Alderdommen er opreklameret, bønnen giver mig indre ro, sorgen har formet mit liv, jeg trækker selv stikket, tid til dans før urnen, fra gråt guld til grå paria er eksempler på udsagn om livet, døden og det midt imellem fra de modne og modige mænd. 

I bogen Modne mænd, har forfatteren Bo Østlund interviewet 24 mænd mellem 60 og 83 år om livet efter de 60. Blandt de fem yngste af de interviewede på 60 år optræder Viggo Sommer og Søren Østergaard. Alderspræsidenten blandt de interviewede er Morten Grunwald på 83 år. De øvrige deltagere ligger mellem 61 og 74 år.

Spørgsmål om livet, døden og det imellem
De modige mænd har skullet svare på spørgsmål som: ”Hvor meget tænker du på døden?”. ”Hvad har du lært af dit liv?”. ”Er det vigtigt for dig at blive husket af eftertiden?”. ”Er du forfængelig i forhold til din krop?”. ”Mærker du en svigtende libido på dette sted i livet?”. ”Kender du ensomheden?”. ”Hvordan vil du selv gerne dø?”. ”Leder du efter en mening med livet?”. ”Er du et troende menneske?”. ”Hvad betyder kærligheden for dig?”. ”Er der noget, som du fortryder, du har gjort i dit liv?”. ”Hvordan vil du gerne blive gammel og leve de kommende 20-30 år?”.

”Hvilken følelse ser du tilbage på dit liv med?”. ”Hvad tror du, der sker, når du dør?”. ”Hvad kan gøre dig bange?”. ”Hvor meget fylder dit eget liv i din erindring?”. ”Er der noget du frygter ved alderdommen?”. ”Hvad har det betydet for dig og dit liv at få børn?”. ”Hvad er en god dag for dig?”. ”Hvornår mærker du ensomheden?”. ”Frygter du at miste dit sind før du mister din krop?”. ”Har du forberedt din begravelse og skrevet testamente?”. ”Hvad betyder frihed for dig?”. ”Mærker du nu en større ro i dit liv?”. ”Er det et mål for dig at blive meget gammel?”. ”Har dine værdier forandret sig med årene?”. ”Frygter du sygdom?”.

Seks svar på de store spørgsmål
De 24 interviewede har svaret meget forskelligt på de stillede spørgsmål: For IB Michael må gribbene flyve alene: ”Jeg har gennem tiderne gjort mig alle mulige underholdende forestillinger om, hvad der skulle ske med mig når jeg døde. Så ville jeg himmelbegraves – der vil sige, at min krop, som man gør i Tibet, skulle skæres op i småstykker og ædes af gribbene – og i en anden periode ville jeg give alle mine organer væk, og i en tredje periode ville jeg have, at man smed min krop i en kajak, og skubbede den til søs. Men der er jo ingen af disse ideer, der er realistiske, når det kommer til stykket. Men man behøver jo heller ikke at have en plan klar for alt.”

For Viggo Sommer er ensomheden blevet hans ven: ”Jeg tænker på døden, hver eneste fucking dag. For at sige det lige ud, så er jeg født kronisk deprimeret, og mit liv har været en evig kamp for at holde mig oven vande. Min far var alvorligt psykisk syg, og det har præget mig. Jeg tror, det ligger i generne, og jeg har helt fra bardommen af accepteret, at depression og psykisk sygdom både eksisterer og er en del af min bagage. Men efter jeg fyldte 50, begyndte ensomheden endelig at blive min ven. Jeg bliver ikke længere så bange.”

Poul Nesgaard vil gerne bede om to minutters stilhed til hans begravelse: ”Jeg har bedt min kone om at stille sig ved kisten og sige: ’Poul har bedt om to minutters stilhed, så hvis der er et liv efter døden, så vil han nu give sig til kende… ’ Og så må vi jo se, om der sker et eller andet. Der ryger måske en salmebog på gulvet, eller en fugl flyver ind i vinduet, eller noget helt tredje. Jeg kan klukke af grin, når jeg tænker på, hvordan det bliver, og somme tider kan jeg næsten ikke vente, for jeg synes, at forestillingen om den situation er livgivende.”

