Fra 2016-2024

Gensyn med De vestindiske øer marts 2024

9. marts.
Genbesøg i de gamle tropekolonier.

Et længe næret ønske er nu gået i opfyldelse. For 60 år siden besøgte jeg Den vestindiske Ø, St. Thomas med ØK skibet Pretoria. På det tidspunkt var jeg lige gået ud af folkeskolen og skulle have tiden til at gå, inden jeg skulle i lære som klejnsmed. En venlig erhvervsvejleder foreslog, at jeg kunne tage ud at sejle i mellemtiden.

Som sagt så gjort. Jeg fik en hyre ved ØK og i juli-måned 1964 gik kursen mod vest og mod De vestindiske øer. 1. august lagde Pretoria til kaj i St. Thomas havneby Charlotte Amalie og mit første møde med de fremmede kulturer tog sin begyndelse.

Udlængslen har siden hjemsøgt mig gennem livet og bragt mig rundt i verden, men gensynet med De vestindiske øer lod vente på sig. Det gør det ikke længere. For i dag er jeg vendt tilbage til en af de andre øer på De vestindiske øer: St. Croix.

Øen er fyldt med historiske minder fra Danmarks mindre ærefuld fortid som ejer af en slave-koloni, der blandt andet bragte mange tusinder af slavegjorte afrikanere til øerne. Med tugt, lemlæstelse og død til følge.

Der er aldrig blevet sagt undskyld for denne misgerning, men efterkommerne har forsonet sig med deres skæbne, kunne vores guide berette i dag. På byens biler mindes bilisterne således 175 års dagen for slavernes frigivelse i 1917.

Efter indkvartering på Sugar Apple Bed & Breakfast har vi været på en mindre rundtur på havnen i Christiansstad, der er St. Croix’s hovedby. Her er mange velholdte bygninger fra den svundne kolonitid: En tidligere sukkermølle. Fortet Frederiksværk, Toldboden samt de mange borgerhuse, som den profitable sukkerproduktion gav anledning til opførelsen af. En afprøvning af den lokale rom-specialitet: Rom Runner, blev der også tid til at nyde, mens solen sænkede sig langsomt over øen.

I morgen er der bytur med guide i Christiansstad med de mange danske gadenavne. Herudover står programmet på en rundtur på øen med besøg i Frederiksstad, ved de smukke strande, på historiske museer og i en sukkerplantage. Et yderligere besøg med romsmagning og solnedgangsdrinks på en katamaran kan vi også forvente.

Om en uge går turen til St. Thomas. Mere herom senere.

11. marts.
På bytur, kirketur samt strandtur.

Fredag og første dag på St. Croix bød på en rundtur i den danske kolonihistorie. Turen begyndte ved det historiske Fort Christiansværk, der er byens vartegn. Rundt om fortet er der oprettet et beskyttet historisk område, hvor man blandt andet kan se Toldboden, Vejerboden samt ØK’s gamle administrationsbygning. På byvandringen så vi det smukt restaurerede Gouvernementshus, hvor guvernøren, herunder Peter von Scholten, holdt til.

I dag søndag har vi besøgt den gamle lutheranske kirke, hvor vi overværede gudstjenesten. Vi begyndte med at synge ‘I Østen stiger solen op’. – delvist på dansk og delvist på engelsk.

I dagens prædiken fik vi tilbudt et nyt rejsemål – Det evige liv. I dagens tekst kunne vi læse, at vi ikke bliver frelst i kraft af vores gerninger – hvad vi gør, men i kraft af troen på Gud/ At der er en mening med alt, hvad der sker med os: ‘Livet er en forberedelsesrejse til det evige liv’, var dagens glade budskab, som blev formidlet af en karismatisk og musikalsk vestindisk præst.

Efter gudstjenesten mødte vi en slægtning til den kendte sukkerrørs-farmer Lawaetz, der fortalte om familiens relation til St. Croix. Familien var blevet boende på øen og da sukkerrørene ikke længere var rentable, havde de skifter fra sukkerproduktion til kvægdrift, som de stadig har.

Efter byrundturen fredag var der tid til en forfriskning i Apotekerhaven, hvor der blev budt på rom. Eftermiddagen blev tilbragt ved poolen inden turen gik til en strandtur på den nærliggende ø: Protestant Cay.

Denne oplevelse var så fristende, at vi om søndagen – efter en prøvesmagning af ‘Pain-killer’ (Vestindisk vodka) gentog strandturen til Protestant Cay. Her fandt vi vores egen strand, hvor vi blev afkølet inden vi kunne afrundet endnu en skøn dag med en mageløs solnedgang i palmernes skær.

I morgen står programmet på en tur til den vestlige del af St. Croix med blandt andet et besøg i Frederiksstad, som er stedet, hvor Peter von Scholten gav slaverne deres frihed i 1848.

12. marts.

Frihedsbudskabet.

Peter von Scholten får ofte æren for i 1848 at have formuleret frihedsbudskabet overfor de slavegjorte afrikanere i de danske sukkerrørsplantager på De vestindiske Øer. Budskabet skulle være blevet formuleret udenfor Fort Frederik i Frederiksstad overfor ca. 8.000 fremmødte slavegjorte danske plantagearbejdere: “Now you are free! You are hereby emancipated.”, var Scholtens modige tilbud til de fremmødte!

Nyere bøger og film sætter dog spørgsmålstegn ved denne myte. Fx viser filmen “Viften” fra 2022 en mere kompleks og modsætningsfuld fortælling om livet og kampene på en sukkerplantage.

Bogen “Længslernes øer”, der er skrevet af den indfødte vestinder, Tiphanie Yanique fra 2016, fortæller om en række ubehagelige overgreb i nyere tid (efter 1917) på efterkommerne af de slavegjorte afrikanere. Så friheden for vestinderne er langt fra opnået i dag. Men myten om, en ‘human’ dansk tilgang og de slavegjordes ‘naturlige’ passivitet, lever stadig videre.

For at blive lidt klogere på denne problematik tog vi tirsdag en tur til to sukkerplantager. Dels “Saint George”, der i dag er omdannet til “Den botaniske Have”, med over 1000 forskellige planter og træer. Dels en tidligere plantage “Estate Little La Grange”, hvor den danske plantageejer Carl Lawaetz og hans familie gennem flere generationer har drevet landbrug.

I dag er ejendommen et museum, der giver et godt indblik i, hvordan livet var for hundrede år siden. Her kan man se hvordan husholdning og håndværket er blevet praktiseret og hvordan dagliglivet er blevet levet.

Efterfølgende tog vi til Frederiksstad, hvor de mange utilfredse slavegjorte sukkerrørsarbejdere i 1848 havde været samlet foran Fort Frederik. Her kunne vi se tegn på den modstandskamp og den modstandsbevægelse, der kunne være den egentlige forklaring på Scholtens ‘generøse’ tilbud til de fremmødte. En statue af to modstandsfolk er i dag opstillet på Emancipationspladsen.

Den ene statue forestiller er anonym slavegjort oprører, der blæser til kamp mod ‘undertrykkerne’ med en kæmpestor konkylie, hvis lyd kan hørers langt væk. På denne måde kunne oprørsbudskabet nå ud til de fjerneste afkroge på øerne. Den anden statue forestiller ‘General Buddhoe’, koordinatoren og kontaktpersonen til Peter von Scholten.

Det er modstandsbevægelsens opfattelse, at det var Buddhoe, der var i stand til at samle de mange oprører på pladsen foran Fort Frederik og påvirke Scholten til at formulere frihedsbudskabet.

Scholten er siden blevet rost for, at oprøret ikke førte til vold og lemlæstelse ved brug af fortets kanoner. Men den myte er blevet punkterer af en fortælling fra modstandsbevægelsen:

De havde – i nattens mulm og mørke – skiftet fortets krudt ud med ubrugeligt sand! Så hvis Scholten vidste det, så kunne det være forklaringen på hans handlemåde.

Efter besøget i Frederiksstad, gik turen til Salt River Bay, hvor Columbus i 1493 skulle være gået i land efter vand. Hans forsøg på at besætte øen, skulle dog også være blevet afværget af de lokale øboere modstand!

Resten af dagen var til fri eftertænksomhed og ro på favoritstranden, inden solens sidste stråler sendte os tilbage til Sugar Apple Bed & Breakfast. Endnu en god dag gik mod hæld.

14. marts.

Med Fort Christiansværk om styrbord.

Efter at have inspiceret Peter von Scholtens meritter i Frederiksstad og Sukkerplantørenes ugerninger på St. Croix blev det tid til tirsdag at udforske farvandet omkring De vestindiske øer.

I det Caribiske Hav vrimler det med krydstogtskibe, lystjagter, sejlskibe, skibe til turistrundture samt andre former for fragt- og transportskibe.

Solnedgangsskibe er en særlig yndet transportform på St. Croix, som vi naturligvis også måtte prøve. Katamaranen og sejlskibet ‘Big Beard’ lå således klar til at vise os dette fænomen.

Påmønstring var kl. 16.30. “Af med skoene af hensyn til sikkert fodfæste under uregelmæssig søgang”, lød briefingen fra skipper. Fri bar med Punch af vestindisk vodka og juice stod til rådighed under sejladsen mhp. at berolige de mindre søstærke ‘gaster’, var en anden nyttig oplysning fra skipper.

Kursen blev straks sat mod den øde ø Buck Island og gennem sejlrenden gik det med voldsom bølgegang og skumsprøjt. Her var det mulighed for at se flyvefisk og sø-skildpadder, som flere spottede. Efter at vi havde fået landkending med Buck Island (Der ligner en kæmpe skildpadde) var det tid til at vende snuden mod solnedgangen og havnen i Christiansstad på St. Croix.

Fortet Christiansværk blev passeret til bagbord ved 18.30 tiden og kort tid efter var det gode skib, ‘Big Beard’ sikker til kaj med en oplevelsesrig tur på det Caribiske Hav i bagagen til os.

Onsdag morgen var der en ny udfordring på vej: snorkling ved den øde ø, Buck Island. Snorkling er ikke lige vores spidskompetence, men heldigvis stillede guiden Birgit op som coach.

Transporten var med samme skipper som tidligere, men med en anden (motor-) båd. Efter den nødvendige sikkerhedsvejledning gik det med fuld fart mod den øde strand og koralrevet, hvor der skulle være ‘spraglede fisk i stimer’.

Med en øvebane på lavt vand fik vi prøvet svømmefødder og snorkeludstyr af og blev klar til at sejle videre ud til koralrevet. Her vi fik en time i vandet med blandt andet en sølvblank Barracuda, lyseblå- og gråstribede fisk samt stimer af forskellige andre farvede havdyr. De store ‘hjernekoraller’ dannede en dramatisk kulissen for de mange tropefisk.

Efter vores debut med snorkel og svømmefødder samt redningskrans var det tid til en forfriskning inden turen gik tilbage til Christiansstad. En stor oplevelse var vi hermed blevet rigere.

Eftermiddagen blev afsluttet med en tur på den nærliggende kirkegård, hvor vi kunne finde mange gravsten med danske navne som Pedersen, Ebbesen og Hansen.

Inden vi nåede hjem til Sugar Apple Bed & Breakfast, kom vi forbi bygningen, hvor den danske avis ‘The St. Croix Avis’ tidligere havde ligget. Avisen udkommer desværre ikke mere kunne en lokal beboer fortælle.

I dag er det sidste dag på St. Croix. I morgen går det med vandflyver til St. Thomas. Det glæder vi os til.

16. marts.

Et vemodigt gensyn med St. Thomas.

Torsdag var det skiftedag for os. Om eftermiddagen skulle vi med Svend Aage Ovesen Jr.’s vandflyver til St. Thomas. Bagagen var tjekket ind og vores check in på vandflyveren gik hurtigt og smertefrit. Der var vinduesplads til de fleste og piloten bød os velkommen fra cockpittet. Det var desværre lidt overskyet og blæsende og udsigten var ikke helt som forventet.

Efter landingen i St. Thomas blev vi mødt af tre krydstogtskibe i havnen. De sejlede heldigvis væk hen på eftermiddagen.

Vi bor standsmæssigt her i Charlotte Amalie i Dronningens Gade. 99 trappetrin er der op til vores bolig, så der er god mulighed for motion hver dag. “At Home in the Tropics” lokker skiltet udenfor med. Boligen ligger i historiske rammer i en bygning fra 1803. Den blev oprindelig brugt som barak for den danske guvernørs livvagter. Så guvernørens soldater har tidligere huseret her i disse bygninger.

