Fra 2016-2019

Drømmespil og Musikalsk spilleglæde midt i det tyske julemarked.

En stor musikalsk drøm gik i opfyldelse i december måned 2019. Et besøg i Elbphilharmonien samt et besøg i Hamborg Operaen gav en uforglemmelig oplevelse af musikkens livsbekræftende og glædesfulde effekt.

En gribende musikalsk forløsning af et menneskes sorg og en smuk programmatisk fortolkning af den Bømiske folkesjæls opfattelse af menneskets omsiggribende natur. Et værdigt alternativ til det overfladiske julehalløj, der fyldte både hovedgaderne og sidegaderne i Hamborg.

På Hamborg Operaen var det et psykologiske spil mellem hovedpersonerne i operaen “De tote Stad” af Eric Korngold, der satte sine tydelige spor. En enkemands sorg over sin ægtefælles død, drømmen om et gensyn med hende samt sammenstødet mellem byen Brygges samfundsmoral og hans drømmestyrede handlinger var lige til Freuds psykoanalytiske briks. Et drømmespil fortolket på eminent måde i Korngolds musikalske univers.

Den anden store musikalske oplevelse foregik i det ombyggede pakhus på havnen i Hamborg: Elbphilharmonien – Et næsten uopnåeligt koncerthus at købe billet til. Heldigvis havde FOF i Aarhus fundet vejen til billetlugen og to af de erhvervede billetter var vi så heldige at erhverve.

Det velbemandede store orkester med den eminente israelske dirigent Pinchas Steinberg formåede at få Philharmonische Statsorchester til at spille så “englene sang”. Først i Dvoraks festlige og livsbekræftende koncertoverture “Karneval” og herefter i Smetanas “Mit Fædreland”, hvor især det symfoniske digt “Moldau” syntes at få det underfundige tag på Elbphilharmonien til at hæve sig i respekt.

Den levende og engagerede musik skabte livsglæde, håb og selvforglemmelse. Et minde for livet. Hamborg, 17. december 2019

Dansk folkeoplysning og fredelig indisk sameksistens mellem folkeslagene.

Den eventyrlige rejse til Sydindien er nu ved at nå sin afslutning. Efter et besøg i Kerala’ store og travle havnebyen Kochi og en sindig sejlads i Backwaterområdet ved Alappuzha er vi nu nået til Bountystrandene ved Kovalam. Her nyder vi hen under aftenen en Sundowner til synet af den magiske solnedgang over Det arabiske Hav. Her kunne jeg godt få lyst til et genbesøg.

Der er dog andre og mere jordnære aktiviteter at besøge i denne del af verden. Dansk kultur og folkeoplysning er nemlig nået herud. Den danske Grundtvigs tænkning er blevet blandet med de to kendte inderes tænkning hhv. Tagore og Ghandi.

Det kunne vi ved selvsyn opleve ved besøget hos det dansk-indiske projekt Mitraniketan. Et indisk skole og højskoleprojekt, hvor den danske højskole- og produktionsskoles tanke er blevet blandet med indisk virkelyst og foretagsomhed.

Her går oplivning, oplysning og kompetenceudvikling hånd i hånd. Opbyggelige samtaler inspireret af Grundtvig, Tagore og Ghandi omsættes til praktiske færdigheder indenfor forskellige håndværk som bageri, gartneri, autoreparation, administration og iværksætteri. Et møde med engagerede og nysgerrige studerende bekræftede dette gode globale samarbejde.

Inderne spiller på mange strenge. Udover at spille på sitarstrenge formår de også at spille på tempelsøjler – de syngende søjler. I det smukke 1400 år gamle hinduistiske tempel “Sithanumalaya” havde de virksomme gamle indiske bygningsarbejdere formået at udforme tempelsøjler i forskellige tonearter, så guiden med et slag af sin håndflade kunne demonstrerer skalaen do, re, mi … Tabla- lyden kunne han også genskabe på de gamle sandstenssøjler. Der måtte desværre ikke fotograferes i templet, så derfor ingen fotos af præstationen. Meget imponerende.

Efter fire timers kørsel på krogede og hullede veje med dyttende og overhalede busser og lastbiler samt passage af grænsen til delstaten Tamil Nadu, nåde vi frem til et af rejsens store højdepunkter: Sydindiens sydspids Cape Comorin med udsigt til Sydpolen – hvis man kikker langt nok

At stå med et ben i tre forskellige verdenshave er der mulighed for på disse kanter. Sydindiens sydspids Cape Comorin støder op til Det arabiske Hav, Det Indiske Ocean samt til Den bengalske Bugt. Her mødes tre bølgeformationer for herefter at føje sig ind i hinanden.

Det var dette billede Ghandi så som en metafor for sameksistensen af landets tre største religioner: Hinduisme, Buddhisme og Islam.

På dette sted har Ghandi ønsket, at hans aske skulle spredes – hans øvrige tanker kunne man så tænke over når man står med fødderne i disse have. Fx “At lykke er, når det du siger og gør er i harmoni med det du tænker”.

Et mausolæum, der minder om en banegård, er opført på stedet og her kan man høre og læse om Ghandi’ bemærkelsesværdige liv og bedrifter.

Vores søfartsoplevelser på turen fik en ny drejning, da vi skulle se det store dæmningsværk Neyyar Dam, hvor inderne dæmmer vand op, så de kan overrisle rismarkerne, når der er behov herfor.

