Gensidig opmærksomhed og lynhurtig koordination bringer de hundredtusind stære sikkert i natlig logi i Tøndermarskens sivområder.

Stæren flyver hvert efterår op til 1200 kilometer sydpå på en enkelt optankning og uden tissestop undervejs. Mange stære foretrækker Norditaliens lune klima om vinteren, mens andre mere magelige stære nøjes med at flyve til Hollands lavtliggende vådområder.

Et yndet sted at forberede sig på denne tur til de varme lande er for mange stære Tøndermarsken, der ligger på begge sider af den tysk-danske grænse omkring byen Tønder. Her er der frodige og fede marker, hvor stæren kan blive fedet op til den lange anstrengende tur sydpå.

Stærens dag begynder ved solopgang, hvor den store flok på mange tusinde stære spredes for alle sønderjyske og nordtyske vinde. Hele dagen går med at fouragere på de lavtliggende markområder og helst, hvor køerne har efterladt kokasser med lækre larver, biller og insekter. Desværre er der i dag få af disse marker, så mange stære har måttet være omstillingsparate og finder nu føde i staldene hos de indlogerede køer. Til stor irritation for køernes ejer, der ved dette uvelkomne besøg mister op til 25 % af foderet i stalden.

En anden yndet beskæftigelse for stærene er at sidde på højspændingsnettets strømførende kabler og nyde udsigten til de frodige marker og udveksle markante pip med de øvrige stære. Der skal dog arbejdes hårdt og målrettet for at få vægten op på den dobbelte vægt, der er nødvendig for at have nok fedt-brændstof til den lange efterårsrejse.

Når dagen gå på hæld søger alle områdets stære mod natlogi. Det er dog aldrig helt sikkert, hvor de vil lande. De har brug for siv, til at sidde på hele natten, samt et tidspunkt, hvor det er tilstrækkeligt lyst til at de – og rovfuglene – kan se landingspladsen. Men også så tæt på mørket, at rovfuglene har meget kort tid til at jage i. Vores guide estimerede det optimale tidspunkt til at være klokken 18.11 og det viste sig at passe.

På det tidspunkt viser de første strejfer sig i små flokke og i løbet af den næste halve til hele time voksede flokken med indflyvninger fra alle verdenshjørner. Stærene flyver med en fart på ca. 40 km. i timen ind over området og når de så har spottet den rigtige redeplads – ofte markeret af de landede og skrigende stære – så sætter de farten op til 60 km. og 30 cm. før målet bremser de op og lander sikkert på strået.

Hvordan kan strået bærer de hundredtusinder af stære? Stærene bøjer stråene mod hinanden til de udgør et stråtæppe, hvor de landende stære kan sidde i sikkerhed. Godt tænkt og vel udført.

Men inden stærene kan nå så vidt, at kunne sætte sig til ro på stråtæppet, så udspilles det drama, der er blevet kendt som sort sol over marsken. Når de store sværme af stære lægger an til landing er rovfugle som høg, falk og våge klar til at angribe flokken. Stærene forsøger at forsvare sig ved at undvige og klumpe sig sammen i fantastiske formationer – der skygger for solen. Heraf navnet Sort Sol.

Stærenes ultimative våben mod de angribende rovfugle er at “skide på dem på kommando”. En rovfugl, der har fået et sådant “bad” er enten helt ukampdygtig eller sat ud af spillet for en stund.

Hvordan kan stærene koordinere og styre de vældige fugleflokke, når rovfuglene går til angreb? Guiden ville vide, at de har et godt syn, en god hukommelse samt i stand til at holde øje med, hvad syv andre stære i flokken har gang i. Syv gang syv gang syv … giver stærefokken denne evne til at flyve synkront over marskmarken.

Efter en periode med en høj fugleskræppen i stråmarken, hvor stærene fortæller de sidste stære, hvor de kan lande sikkert, indfinder stilheden sig og mørket sænket sig roligt over det vidtstrakte område på 50 km i radius, der er denne stærefloks arbejdsområde.

Efter en fredfyldt nat på strået venter en ny dag for stærene med sort solnedgang over Tøndermarsken. På gensyn og tak til familien stær for den store naturoplevelse.
Tønder, 1. oktober 2021

Vores opmærksomhed er ofte rettet mod fremtidens fjerne ønskemål eller mod tvivlsomme handlinger i fortiden. Det altid nærværende nu i hverdagen må ikke glemmes med en fortabelse i den passerede fortid eller den endnu ikke ankomne fremtid.

For øjeblikket, overraskelsen og forundringen ligger lige for hver dag. Jeg kunne for eksempel ikke stå for denne hejrer, der stod i sine egne tanker i Forstbotanisk Have i Højbjerg forleden dag.