En amerikansk familie købte stedet i 2016 og har moderniseret ude- og indearealerne med pool og udsigtsveranda til havnen i Charlotte Amalie. Her er en flot udsigt til den dybe naturhavn, der er skabt af en tidligere vulkan, der sank i havet.

Det er lidt vemodigt at være her igen efter en pause på 60 år. (August 1964). Hvor det tidligere var ØK (indtil 1993), der huserede med deres skibe, havnearealer og lagerbygninger i byen, så er det nu de store krydstogtskibe fra Holland, Norge og USA, der fylder havnen og tusindvis af medbragte turister, der fylder gader og butikker.

Formiddagens program har stået på en historisk byvandring rundt i Charlotte Amalie. Mødestedet var det røde Fort Christian fra 1671, med det karakteristiske klokketårn. Fortet er under renovering, så et besøg inde i Fortet må vente til senere.

Ved siden af Fortet ligger Emancipationspladsen, hvor en konkylie-blæsende statue af en slavegjort afrikaner minder os om, at slaveriet også har sat sine dybe spor her på øen St. Thomas.

Vores kvindelige guide er født på St. Croix, opvokset på St. Thomas og har boet i Danmark i en periode. Hun taler dansk og er efterkommer af et hollandsk møde med en slavegjort afrikansk kvinde. Det var således ikke en romantiseret udgave af dansk ‘humanisme’ overfor de slavegjorte, som vi mødte hos hende.

Turen fortsatte af snoede gader til Dronningens kvarter, der rummer den gamle handels stad, hvor vi besøgte moderniserede lagerbygninger og handelshuse med toldfrie varer i alle afskygninger. Herunder velsmagende smagsprøver af den lokale ‘Botany Bay Rum’.

I A.H. Riises moderniserede gamle pakhus fik vi forklaringen på, hvordan amerikanerne omgik spiritusforbuddet i forbudstiden: De importerede Bay Rom (Barbersprit), som godt måtte indføres i USA og som – åbenbart – også godt kunne drikkes!

En tur i Tehuset med iste på menuen, blev der også plads til. Inden vi sluttede af i guidens egen kirke: ‘The St. Thomas Reformed Church’, hvor hun fortalte om kirkens fællesskabsskabende kraft for de mange forskellige stammer og nationaliteter, der har haft deres gang på øen. Kirken har hjulpet mange af dem gennem en svær tid.

De vestindiske øer er dog andet end varme og solskin. I dag fik vi en smagsprøve på regndis, blæst og mørke, truende skyer. Vi krydser fingre for ‘godt aftenvejr’.

I aften er vi nemlig indbudt til gadefest i Dronningens Gade, hvor et lokal band: ‘Rising Stars Steel Orchestra’ spiller op til dans. Det blev en regnfuld aften med tryk på olietønderne og højt humør hos de indfødte. Tak for underholdningen.  I morgen skal vi på Ø-tur.

17. marts.

På Ø-tur til bjergets top og i vandet på tropestranden.

Dagen i går begyndte dramatisk. Det var aftalt med guiden, at vi skulle møde hende på det lokale grøntsagsmarked kvarter i ni, hvor vi kunne møde “sukkermanden”. Så morgenmaden var hurtig overstået og vi var snart klar til at gå ud af værelsesdøren.

Udenfor døren havde de mørke skyer trukket sig sammen og antydet, at der godt kunne kommet et enkelt eller flere dryp. Regnen tog til, da vi begynder nedstigningen af de 99 trin til normalt gadeplan.

Vi nåede markedet i god tid og kunne orientere os om udbuddet. Her var fisk, grøntsager, tropiske frugter, krydderurter, æg og kødvarer. “Sukkermandens” stand fandt vi også. Her kunne vi se resultatet af en nutidig sukkerrørsarbejders håndtering af sukkerrør. Skrællede og pressede sukkerrør. Men hvor var sukker-væsken?

Ved siden af torvestanden stod en kasse fyldt med forskellige blandinger, som var hjemmelavet: Ginger og sukker, gulerod og sukker samt lime og sukker. Vi købte en ginger og sukker. Der smagte godt og forsødede dagens start.

Dagen var planlagt som en Ø-tur, hvor vi først skulle se den danske kirkegård i udkanten af byen Charlotte Amalie. Her var navne på mange døde børn, kunne guiden fortælle. Et udtryk for at børnedødeligheden i den danske koloni, var meget stort. Til gengæld var der også navne på nogle, som var blevet meget gamle. Tæt på de 100 år.

Et andet træk ved kirkegården var, at mange gravsten og sarkofager var blevet ødelagt af en orkan, og kun nødtørftig udbedret. Nogle grave var bestykket med konkylier – måske til minde om de afdødes tilværelse som slavegjorte. Endelig kunne hun fortælle om, at der havde være besøg fra Danmark, hvor en mindre pige kunne fortælle, at hun var en 1/8 sort og at “det var hun stolt af”.

På kirkegården var der mange danske navne, herunder navnet på Peter von Scholtens mor: Cathrine Elisabeth De Moldrup. Samt en søhelt fra Vestindien: Carl Vilhelm Jessen, der var blevet udnævnt til Admiral for sin dåd – måske for dermed at mildne danskernes nederlag på reden i 1802.

Efter besøget på kirkegården gik turen videre i øens bjerge med kørsel på snoede veje med fantastiske udsigtspunkter til fx. Brewers Bay. Der blev dyttet flittigt før sving for at advare modkørende.

På Mountain Top var der stop med drinks og udsigt til Magens Bay. Det var den berømte og velsmagende Banana Daiquiri vi fik serveret. Her var der også mulighed for at købe alt, hvad hjertet begærer af sommertøj, spiritus og souvenirs. En kvindelig, caribisk pirat kunne man også hilse på.

Vi kørte herefter forbi Drakes Seat og havde ophold ved Magens Bay, der er en af de bedste strande på øen. En Tropestrandbred med palmer og hvidt sand. Vi fandt et skyggefuldt sted med udsigt til nysgerrige Leguaner. Her mødte vi Mister Rasmussen fra Californien, der var meget snakkesalig og som kunne fortælle, at han også havde en datter med navnet Kathrine.

Vi sluttede gårsdagen af med en tur på Cafe og nød aftenen på vores terrasse med besøg af en Kolibri, der var blevet tørstig. Det enlige krydstogtskib forlod havnen om aftenen og de næste to dag er forretningslivet i byen lukket ned. Der er ikke planlagt krydstogtskibe i havnen søndag og mandag! Vi ser frem til ro på kajen de næste par dage. I dag skal vi i kirke samt på den lokale strand og snorkle.

19. marts.

Slavefortællinger, paradispunkt samt tropestrand.

Vores guide er meget optaget af øernes ‘slave-fortid’ og har læst mange bøger herom. Hun synes ikke, at hendes kirke og menighed har fået gjort nok op med fortiden. Det ville hun gerne gøre bod på og inviterede os til at agere ‘turister på besøg i kirken’ ved søndagens gudstjeneste. Her fortalte hun meget engageret om lokale helte og skæbner.

Hele seancen blev videofilmet og sendt ud via Zoom til de medlemmer, som ikke kunne komme i kirken. Efter gudstjenesten var der kaffe, hvor snakken gik lystig og der blev bladret og læst i de mange bøger, som guiden havde taget med. Så debatten og samtalen om ‘slavefortiden’ er fortsat igang.

Som tak for vores ageren under gudstjenesten, ville guiden gerne gøre os en tjeneste. Da jeg fortalte om mit ønske om at besøge Paradis Punktet, tilbød hun straks at køre os op til bjergets top. Det betød, at et længe næret ønske nu er gået i opfyldelse.

For 60 år siden besøgte jeg Den vestindiske Ø, St. Thomas med ØK skibet Pretoria. På det tidspunkt var jeg lige gået ud af folkeskolen og skulle have tiden til at gå, inden jeg skulle i lære som klejnsmed. En venlig erhvervsvejleder foreslog, at jeg kunne tage ud at sejle i mellemtiden.

Som sagt så gjort. Jeg fik en hyre ved ØK og i juli-måned 1964 gik kursen mod vest og mod De vestindiske øer. 1. august lagde Pretoria til kaj i St. Thomas havneby Charlotte Amalie og mit første møde med de fremmede kulturer tog sin begyndelse.

Udlængslen har siden hjemsøgt mig gennem livet og bragt mig rundt i verden, men gensynet med De vestindiske øer lod vente på sig. Det gør det ikke længere! For i denne uge er vi vendt tilbage til Chalotte Amalie, havnebyen på St. Thomas.

Et af de stærkeste rejseminder jeg har, er turen op til udsigtspunktet over Charlotte Amalie og til kajen, hvor ØK’s skibe, herunder Pretoria lå. Det lykkedes for mig i dag at komme op til Paradis Punktet, der ligger højt over Charlotte Amalie. Svævebanen kører kun, når der er krydstogtskibe i havnen og det er der ikke søndag og mandag. Heldigvis forbarmede vores guide sig over mig og tilbød at køre os hele vejen op til svævebanens slutpunkt på bjerget.

Et foto i bredformat samt en video, det panorerer udover havnen giver et godt indtryk af den smukke naturhavn, som ØK engang huserede i. Som bonus har jeg fundet et foto fra 1964, hvor Pretoria er på vej ind til Charlotte Amalie. Der var ikke mange huse på bjergskråningerne den gang!

Mandagen begyndte med en regnbue over byen. Dagens program bød på en heldagstur til St. John, hvor vi kunne sejle til fra Red Hook på St. Thomas. En smuk kort tur på 15 minutter.

Vi ankom til Cruz Bay, hvor rundturen tog sin begyndelse. Herefter gik det i åben safaribus rundt på de mange snoede serpentiner veje med mageløse udsigter til øens mange glasklare azurblå bugter med de fineste koralsandstrande.

Undervejs besøgt vi en tidligere sukkerplantage: Annaberg Plantagen, hvor vi fik et klart indtryk af det slidsomme arbejde i sukkerrørsplantagerne. Plantagen, der også havde været udsat for oprøret i 1873, havde stadig præget af autentisk plantage over sig: Sukkermøllen stod og knejsede over landskabet, ligesom kogereriet, bageriet og andre bygningsruiner stod og vidnede om det udmarvende arbejde.

Frokost og afslapning foregik på den verdensberømte strand Trunk Bay, hvor der blev lejlighed til at snorkle og kikke efter sø skildpadder. I Cruz Bay var der smagsprøver på cocktails med et lokal rommærket.

Sidst på dagen gik turen tilbage fra Cruz Bay til St. Thomas, hvor chaufføren på hjemturen over øens bjergkam viste os sin fænomenale køreteknik på de smalle, stejle veje, der også bliver benyttet af de enorme amerikanske arbejds-trucks. Turen over bjergkammen gav os et blik på Charlotte Amalie fra en anden udsigtsvinkel og med indblik i bagsiden af livet på øen.

Solnedgangen over øen er der ingen bagside af. I morgen er sidste hele dag på øerne.

21. marts.

Om-bookning af fly, hjemmebesøg hos guiden samt smagsprøve på konkyliekød.

Den sidste hele dag på De vestindiske øer var uden program, men viste sig alligevel fra sin mest overraskende side. På vores rejseplan stod der, at vi skulle flyve fra St. Thomas onsdag den 20. marts, men da jeg ville tjekkene ind, stod der, at afgang var den 19. marts!

Et telefonopkald til guiden fik sat en større proces igang. Der var sket en fejl, og vi kunne risikere at få en ekstra overnatning i New York. Det blev dog hurtig ordnet med en om-bookning.

Som en ‘plaster på såret’ inviterede guiden os hjem til en ‘forfriskning på terrassen’. Det takkede vi naturligvis ja til og snart var vi på nedstigning med 99 trin og efterfølgende opstigning med 99 trin til guidens smukke træhus, der viste sig at have en fantastisk udsigt over Charlotte Amalies by og havn.

Her blev der serveret lyserødt saftevand på terrassen, mens guiden fik afklaret de sidste formaliteter i forhold til om-bookningen. Mens vi sad på terrassen kunne vi følge et nyt hold krydstogtskibes snævre indsejling til Charlotte Amalie. Der blev holdt meget tilbage på speederen, men en ulækker skorstens røg kunne de ikke forhindre, så hele havneområdet lå snart indhyllet i en gulligt giftig dyne. Tre på stribe fra henholdsvis Norge, Italien og USA. Krydstogtskibets efterfølgende øvelse med skibets redningsbåde mildnede dog vores kritik af det dårlige sømandskab på skibet.