Etableringen af dæmningen har betydet, at der er blevet skabt et meget smukt søområde med maleriske bjerge som baggrund for urskovens vilde dyr og fugle fx. Krokodillen, løven og ørnen. Krokodillens bevogtningen af sine æg og ørnens flugt over søen så vi med egne øjne. Løverne var forhindret i at give sig til kende. ;-(

Sejlturen på søen blev foretaget af en meget myndig og bestemt kvindelig kaptajn, der både kunne styre de ivrige og urolige turister samt kunne spotte de forskellige fugle og dyr mellem skovens krogede grene og buskede vildnis.

På feriens sidste dag fik vi mulighed for at gøre en god gerning overfor en udsat indisk gruppe børn og unge. Projektet, der hedder The Banyan Tree project, er en specialskole som tilbyder hjælp til fysisk og psykisk handicappede. Projektet er politisk- og religiøs uafhængig og uden offentlig støtte.

Vi blev modtaget med sang og hjemmelavede forfriskninger og så de forskellige produkter, som de kreativ børn og unge var blevet i stand til at frembringe.

Det var rørende at se og opleve børnenes glæde og livslyst trods deres svære ods i livet. Vi havde gaver og penge med, som faldt på et tørt sted i Sydindien. En god afslutning på en god rejse til et spændende, men ukendt område i Indien.
Kerala i Sydindien, 25. november 2019

En sindig husbådsejlads på det “Indiske Ocean”.

Vi er nu påmønstret en indisk husbåd, der besejler det store sydindiske vandområde i Kerala’ kaldet The Backwater.

Bemandingen er på tre passagerer til tre besætningsmedlemmer, henholdsvis en styrmanden, en kok og en matros. Vi stiller selv med en “Kaptajn” og to passagerer.

Efter flere dage på et wellness-center med massage, Yoga og afslapning er det nu livet på vandet, det drejer sig om. Det startede med smukt solskin og smult vand i det sindrige kanal- og flodsystem, der udgør hovedtransportåren her.

Ørne, isfugle og ibiser hilste os velkomme fra palmerne og telefontrådene. Herefter trak de sorte skyer op og buldrende brag og lyn fulgte efter. Vejrskiftet blev afsluttet med en voldsom og brutal åbning af himlens sluser.

Det slog nu ikke de lokale indere ud, som trak presenningen ned over rorgængeren og lukkede vinduer og koøjer i vindsiden. De lokale fiskere og vedligeholdere af kanalsystemets diger arbejde ufortrødent videre, som om monsterregnen er et velkendt fænomen her.

Vi er nu anduvet et roligt hjørne på The Backwater- tre husbåde side om side gør sig klar til aftenens skafningen, herunder drinks i salonen og underholdning præsteret af husbådens påmønstrede besætning.

I morgen fortsætter den eksotiske tur på Indiens ukendte vandveje.
Kerala i Sydindien, 21. november 2019

Indisk bud på velvære, ro og afstemthed.

At komme til Indien er som at komme til en anden planet. Trafikken foregår i den forkerte side af vejen (til venstre), om vinteren er det behageligt varmt udenfor (28 grader) og livsstilen er alternativ udfordrende (de står på hovedet).

Trafikken klarer de lokale chauffører. Det lokale øl – Kingfisher- afkøler kroppen. Den alternative medicinske tilgang med yoga og Ayurvediske behandlinger skaber ro, velvære og afstemthed i livet.

Vi er nu kommet frem til Backwater-området i den indiske region Kerala. Her er vidtstrakte rismarker med et frodigt fugleliv af bl. a. ørne, isfugle og ibiser. Området er gennemskåret af floder og indsøer, hvor lokale fiskere og landmænd frembringer råvarer til de velsmagende fiske- og vegetarretter. Ingen overfyldte maver og forstoppelse!

Den alternativ Ayurvediske behandling er ligestillet med den klassiske europæiske medicin med et fokus på kostbehandling via krydderurter, kropstræning via yoga samt mental styrkelse via meditation. Afspænding, afstressning og velvære!

Vi er indkvarteret på et af de lokale sundhedscentre i Alleppey området og skal nu tage stilling til om vi vil deltage i et tre dages program med overskriften Back to Nature. Programmet omfattet lægekonsultation, kostvejledning samt helkropsmassage med to hhv fire hænder. ;-))

Jeg nøjes med en gang helkropsmassage og overlader de øvrige tilbud til selskabets kvindelige deltagere.
Kerala i Sydindien, 15. november 2019

Fra Odysseus til Onassis

Et nyligt besøg på den græske ø Chios har åbnet mine øjne for Grækenlands lange og stolte søfartstradition fra den klassiske græske sagnhelt Odysseus til den moderne storskibsreder Aristoteles Onassis. Piræus er kendt i den sammenhæng, men mindre kendt er øen Chios. Det har Chios Maritime Museum forsøgt at råde bod på.

Museet er indrettet i en flot villa, doneret af en skibsreder med tilknytning til øen. Mange søfolk fra kaptajner til dæksfolk har i tidens løb boet på øen og har støttet etableringen af museet.

Chios er kendt for tre store katastrofer, der stadig præger øen og hovedbyen Chios.

For der første kampen og søslaget mod tyrkerne i 1822, der førte til en voldsom reduktion af øens græske befolkning. For det andet jordskælvet i 1881, hvor mange bygninger og virksomheder blev ødelagt. For det tredje kampen mod tyskerne under 2. Verdenskrig, hvor 321 græske søfolk fra Chios mistede livet.

Efter 2. Verdenskrig rejste græsk søfart sig igen bl. a. på grund af flere græske rederes – herunder Chios rederes – opkøb af billige Liberty Skibe, der var blevet overflødige efter krigens afslutning. Et initiativ der bragte græsk søfart frem til en førerposition på verdenshavene med eksemplet Aristoteles Onassis.