Hvad tænkte den på? Hvad var den optaget af? Måske det smukke motiv med den spejlende Guldregn? Måske en lækker fisk under søens overflade? Måske en mage, der ville søge dens selskab?

Fortryllelsen blev desværre afbrudt af en højrøstet besøgende, der fik hejren til at lette og søge sikket grund på den modsatte side af søen.

Om dette fænomen har jeg begået et par aforismer.

Om spørgsmål og svar
Et spørgsmål kan åbne op og stille dig i undringens lys.
Et svar kan lukke for din nysgerrighed og bringe dig i begrænsningens mørke.
Lad spørgsmålet være flydende, så vil det senere give dig indsigt.

Om tiden og øjeblikket
Er tidens gang adskilt i en fortid, en nutid og en fremtid?
Er tiden både fortid, nutid og fremtid på samme tid?
Kan tiden møde nuet og evigheden i øjeblikket?

Om overgange
Din fødsel er indgang til tiden.
Din barndom er undringens tid.
Din ungdom er afprøvningens tid.

Din manddom/moderskab er samvirkets tid.
Din alderdom er afklaringens tid.
Din død er udgangens tid.
Højbjerg, 30. juli 2021

Langt væk hjemmefra

Livet set i bagklogskabens klare lys kan give overraskende indsigter. I 1964-65 var jeg ude at sejle med to ØK skibe henholdsvis M/S Pretoria og M/S Busuanga.

Jeg påmønstrede M/S Pretoria på Nakskov Skibsværft den 23. juni 1964 og via Orientkajen i København gik turen til USA og Canada med Vancouver som endestation – så langt væk hjemmefra, som jeg kunne komme.

I Vancouver var jeg den 10. september 1964 så uheldig, at oplevede en af søfolkenes værste hændelser: At komme tilbage til kajen i New Westminister, hvor skibet skulle ligge – og så opleve, at skibet var sejlet. Jeg var blevet agterudsejlet! som det kaldes på søfartssprog!

En behjælpelig person fra rederiet ØK stod klar til at hjælpe min skibskammerat Ole og mig ombord igen. Med fly og taxa samt en motorbåd fra byen Victoria på Vancouver Island nåede vi i mørkningen frem til det sejlende skib i farvandet ud for Vancouver.

Under stor opmærksomhed fra skibets personale og passagerer kunne vi 5-6 timer senere kravle ombord ad skibslejderen – til en ventende “skideballe” hos kaptajnen.

En skideballe, der blev mildnet af, at vi nu var sikkert ombord og uden risiko for, hvad en stranding i et fremmed land kunne føre til.

50 år efter denne hændelse var jeg den 5. Maj 2015 igen i Vancouvers nu nedlagte havneby New Westminister og genså den kaj, som jeg var blevet efterladt på.

Hvilke spor og mærker har denne hændelse givet mig senere i livet? Om blandt andet denne hændelse har jeg begået en række aforismer med overskriften: Om skæbne og dannelse.

Om håb
Et ønske og en tro på mirakler er et passivt håb.

En vilje og en forestilling om forandring er et aktivt håb.

Et valg og en handling er et realistisk håb.

Om forandring
Det begynder med en dråbe.

Det fortsætter med en strøm.

Det øges med en bølge.

Det slutter med et hav af nye muligheder.

Om skæbne
Er det mig, der har heldet eller er det heldet, der har mig?

Er det mig, der er født under en heldig stjerne eller er det stjernen, der er heldig?

Er det mig, der spiller spillet eller er det spillet, det spiller mig?

Om dannelse
I erindringen gemmes vores livsmærker.

Med glemsel lutres vores fortid.

I hukommelsen formes vores fremtid.

Med viden udvikles vores karakter.

I erfaringen dannes vores jeg.

Hvis du vil læse mere om mine oplevelser til søs, kan du finde nogle af mine erindringer her:

https://bit.ly/3qqdE1q

Vil du gerne læse flere af mine aforismer, kan du finde dem her:

https://seniorvejen.com/aforismer-og-stikord/

Vancouver, 9. juli 2021

Coronapas til Himmelbjerget.

Det er ikke hver dag, at man får mulighed for at bruge sit nye pas til en tur mod himlen. Men åbningen af landets restauranter og turbåde gav mulighed for at prøve en tur med hjuldamperen Hjejlen fra Silkeborg til Himmelbjerget dagen efter Kristihimmelfartsdag (!).
 

Kajen i Silkeborg havn var fyldt med forventningsfulde gæster med mundbind og afstand. Med tågehorn og sort røg fra dampkedlerne gik afgangen via Gudenåen og direkte mod Himmelbjerget i det fjerne.