At der findes (tårn-) falke på De vestindiske øer, havde vi nu heller ikke forventet. Men en mindre falkefamilie ville lige vise os, hvordan man mødes på toppen af en lysmast. Vi var nu i den del af Charlotte Amalie, hvor Synagogen ligger og benyttede chancen til at ‘kikke indenfor’. Der var mørkt, sand på gulvet og besøg hos rabbineren. Sand på gulvet er et minde om dengang jøderne måtte skjule sig og holde gudstjeneste i ‘stilhed’.

Konkylier spiller en stor rolle på De vestindiske Øer. De har været brugt af sukkerplantageejerne, når arbejdsdagens start og slutning skulle markeres. De har også været benyttet af de sorte slavegjorte afrikanere, når de blæste til kamp mod de hvide undertrykkere. Endelig har de været benyttet til at udsmykke de gravsteder, hvor vestinderne er blevet begravet. Med konkylier kan også spises og det skulle vi naturligvis prøve. På Cafe Gladys fik vi en lækker frokostret med konkyliekød og tilbehør. Velbekomme.

Efter frokosten havde vi behov for lidt by- og kulturhistorie. Tæt ved havnen lå det lokalhistoriske museum, som blandt andet havde frivillige med dansk afstamning. Vi fik en god vejledning og fik svar på en række spørgsmål af frøken Jørgensen, som var på jagt efter sine aner. Vi tilbød naturligvis at kikke i de digitaliserede danske arkiver, når vi kom hjem, hvis der var behov herfor.

Den sidste middag på øerne blev tilbragt på Restaurant Rendezvous, der havde laks, rejer samt rompunch på menuen. Der blev praktiseret ‘afrikan-time’ på restauranten, så der var god tid til at nyde maden og vende dagens begivenheder.

I dag står programmet på en frisk tur i poolen samt pakning af kuffert og klargøring til den lange hjemtur kl. 16.20 fra St. Thomas over New York og Amsterdam med ankomst kl. 13.15 i Billund.

Efter pakningen var der tid til at nyde synet af endnu et krydstogtskibs indsejling til Charlotte Amalie – som ØK’s Pretoria gjorde for 60 år siden.

Kl. 13.00 bragte guiden os til lufthavnen så tilbagerejsen til Danmark kunne begynde. Et begivenhedsrigt gensyn med De vestindiske øer er hermed slut. Måske kan et nyt gensyn om et par år komme på tale.

Stjernestunder og stjernesteder i Japan maj 2023
10. maj. Fin udsigt til Fuji bjerget på vej mod Okinawa.

11. maj.
Delfiner i fri dressur og solnedgang over Okinawa.

12. maj
Et forfriskende møde med de varme kilder på Okinawa og en middag til lyden af traditionelle folkesange og -danse.

13. maj.
Med Shinkansens høje fart og præcise afgang til Hiroshimas regnfulde og skyede velkomst med en sindig og nostalgiske sporvognsfører.

14. maj
I verdenskrigens og atombombens langstrakte skygge. Dokumentation af et grusomt magtspil mellem barbariske stormagter og med sagesløse ofre af våbenløse børn, kvinder og mænd.

15. maj.
Med lokaltog og håndholdt taxa til den elegante 400-årige Kintaiko Bro.
Genopført i 1953 efter en ødelæggende Tsunami. Herefter med færge til den hellige ø Miyajima, hvor turisterne flokkes om at fotografere den orange O-Torii Port. Den ottende i rækken, opført i 1875, 16 meter høj og lavet af kamfertræ og cedertræ.

16. maj.
Med Shinkansen fra det genopståede Hiroshima til den historiske og traditionsprægede tidligere kejserby Kyoto.
Et grønt og bjergrigt, men også tætbefolket område, hvor toget føres målrettet og vandret frem gennem utallige korte og lange tunneller. Toget skal lynhurtig frem (300 km/t) for de ekstremt loyale og arbejdsomme japanere, som fylder godt op i de lokaltog og sporvogne, som vi møder.

17.maj.
En varm rundtur i den tidligere kejserby Kyoto.
Strålende solskin fra morgenstunden og 32 grader på termometeret var dagens tilbud herfra solopgangens land.

Det begyndte i vest med Kinkakuji – det berømte Guldtempel, der oprindelig blev bygget i 1397, som villa for den herskende shogun. Det er beklædt med guld og nok det mest fotograferede motiv på den østlige halvkugle.

Herefter gik turen til øst med Ginkakuji – det lidt mindre berømte Sølvtempel, der er en af de smukkeste og populære attraktioner i byen. Egentlig skulle det være beklædt med sølv, men bygherren døde inden det blev færdig og derfor står det ufærdigt til evig tid.

Rundturen skuttede i syd med et besøg ved Inari-Helligdommen, der har ligget her siden 700-tallet. Helligdommen er kendt for de 10.000 orange porte, der smyger sig op af bjergskråningen bag selve anlægget. Det er den største og den ældste af de Inari-Helligdomme, der ligger overalt i Japan.

Engang dyrkede japanerne Inari, som en risgud. I dag er det forretningsfolkenes foretrukne shinto-retning og hvert år holder mange firmaer lykkebringende ceremonier i helligdommen ved regnskabsårets start. Man tror på, at den orange farve holder ulykker, katastrofer, ruin og konkurser fra døren.

Velstand har de arbejdsomme japanere fået, men velfærd til alle har den orange farve ikke ført med sig.

18. maj.
Besøg hos Buddha i Nara. Med u-bane, bumletog og bus til den tidligere kejserby Nara.
Efter en “tæt” bustur til det nordlig Nara tog en flok legesyge og sultne dådyr imod os uden for den gamle kejserbys magtcentrum. Det var næsten som at være i Dyrehaven i Højbjerg igen.

Byen Nara er kendt for Templet Todaiji, der er opført i træ og bygget mellem 710 og 794. (De har haft god tid til byggeriet) Templet skulle være verdens største træbygning og måler 48 meter i højden, 57 meter i bredden samt 50 meter i dybden.

Templets store hovedperson Buddha måler 15 meter i højden. Hovedet er 5,5 meter højt. Størrelsen på øjet er 1 meter og størrelsen på øret er 2,5 meter, så han kan nok se og høre alt, hvad japanerne har gang i. Her flokkes troende og vantro i dag i fredeligt samvirke.

Turen drejer sig dog ikke kun om historie og eksotiske religioner. Der blev også plads til et besøg hos ismanden og på caféen, hvor de helt store ølkrus kom på bordet. “Kan pai” siger de, når de vil skåle.

Efter en sådan mættet dag, kan det være svært at finde tilbage til hotellet. Heldigvis var der et oplyst radio/TV-tårn i byen, der kunne guide os sikkert tilbage til vores hotel. I morgen ventet der nye spændende oplevelser i solopgangens land.

19. maj.
Morgensang og knitrende gulve.
Dagen begyndte med gaver og sang, som mildnede de mørke tordenskyer over byen. Dagens udflugt til Nijo-Jo borgen i Kyoto kom til at forgå i regn og rusk samt med adskillige bus- og togskift. Paraplyen var en nødvendig følgesvend, der kunne holde os delvist tørskoet.

Ved besøget i Shogun’s borg kunne vi blandt andet se nytten af et knirkende gulv – hvis man har mange fjender, der kunne finde på at snige sig ind i nattens mulm og mørke – så vil gulvets knirken (“Nattergalens sang”) afsløre truslen.

I de smukke udsmykkede rum kunne vi fx. se et tableau af mødet mellem den regerende Shogun og de loyale / udfordrende samuraier. Arkitekturen i rummet illustrerer tydeligt hierarkiet i det japanske samfund på den tid: Shogun’en sad på et højere ‘trin’, end de øvrige samt i behørig afstand og med en kampklar samurai ved sin side.

Efter rundturen i borgen sammen med utallige skolebørn og turister gik turen med hurtigtog videre til byen Arashiyama, der er kendt for sin Bambus-skov. Det blev også til en våd skovtur i noget, der mindede om en ‘regnskov’, fyldt med paraplyer i alle regnbuens farver.

For de mere magelige turister var der mulighed for persontransport i en mennesketrukket rickshaw ud til den flotte bro over floden.

Turen retur med hurtigtog til Kyoto foregik på forreste række med udsigt til den engagerede og punktlig togfører, med de fine hvide handler. Dagen sluttede med solens genkomst, en shopping tur i byens stormagasiner samt festmiddag i anledning af en halvrund fødselsdag. Endnu en god dag i Japan.

21. maj.
På solskinstur rundt i det gamle Kyoto.
Solid pedaltrampen, indvendige gear og venstrekørsel i smalle gyder gav et unik indblik i Japansk (trafik-) kultur. Det blev til både kejserpaladsbesøg, Tempelbesøg, besøg i Geishaernes kvarter samt en forfriskende tur langs de mange kanaler, som gennemskærer byen.

Først skulle vi lige instrueres i japansk cykelkultur: “Hold din plads i række. Venstrekørsel er obligatorisk bortset fra fodgængere. Det er tilladt at trække cyklen diagonalt over kørebanen i et lyskryds.”

Udover en rundtur i det store Kejserpalads i Kyoto så nåede vi også at besøge et kæmpe genbrugsmarked med “alt fra de japanske pulterkamre”.

En længere forklaring på begrebet Geisha fik vi også under besøget af “Geisha”-distriktet”. Guiden hævdede, at de ikke er prostituerede, men “kulturelle sparringspartnere” og et besøg hos dem kræver en “invitation”. Hvordan man får en sådan invitation kunne guiden dog ikke oplyse ;-(

Mange brudepar havde også lagt vejen forbi kvarteret og havde ikke noget imod at blive fotograferet af “uautoriserede” turistfotografer.

Efter cykelturen stod programmet på Homestay hos de japanske værter. Først skulle vi dog lige en tur med Shinkansen fra Kyoto til Gifu, hvor People to People’s lokalkomite, bød os velkommen.

Efter at vi havde mødt vores værtsfamilie, ville de gerne vise os, hvordan en Skarv kan hjælpe med at fiske. En gammel japansk tradition, der også er lovlig i en række europæiske lande fx Frankrig.

På den nærliggende flod, Nagara River, er der seks fiskere, der er “mester” i at fiske med skarver. Dette hverv fik vi demonstreret, mens vi fik sushi på flodbåden, hvor vi kunne skue udover et erhverv, der har 1300 på bagen. Endnu en god dag med People to People.

22. maj.
Bjergtagende Gifu og slagkraftige Seki.
Dagens første udfordring bestod i en bestigning af det 329 meter høje Mt. Kinka via kabelbane til Gifuborgens Tårn. Her er der en fantastiske udsigt over det omkringliggende område. Senere stod et besøg på det nærliggende museum i Seki – om Samuraisværdets historie – på programmet.

Luften her på bjergtoppen er frisk og berigende for åndedrættet. Temperaturen lover 30 grader, så det er godt med et par fyldte vandflasker og de mange skyggefulde træer, der står allevegne.

Landskabet i dette kuperede område skifter mellem bjerge og dale, mellem træer af bambus og flade grønne marker samt brusende floder og rismarker under beplantning.

Dagen begyndte med en gondoltur til toppen af Mt. Kinta og lidt strabadserende trappetræning det sidste stykke af vejen op til toppen af bjerget.

På tårnets øverste balkon, kan man se hele horisonten rundt, så det har været en god udkigspost for den regerende Shogun i Gifu ift. at holde sig orienteret om eventuelle fjenders vej mod borgen.

Efter nedstigningen fra bjerget, hvor vi i det klare vejr fik set et betagende syn af “skarv-floden” Nagara, gjorde det godt for tørsten med en lille “Te-ceremoni”, der bestod af lidt sød og lidt grøn te, serveret i te-salonen.

Hvis ikke man prøver ægte sushi, når man er i Japan, så går man glip af en kulinarisk oplevelse. Det havde vores værter stor forståelse for, så snart sad vi efter strabadserne på bjerget med lækkert japansk mad på en lokal “Running Sushi” restaurant. Det blev med fulde omdrejninger og blandt andet med seks forskellige slags tun.

Næste punkt på programmet var besøget på “Seki Traditional Swordsmith Museum”. Et interessant museum, der fortæller samurai-sværenes historie, og demonstrerer den vanskelige produktionsmåde, der stadig håndhæves i byen Seki.

Eftermiddagens tætte program hos værtsfamilien blev afsluttet i bordtennishallen, hvor der blev træner både forhånd og baghånd, til stor morskab for de få tilskuere.

23. maj.
Besøg i børnenes skole, til bueskydning M/K og til hjemmelavet Sukiyaki.
Hver dag har haft sine overraskelser på denne Japantur. Således også i dag, hvor vi besøgte Aktutami Elementary School i Gifu By.