Disse skæbnesvangre begivenheder danner grundstammen i museets udstillinger. I stueetagen er der en udstilling af maritime genstande til brug for navigation og udrustning. Hovedparten af de udstillede genstande er dog malererier af de skæbnesvangre kampe på havet mod henholdsvis tyrkerne og tyskerne.

På førstesal er der bibliotek med doneret litteratur og notesbøger. Endvidere er der modelskibe af en række kendte sejlskibe, herunder det dansk/norske Norske Løve.

Udenfor var der opstillet et mindesmærke for de 321 faldne Chios sømænd under 2. Verdenskrig. De mange navne var udskåret i det rustfri materiale. Meget originalt og gribende.

Et par frivillige bistod med rundvisningen og en tidligere kaptajn fortalte om græsk deltagelse i 2. Verdenskrig. Han havde forøvrigt sejlet på Skandinavien og blandt andet rundet Skagen for at komme til Østersøen.

På væggen i stueetagen hang fotos og beskrivelse af skoler, virksomheder og foreninger, der havde været på besøg. Et godt billede af, hvor bred kontakten er mellem museum og publikum.

Har du fået lyst til at læse mere om museets udstilling og kommende initiativer kan du finde oplysninger på museets hjemmeside.  
Khiros, 6. juli 2019

Wien – wienermusik, varme og vemod.

Et femdages musik- og kulturbesøg i Østrigs flotte hovedstad Wien bød på mange uforglemmelige oplevelser og minder. Overdådige slotte og barokhaver, opera i verdensklasse, grænseoverskridende malerkunst samt national Bierstube hygge.

At Østrig engang har været en del af et kejserrige ses af de mange flotte slotte, der findes omkring Wien. Fx Schönbrunn og Belvedere. Bygninger er åbne for besøg, så man kan blandt andet se hvordan kejser Frands Joseph har indrettet sine private gemakker fx med badekar og soveværelse. Haveanlæg med springvand og skulpturer frister til et hvil og lidt eftertænksomhed over tidernes skiften og sædernes forfald.

Musikken spiller i bogstaveligste forstand den helt store rolle i byen og et besøg i Musikverein, bekræftede dette. Alverdens musiktalenter flokkes om at komme til at spille i dette danskdesignede musikforeningshus.

Operapremieren i Statsoperaen på Verdis grusomme udgave af Otello havde lokket den verdensberømte tenor Placido Domingo til at overvære den eminente Forestilling om lidenskab, tvivl og ondskab. Et stort bifald fra det kræsne operapublikum til det velspillende orkester og de blændende solister understregede byens høje musikniveau.

Malerkunsten har sat sit helt særlige præg på byen. To af Wiens egne kreative udøvere henholdsvis Gustav Klimt og Hundertwasser møder man overalt i byen. Dels på museum Session og Belvedere og dels i byens mange souvenirbutikker. Gustav Klimts berømte maleri “Kysset”, kan ses i original på Belvedere og i kopierer og bearbejdet form i alle souvenirbutikkerne.

Hundertwasser har både malet og medvirket med udsmykningen af huse og boligforeninger i byen samt af et forbrændingsanlæg i udkanten af Wien. Meget humoristisk, inspirerende og opmuntrende påvirkning af byens arkitektur.

Hedebølgen i byen nødvendiggjorde megen væskeindtag og tilbagevendende ophold i skyggen. Dette kunne byen også tilbyde med lokalbrygget øl og Bierstube stemning under de skyggegivende parasoller i sidegaderne.

Wien har ikke parcelhuskvarterer, som i Danmark. De har til gengæld palækvarteret over hele byen. Det ene pragtpalæ efter det andet fylder byens kvarterer. Dette er nok et levn fra dengang Wien var hovedstad i det Østrig-Ungarske kejserdømme.

De mange overdådige udsmykkede bygninger forsøger byens borgere at vedligeholde med guldudsmykninger og gamle håndværkstraditioner – måske et udtryk for vemod over en svunden stormagtstid?

Wien er absolut et besøg og et genbesøg værd.
Wien, 25. juni 2019

Syv dage med Hurtigruten

Syv dage med Hurtigruten fra Bergen til Kirkenæs har efterladt en stor respekt for de sømænd, der har sejlet denne rute i årtier samt de fiskere og bønder, der har levet og fået deres udkomme i dette barske klima. Rejsen med MS Kong Harald har udvidet horisonten, vækket undren og givet ro i sindet.

Kosten ombord var baseret på råvarer frembragt og fremstillet af lokale fiskere og bønder, som vi passerede forbi på rejsen. Med klassiske fiskretter som laks, ørred og hellefisk til moderne vegetarretter med kulinariske udfordringer fx kikærter. Med overraskelser som indvandrede konge krabber fra Kamchatka til originale multebær- og tyttebær specialiteter.

At ruten kaldes Hurtigruten skyldes ikke, at skibet ræser af sted fra Bergen til Kirkenæs, men at betjeningen af de mange små øsamfund langs Norges vestkyst foregår hurtigt med ophold på mellem fem minutter og op til tre timer. Tværtimod burde ruten kaldes Langsomruten, da der er god tid og god lejlighed for at stresse af, geare ned og flade ud i skibets mange hyggekroge.