Gudenåen har mange naturskønne lokaliteter, med plads til både børn og voksne i kanoer, speedbåde og på padle- bræt. Bøgeskoven viste sig fra sin smukkeste side med nyudsprungne blade og enkelte solstråler mellem trækronerne.

Undervejs til Himmelbjerget blev det både påmønstret og afmønstret passagerer ved de små landingssteder langs Hjejlens rute. Et rødt flag ved anløbsbroen markerede ventende ombordstigende.

Udover den smukke natur er Silkeborgsøerne også kendetegnet af de mange villaer og lystejendomme, der ligger langs sejlturen på de stejle skrænter ned mod søerne. Ikke al byggeri passer ind i naturområdet – noget af højhusbyggeriet hører hjemme i en storby. ;-(

Udturen blev afsluttet ved Himmelbjerget fod og en opstigning mod Hotel Himmelbjerget blev iværksat. Det blev en helt fantastisk oplevelse at gå gennem den lysegrønne bøgeskov og kikke udover det bakkede/ bjergrige område.

Opstigningen endte ved Hotel Himmelbjerget, hvor der efter afspritning og fremvisning af Coronapas blev serveret et velsmagende dobbelt stjerneskud med tilhørende fadøl. En fortjent belønning for den anstrengende opstigning til Himmelbjerget.

Hjemturen førte forbi Himmelbjerget udsigtstårn, hvor det var kamp om de gode udsigtsposter. Et mageløst panorama mødte os med bølgende skråninger hvor træsorter i alle grønne nuancer kæmpede om opmærksomheden.

Hjemfarten til Silkeborg foregik også med Hjejlen, der bød os velkommen ved Himmelbjergets fod med et rigtigt “herresving”. Et tiltagende regnvejr fulgte os hele vejen til Silkeborg. De energiske fyrbødere og matroser sørgede for fuld damp på hele hjemturen, så vi nåede rettidig til Silkeborg Havn. En god dag var hermed slut.
Silkeborg, 14. maj 2021

Om liv og død – og det imellem.
Eller hvordan man som senior kan udvikle (sig i) sin alderdom.

Jeg har altid været optaget af at udtrykke mig i ord og tale. For mange år siden begyndte jeg på at skrive mine erindringer, fordi jeg gerne ville have nedskrevet vigtige begivenheder i mit liv – inden jeg glemte dem.

Min far havde på det tidspunkt fået demens i mildere grad, så det ville jeg gene forberede mig på, hvis jeg skulle blive ramt af hukommelsestab og lignende. Så ville det være godt at have nogle erindringer, som kunne genopfriske min hukommelse. Oplysninger som plejehjemspersonalet også kunne benytte sig af, hvis de ville snakke med mig om noget jeg havde oplevet, men glemt.

Jeg fik skrevet en del om min barndom og ungdom i Fredericia, men gik så i stå, da erindringen måske kom på tæt på..

I forbindelse med mit erhvervsarbejde, mine organisatoriske- og frivillige aktiviteter samt min seniorvirksomhed, har jeg været glad for at kunne udtrykke mig overbevisende, klart og rammende.

Det være sig i faglige oplæg, polemiske læserbreve eller essays om emner, der optog mig. Alle typer af formidling af ord har stimuleret min fantasi og kreativitet samt givet mig glæde og livsfylde.

Kend din fortid og form din fremtid.
Et særligt område, som har optaget mig har været erindringen og min forhistorie. Som et kendt fyndord siger: “Kender du ikke din forhistorie, kan du ikke forstå din nutid og ej forme din fremtid.” Jeg ville gerne dykke ned i min families forhistorie for bedre at kunne forstå min egen historie.

Det betød, at slægtshistorie kom til at fylde meget af min tid. Men det var nu ikke så meget opgaven med at “dokumentere” mit slægtskab med Gorm den gamle eller andre navnkundige personer, der var drivkraften i denne beskæftigelse. Det var muligheden for at forstå den samtid de levede i. Samt at få “kød og blod” på mine forfædre.

Der førte til flere artikler om nære familiemedlemmer, herunder en oldemor der tog til USA samt en ung sønderjyde der faldt i 1. Verdenskrig.

En kortfattet tankemæssig ytring.
I tidens løb har det især været politiske emner som skolens opgave og forældesamarbejde samt kompetenceudvikling af ledige unge og ældre, der har haft min opmærksomhed. I den senere tid har der være fokus på overgangen fra job til pension samt udviklingen af det gode seniorliv.