Der var lagt et tæt program, hvor vi først skulle møde en 6’te klasse, der havde engelsk. Vi blev opdelt i mindre danske grupper og vi og børnene skulle på engelsk fortælle om vores navn, livret og alder.

Næste opgave for børnene var, at lære de danske seniorer at skrive deres navn med kalligrafiske tegn. Det var hårdt arbejde, men børnene var flinke til at rose os, når der var fremskridt.

Efter middagsmaden, der bestod at grøntsager, ris, kylling, mælk og suppe, (og som blev serveret af børnene), var der kreativ leg, med blandt andet “Bro, bro brille”, origami, snurretoppe og boldjonglering.

Også her var børnene flinke til at rose, når det lykkedes for os at løse opgaverne.

Eftermiddagen blev afsluttet med en tur i idrætshallen, hvor vi blev tilbudt at prøve Kyudo. Kyudo betyder bueskydning og er en meget gammel aktivitet fra “forhistorisk” tid. Bueskydning er ikke kun konkurrence, men træning for krop og sjæl gennem koncentration og “tømning” af bevidstheden. (No-mind).

Denne tilstand nåede vi nu ikke til, men de fleste formåede dog med de store klassiske flitsbuer at ramme skiven (der stod ca. 3 meter væk).

Efter at amatørerne havde prøvet kræfter med flitsbuerne fik vi en opvisning af tre kvinder og en mandlig mester. Meget koncentreret og med et mål om at komme i en personlig tilstand af ZEN.

Endnu en god dag, som blev afsluttet med hjemmelavet Sukiyaki til aftensmad. Retten, der er med rå æggeblomme (!), blev tilberedt på bordet og ledte naturligvis tanken hen på Otto Brandenborgs store hit af samme navn. En meget mør og velsmagende ret, der blev afrundet med værtens Te-ceremoni samt en god snak om de mange spændende bøger, som Haruki Murakami har skrevet om det japanske samfund og dets forunderlige befolkning.

24. maj.
Fra den smilende Buddha i Gifu til de japanske alper i Hida Furukawa.
Dagen begyndte med et besøg i Shobo-jo Templet i Gifu. Det tog 38 år at bygge det og det var færdig i 1832. Buddha-statuen på 13,7 meter eksisterer stadig og kaldes den “Smilende Buddha”.

Forklaringen herpå er, at hovedet er tippet lidt forover, hvilket giver et mere venligt indtryk mod de besøgende sjæle end andre Buddha-figurer. Udover statuen var der også en række “opbyggelige” malerier på væggene. Især om de konsekvenser det kan få, ved ikke at arbejde på at forbedre sin kami. Fx at brænde op i Helvedet.

En skoleklasse, der var mødt frem samtidig med os, lyttede opmærksomt til deres skolelærers forklaring og noterede ivrigt “guldkorn” om Buddhas virke og lære, så de kunne efterfølge hans vej.

Næste punkt på programmet var mere fredeligt. Nemlig et besøg på byens flotte nyere Rådhus fra 2021, hvor vi skulle møde med direktøren for byens internationale forhold. Mødet blev holdt på 18. etage og gav mulighed på at se byen Gifu hele horisonten rundt. Både Gifu-borgen og Floden Nagara.

Rådhuset er et inspirerende byggeri, der forsøger at tage højde for de katastrofer, der ofte rammer Japan. Fx jordskælv og oversvømmelser. Endvidere forsøger man at udnytte husets naturlige energi med fx solceller og geotermisk energi.

Endelig ønsker man at åbne husets mange rum, så de er tilgængelige og tydeligt byder de besøgende velkommen. Dette var lykkedes for dem, i forhold til vores besøg.

Vis-a-vis Rådhuset lå det tilsvarende moderne bibliotek “Gifu Media Cosmos” fra 2015, som vi også fik et kort indblik i med en rundvisning i huset. Bibliotekets opbygning og funktion minder noget om DOKK1 i Aarhus, med integreret borgerbetjeningen, skiftende udstillinger og event samt naturligvis bogudlån. Danske bøger havde de nu ikke nogen af.

Efter besøget på rådhuset og biblioteket var det tid til at sige farvel til vores værter i Gifu og stige på toget til Hida Furakawa, der ligger i “De japanske Alper”. Det blev en flot, naturskøn tur gennem mange dale og tunneller samt langs brusende vandfald og opdæmmede flodløb, herunder floden Miyagawa, der går gennem byen Hida Furukawa.

Vi blev indlogeret på Hida Tomoe Hotel, på lavtliggende futon- madrasser og udsigt til de lavthængende mørke regnskyer. Dagens første højdepunkt var en tur i de varme kilder i et indendørs karbad (onsen).

Aftenens kulinariske højdepunkt var en lokal inspireret middag med “Alt godt fra det japanske køkken”. Velbekomme. Temperature er faldet noget, (til 10 grader) så en del af vores ubrugte bagage-tøj er kommet i brug. Vi håber på solskinsvejr i overmorgen, hvor turen går til centrum for De japanske alper: Byen Takayama.

25. maj.
På tidlig vandretur i byen Hida, på omfattende cykeltur i Hidas omegn samt med bumletog til Takayama.
Dagen begyndte med klassisk japansk morgenbord. Det er ikke noget med rundstykker og mysli, men suppe, salat, ris, grønne bønner, blødkogt æg, soyabønner, fisk, tang og tufo. Hertil grøn te og vand. Det smagte faktisk godt og det befandt sig godt i maven.

En cykeltur var planlagt til senere på dagen, så formiddagen gik med en tur rundt i Hidas nærområder. Området ligger i den nordlige del af Japan og i et område med relativ høje bjerge. Her blæser der kolde vinde med ned til 10 grader om dagen. Men vejrudsigten lovede bedre vejr og op til 20 grader.

Efter at have set på det lokale Buddhistiske Tempel meldte kaffetørsten sig og inden vi så os om, sad vi på en lokal Jazz-Cafe med tilbud om både Cafe Latte og Pound Cake. Det kunne vi ikke stå for, når det nu var til lyden af moderne jazz, som Haruki Murakami holder så meget af.

Byen Hida har mange smukke gamle huse og gennem byen løber der utallige kanaler der er med til at føre vandet fra bjergene sikkert ud på markerne og senere i havet. Disse kanaler har tidligere være fyldt med affald. Men så var der en japaner, der fandt på at putte karper i afvandingskanalerne for at holde dem rene.

Projektet lykkedes og i dag svømmer der 1000 sorte, grå og orange karper rundt i kanalsystemet i Hida og holder det rent.

Over middag var det tid for en cykeltur i landbrugsområdet rundt om Hida. Der var først den sædvanlige instruktion og vejledning i sikker kørsel i venstre side af vejen, af holde afstand og at passe på sig selv. Samt hvordan man betjener en cykel med udvendige gear. De to cykelguider havde naturligvis cykelhjelm på! Ligesom resten af gruppen.

Japanerne spiser meget ris. Op til 50 kg. om året. Så der skal sås og høstes meget ris for at “risføde” en befolkning på 20 gange Danmarks befolkning. (127 mio).

For 20 år siden havde man indført maskiner til at så de mange risplanter, fortalte en lokal risbonde os. Han demonstrerede herefter, hvordan det forgår i dag, med “snorlige” rækker som det imponerende resultat. Traktoren til arbejdet var bønderne i området sammen om, som vi kender fra andelsbevægelsen i Danmark.

Det var dog ikke alle rismarker, der var lige “snorlige”, så der må ha’ været nogle bønder, der stadig er nød til at “håndsætte” risplanterne.

Efter halvanden times cykling mellem frodige rismarker og “håndarbejdende” landarbejdere, var det tid til et hvil og en forfriskning. En mindre bjergbestigning blev iværksat og snart kunne vi se et kildevæld og et skyggefuldt hvilested under et kæmpetræ.

Cykelturen havde tappet os på både energi og flaskeindhold, så der var kø ved kilden. Fra kilden og hvilestedet var der en fantastisk udsigt over rismarkerne samt de sneklædte tinder, der var dukket frem, efter at solen havde fået skyerne til at fordampe. Japanerne producerer fortrinsvis tre forskellige rissorter kunne guiden berette.

Det var nu tid til at vende cyklen mod Hida og en begivenhedsrig tur i De japanske Alper fik en vellykket afslutning i cykelbutikken med velsmagende småkager lavet af blandt andet hvede og sojabønner. Herefter var det tid til at få provianteret, få hentet vores kufferter på hotellet samt indfinde sig på Hida station, med henblik på at rejse til vores næste rejsemål: Takayama.

Efter en kort tur gennem det smukke landskab – med ophold på alle de mellemliggende stationer – blev vi afhentet på banegården i Takayama og kørt til hotellet, hvor vi blev installeret i et “lille” værelse med en (senere) opredning af futonsengene.

Endnu en god dag blev afsluttet med et japansk festmåltid med blandt andet Sukiyaki (3’die gang på rejsen) samt en varm omgang i hotellets varme kilde. Måske skal vi prøve hotellets massage i morgen?

26. maj.
Morgenmarked i Takayama, eftermiddags shopping i den gamle bydel samt japansk massage.
Dagen begyndte med gråvejr og lidt mørke truende skyer, men viste sig senere fra sin mere varme og solrige side. Morgenbordet var overdådigt med alt godt fra “De japanske Alper”. Suppe, fisk, lune retter, grøn te med mere.

Kufferterne skulle pakkes og sendes i forvejen til Tokyo. Det sparer besværet med at slæbe kufferten rundt på de store banegårde undervejs. Efter at kufferterne var pakket, tog vi på en gåtur langs den brusende flod til det traditionsrige marked. Her stiller landbefolkningen deres boder op med fx blomster fra haven, grøntsager, hjemmelavet spiselige produkter og lignende. Hver dag er der marked her.

Er man for magelig til at gå turen langs den brusende flod er der mulighed for Rickshawkørsel gennem byen med et enkelt “trækdyr” foran.

Udover morgenmarkedet er byen fyldt med moderne indrettede forretninger, der falbyder allehånde madprodukter, håndværk og tekstiler i byens butikker.

Når man som udlænding/ fremmed bevæger sig rundt i landet, kan det undre så “rent”, det er alle vegne i Japan. Ingen kører rundt i snavsede biler. Alle biler er skinnende rene og blankpolerede.

Der er ingen offentlige skraldespande. Alle bør have en affaldspose med og tage sit skrald med hjem, når man har været ude at shoppe, er normen. At være “ren” er et must i Japan. Ren i sindet, ren i sin omverden og ren overfor andre mennesker.

Uden mad og drikke går det ikke, så shoppeturen fik en tiltrængt pause på Cafe Don med sandwich, kaffe og øl. Gæsterne var bænket langs den lange bardisk og der var lige plads til os i de to små hyggekroge.

Senere på eftermiddagen var det tid til at afprøve japanernes særlige drik Sake. Det foregik med venlig selvbetjening og smagning via møntautomat og haneaftapning.

Japanerne vil udover at være “rene” også gerne have “orden i tingene”. Fx skal man altid skifte fodtøj, inden at man går ind i huset/ gangen/ stuen/ wc’et/ baderummet etc. Og fodtøjet skal altid stå med “snuden” den rigtige vej. For eksempel vise, at man er på WC.

Dagens massage var aftalt til kl. 21.00 og dermed efter middagen, så en grundig “rengøring i onsen” inden da, var mulig. En tur i de to varme bade med udsigt til åben himmel og til de varme kilders helsebringende mineraler skærpede appetitten.

Efter en velsmagende middag var det tid til massage og en lille japansk kvinde dukkede op og opfordrede mig til at lægge mig ned med maven på gulvet. Så gik det ellers over stok og sten med musklerne og knoerne som praktisk hjælpemiddel. Først på de ene side og så på den anden side, så på benene og fødderne og til slut nakken og skulderregionen.

Efter en times intensiv massage, var seancen ovre og kroppen som ny. Nu var jeg både ren (efter onsen) og afspændt (efter massagen). Der gik ikke mange minutter før jeg faldt i søvn og kunne nyde en lang nats søvn, før rejsen kunne gå videre og til Tokyo.

27. maj.
Mod syd gennem bjerge og dale. Med Shinkansen forbi Fuji. Modtaget af et Jordskælv i Tokyo.
Dagen bød på køligt vejr, men blev reddet at et sidste overdådigt morgenmåltid i Takayama. Kufferterne var sendt af sted, så vi kunne se frem til en behagelig togtur frem til Tokyo.