Sejladsen er foregået glidende i et spejlblankt hav, med solstrålernes beroligende spejlinger på havoverfladen. Men også på et uroligt hav med meterhøje bølger, hvor skibet var forhindret i at komme til kaj. Vi måtte ligge underdrejet indtil vinden og stormen løjede af og passagererne og godset kunne komme i land.

Hurtigruten har flere gøremål. Dels at være postskib for de mange små flækker der ligger i skærgården langs Norges vestkyst. Den er livlinen, når sygdom og ulykker rammer mennesker langt fra storbyernes hjælp. Vi så en ambulancebåd lægge til MS Kong Harald i høj sø med efterfølgende ombordstigning af en sygdomsramt norske øbo fra den forrevne skærgårdskyst.

På skibet er der mulighed for at komme lidt tættere på de øvrige passagerer. Der var højskoletilbud med fællessang, oplysende foredrag om Norsk kultur, natur og geografi – især fænomenet Nordlys – samt samtale på tværs af alder og nationalitet. Herudover besøg på museer, i kirker og ved landemærker som Nord Cap og Bryggen i Bergen.

Opholdet på havet langs Norges vestkyst gav flere eksempler på sø-livets prøvelser. Vi fik besøg af Kong Neptun, hersker over Polarhavet, som døbte os med iskold vand og is fra havet, hældt over hovet og ned langs nakken af den medhjælpende kaptajn på skibet!

Søens rullen og gyngen får ukendte muskler i lår og lægge på overarbejde, når man bevæger sig rundt på dæk og gange. Konsekvensen er en usikker gang og risiko for at falde om på dækket. Et godt råd er at gå ligesom pingvinerne; de har lært at stå fast.

Vindens hylen i masterne, kæmpebølger der skyller ind over skibsstævnen samt polarkulden, der smyger sig ind under tøjet og får kroppen til at sitre, skaber respekt om de søfolk, der besejler dette område og de bønder og fiskere, der lever og arbejder her.

Rejsen kan anbefales for de søstærke, eventyrlystne og modige.
Bergen, 20. februar 2019

Nordindien – En kulturel smeltedigel

Nordindien – En kulturel smeltedigel med en venlig og engageret befolkning, en dramatisk og blodig historie samt et osende og støjende storbymiljø, som vi hoster af endnu ;-((

Vi har været i Nordindien i ca. tre uger og har oplevet mangt og meget. Vi startede med at set et mindesmærke for dronning Victoria i Kolkata, der ser ud som en krydsning af Det hvide Hus og Taj Mahal. Herefter besøgte vi den tidligere Danske Handelsstation i Serampore med et fungerende danskbygget Universitet, en kirke og et spisested beliggende ca. 25 km. nord for Kolkata.

Endelig fik vi en rundvisning i Mother Teresa hus i Kolkata med gravmæle og et aktivt børnehjem for de handicappede. I Kolkata, der tidligere var Indiens hovedstad, er der mange minder om den engelske kolonitid, herunder de klassiske rickshaw, hvor benmusklerne stadig er den eneste trækkraft.

Efter storbyen Kolkata gik turen 100 km sydpå til en skole i verdens største mangroveområde, Sundarban. Skolen er finansieret af en dansk forretningsmand Haldor Topsøe og støttes af en dansk organisation IGF. Her foregår et meget imponerende hjælpearbejde, hvor skolen starter hver morgen med 800 elever på snorlige rækker og med tre morgensange, herunder nationaldagen.

Vi har besøgt de fleste værksteder og undervisningslokaler og set, hvordan skolen hjælper lokalsamfundet med bla. Selvhjælpsgrupper for enlige kvinder, fiskeopdræt i de mange vandhuller i sump-området samt hjemmeindustri af bl.a. farvestrålende tekstiler.

Hver morgen kl. 5 blev vi vækket af den islamiske moskes højtalere og opfordret til at komme til morgenbøn i den lokale moske. Det gjorde vi nu ikke .

Den sidste dag i Sundarban sejlede vi rundt i det store mangroveområde og så flotte ørne, søvnige krokodiller og nysgerrige veraner. Den store flotte Bengalske Tiger så vi også et glimt af.

Herefter tog til den hellige by ved Gangesfloden, Varanasi. Byen hed tidligere Benares og kan føre sin historie tilbage til år 1200 før vores tidsregnings begyndelse. Hvis man vasker sig i floden Ganges får man vasket sine syndere væk og hvis man lader sin aske spredes på flodens vand, vil man forbedre sin karma samt øge sin chance for at blive sluppet ud af den evige genfødselsrytme.

Dette religiøse hinduismeløfte er der mange indere, der følger og ved de to ligbrændingspladser, som vi har besøgt ved floden, bliver omkring 1200 personer kremeret hver dag.

Vi har sejlet på Gangesfloden både ved solopgang og solnedgang og oplevet den mytiske stemning med duften af østens mange krydderier og fremmedartede kulturudtryk. Blandt andet med hellige, langskæggede mænd, som vejleder hinduisterne i alle problemer mellem himmel og jord. Samt hellige køer, der lægger sig til hvile i vejkryds og lægger deres efterladenskaber overalt i byen med fare for at fodgængerne glider i det.

At køerne også kan flytte sig adræt fik vi et eksempel på, da otte kreaturer galoperede op af en af de mange Gats/ trapper der findes fra floden og op til byen Varanasi.

Et andet udfordrende kendetegn for livet på Gangessletten, som området omkring Veranesi befinder sig i, er den hektiske trafik med venstrekørsel af lastbiler, motorcykler, rickshaw og fodgængere i et stort virvar. Der køres tæt og parolen er at bruge speederen og hornet, når man vil frem på vejen.