Disse emner har hidtil været formuleret som prosa i form af artikler, kronikker samt som blogs på min hjemmeside. Hvor en vigtig opgave har været, at finde en rammende overskrift på mine indlæg – en såkaldt punchline. En sætning, der fyndigt og rammende sammenfattede essensen i mit budskab.

Det er denne sidste opgave, der nu dannet baggrund for min nyeste passion: At skrive aforismer om væsentlige forhold og emner i mit liv. Aforisme betyder “En kortfattet tankemættet ytring”. Og det er netop dette, der er udtryk for min filosofiske ambition.

Her i mit ordværksted vil jeg forsøge at blive klogere på mig selv. Her vil jeg forsøge at bruge ordene til at spejle det, der betyder noget i tilværelsen og som giver mit liv mening.

Inspirationen er hentet fra Ole Fogh Kirkebys bog “Ordet er sjælens spejl”.

Af væsentlige emner, som jeg har taget op, er for eksempel betragtninger “Om liv og død – og det imellem”. Her er et par smagsprøver på min nye “dille”:

Om at være til.
At lære og at være.
Er livets skjulte kant.
At gå i stå og gå i gang.
Kan være livets variant.

Om Øjeblikket.
Et nu og så forbi.
Et da og så forgangen.
Et komme her om lidt.

Om ånd og liv.
Det begynder med en indånding.
Det fortsætter med et langt åndedrag.
Det slutter med en udånding.

Har du fået lyst til at læse nogle andre af mine skriverier, kan du finde dem på min hjemmeside: https://seniorvejen.com/aforismer-og-stikord/
Fredericia, 11. april 2021

Ørn i kragedans.
Ørne og krager er ikke de bedste venner. Det ser man af og til eksempler på ved Lerdrup Vig på Gyllingnæs.

Ørnene holder mest til på den lille ø Vårsø i Horsens Fjord, men de er af og til ude og rekognoscere i området omkring Gylling Næs, herunder ved Lerdrup Vig.

Der er kommet nye kuld af ørne til på Vårsø, så det kan være, at det er en ung hanørn, der er ude og tilkæmpe sig sit eget revir.

På mine fotos kan man se ørnens modige møde og kamp med et par aggressive krager. Det er dog ørnen, der først må forlade dansen.

Måske er der bedre held næste gang, at ørnen kommer forbi Lerdrup Vig.
Lerdrup Vig, 10. april 2021

En lykkelig dag på landet

Samvær, nærvær og velvære. Hvad kan man ønske sig mere?

En dag på Gyllingnæs med børn og børnebørn har givet os alle et værdifuldt minde om en god dag i livet.

I skyggen af Coronavirussen er det dejligt at mærke samværet og nærværet med sin familie. En vigtig kilde til at styrke sig i forhold til livets tilskikkelser og udfordringer.

At mærke naturens kraft og styrke, at se dyr og fugles frie udfoldelse og fornemme værdien af familiens nærvær er næring for et rigt liv og håb om tidens meningsfylde.

At se solens farvemættede stråler over Lerdrup Vig samt opleve dagens stille og sagte afrunding af en bemærkelsesværdig dag med familien, er et kært minde om en dag, der vil stå som en erindring om familiens tid til livets nærvær og samvær.
Lerdrup Vig, 2. april 2021

Hvad Coronaen gemte.

Den nuværende Covid-19 virus har bragt mange nye fællesskabende fænomener frem i dagslyset. Fx fællessang på afstand, fællesmøder på Zoom samt fælles familieture i den forunderlige danske natur.

Det sidste har jeg netop oplevet på nærmeste hold. En planlagt familietur til De kanariske øer blev på grund af en uhensigtsmæssig handling i den kinesiske by Wuhan ændret til en familietur til den nordjyske ferieby Blokhus.

Byen var tidligere kendt som feriestedet med spøgelseshoteller, larmende Rockere og en fodslæbende turisme. Det var nu ikke lige det, at vi mødte under besøget.

Tværtimod har serviceniveauet været i top med et velindrettet romantisk stråtækt hus med havudsigt og plads til leg og hygge.

Her kunne familiemedlemmerne dyste om at tilberede den mest velsmagende menu. Om at vinde i et af de mange medbragte brætspil. Eller prøve at sætte en drage op på den vindblæste brede sandstrand.

Vejret har udtrykt sig fra sin bedste side med milde vinde fra vest og billedskønne solnedgange.

Den lokale kunstudfoldelse har vist en overraskende og uventet side med blandt andet papirklip i verdensklasse og fabelagtige sand- og træskulpturer.

Byen har rejst sig som en fugl Phønix drevet af virkelyst og iværksættertrang fra lokale ildsjæle. Respekt!