Første kørsel var med et hurtigtog gennem det bjergrige område fra Takayama til Nagoja. Her afløses det ene maleriske landskab af det andet. Kaldes ikke uden grund “De japanske Alper”.

Ved ankomsten til Japans tredjestørste by Nagoja skulle vi stige om til hurtigtoget Shinkansen for at komme til Tokyo. Der var et kort ophold i Nagoja inden Shinkansen satte af sted med 300 km/ timen mod Tokyo.

Statistikken siger, at der kun er tre dage om måneden, hvor det berømte bjerg Mt. Fuji kan ses uden at være dækket af skyer. På vores rejse ud – mod Japans sydligste ø Okinawa – var vi så heldig at se toppen af Fuji. Kunne vi være lige så heldig på vej hjem og mod Tokyo at komme til at se Fuji i dagslys? Det ventede vi spændt på i Shinkansen.

Som toget nærmede sig Nagoja blev vejret bedre og bedre med svagt skydække og mild solskin over landskabet. Pludselig dukkede en bekendt bjergtop op i horisonten og om ikke det var Mt. Fuji, der viste sig fra sin allerbedste side.

Vi fik en stor oplevelse med en fantastisk udsigt til Mt Fuji både forfra, fra siden og bagfra. Med sne på toppen og med den smukke karakteristiske bjergtop.Efter at være kommet over “miraklet” med at kunne se Japans berømte bjerg i klart solskinsvejr, gik turen videre til Tokyo, hvor vi ankom hen på eftermiddagen.

Efter et togskift til JR Lokaltog, hvor vi stod som “sild i en tønde” sammen med lokale japanere, nåede vi frem til Shinjuku, hvor vi stod af for at se den verdenskendte fodgængerovergang i bydelen.

Der blev også tid til en lille strøjtur i bydelen inden turen med lokaltoget gik tilbage til Shibuya. Ved hjælp af GPS fandt vi vej frem til hotellet og blev installeret på 9. Sal. Det var dejligt at få et bad efter den lange rejse fra Takayama.

Efter det varme bad var det lige som om, at gulvet sejlede. Var jeg blevet dårlig af den lange rejse og det varme bad? Nej det viste sig af være rystelser efter et Jordskælv i nærheden af Tokyo med en styrke på 6,1 på Richter skalaen!

Over hotellets højtaler fik vi at vide, at vi skulle åbne døren, holde os fra vinduerne og afvente nærmere instruks. Der kom dog ingen instruks, så vi fik ringet til receptionen, der kunne oplyse at vi godt kunne komme ned på “jorden” igen.

Japan har over 1000 jordskælv om året, så de kender til fænomenet og tager det roligt uden panik. Så vi gik ned til gadeniveauet og fandt en passende japansk spiserestaurant i nabolaget.

Under den efterfølgende spisning syntes jeg, at jorden stadig bevægede sig inden i mig, men fornemmelsen fortog sig efter at jeg havde fået et glas japansk øl og lidt sushi-fisk.

Det blev en kort tur hjem til hotellet omkring det lokale supermarked, hvor det blev købt en beroligende dessertis. Inden søvnen overtog styringen fik vi lige et flot blik på Japans hovedstad med vores udsigt fra hotellet. Herunder det lokale “Glædeskvarter”. I morgen aften går turen mod hjemlige egne igen.

Jeg har efterfølgende fundet oplysninger om jordskælvet, som fandt sted 50 km øst fra Tokyo. I epicentret var skælvet på 6,1 (Rød farve) efter Richterskalaen.

På vores hotels adresse i Shinbuja har man målt et skælv på 2,0. (Lyseblå farve) Det var det som vi oplevede, med klaprende døre, raslende bøjler og et svingende højhus. Man har også – i de efterfølgende timer – målt 5 efterskælv med en lavere styrke. Se den grafiske oversigt sidst i dette opslag.

28 maj
Visit i Det røde distrikt i Tokyo. Besøg af en dansk studerende i Japan. Tokyo set fra Mori Tower/ Tokyo City View inden afrejsen hjem.

Efter en god nats søvn bød hotellet i Tokyo på buffet, så morgenmaden blev mere behersket og nærmede sig det normale omfang og mængde som hjemme. Hjemrejseflyet skulle først afgå kl. 21.50 så der var “fri leg” til kl.11.00, hvor vi ville få besøg på hotellet af en dansk udviklingsstudent, som var i familie med en fra rejsegruppen.

Formiddagen første spadseretur gik en tur rundt i nærområdet og her opdagede vi, at vi var blevet indlogeret på et hotel, der lå midt i Japans “Red light distrikt”. Det var et gammelt japansk kvarter, der indtil videre havde undgået “sanering” og moderne højhusbyggeri og fået lov til at udvikle sig primært styret af den basale menneskelig drift med Love Hotels i baggården.

Vores første indtryk af japansk livsstil havde hidtil vis at “renlighed er en dyd”, men det er der nogen (udlændinge?), der ikke respekterer. Det flød faktisk med skrald og en del af skraldet, der ikke var blevet fjernet tidligere, lå stadig i poser på gaden. En hold renovationsarbejdere var dog ankommet og tog affære med oprydning og rengøring på gaden.

Klokken 11.00 ankom den danske udviklingsstudent med sin japanske “mor” og de gav os en interessant beretning om (studenter-) livet i Japan, herunder udfordring med at lære det japanske sprog. De to gæster tilbød at vise os nogle interessante sider af Tokyo og inden vi så os om, var vi på vej med lokaltoget til Mori Tower/ Tokyo City View, der også indeholder Mori Art Museum med den karakteristiske kæmpeedderkop af Louise Bourgeois ved foden af tårnet.

På toppen af bygninger, der har 52 etager og er 238 meter højt er der en storslået udsigt over det meste af det centrale Tokyo. Her kunne man også se en moderne designudstilling. Fra vinduerne på øverste etage kunne man i øvrigt se ud til Container-terminalen, hvor et stort Mærsk-skib netop havde lagt fra kaj.

Rundt i horisonten stod skyskraberne i kø og de trafikerede gader skar sig gennem landskabet, der indimellem gemte på et grønt område. Besøget blev afsluttet med en god kop kaffe inden vi vendte tilbage til hotellet igen.

Resten af eftermiddagen gik med at pakke om og klæde om inden taxaen kørte os mod Tokyos lufthavn, hvor der ventede os et finsk fly, der skulle bringe os hjem igen. På vej til lufthavnen fik vi en hilsen fra “Solnedgangens land” samt fra Mt. Fuji, der også solede sig i den pastelfarvede solnedgang.

Ovenpå en begivenhedsrig og mindeværdig tur med People to People til flere af Japans store attraktioner, siger vi: Arigatou – som de siger på japansk (TAK).

Drømmespil og Musikalsk spilleglæde midt i det tyske julemarked 2019.

En stor musikalsk drøm gik i opfyldelse i december måned 2019. Et besøg i Elbphilharmonien samt et besøg i Hamborg Operaen gav en uforglemmelig oplevelse af musikkens livsbekræftende og glædesfulde effekt.

En gribende musikalsk forløsning af et menneskes sorg og en smuk programmatisk fortolkning af den Bømiske folkesjæls opfattelse af menneskets omsiggribende natur. Et værdigt alternativ til det overfladiske julehalløj, der fyldte både hovedgaderne og sidegaderne i Hamborg.

På Hamborg Operaen var det et psykologiske spil mellem hovedpersonerne i operaen “De tote Stad” af Eric Korngold, der satte sine tydelige spor. En enkemands sorg over sin ægtefælles død, drømmen om et gensyn med hende samt sammenstødet mellem byen Brygges samfundsmoral og hans drømmestyrede handlinger var lige til Freuds psykoanalytiske briks. Et drømmespil fortolket på eminent måde i Korngolds musikalske univers.

Den anden store musikalske oplevelse foregik i det ombyggede pakhus på havnen i Hamborg: Elbphilharmonien – Et næsten uopnåeligt koncerthus at købe billet til. Heldigvis havde FOF i Aarhus fundet vejen til billetlugen og to af de erhvervede billetter var vi så heldige at erhverve.

Det velbemandede store orkester med den eminente israelske dirigent Pinchas Steinberg formåede at få Philharmonische Statsorchester til at spille så “englene sang”. Først i Dvoraks festlige og livsbekræftende koncertoverture “Karneval” og herefter i Smetanas “Mit Fædreland”, hvor især det symfoniske digt “Moldau” syntes at få det underfundige tag på Elbphilharmonien til at hæve sig i respekt.

Den levende og engagerede musik skabte livsglæde, håb og selvforglemmelse. Et minde for livet. Hamborg, 17. december 2019

Dansk folkeoplysning og fredelig indisk sameksistens mellem folkeslagene 2019.

Den eventyrlige rejse til Sydindien er nu ved at nå sin afslutning. Efter et besøg i Kerala’ store og travle havnebyen Kochi og en sindig sejlads i Backwaterområdet ved Alappuzha er vi nu nået til Bountystrandene ved Kovalam. Her nyder vi hen under aftenen en Sundowner til synet af den magiske solnedgang over Det arabiske Hav. Her kunne jeg godt få lyst til et genbesøg.

Der er dog andre og mere jordnære aktiviteter at besøge i denne del af verden. Dansk kultur og folkeoplysning er nemlig nået herud. Den danske Grundtvigs tænkning er blevet blandet med de to kendte inderes tænkning hhv. Tagore og Ghandi.

Det kunne vi ved selvsyn opleve ved besøget hos det dansk-indiske projekt Mitraniketan. Et indisk skole og højskoleprojekt, hvor den danske højskole- og produktionsskoles tanke er blevet blandet med indisk virkelyst og foretagsomhed.

Her går oplivning, oplysning og kompetenceudvikling hånd i hånd. Opbyggelige samtaler inspireret af Grundtvig, Tagore og Ghandi omsættes til praktiske færdigheder indenfor forskellige håndværk som bageri, gartneri, autoreparation, administration og iværksætteri. Et møde med engagerede og nysgerrige studerende bekræftede dette gode globale samarbejde.

Inderne spiller på mange strenge. Udover at spille på sitarstrenge formår de også at spille på tempelsøjler – de syngende søjler. I det smukke 1400 år gamle hinduistiske tempel “Sithanumalaya” havde de virksomme gamle indiske bygningsarbejdere formået at udforme tempelsøjler i forskellige tonearter, så guiden med et slag af sin håndflade kunne demonstrerer skalaen do, re, mi … Tabla- lyden kunne han også genskabe på de gamle sandstenssøjler. Der måtte desværre ikke fotograferes i templet, så derfor ingen fotos af præstationen. Meget imponerende.

Efter fire timers kørsel på krogede og hullede veje med dyttende og overhalede busser og lastbiler samt passage af grænsen til delstaten Tamil Nadu, nåde vi frem til et af rejsens store højdepunkter: Sydindiens sydspids Cape Comorin med udsigt til Sydpolen – hvis man kikker langt nok

At stå med et ben i tre forskellige verdenshave er der mulighed for på disse kanter. Sydindiens sydspids Cape Comorin støder op til Det arabiske Hav, Det Indiske Ocean samt til Den bengalske Bugt. Her mødes tre bølgeformationer for herefter at føje sig ind i hinanden.

Det var dette billede Ghandi så som en metafor for sameksistensen af landets tre største religioner: Hinduisme, Buddhisme og Islam.

På dette sted har Ghandi ønsket, at hans aske skulle spredes – hans øvrige tanker kunne man så tænke over når man står med fødderne i disse have. Fx “At lykke er, når det du siger og gør er i harmoni med det du tænker”.

Et mausolæum, der minder om en banegård, er opført på stedet og her kan man høre og læse om Ghandi’ bemærkelsesværdige liv og bedrifter.

Vores søfartsoplevelser på turen fik en ny drejning, da vi skulle se det store dæmningsværk Neyyar Dam, hvor inderne dæmmer vand op, så de kan overrisle rismarkerne, når der er behov herfor.

Etableringen af dæmningen har betydet, at der er blevet skabt et meget smukt søområde med maleriske bjerge som baggrund for urskovens vilde dyr og fugle fx. Krokodillen, løven og ørnen. Krokodillens bevogtningen af sine æg og ørnens flugt over søen så vi med egne øjne. Løverne var forhindret i at give sig til kende. ;-(

Sejlturen på søen blev foretaget af en meget myndig og bestemt kvindelig kaptajn, der både kunne styre de ivrige og urolige turister samt kunne spotte de forskellige fugle og dyr mellem skovens krogede grene og buskede vildnis.