Der dyttes højt og konstant med hornet, så trommehinderne er ved at sprænges.

Inderne er gode til at give plads til hinanden og det er yders sjældent at vi så trafikuheld eller hørte vrede trafikanter. Inderne kører på motorcykel overalt i byen – selv i de smalleste gyder og med adskillige passagerer og store godsmængder bag på. Har man en ledig plads i sin bil eller på sin motorcykel tilbydes den til andre trafikanter, der måtte mangle en kørelejlighed. Inderne er et nysgerrigt, venligt og smilende folkefærd.

Inderne er glade for krydret mad som de køber på grøntsagsmarkederne, der finde i enhver lille flække i det store land med omkring 1.2 milliarder mennesker. Maden produceres ofte på gaden ved et af de mange gadekøkkener, som de opfindsomme indere har fundet plads til mellem biler, køer og affaldsdynger.

Vi har ikke savnet rugbrød og spegepølsen på turen, men har nydt godt af de mange varianter af vegetariske mad og the-drik med mælk og sukker i. Det indiske ølmærke Kingfisher er eminent til at slukke tørsten i de varme, trykkende og letfugtige aftner.

Turen blev afsluttet i New Delhi, hvor mødet med den kæmpestore by på over 20 mio. mennesker var en stor udfordring for hele rejseselskabet. Det var varsel om, at der godt kunne være luftforurening i byen, men omfanget og konsekvensen heraf kom bag på de fleste. Da vi fløj ind over byen var der en svag dis over byen, som gav et farverigt skær af solstråler over byen.

Ved kørsel gennem byen kunne vi dog god se og lugte, at det ikke var dis efter regn, men sodende os fra de tusindvis at Tuc-tucere i byen, fra de kulfyrede gadekøkkenerne samt støv fra de udtørrede ekskrementer fra de mange omkringgående køer, hunde og hjemløse mennesker i byen.

New Delhi skulle efter de lokale avisers oplysninger have den største og værste luftforurening i verden i denne tid, med stor risici for alle folk der er udendørs.

At der samtidig var lysfest med tændte lys overalt gjorde ikke truslen mindre. Der blev udsendt advarsler og anbefalinger om at de dieseldrevne køretøjer holder sig udenfor bygrænsen, at åben ild holdes på et minimum samt oplysning om, at sundhedsvæsnet havde indkaldt ekstra mandskab til at tage sig af de luftvejssygdomme der måtte komme pga forureningen.

Hele rejseselskabet er på dem ene eller anden måde blevet påvirket af luftforureningen, selv om vi fik udleveret åndedrætsmasker til beskyttelse af vores lunger. Jeg har sammen med det meste af rejseselskabet hostet og hostet og hostet. Flere har haft maveonde og har måttet droppe de tilrettelagte ture. Andre har være påvirket af osen og den krydrede mad og har være på “halv kraft” flere dage.

Smoggen er ikke den eneste udfordring i Indien. Den konstante, øredøvende og ulidelige støj fra dyttende trafikanter der snor sig gennem de smalle gyder ligger som et ubehageligt lydtæppe over hele New Delhi. Osen, varmen og støvet har fremmet vores hjemlængsel efter den rene luft, det kølige klima og det rene miljø i hverdagen.

Den sidste uge har dog også budt på store oplevelser, der opvejer nogle af de miljømæssige mangler i Nordindien. Især har mødet med bygningsværket Taj Mahal, mindesmærket og museet for Mahatma Ghandi samt mødet og samværet med de venlige og nysgerrige indere været hele rejsen værd.

Nordindien er absolut et genbesøg værd, når blot man vælger et tidspunkt, hvor luftkvaliteten er høj ;-))
New Delhi, 13. november 2018

Ikigai og det muntre, virksomme liv på Gyllingnæs.

I Japan lever mange mennesker det lange liv. Gennemsnitsalderen er over 90 og på øen Okinawa lever der 750 personer på over 100 år.

Forklaringen er deres livsstil, som benævnes Ikigai. Oversat til dansk minder det om Grundtvigs kendte vision i sangen: “Et muntert, virksomt liv på jord, som det, jeg ikke med en konges ville bytte.”

Ikigai er på japansk udtryk for den passion som enhver japaner har for sit liv. Det virke, som giver den enkeltes liv mening: Munterhed, samvær med gode venner, at dyrke sin have, spise fisk og at udfolde sig fysisk og mentalt hele sit liv.

Kan det nu også lade sig gøre i Danmark?

Det kunne det den anden dag, hvor familien var samlet i “det lille hus på landet”. Med muntre og hvinende barnestemmer, der afprøvede de nye “forlystelser i Gylling Sommerland”. Med gode samtaler og latter om hverdagslivet udfordringer. Med sunde råvare fra havens bærbuske, frugttræer og salatbede.

Med en aktiv beskæftigelse med pil-selv-rejer og velsmagende rosevin. Med en frisk tur langs det lave vand i Lerdrup Vig i solnedgangens skær over Sondrup Bakker. Afsluttende med en udfordrende ekspedition gennem den mandshøje majsmark tilbage til samværet og samtalen om livets vigtige emner.

En lykkelig dag, der vil blive mindet. Tak til alle der deltog.
Lerdrup Vig, 22. juli 2018

Ship Ohøj og 70.000 tak.

En skarpt hjørne er rundet her i maj måned og det er blevet fejret på behørig vis. Afsluttende med et krydstogt på Aarhus bugten med det gode skib, skonnerten Brita Leth af Aarhus.

Sammen med skonnerten Fulton udgjorde de to skibe det klassiske sejlskibsindslag på bugten i lørdags.