For Carsten Mørch drejer det sig om at kunne trække stikket: ”Hvis jeg bliver uhelbredelig syg og afhængig af andre, er det ved at være tiden til at trække stikket. Så slutter jeg det selv. Mit rædselsscenarie er at ende som en grøntsag, som er afhængig af, at andre folk giver mig ble på, mader mig med sonde og hvad fanden sådan noget ellers hedder. Dér når jeg ikke til. Jeg nægter at slutte mit liv uværdigt. Jeg vil slås og kæmpe et meget langt stykke, men hvis jeg oplever, at jeg mister kontrollen, så tror jeg, at jeg rent mentalt kan beslutte at dø. Og kan jeg ikke klare det selv, tror jeg da, at min søn vil hjælpe mig.”

For Lars Muhl er døden den dag, hvor vi får alle svar: ”Jeg er 100 procent klar over, at i det øjeblik, vi slipper her og går hjem, så kan vi se tingene klart, og så ser vi hele dette jordiske liv i et klart billede, hvor alle de personer, der har optrådt i vort liv, er én person. Hvor alt, vi har oplevet, er én hændelse, der indeholder det hele. Og den læring, vi skulle drage ud af dette liv, den ser vi i et blik, hvorefter vi gør os de erfaringer og indsigter, der er nødvendige. Og så må vi ikke glemme, at vi, når vi er nået over på den anden side, bidrager lige så meget med energi her på jorden, som da vi var inkarnerede.”

For Morten Grunwald er arbejdet livets glæde: ”Livet har lært mig, at arbejdet er den største egentlige glæde. Hvis du fuldt og helt kaster dig ud i det, og det er meningsfuldt, og du samtidig oplever respons og gengældelse, så findes der intet større end arbejde. Og livet har også lært mig, at du starter forfra hver eneste gang. Du er aldrig bedre end det sidste, du afleverede. Ved hver eneste ny opgave skal du vise over for dig selv og alle dem, du arbejder sammen med, at du endnu engang kan gøre det meningsfuldt, vedkommende og medrivende.”

Fællestræk og forskelle hos seniorerne
Et fællestræk for de fleste af de interviewede er frygten for hjælpeløshed pga. mental- og eller fysisk svækkelse. Arvelige sygdomme og psykiske lidelser opfattes som begrænsninger i seniorernes livsudfoldelse. ”Så hellere en hammer for panden”, som det udtrykkes i bogen. På den anden side udtrykker flere glæde over, at livet i et velfærdssamfund har givet dem en række unikke muligheder og chancer, som ikke har været tilfældet for tidligere generationer. Muligheder, der har givet deres specifikke liv en mening og værdi, som de er dybt taknemmelige for.

De fleste seniorer siger, at de ikke har behov for et eftermæle – at blive husket for noget særligt, som de har udrettet. At de har sat sig spor eller at der bliver opstillet en gravsten, hvor de efterladte kan samles og mindes den afdøde.  Som det hedder i bogen ”Jeg har ingen planer om at sætte en bautasten for mit levede liv, for ønsker man det, ønsker man også at fængsle sin eftertid og sine efterkommere..”

Bogen rummer også en række interessante betragtninger over initiativer og handlinger, som gentænkes af seniorerne i forhold til at give dem styrke i hverdagen. For eksempel giver bønnen fokus på det vigtige og ”en indre ro”. Som det siges i bogen ”Bønnen er helt unik, fordi jeg i min bøn kort og koncentreret kommer af med det, der betyder noget for mig”.  Bønnen skaber fokusering, koncentration, eftertænksomhed og besindelse.

Tænk selv og lad dig inspirere
Bogen er meget læseværdig og inspirerende. Den opfordrer læseren til at tænke selv og handle selv – hvor det er muligt. Prøv at svare på nogle af disse spørgsmål og find ud af, hvad du har af overvejelser om seniorlivets udfordringer.

Kunne du tænke dig at høre om andre kloge mænd og kvinders mening om seniorlivet, kan du blive inspireret af litteraturhenvisninger på min hjemmeside www.seniorvejen.com