På feriens sidste dag fik vi mulighed for at gøre en god gerning overfor en udsat indisk gruppe børn og unge. Projektet, der hedder The Banyan Tree project, er en specialskole som tilbyder hjælp til fysisk og psykisk handicappede. Projektet er politisk- og religiøs uafhængig og uden offentlig støtte.

Vi blev modtaget med sang og hjemmelavede forfriskninger og så de forskellige produkter, som de kreativ børn og unge var blevet i stand til at frembringe.

Det var rørende at se og opleve børnenes glæde og livslyst trods deres svære ods i livet. Vi havde gaver og penge med, som faldt på et tørt sted i Sydindien. En god afslutning på en god rejse til et spændende, men ukendt område i Indien.
Kerala i Sydindien, 25. november 2019

En sindig husbådsejlads på det “Indiske Ocean”.

Vi er nu påmønstret en indisk husbåd, der besejler det store sydindiske vandområde i Kerala’ kaldet The Backwater.

Bemandingen er på tre passagerer til tre besætningsmedlemmer, henholdsvis en styrmanden, en kok og en matros. Vi stiller selv med en “Kaptajn” og to passagerer.

Efter flere dage på et wellness-center med massage, Yoga og afslapning er det nu livet på vandet, det drejer sig om. Det startede med smukt solskin og smult vand i det sindrige kanal- og flodsystem, der udgør hovedtransportåren her.

Ørne, isfugle og ibiser hilste os velkomme fra palmerne og telefontrådene. Herefter trak de sorte skyer op og buldrende brag og lyn fulgte efter. Vejrskiftet blev afsluttet med en voldsom og brutal åbning af himlens sluser.

Det slog nu ikke de lokale indere ud, som trak presenningen ned over rorgængeren og lukkede vinduer og koøjer i vindsiden. De lokale fiskere og vedligeholdere af kanalsystemets diger arbejde ufortrødent videre, som om monsterregnen er et velkendt fænomen her.

Vi er nu anduvet et roligt hjørne på The Backwater- tre husbåde side om side gør sig klar til aftenens skafningen, herunder drinks i salonen og underholdning præsteret af husbådens påmønstrede besætning.

I morgen fortsætter den eksotiske tur på Indiens ukendte vandveje.
Kerala i Sydindien, 21. november 2019

Indisk bud på velvære, ro og afstemthed.

At komme til Indien er som at komme til en anden planet. Trafikken foregår i den forkerte side af vejen (til venstre), om vinteren er det behageligt varmt udenfor (28 grader) og livsstilen er alternativ udfordrende (de står på hovedet).

Trafikken klarer de lokale chauffører. Det lokale øl – Kingfisher- afkøler kroppen. Den alternative medicinske tilgang med yoga og Ayurvediske behandlinger skaber ro, velvære og afstemthed i livet.

Vi er nu kommet frem til Backwater-området i den indiske region Kerala. Her er vidtstrakte rismarker med et frodigt fugleliv af bl. a. ørne, isfugle og ibiser. Området er gennemskåret af floder og indsøer, hvor lokale fiskere og landmænd frembringer råvarer til de velsmagende fiske- og vegetarretter. Ingen overfyldte maver og forstoppelse!

Den alternativ Ayurvediske behandling er ligestillet med den klassiske europæiske medicin med et fokus på kostbehandling via krydderurter, kropstræning via yoga samt mental styrkelse via meditation. Afspænding, afstressning og velvære!

Vi er indkvarteret på et af de lokale sundhedscentre i Alleppey området og skal nu tage stilling til om vi vil deltage i et tre dages program med overskriften Back to Nature. Programmet omfattet lægekonsultation, kostvejledning samt helkropsmassage med to hhv fire hænder. ;-))

Jeg nøjes med en gang helkropsmassage og overlader de øvrige tilbud til selskabets kvindelige deltagere.
Kerala i Sydindien, 15. november 2019

Fra Odysseus til Onassis

Et nyligt besøg på den græske ø Chios har åbnet mine øjne for Grækenlands lange og stolte søfartstradition fra den klassiske græske sagnhelt Odysseus til den moderne storskibsreder Aristoteles Onassis. Piræus er kendt i den sammenhæng, men mindre kendt er øen Chios. Det har Chios Maritime Museum forsøgt at råde bod på.

Museet er indrettet i en flot villa, doneret af en skibsreder med tilknytning til øen. Mange søfolk fra kaptajner til dæksfolk har i tidens løb boet på øen og har støttet etableringen af museet.

Chios er kendt for tre store katastrofer, der stadig præger øen og hovedbyen Chios.

For der første kampen og søslaget mod tyrkerne i 1822, der førte til en voldsom reduktion af øens græske befolkning. For det andet jordskælvet i 1881, hvor mange bygninger og virksomheder blev ødelagt. For det tredje kampen mod tyskerne under 2. Verdenskrig, hvor 321 græske søfolk fra Chios mistede livet.

Efter 2. Verdenskrig rejste græsk søfart sig igen bl. a. på grund af flere græske rederes – herunder Chios rederes – opkøb af billige Liberty Skibe, der var blevet overflødige efter krigens afslutning. Et initiativ der bragte græsk søfart frem til en førerposition på verdenshavene med eksemplet Aristoteles Onassis.

Disse skæbnesvangre begivenheder danner grundstammen i museets udstillinger. I stueetagen er der en udstilling af maritime genstande til brug for navigation og udrustning. Hovedparten af de udstillede genstande er dog malererier af de skæbnesvangre kampe på havet mod henholdsvis tyrkerne og tyskerne.

På førstesal er der bibliotek med doneret litteratur og notesbøger. Endvidere er der modelskibe af en række kendte sejlskibe, herunder det dansk/norske Norske Løve.

Udenfor var der opstillet et mindesmærke for de 321 faldne Chios sømænd under 2. Verdenskrig. De mange navne var udskåret i det rustfri materiale. Meget originalt og gribende.

Et par frivillige bistod med rundvisningen og en tidligere kaptajn fortalte om græsk deltagelse i 2. Verdenskrig. Han havde forøvrigt sejlet på Skandinavien og blandt andet rundet Skagen for at komme til Østersøen.

På væggen i stueetagen hang fotos og beskrivelse af skoler, virksomheder og foreninger, der havde været på besøg. Et godt billede af, hvor bred kontakten er mellem museum og publikum.

Har du fået lyst til at læse mere om museets udstilling og kommende initiativer kan du finde oplysninger på museets hjemmeside.  
Khiros, 6. juli 2019

Wien – wienermusik, varme og vemod 2019.

Et femdages musik- og kulturbesøg i Østrigs flotte hovedstad Wien bød på mange uforglemmelige oplevelser og minder. Overdådige slotte og barokhaver, opera i verdensklasse, grænseoverskridende malerkunst samt national Bierstube hygge.

At Østrig engang har været en del af et kejserrige ses af de mange flotte slotte, der findes omkring Wien. Fx Schönbrunn og Belvedere. Bygninger er åbne for besøg, så man kan blandt andet se hvordan kejser Frands Joseph har indrettet sine private gemakker fx med badekar og soveværelse. Haveanlæg med springvand og skulpturer frister til et hvil og lidt eftertænksomhed over tidernes skiften og sædernes forfald.

Musikken spiller i bogstaveligste forstand den helt store rolle i byen og et besøg i Musikverein, bekræftede dette. Alverdens musiktalenter flokkes om at komme til at spille i dette danskdesignede musikforeningshus.

Operapremieren i Statsoperaen på Verdis grusomme udgave af Otello havde lokket den verdensberømte tenor Placido Domingo til at overvære den eminente Forestilling om lidenskab, tvivl og ondskab. Et stort bifald fra det kræsne operapublikum til det velspillende orkester og de blændende solister understregede byens høje musikniveau.

Malerkunsten har sat sit helt særlige præg på byen. To af Wiens egne kreative udøvere henholdsvis Gustav Klimt og Hundertwasser møder man overalt i byen. Dels på museum Session og Belvedere og dels i byens mange souvenirbutikker. Gustav Klimts berømte maleri “Kysset”, kan ses i original på Belvedere og i kopierer og bearbejdet form i alle souvenirbutikkerne.

Hundertwasser har både malet og medvirket med udsmykningen af huse og boligforeninger i byen samt af et forbrændingsanlæg i udkanten af Wien. Meget humoristisk, inspirerende og opmuntrende påvirkning af byens arkitektur.

Hedebølgen i byen nødvendiggjorde megen væskeindtag og tilbagevendende ophold i skyggen. Dette kunne byen også tilbyde med lokalbrygget øl og Bierstube stemning under de skyggegivende parasoller i sidegaderne.

Wien har ikke parcelhuskvarterer, som i Danmark. De har til gengæld palækvarteret over hele byen. Det ene pragtpalæ efter det andet fylder byens kvarterer. Dette er nok et levn fra dengang Wien var hovedstad i det Østrig-Ungarske kejserdømme.

De mange overdådige udsmykkede bygninger forsøger byens borgere at vedligeholde med guldudsmykninger og gamle håndværkstraditioner – måske et udtryk for vemod over en svunden stormagtstid?

Wien er absolut et besøg og et genbesøg værd.
Wien, 25. juni 2019

Syv dage med Hurtigruten 2019.

Syv dage med Hurtigruten fra Bergen til Kirkenæs har efterladt en stor respekt for de sømænd, der har sejlet denne rute i årtier samt de fiskere og bønder, der har levet og fået deres udkomme i dette barske klima. Rejsen med MS Kong Harald har udvidet horisonten, vækket undren og givet ro i sindet.

Kosten ombord var baseret på råvarer frembragt og fremstillet af lokale fiskere og bønder, som vi passerede forbi på rejsen. Med klassiske fiskeretter som laks, ørred og hellefisk til moderne vegetarretter med kulinariske udfordringer fx kikærter. Med overraskelser som indvandrede konge krabber fra Kamchatka til originale multebær- og tyttebær specialiteter.

At ruten kaldes Hurtigruten skyldes ikke, at skibet ræser af sted fra Bergen til Kirkenæs, men at betjeningen af de mange små øsamfund langs Norges vestkyst foregår hurtigt med ophold på mellem fem minutter og op til tre timer. Tværtimod burde ruten kaldes Langsomruten, da der er god tid og god lejlighed for at stresse af, geare ned og flade ud i skibets mange hyggekroge.

Sejladsen er foregået glidende i et spejlblankt hav, med solstrålernes beroligende spejlinger på havoverfladen. Men også på et uroligt hav med meterhøje bølger, hvor skibet var forhindret i at komme til kaj. Vi måtte ligge underdrejet indtil vinden og stormen løjede af og passagererne og godset kunne komme i land.

Hurtigruten har flere gøremål. Dels at være postskib for de mange små flækker der ligger i skærgården langs Norges vestkyst. Den er livlinen, når sygdom og ulykker rammer mennesker langt fra storbyernes hjælp. Vi så en ambulancebåd lægge til MS Kong Harald i høj sø med efterfølgende ombordstigning af en sygdomsramt norske øbo fra den forrevne skærgårdskyst.

På skibet er der mulighed for at komme lidt tættere på de øvrige passagerer. Der var højskoletilbud med fællessang, oplysende foredrag om Norsk kultur, natur og geografi – især fænomenet Nordlys – samt samtale på tværs af alder og nationalitet. Herudover besøg på museer, i kirker og ved landemærker som Nord Cap og Bryggen i Bergen.

Opholdet på havet langs Norges vestkyst gav flere eksempler på sø-livets prøvelser. Vi fik besøg af Kong Neptun, hersker over Polarhavet, som døbte os med iskold vand og is fra havet, hældt over hovet og ned langs nakken af den medhjælpende kaptajn på skibet!

Søens rullen og gyngen får ukendte muskler i lår og lægge på overarbejde, når man bevæger sig rundt på dæk og gange. Konsekvensen er en usikker gang og risiko for at falde om på dækket. Et godt råd er at gå ligesom pingvinerne; de har lært at stå fast.

Vindens hylen i masterne, kæmpebølger der skyller ind over skibsstævnen samt polarkulden, der smyger sig ind under tøjet og får kroppen til at sitre, skaber respekt om de søfolk, der besejler dette område og de bønder og fiskere, der lever og arbejder her.

Rejsen kan anbefales for de søstærke, eventyrlystne og modige.
Bergen, 20. februar 2019

Nordindien – En kulturel smeltedigel 2018.