Der var tatoveringer, frisk vind i håret og rullende bølger undet skibet for de indbudte gæster. Der var mulighed for at hjælpe med at sætte sejl samt at stå ved roret og holde den rette kurs. Beskøjterne og sømandsviserne manglede heller ikke ligesom skibsøllet var hjemmebrygget og linjesnapsen havde været en tur jorden rundt og blandt andet rundet Cap det gode håb ved Afrikas sydspids.

De salte og røgede fisk mangle heller ikke denne dag. Frisk røget hellefisk og rimet laks fra Færøerne udgjorde forretten. Hovedretten var naturligvis Skipperlabskovs og desserten hjemmelavet Plumkage med rom fra Den Vestindiske Ø, Skt. Thomas.

Efter et fantastisk kryds fra Kaløvig og tilbage til Aarhus Havn sluttede dagen med frisksmurte landgangsbrød før gæsterne afmønstrede med et minde om en “lykkelig dag på havet”.

Tak til besætningen på Brita Leth for en autentisk sejltur med et rigtig sejlskib. Tak til kabyspersonalet for de unikke smagsoplevelse. Tak til musikken for de gode fællessange og 70.000 tak til gæsterne for jeres engagement og jeres bidrag til denne skønne dag, som jeg vil mindes med glæde.
Aarhus Bugt, 27. maj 2018

Ubuntu – Sydafrikansk engagement, mangfoldighed og håb

Ubuntu – Sydafrikansk engagement, mangfoldighed og håb. En livsform der kan være til inspiration for os alle.

Den sydafrikanske provins Vestern Cape er fyldt med positive overraskelser, skjulte ressourcer og et begrundet håb for fremtiden. Et tre ugers besøg i området har budt på brudte fordomme, åndeløse oplevelser og sydafrikansk hygge.

I forhold til mine brudte fordomme, så har kontakten med både sorte/ farvede og hvide sydafrikanerne vist, at de er godt igang med at lægge fortiden bag sig ift. den tidligere så massive forskelsbehandling. Der findes stadig en del tiggere og hjemløse på gaderne og slumområder fylder også meget i byernes udkantsområder.

At der stadig er forskel på fattig og rig samt at demokrati er svært, det er de bevidst om. En netop afsat præsident give sydafrikanerne håb om, at de ved fælles hjælp fremover kan holde egenrådige diktatorer på afstand. Taklingen af den nuværende vandkrise i Cape-området tyder også på, at befolkningen kan samarbejde og vil bakker op om at løse de væsentlige udfordringer for landet. Fx 8 millioner unge mødre uden en uddannelse!

I forhold til de åndeløse oplevelser har en tur med svævebane fra storbyens larm i Cape Town til stilheden og den krystalklare luft og de rullende hvide skyer på Taffelbjerget givet mig et uforglemmeligt minde om den afrikanske verdens spændvidde. Den efterfølgende fotosafari i bushen blandt vilde dyr som næsehorn, bøfler og giraffer understregede verdensdelens mangfoldighed og befolkningens respekt for den afrikanske naturs karakter og sårbarhed.

I forhold til den sydafrikanske ‘hygge’ har de sydafrikanere, som vi har mødt, åbnet deres hjem for en gruppe forventningsfulde danskere og vist at de også kan forholde sig til egen historie og kultur. De en umådelig generøse, nysgerrige og diskussionslysten. De tager sig god tid til at nyde maden sammen med de fremmed og er straks med på at skåle på vores fælles fremtid.

Den brutale historie har været lærerig for dem og de deler gerne deres barske erfaringen med os om apartheid-systemets omsiggribende virkning på befolkningen. At forandringer tager tid og at enighed kræver kompromis’er har de også en klar opfattelse af. Vi ønsker dem held og lykke med samfundseksperimentet.

Nelson Mandelas selvbiografi “Min vej til frihed” samt Desmond Tutus beskrivelse af overgangsfasen fra apartheid-styre til demokrati i bogen “Ingen fremtid uden forsoning” giver et godt indblik i den sydafrikansk verdensopfattelse med begrebet Ubuntu som omdrejningspunkt for en fredelig sameksistens blandt de mange forskellige folkeslag og kulturer i landet.

Frihedskampen og forsoningsprocessen bør være en inspiration for andre lande og verdensdele, der kæmper med forskelsbehandling, ulighed og dæmonisering af særlig befolkningsgrupper.

Det afrikanske ordsprog Ubuntu er på engelsk udtryk som “I takes a village to raise a child”. Det vil sige, at du ikke er noget i dig selv, men kun i kraft af andre mennesker. Oversat til dansk kan det udtrykkes som at “Det kræver et sam-fund at danne et menneske”.

På tilsvarende måde er det ikke det enkelte menneske, der er skyld i undertrykkelsen under apartheid-styret, men systemet/ samfundet. At kunne leve sammen efter afskaffelsen af apartheid-systemet fordrer således efter sydafrikansk opfattelse, at de stridende parter hhv. underskylder og forsoner sig med ugerningerne.

Resultatet af denne proces kan ses og opleves i Sydafrika i dag, hvor hvide og sorte/ farvede forsøger at leve og omgås hinanden med accept og respekt for den fælles fortid og den fælles fremtid.

Et land jeg gerne vil gense.
Cape Town, 6. marts 2018

Glass-klare klavervirtuoser i Musikhuset.

To dages klaverfestival med Philip Glass minimalistisk musik i Århus fik en forrygende afslutning søndag eftermiddag.

