed på forhånd udelukke voksengruppen? Det strider mod forfatterens grundlæggende helhedssyn om visdommens altomfattende rolle i klimakampen. Hartmut Rosas begreb om resonans synes for mig mere velegnet til at begribe den etiske relationen mellem planet og person. Samt mellem person og person og mellem person og univers/ det guddommelige. Hvor Tor Nørretranders relation er baseret på metaforen ’hul igennem’, der er udtrykt for en fysisk begivenhed, så er Hartmut Rosas begreb om resonans altid en social begivenhed mellem ’ligeværdige’ parter, der ideelt er i ”samklang”.
Tor Nørretranders er på linje med Johannes Andersen, der i bogen “Nå, og hvad får du så tiden til at gå med” også peger på ældres oversete potentiale og muligheden for et fælles (ungdoms- og alderdoms-) oprør for klimaet. Hvor Tor Nørretranders relation mellem de to grupper er mere diffus, så anbefaler Johannes Andersen de to grupper det mere velkendte begreb at ”samvirke i klimakampen”.
Bogen er inspirerende, udfordrende og ægger til eftertanke og replik. Kan anbefales til alle, der er optaget af alderdommens/ alderens udfordringer.
Seniorvejen 