Nordindien – En kulturel smeltedigel med en venlig og engageret befolkning, en dramatisk og blodig historie samt et osende og støjende storbymiljø, som vi hoster af endnu ;-((

Vi har været i Nordindien i ca. tre uger og har oplevet mangt og meget. Vi startede med at set et mindesmærke for dronning Victoria i Kolkata, der ser ud som en krydsning af Det hvide Hus og Taj Mahal. Herefter besøgte vi den tidligere Danske Handelsstation i Serampore med et fungerende danskbygget Universitet, en kirke og et spisested beliggende ca. 25 km. nord for Kolkata.

Endelig fik vi en rundvisning i Mother Teresa hus i Kolkata med gravmæle og et aktivt børnehjem for de handicappede. I Kolkata, der tidligere var Indiens hovedstad, er der mange minder om den engelske kolonitid, herunder de klassiske rickshaw, hvor benmusklerne stadig er den eneste trækkraft.

Efter storbyen Kolkata gik turen 100 km sydpå til en skole i verdens største mangroveområde, Sundarban. Skolen er finansieret af en dansk forretningsmand Haldor Topsøe og støttes af en dansk organisation IGF. Her foregår et meget imponerende hjælpearbejde, hvor skolen starter hver morgen med 800 elever på snorlige rækker og med tre morgensange, herunder nationaldagen.

Vi har besøgt de fleste værksteder og undervisningslokaler og set, hvordan skolen hjælper lokalsamfundet med bla. Selvhjælpsgrupper for enlige kvinder, fiskeopdræt i de mange vandhuller i sump-området samt hjemmeindustri af bl.a. farvestrålende tekstiler.

Hver morgen kl. 5 blev vi vækket af den islamiske moskes højtalere og opfordret til at komme til morgenbøn i den lokale moske. Det gjorde vi nu ikke .

Den sidste dag i Sundarban sejlede vi rundt i det store mangroveområde og så flotte ørne, søvnige krokodiller og nysgerrige veraner. Den store flotte Bengalske Tiger så vi også et glimt af.

Herefter tog til den hellige by ved Gangesfloden, Varanasi. Byen hed tidligere Benares og kan føre sin historie tilbage til år 1200 før vores tidsregnings begyndelse. Hvis man vasker sig i floden Ganges får man vasket sine syndere væk og hvis man lader sin aske spredes på flodens vand, vil man forbedre sin karma samt øge sin chance for at blive sluppet ud af den evige genfødselsrytme.

Dette religiøse hinduismeløfte er der mange indere, der følger og ved de to ligbrændingspladser, som vi har besøgt ved floden, bliver omkring 1200 personer kremeret hver dag.

Vi har sejlet på Gangesfloden både ved solopgang og solnedgang og oplevet den mytiske stemning med duften af østens mange krydderier og fremmedartede kulturudtryk. Blandt andet med hellige, langskæggede mænd, som vejleder hinduisterne i alle problemer mellem himmel og jord. Samt hellige køer, der lægger sig til hvile i vejkryds og lægger deres efterladenskaber overalt i byen med fare for at fodgængerne glider i det.

At køerne også kan flytte sig adræt fik vi et eksempel på, da otte kreaturer galoperede op af en af de mange Gats/ trapper der findes fra floden og op til byen Varanasi.

Et andet udfordrende kendetegn for livet på Gangessletten, som området omkring Veranesi befinder sig i, er den hektiske trafik med venstrekørsel af lastbiler, motorcykler, rickshaw og fodgængere i et stort virvar. Der køres tæt og parolen er at bruge speederen og hornet, når man vil frem på vejen.

Der dyttes højt og konstant med hornet, så trommehinderne er ved at sprænges.

Inderne er gode til at give plads til hinanden og det er yders sjældent at vi så trafikuheld eller hørte vrede trafikanter. Inderne kører på motorcykel overalt i byen – selv i de smalleste gyder og med adskillige passagerer og store godsmængder bag på. Har man en ledig plads i sin bil eller på sin motorcykel tilbydes den til andre trafikanter, der måtte mangle en kørelejlighed. Inderne er et nysgerrigt, venligt og smilende folkefærd.

Inderne er glade for krydret mad som de køber på grøntsagsmarkederne, der finde i enhver lille flække i det store land med omkring 1.2 milliarder mennesker. Maden produceres ofte på gaden ved et af de mange gadekøkkener, som de opfindsomme indere har fundet plads til mellem biler, køer og affaldsdynger.

Vi har ikke savnet rugbrød og spegepølsen på turen, men har nydt godt af de mange varianter af vegetariske mad og the-drik med mælk og sukker i. Det indiske ølmærke Kingfisher er eminent til at slukke tørsten i de varme, trykkende og letfugtige aftner.

Turen blev afsluttet i New Delhi, hvor mødet med den kæmpestore by på over 20 mio. mennesker var en stor udfordring for hele rejseselskabet. Det var varsel om, at der godt kunne være luftforurening i byen, men omfanget og konsekvensen heraf kom bag på de fleste. Da vi fløj ind over byen var der en svag dis over byen, som gav et farverigt skær af solstråler over byen.

Ved kørsel gennem byen kunne vi dog god se og lugte, at det ikke var dis efter regn, men sodende os fra de tusindvis at Tuc-tucere i byen, fra de kulfyrede gadekøkkenerne samt støv fra de udtørrede ekskrementer fra de mange omkringgående køer, hunde og hjemløse mennesker i byen.

New Delhi skulle efter de lokale avisers oplysninger have den største og værste luftforurening i verden i denne tid, med stor risici for alle folk der er udendørs.

At der samtidig var lysfest med tændte lys overalt gjorde ikke truslen mindre. Der blev udsendt advarsler og anbefalinger om at de dieseldrevne køretøjer holder sig udenfor bygrænsen, at åben ild holdes på et minimum samt oplysning om, at sundhedsvæsnet havde indkaldt ekstra mandskab til at tage sig af de luftvejssygdomme der måtte komme pga forureningen.

Hele rejseselskabet er på dem ene eller anden måde blevet påvirket af luftforureningen, selv om vi fik udleveret åndedrætsmasker til beskyttelse af vores lunger. Jeg har sammen med det meste af rejseselskabet hostet og hostet og hostet. Flere har haft maveonde og har måttet droppe de tilrettelagte ture. Andre har være påvirket af osen og den krydrede mad og har være på “halv kraft” flere dage.

Smoggen er ikke den eneste udfordring i Indien. Den konstante, øredøvende og ulidelige støj fra dyttende trafikanter der snor sig gennem de smalle gyder ligger som et ubehageligt lydtæppe over hele New Delhi. Osen, varmen og støvet har fremmet vores hjemlængsel efter den rene luft, det kølige klima og det rene miljø i hverdagen.

Den sidste uge har dog også budt på store oplevelser, der opvejer nogle af de miljømæssige mangler i Nordindien. Især har mødet med bygningsværket Taj Mahal, mindesmærket og museet for Mahatma Ghandi samt mødet og samværet med de venlige og nysgerrige indere været hele rejsen værd.

Nordindien er absolut et genbesøg værd, når blot man vælger et tidspunkt, hvor luftkvaliteten er høj ;-))
New Delhi, 13. november 2018

Ikigai og det muntre, virksomme liv på Gyllingnæs 2018.

I Japan lever mange mennesker det lange liv. Gennemsnitsalderen er over 90 og på øen Okinawa lever der 750 personer på over 100 år.

Forklaringen er deres livsstil, som benævnes Ikigai. Oversat til dansk minder det om Grundtvigs kendte vision i sangen: “Et muntert, virksomt liv på jord, som det, jeg ikke med en konges ville bytte.”

Ikigai er på japansk udtryk for den passion som enhver japaner har for sit liv. Det virke, som giver den enkeltes liv mening: Munterhed, samvær med gode venner, at dyrke sin have, spise fisk og at udfolde sig fysisk og mentalt hele sit liv.

Kan det nu også lade sig gøre i Danmark?

Det kunne det den anden dag, hvor familien var samlet i “det lille hus på landet”. Med muntre og hvinende barnestemmer, der afprøvede de nye “forlystelser i Gylling Sommerland”. Med gode samtaler og latter om hverdagslivet udfordringer. Med sunde råvare fra havens bærbuske, frugttræer og salatbede.

Med en aktiv beskæftigelse med pil-selv-rejer og velsmagende rosevin. Med en frisk tur langs det lave vand i Lerdrup Vig i solnedgangens skær over Sondrup Bakker. Afsluttende med en udfordrende ekspedition gennem den mandshøje majsmark tilbage til samværet og samtalen om livets vigtige emner.

En lykkelig dag, der vil blive mindet. Tak til alle der deltog.
Lerdrup Vig, 22. juli 2018

Ship Ohøj og 70.000 tak 2018.

En skarpt hjørne er rundet her i maj måned og det er blevet fejret på behørig vis. Afsluttende med et krydstogt på Aarhus bugten med det gode skib, skonnerten Brita Leth af Aarhus.

Sammen med skonnerten Fulton udgjorde de to skibe det klassiske sejlskibsindslag på bugten i lørdags.

Der var tatoveringer, frisk vind i håret og rullende bølger undet skibet for de indbudte gæster. Der var mulighed for at hjælpe med at sætte sejl samt at stå ved roret og holde den rette kurs. Beskøjterne og sømandsviserne manglede heller ikke ligesom skibsøllet var hjemmebrygget og linjesnapsen havde været en tur jorden rundt og blandt andet rundet Cap det gode håb ved Afrikas sydspids.

De salte og røgede fisk mangle heller ikke denne dag. Frisk røget hellefisk og rimet laks fra Færøerne udgjorde forretten. Hovedretten var naturligvis Skipperlabskovs og desserten hjemmelavet Plumkage med rom fra Den Vestindiske Ø, Skt. Thomas.

Efter et fantastisk kryds fra Kaløvig og tilbage til Aarhus Havn sluttede dagen med frisksmurte landgangsbrød før gæsterne afmønstrede med et minde om en “lykkelig dag på havet”.

Tak til besætningen på Brita Leth for en autentisk sejltur med et rigtig sejlskib. Tak til kabyspersonalet for de unikke smagsoplevelse. Tak til musikken for de gode fællessange og 70.000 tak til gæsterne for jeres engagement og jeres bidrag til denne skønne dag, som jeg vil mindes med glæde.
Aarhus Bugt, 27. maj 2018

Ubuntu – Sydafrikansk engagement, mangfoldighed og håb 2018.

Ubuntu – Sydafrikansk engagement, mangfoldighed og håb. En livsform der kan være til inspiration for os alle.

Den sydafrikanske provins Vestern Cape er fyldt med positive overraskelser, skjulte ressourcer og et begrundet håb for fremtiden. Et tre ugers besøg i området har budt på brudte fordomme, åndeløse oplevelser og sydafrikansk hygge.

I forhold til mine brudte fordomme, så har kontakten med både sorte/ farvede og hvide sydafrikanerne vist, at de er godt igang med at lægge fortiden bag sig ift. den tidligere så massive forskelsbehandling. Der findes stadig en del tiggere og hjemløse på gaderne og slumområder fylder også meget i byernes udkantsområder.

At der stadig er forskel på fattig og rig samt at demokrati er svært, det er de bevidst om. En netop afsat præsident give sydafrikanerne håb om, at de ved fælles hjælp fremover kan holde egenrådige diktatorer på afstand. Taklingen af den nuværende vandkrise i Cape-området tyder også på, at befolkningen kan samarbejde og vil bakker op om at løse de væsentlige udfordringer for landet. Fx 8 millioner unge mødre uden en uddannelse!

I forhold til de åndeløse oplevelser har en tur med svævebane fra storbyens larm i Cape Town til stilheden og den krystalklare luft og de rullende hvide skyer på Taffelbjerget givet mig et uforglemmeligt minde om den afrikanske verdens spændvidde. Den efterfølgende fotosafari i bushen blandt vilde dyr som næsehorn, bøfler og giraffer understregede verdensdelens mangfoldighed og befolkningens respekt for den afrikanske naturs karakter og sårbarhed.

I forhold til den sydafrikanske ‘hygge’ har de sydafrikanere, som vi har mødt, åbnet deres hjem for en gruppe forventningsfulde danskere og vist at de også kan forholde sig til egen historie og kultur. De en umådelig generøse, nysgerrige og diskussionslysten. De tager sig god tid til at nyde maden sammen med de fremmed og er straks med på at skåle på vores fælles fremtid.

Den brutale historie har været lærerig for dem og de deler gerne deres barske erfaringen med os om apartheid-systemets omsiggribende virkning på befolkningen. At forandringer tager tid og at enighed kræver kompromis’er har de også en klar opfattelse af. Vi ønsker dem held og lykke med samfundseksperimentet.