Der var blevet varmet op lørdag med musik fra hele Glass produktive liv fra det ældste til det nyeste musik af Glass. Fra den første opera Einstein om the Beach til det nyeste klaverstykke bestilt til Aarhus i anledning af status som Europisk kulturhovedstad.

Søndag stod der 20 etuder på programmet med blandt andet komponisten Philip Glass som pianist. Det blev dog pianisten Tanja Zapolski det ramte det sublime. Hun fik udtrykt Philipp Glass etuder med både krop og sjæl. Med en fysisk udladning, der fik håret til at rejse sig på tilhørerne, fik hun åbnet op for en helt unik musikoplevelse.

Seks Glass for denne præstation.
Aarhus, 19. november 2017

Watermusic for fuld udblæsning i Randers Havn.

På trods af en ventetid på tre timer og en Forestilling på blot tre kvarter var oplevelsen alle pengene værd.

Løjerne startede fra den matsorte aftenhimmel med Illuminerede faldskærmsudspringere og landing på en lille kunstig ø i havnebassinet. Alle fire udspringere ramte plet.

En række pramdragere fulgte efter langs fjordens kajanlæg og illustrerede med deres trækstænger den oprindelige transportform ind til byens centrum.

Havets dronning tog herefter over og på slæbebådens kommandobro gav hun tilskuerne et musikalsk bud på, hvem der var kaptajn på vandet.

Afslutningvis heftig dans på lagerbygningernes stilladser og smidig akrobatik i et hvidt bur under havnens kæmpekran.

Feminin ynde og maskulin kraft i smuk forening. En god afslutning på en unik og mindefuld aften
Randers, 4. september 2017.

Aarhus å – Svaret på Amazonas floden og Central Park?

Hvem skulle tro, at Aarhus skjuler en vild natur med et rigt dyreliv og en verden langt væk fra den pulserende kulturhovedstad?

Tager man en tur med Solbåden fra Ceres- grunden til Brabrand Sø, så bliver man vidne til mangrovelignende søbredder, der skjuler fugle som fx hejrer, gråænder, isfugle og skarver. Træerne har fået lov til at vokse og falde efter naturens orden og virker mange steder uigennemtrængelige som på Amazonas vandveje.

På lange strækninger, hvor den tyste, soldrevne passagerbåd smyger sig gennem det algegrønne vand, er byen skjult bag vidder af siv, vildtvoksende frugttræer og et ubestemmeligt krat. Ind imellem dukker konturerne af et højhus op, så man føler sig hensat til Central Park i New York.

Aarhus å fører os under den travle trafik ved Aarhus ringvejsnet. Det er lidt uhyggeligt under de mange broer. Over hovedet er der ikke meget plads og der stikker farlige afløbsrør ned fra vejen ovenpå. “Duk hovedet” formaner bådens skipper og alle landkrabberne adlyder pligtskyldig.

Udover ringvejene er der cykelstier, der går på kryds og tværs over åen og bringer travle cyklister til og fra byens centrum.

Udover Solbåden er den eneste trafik på åen kanoer med passagerer i alle aldre, der også har fået øje på Aarhus skjulte naturperle.
Aarhus å, 30. august 2017.

Flensborg for fuld damp.

Alt hvad der kan drives af dampmaskiner byder sig til i Flensborg i denne weekend. Skibe i alle størrelser – fra store isbrydere og slæbebåde til meget små joller fylder havnen med sort sydende røg og hvinende dampfløjter.

Her er noget for enhver søfartsentusiast. Fx et krydstogt på Flensborg Fjord med et kik til kulfyrbøderne i maskinrummet. En frisk Flensburger Pils fra fad og en stegt sild med tilbehør. Eller en god snak om skibsfartens udvikling med de frivillige på skibene og på havnen.

På kajen kan man se og især høre kæmpemæssige damptromler, hostende traktorer og voldsomme savværksdampmaskiner betjent af kompetente håndværkere.

Det blev en dag med et tilbageblik på nogle af industrialiseringens teknologiske opfindelser, som er af en helt anden verden end den moderne microchip og smartphonen.
Flensborg, 8. juli 2017

New Zealand – et dragende og udfordrende land

New Zealand – et dragende og udfordrende land med jordskælvsramte byer, tre slags kiwier og trafik i venstre side af vejen.

Efter 21 dage på den anden side jordkloden er vi nu på vej hjem igen. New Zealand er på mange måder forskellig fra den hjemlige andedam. Vinter er sommer. På en dag kan du opleve fire forskellige årstider. Trafikken foregår i venstre side af vejen etc.

På trods af disse uhensigtsmæssige forhold er der mange ting, der frister til et gensyn med landet:

Himmelstræbende sneklædte bjergtoppe, voldsomt brusende vandfald og maleriske spejlblanke skovsøer.

Uendelige hvide strande, dryppende mosbelagte regnskove og afsvedne gule marker.

Brægende fåreflokke, dugfriske vinmarker og varme vulkanske kilder, der svaler de trætte muskler efter en frisk kørsel på de krogede og bjergrige veje.

Gigantiske grafittimalerier, der udtrykker smerte over jordskælvene i 2010/11 og håb for en bedre fremtid. Azurblå søer, skyfri himmel og iltmættet luft, der gør godt for sjælen.

En mangfoldighed af fristende og dugfriske Mikrobryggerier med egne ølspcialiteter.

Et urfolk med det hvide ud af øjnene, tatoveringer over hele kroppen samt sans for dramatik og kamp. Majori-kunst i grønsten og kauri-træ samt imponerende skibsbyggeri af krigs-kanoer med plads til 160 krigere.