Hvis Coronaen trækker i langdrag, så ved jeg nu, at Danmark gemmer på flere natur- og kulturoplevelser, der blot venter på en genopdagelse.
Blokhus, 17. oktober 2020

Brøl og brunst i Vildmosen

Det er ikke kun i “Langtbortistan”, at man kan opleve naturens vildskab og energiudladning. Et nylig besøg i Lille Vildmose har vist, at vi ikke behøver at drage langvejs og udenlands for at få en på “opleveren”.

Navnet Lille Vildmose kan godt snyde lidt. Mosen er overhovedet ikke lille. Den dækker ikke mindre end et areal på 7600 hektar og er Danmarks største fredning og indeholder Nordvesteuropas største lavlandshøjmose.

Her er der tidligere gravet tørv, der blandt andet blev brugt i ovnene til cementfremstillingen hos Ålborg Portland. Moseområdet er nu under genetablering og EU har blandt andet støttet arbejdet med 50 mio. kr.

Rundt omkring i Lille Vildmose har Aage V. Jensens Naturfond etableret faciliteter, hvor man kan opleve den særlige natur på tæt hold: Kongeørn, havørn, rørhøg, trane, sangsvane, rørdum samt Kronhjort, elg og urokser.

Besøget blev afsluttet med en guidet tur i Tofte Skov området, hvor vi blandt andet kom tæt på store formationer af traneflokke, konkurrerende brunstige og brølende kronhjortetyre samt en velsmagende vildtgryde med kronhjortekød – dog ikke fra Lille Vildmose
Absolut et genbesøg værd.
Lille Vildmose, 24. september 2020

Øen Møn er både vild og mild.

Et feriebesøg på den sydsjællandsk ø Møn har åbnet mine øjne for denne natur- og kulturperle blandt de danske sydhavsøer.

Her kan man opleve et TV-frit pensionat, hvor det hollandske familieforetagende med hang til sejlads og belgiske specialøl giver den første gæst, der bestiller mad, ret (!) til at bestemme menuen for resten af pensionatets gæster.

Øen er både høj og lav og giver mulighed for at opleve både det højtravende Møns vilde klinter med de himmelstræbende falke og ørne og det lavereliggende Stege Nors stille vand i solnedgangens milde og beroligende skær.

Opvinde langs klintens stejle hvide fremspring giver gode muligheder for de flyveivrige vandrefalke til at demonstrere deres fænomenale flyvefærdigheder, der skulle kunne nå helt op på 300 km i timen.

Vandrefalkene har på klinten naboskab med havørnene, der konkurrerer om at holde sig svævende over klinten længst mulig.

På klintens top er der en mageløs udsigt til Østersøens sølvglinsende havstrømme omkring de vindfyldte sejlskibe, der skærer sig gennem det uendelige hav.

Udover de kolossale kalkstensklinter findes der på øen bølgende kornmarker, idylliske landsbyer med bindingsværk og stråtag, samt stokroser fra en svunden tid.

Har man brug for lidt ro og naivistisk kunst er der mange kirker med smukke kalkmalerier, der giver en til tider brutal skildringer af de bibelske fortællinger. Fx syndefaldet og uddrivelsen fra Paradiset.

Den smukke og venlig ø er absolut et genbesøg værd.
Møn, 20. juni 2020

For tidlig afgang – fra reden.

De to musvitter har været meget flittige med fodringen af de nyudklækkede unger og fløjet i pendulfart mellem reden/ vandpumpen og insekt-jagtmarkerne.

Med næbbet fuld af insekter og larver har de siddet på redskabsskurets tag samt på rosenbuskens grene og ventet på at kunne komme ned til de forslugne unger.

Et uforsigtigt og samtidigt fravær fra begge forældrene fik i dag en af de kåde unger til at forsøge sig med en lille sviptur ud af reden.

Pludselig lå den på gruset under vandpumpen – blind og med baskende små vinger. Helt overrumplet over den nye frihed og coronaverdens mange farer.

En hjælpende hånd/ et stykke pap fra husets beboere fik dog hurtig den bortfaldne tilbage i reden, hvor forældrene kan fortsætte med fodringen til den rette afgangstid nås.

Som støtte og hjælp til de bekymrede musvitforældre er der nu opsat en diskret lukning af den formodede smutvej.

Vi ser frem til familiens formationsflyvning over Gyllingnæs.

Måske musvitfamilien kan blive inspireret af gårsdagens store flok af gæs, der trak over Lerdrup Vig med en smuk solnedgang som baggrund.
Lerdrup, 1. juni 2020

Redigeret den 26. december 2021