Nelson Mandelas selvbiografi “Min vej til frihed” samt Desmond Tutus beskrivelse af overgangsfasen fra apartheid-styre til demokrati i bogen “Ingen fremtid uden forsoning” giver et godt indblik i den sydafrikansk verdensopfattelse med begrebet Ubuntu som omdrejningspunkt for en fredelig sameksistens blandt de mange forskellige folkeslag og kulturer i landet.

Frihedskampen og forsoningsprocessen bør være en inspiration for andre lande og verdensdele, der kæmper med forskelsbehandling, ulighed og dæmonisering af særlig befolkningsgrupper.

Det afrikanske ordsprog Ubuntu er på engelsk udtryk som “I takes a village to raise a child”. Det vil sige, at du ikke er noget i dig selv, men kun i kraft af andre mennesker. Oversat til dansk kan det udtrykkes som at “Det kræver et sam-fund at danne et menneske”.

På tilsvarende måde er det ikke det enkelte menneske, der er skyld i undertrykkelsen under apartheid-styret, men systemet/ samfundet. At kunne leve sammen efter afskaffelsen af apartheid-systemet fordrer således efter sydafrikansk opfattelse, at de stridende parter hhv. underskylder og forsoner sig med ugerningerne.

Resultatet af denne proces kan ses og opleves i Sydafrika i dag, hvor hvide og sorte/ farvede forsøger at leve og omgås hinanden med accept og respekt for den fælles fortid og den fælles fremtid.

Et land jeg gerne vil gense.
Cape Town, 6. marts 2018

Glass-klare klavervirtuoser i Musikhuset 2017.

To dages klaverfestival med Philip Glass minimalistisk musik i Århus fik en forrygende afslutning søndag eftermiddag.

Der var blevet varmet op lørdag med musik fra hele Glass produktive liv fra det ældste til det nyeste musik af Glass. Fra den første opera Einstein om the Beach til det nyeste klaverstykke bestilt til Aarhus i anledning af status som Europisk kulturhovedstad.

Søndag stod der 20 etuder på programmet med blandt andet komponisten Philip Glass som pianist. Det blev dog pianisten Tanja Zapolski det ramte det sublime. Hun fik udtrykt Philipp Glass etuder med både krop og sjæl. Med en fysisk udladning, der fik håret til at rejse sig på tilhørerne, fik hun åbnet op for en helt unik musikoplevelse.

Seks Glass for denne præstation.
Aarhus, 19. november 2017

Watermusic for fuld udblæsning i Randers Havn 2017.

På trods af en ventetid på tre timer og en Forestilling på blot tre kvarter var oplevelsen alle pengene værd.

Løjerne startede fra den matsorte aftenhimmel med Illuminerede faldskærmsudspringere og landing på en lille kunstig ø i havnebassinet. Alle fire udspringere ramte plet.

En række pramdragere fulgte efter langs fjordens kajanlæg og illustrerede med deres trækstænger den oprindelige transportform ind til byens centrum.

Havets dronning tog herefter over og på slæbebådens kommandobro gav hun tilskuerne et musikalsk bud på, hvem der var kaptajn på vandet.

Afslutningvis heftig dans på lagerbygningernes stilladser og smidig akrobatik i et hvidt bur under havnens kæmpekran.

Feminin ynde og maskulin kraft i smuk forening. En god afslutning på en unik og mindefuld aften
Randers, 4. september 2017.

Aarhus å – Svaret på Amazonas floden og Central Park? 2017.

Hvem skulle tro, at Aarhus skjuler en vild natur med et rigt dyreliv og en verden langt væk fra den pulserende kulturhovedstad?

Tager man en tur med Solbåden fra Ceres- grunden til Brabrand Sø, så bliver man vidne til mangrovelignende søbredder, der skjuler fugle som fx hejrer, gråænder, isfugle og skarver. Træerne har fået lov til at vokse og falde efter naturens orden og virker mange steder uigennemtrængelige som på Amazonas vandveje.

På lange strækninger, hvor den tyste, soldrevne passagerbåd smyger sig gennem det algegrønne vand, er byen skjult bag vidder af siv, vildtvoksende frugttræer og et ubestemmeligt krat. Ind imellem dukker konturerne af et højhus op, så man føler sig hensat til Central Park i New York.

Aarhus å fører os under den travle trafik ved Aarhus ringvejsnet. Det er lidt uhyggeligt under de mange broer. Over hovedet er der ikke meget plads og der stikker farlige afløbsrør ned fra vejen ovenpå. “Duk hovedet” formaner bådens skipper og alle landkrabberne adlyder pligtskyldig.

Udover ringvejene er der cykelstier, der går på kryds og tværs over åen og bringer travle cyklister til og fra byens centrum.

Udover Solbåden er den eneste trafik på åen kanoer med passagerer i alle aldre, der også har fået øje på Aarhus skjulte naturperle.
Aarhus å, 30. august 2017.

Flensborg for fuld damp 2017.

Alt hvad der kan drives af dampmaskiner byder sig til i Flensborg i denne weekend. Skibe i alle størrelser – fra store isbrydere og slæbebåde til meget små joller fylder havnen med sort sydende røg og hvinende dampfløjter.

Her er noget for enhver søfartsentusiast. Fx et krydstogt på Flensborg Fjord med et kik til kulfyrbøderne i maskinrummet. En frisk Flensburger Pils fra fad og en stegt sild med tilbehør. Eller en god snak om skibsfartens udvikling med de frivillige på skibene og på havnen.

På kajen kan man se og især høre kæmpemæssige damptromler, hostende traktorer og voldsomme savværksdampmaskiner betjent af kompetente håndværkere.

Det blev en dag med et tilbageblik på nogle af industrialiseringens teknologiske opfindelser, som er af en helt anden verden end den moderne microchip og smartphonen.
Flensborg, 8. juli 2017

New Zealand – et dragende og udfordrende land 2017.

New Zealand – et dragende og udfordrende land med jordskælvsramte byer, tre slags kiwier og trafik i venstre side af vejen.

Efter 21 dage på den anden side jordkloden er vi nu på vej hjem igen. New Zealand er på mange måder forskellig fra den hjemlige andedam. Vinter er sommer. På en dag kan du opleve fire forskellige årstider. Trafikken foregår i venstre side af vejen etc.

På trods af disse uhensigtsmæssige forhold er der mange ting, der frister til et gensyn med landet:

Himmelstræbende sneklædte bjergtoppe, voldsomt brusende vandfald og maleriske spejlblanke skovsøer.

Uendelige hvide strande, dryppende mosbelagte regnskove og afsvedne gule marker.

Brægende fåreflokke, dugfriske vinmarker og varme vulkanske kilder, der svaler de trætte muskler efter en frisk kørsel på de krogede og bjergrige veje.

Gigantiske grafittimalerier, der udtrykker smerte over jordskælvene i 2010/11 og håb for en bedre fremtid. Azurblå søer, skyfri himmel og iltmættet luft, der gør godt for sjælen.

En mangfoldighed af fristende og dugfriske Mikrobryggerier med egne ølspcialiteter.

Et urfolk med det hvide ud af øjnene, tatoveringer over hele kroppen samt sans for dramatik og kamp. Majori-kunst i grønsten og kauri-træ samt imponerende skibsbyggeri af krigs-kanoer med plads til 160 krigere.

Voldsomme regnskyl med oversvømmelser i den ene ende af landet, der forhindrer trafik på de mange små veje samt heftige og pludselig opståede ildebrænde i den anden ende af landet, der driver den udsatte befolkning fra hus og hjem.

Sidst, men ikke mindst gæstfrie, indbyggere med rum og tid til et møde på tværs af den længste geografiske afstand på jorden.

I New Zealand er Kiwi ikke navnet på et supermarked, men navnet på landets nationalfugl, den olivengrønne frugt, som vi kender i Danmark samt navnet på efterkommerne af alle de forskellige folkefærd, der i tidens løb er emigreret til New Zealand.

Et land som absolut er et gensyn værd.
New Zealand, 17. februar 2017

Vietnam – Varm, vild og venlig 2016.

En varm vinterhilsen fra det underskønne Vietnam, der byder på et væld af oplevelser for alle sanserne.

Vi har badet og sejlet mellem de underfundige og særprægede klippeøer i Halong Bugten. Her bor fiskerne på kunstig skabte øer og driver fiskeri på traditionel vis. Turisterne har også fået øje på dette nye naturvidunder. 3 mio. besøgte bugten sidste år.

Vi har hørt om den historiske frihedshelt “onkel Ho”, der sætter sit præg på alle afkroge af Vietnam. Fx. med et storslået mausolæum i Hanoi, hvor hans balsamerede legeme ligger til skue for hans mange kommunistiske venner i Vietnam. Enhver lille by med respekt for sig selv har naturligvis en forgyldt statue af Ho Chi Min, der rækker en hilsende hånd frem til de forbipasserende.

Vietnamkrigen – eller som de kalder den her Amerikakrigen – har vi også fået en gribende fremstilling af, med et besøg på Krigsmuseet i Hanoi. Her var der bl. a. en udstilling af de kendte fotos fra slagmarken, herunder Mai Lai massakren og den løbende pige under et Napalm-angreb. Udenfor var der helikoptere, bombefly og tanks brugt af de over 500.000 amerikanske soldater, der kæmpede mod kommunismens fremmarch i Asien (Dominoteorien)

Som et konkret eksempel på krigens gru fik vi mulighed for at kravle 20 meter i en af de 180 km. tunneler, som Vietcong-soldaterne havde gravet tæt ved Saigon. Her havde 18.000 guerilla-soldater opholdt sig inden de gik i kamp. Tunnelsystemet var skjult fra luften og bestod af et tre-etagers system i 3,6 og 9 meters dybde. Her var både hospital, fabrikker og faldgruber med sylespidse- og giftbefængte huller.

Gentagne amerikanske forsøg på at ramme Vietcongs-soldaternes underjordiske base med B52-bomber og løvfældningsmidlet Agent Orange lykkedes ikke og amerikanerne måtte flygte fra taget af den amerikanske ambassade i 1975.

Vi har mærket landets helt speciel trafikkultur. Trafikken kan virke kaotisk ved første øjekast, hvor biler, scootere og cykler bevæger sig som om de befandt sig på en myretue. Overhaling udenom og indenom. Fodgænger passage ved hjælp af en løftet hånd. Alt kan transporteres på en scooter fra babyer til køleskabe.

Hondafolket kaldes vietnameserne ironisk. I Hanoi er der over 11 mio. indbyggere heraf har de 4 mio. en scooter, som bringer dem hurtigt rundt til deres mange gøremål.

Vi har besøgt en række historiske perler, herunder en smuk genopbygget kongeby i Hue, de storslåede kongegrave for de sidste vietnamesiske konger samt de mange farvestrålende buddhistiske templer og pagoder med melankolske skildpadder, ildsprudende drager og bistre løver.

Vi har oplevet dagliglivet på et malerisk flodmarked, hvor de flittige risbønder og frugtavlere mødes på en af de talrige floder i Mekongdeltaet og faldbyder smagsprøver på eksotiske frugter, der kan få mundvandet til at løbe på enhver.

Vi har set flittige og dygtige håndværkere, der stadig fletter sivbåde som 89 årig, som 85 årig hjælper til med produktion af rispandekager eller som 84 årig og med krum ryg efter mange års arbejde i rismarken, hjælper til med vævning af sivmåtter. Når de unge vietnamesere tager på arbejde i storbyerne så ved seniorerne godt, hvem der skal passe de unges børn mens de er på arbejde.

Vi har prøvet en stille flodsejlads gennem smalle kanaler og maleriske broer udført af en rolig stagende vietnamesisk skønhed. En beroligende sejlads, der ændrede sig på et splitsekund, da himlens sluser pludselig åbnede sig med et meget heftigt regnskyl. Det var ikke alle der nåede tørskoet i land. Heldigvis dukkede solen hurtig op igen og tørre de forpjuskede turisters tøj.

Vi har nydt de eksotiske badestrande med palmer, der skygger for den stærke sol og den høje temperatur. Tilbud om afstressende massage samt ekstra salt havvand, der køler og heler.

Liggestole med udsigt til oceangående skibe på vej mod nye destinationer i Det sydkinesiske Hav.

Efter 13 dages oplevelser for krop og sjæl her i det venlige Vietnam er det beroligende at kunne fordøje indtrykkene på en liggestol og forberede sig stille og roligt på at temperaturen i overmorgen skiftet fra over 30 plusgrader til forventelig under frysepunktet i Danmark.

Vietnam er absolut et genbesøg værd.
Vietnam, 27. november 2016

Opdateret den 15. april 2024