Er du senior og brænder du for at yde omsorg og gøre en forskel? Så er der gode inspirationsmuligheder ved FUAM og Seniorfolk.dk

FUAM Hjemmeside

Laboratorium til udvikling af dine ressourcer som senior
FUAM står for Foreningen til Udvikling af Alderdommens Muligheder og har mottoet: En forening for de uprøvede ideer og projekter. Foreningens formål er blandt andet at støtte og fremme initiativer, der øger menneskers mulighed for at forbedre, påvirke og forme deres alderdom.

I FUAM drøftes forskellige temaer af betydning for livet i alderdommen og det samfund livet leves i. For eksempel: Værdier. Bofællesskaber. Omsorg. Livshistorier. Har du lyst til at deltage i denne dialog så mød frem til de månedlige møder. Udover møderne udgives der to gange om året et blad ”Nyt fra FUAM”, med vigtige og aktuelle nyheder for seniorer.

Omsorg – en flertydigt begreb
På de sidste møder samt i de sidste numre af bladet har betydningen af ordet omsorg været drøftet. Der skelnes mellem den personlige omsorg, den professionelle omsorg og den offentlige omsorg.

Den personlige omsorg handler om, at du skaber helhed og velvære ved at være opmærksom på en anden persons behov i relation til den aktuelle situation. Den professionelle omsorg handler om, at den fagkyndige/ den professionelle bruger sin uddannelse til at se borgerens hele situation og skabe indsatser, der giver borgeren ansvar, så denne kan arbejde henimod det liv, der giver mening og trivsel for vedkommende.

Den offentlige omsorg handlede oprindelig om, at du havde en ret, når du havde gjort din pligt. Den økonomiske krise og det stigende antal ældre har betydet, at offentlig omsorg nu er lig med, at det offentlige har et tilbud til dig! Hjælp til selvhjælp er den nye parole. Det forventes også i dag, at du kan få hjælp fra din familie, venner og naboer, der nu har en pårørende pligt.

FUAM holder faste møder den 2. onsdag i måneden, dog ikke i december. Møderne er for alle og holdes i Caféen i Klostergadecentret. Tema for næste møde er Livshistorier. Giv dit bidrag ved næste møde i FUAM.
For yderligere information se www.fuam.dk

seniorfolk

Seniorfolk.dk – en guldgrube af tilbud, hvor du kan bidrage med dit engagement
Hjemmesiden Seniorfolk.dk, der er oprettet af Ebbe Berg, henvender sig til aktive seniorer, der har lyst til at engagere sig i frivilligt arbejde. Til glæde for andre og ikke mindst dig selv.

Hjemmesiden har flere typer af tilbud: En linksamling til forskellige frivillige job. En oversigt over frivillige foreninger og organisationer, en artikeloversigt samt et tilbud om foredrag / salg af Ebbe Bergs bog ”Seniorfolk – der er brug for os”. Bogen indeholder 29 interviews med seniorer fra hele landet. Bogen kan købes over Internet (210,- kr.)

Linksamlingen har 40 henvisninger, herunder besøgsven, fundraiser, hjemløse, kunstnere i hospice, seniorer uden grænser, voksenven samt ældre trives lokalt. Oversigten over frivillige foreninger og organisationer rummer 35 henvisninger, herunder Center for frivilligt socialt arbejde, Danske Seniorer, Frivilligt Forum, Mellemfolkeligt Samvirke, Pensionisternes Samvirke, Seniorinternet samt Ældre med styrke. Artikelsamlingen henviser til 12 artikler fra perioden 2006-2011, herunder Frivilligt arbejde holder lægen fra døren, Arbejdslivet fra 50 til 100 samt Frivilligheden på det sociale område.

Ebbe Berg opfordrer besøgende til at indberette relevante links, foreninger samt artikler, der kunne have interesse for andre seniorers frivillige arbejde. Denne opfordring er hermed givet videre.
For yderligere information se www.seniorfolk.dk