Voldsomme regnskyl med oversvømmelser i den ene ende af landet, der forhindrer trafik på de mange små veje samt heftige og pludselig opståede ildebrænde i den anden ende af landet, der driver den udsatte befolkning fra hus og hjem.

Sidst, men ikke mindst gæstfrie, indbyggere med rum og tid til et møde på tværs af den længste geografiske afstand på jorden.

I New Zealand er Kiwi ikke navnet på et supermarked, men navnet på landets nationalfugl, den olivengrønne frugt, som vi kender i Danmark samt navnet på efterkommerne af alle de forskellige folkefærd, der i tidens løb er emigreret til New Zealand.

Et land som absolut er et gensyn værd.
New Zealand, 17. februar 2017

Vietnam – Varm, vild og venlig.

En varm vinterhilsen fra det underskønne Vietnam, der byder på et væld af oplevelser for alle sanserne.

Vi har badet og sejlet mellem de underfundige og særprægede klippeøer i Halong Bugten. Her bor fiskerne på kunstig skabte øer og driver fiskeri på traditionel vis. Turisterne har også fået øje på dette nye naturvidunder. 3 mio. besøgte bugten sidste år.

Vi har hørt om den historiske frihedshelt “onkel Ho”, der sætter sit præg på alle afkroge af Vietnam. Fx. med et storslået mausolæum i Hanoi, hvor hans balsamerede legeme ligger til skue for hans mange kommunistiske venner i Vietnam. Enhver lille by med respekt for sig selv har naturligvis en forgyldt statue af Ho Chi Min, der rækker en hilsende hånd frem til de forbipasserende.

Vietnamkrigen – eller som de kalder den her Amerikakrigen – har vi også fået en gribende fremstilling af, med et besøg på Krigsmuseet i Hanoi. Her var der bl. a. en udstilling af de kendte fotos fra slagmarken, herunder Mai Lai massakren og den løbende pige under et Napalm-angreb. Udenfor var der helikoptere, bombefly og tanks brugt af de over 500.000 amerikanske soldater, der kæmpede mod kommunismens fremmarch i Asien (Dominoteorien)

Som et konkret eksempel på krigens gru fik vi mulighed for at kravle 20 meter i en af de 180 km. tunneler, som Vietcong-soldaterne havde gravet tæt ved Saigon. Her havde 18.000 guerilla-soldater opholdt sig inden de gik i kamp. Tunnelsystemet var skjult fra luften og bestod af et tre-etagers system i 3,6 og 9 meters dybde. Her var både hospital, fabrikker og faldgruber med sylespidse- og giftbefængte huller.

Gentagne amerikanske forsøg på at ramme Vietcongs-soldaternes underjordiske base med B52-bomber og løvfældningsmidlet Agent Orange lykkedes ikke og amerikanerne måtte flygte fra taget af den amerikanske ambassade i 1975.

Vi har mærket landets helt speciel trafikkultur. Trafikken kan virke kaotisk ved første øjekast, hvor biler, scootere og cykler bevæger sig som om de befandt sig på en myretue. Overhaling udenom og indenom. Fodgænger passage ved hjælp af en løftet hånd. Alt kan transporteres på en scooter fra babyer til køleskabe.

Hondafolket kaldes vietnameserne ironisk. I Hanoi er der over 11 mio. indbyggere heraf har de 4 mio. en scooter, som bringer dem hurtigt rundt til deres mange gøremål.

Vi har besøgt en række historiske perler, herunder en smuk genopbygget kongeby i Hue, de storslåede kongegrave for de sidste vietnamesiske konger samt de mange farvestrålende buddhistiske templer og pagoder med melankolske skildpadder, ildsprudende drager og bistre løver.

Vi har oplevet dagliglivet på et malerisk flodmarked, hvor de flittige risbønder og frugtavlere mødes på en af de talrige floder i Mekongdeltaet og faldbyder smagsprøver på eksotiske frugter, der kan få mundvandet til at løbe på enhver.

Vi har set flittige og dygtige håndværkere, der stadig fletter sivbåde som 89 årig, som 85 årig hjælper til med produktion af rispandekager eller som 84 årig og med krum ryg efter mange års arbejde i rismarken, hjælper til med vævning af sivmåtter. Når de unge vietnamesere tager på arbejde i storbyerne så ved seniorerne godt, hvem der skal passe de unges børn mens de er på arbejde.

Vi har prøvet en stille flodsejlads gennem smalle kanaler og maleriske broer udført af en rolig stagende vietnamesisk skønhed. En beroligende sejlads, der ændrede sig på et splitsekund, da himlens sluser pludselig åbnede sig med et meget heftigt regnskyl. Det var ikke alle der nåede tørskoet i land. Heldigvis dukkede solen hurtig op igen og tørre de forpjuskede turisters tøj.

Vi har nydt de eksotiske badestrande med palmer, der skygger for den stærke sol og den høje temperatur. Tilbud om afstressende massage samt ekstra salt havvand, der køler og heler.

Liggestole med udsigt til oceangående skibe på vej mod nye destinationer i Det sydkinesiske Hav.

Efter 13 dages oplevelser for krop og sjæl her i det venlige Vietnam er det beroligende at kunne fordøje indtrykkene på en liggestol og forberede sig stille og roligt på at temperaturen i overmorgen skiftet fra over 30 plusgrader til forventelig under frysepunktet i Danmark.

Vietnam er absolut et genbesøg værd.
Vietnam, 27. november 2016

Opdateret den 1. januar 2022