Om kunsten at visne glad.

-Fra dødsangst og “aldrig mere” til indsigt i livets højde og dybde.

At visne bort er ganske almindeligt i naturen. Således også for menneskene.

Hans Boll-Johansen har skrevet en inspirerende og sørgmunter bog om tilværelsens sidste kapitel. Bogen titel er: “Ganske kort her til sidst. Om kunsten at visne glad.”

Gennem samtaler med gode venner har forfatteren undersøgt og reflekteret over mange af de spørgsmål som dukker op, “når livet går på hæld”.

Gruppen består af gamle studiekammerater og rejsefæller, der mødes med jævne mellemrum. De fleste tilhører den samme generation og deler erfaring, når det gælder aldring. Alle er optaget af, hvad filosoffer og skønlitterære forfattere siger om emnet.

Alt kan komme op og vende i gruppen, men især samtales der om kærligheden som grundlaget for alt liv, specielt det liv som de hver især har levet.

Gruppen er en blanding af pessimister, der hæfter sig ved, at livet er en forfaldshistorie. Samt optimister, der fortæller historier om, at livet vinder i højden og dybden efterhånden som man bliver ældre.

”Aldrig mere”
Noget gruppen aldrig kan blive træt af at fortælle om, er det de kalder “aldrig mere”. Den smertelige forestilling om, at noget er forbi for altid. Vi hører blandt andet om Simone de Beauvoirs, Constantin Hansen, Sokrates og Ingmar Bergmans erfaring om dette fænomen samt forfatterens egen erfaring af dette vilkår i forbindelse med en kræftdiagnose.

Bogen er bygget op med en indledning – præludium samt en afslutning – postludium. Mellem disse to yderpunkter behandles en række væsentlige problemstillinger: Unge mod gamle. Hvornår er man gammel? Kampen mod aldring samt Døden.

Det er forfatterens påstand, at der er noget der hedder “læsealderen” til bestemte bøger. Fx er “Den unge Werthers lidelser” ikke skrevet til gamle mennesker.

På tilsvarende måde er der en “skrivealder”. Fx er Ciceros skrift om “Om alderdommen” og Simone de Beauvoirs bog “Alderdommen” skrevet som en kommentar til deres “aldrig-mere-oplevelse”. De var begge klar til at se aldringen i øjnene.

Kedsomhed eller at visne glad
Det er i øvrigt den 34-årige Adam Oehlenschläger, der med sit optimistiske syn på sin egen fremtid som gammel, får formuleret titlen på forfatterens bog: “Lær mig, o Skov, at visne glad/ som sent i Høst dit gule Blad/ Et bedre Foraar kommer”.

Som modstykke til denne smukke beskrivelse af “livets efterår”, hører vi om Frederik Dessaus smertelig oplevelse af at blive gammel: “Faktisk betragter jeg min alderdom som en straf for noget, jeg ikke har gjort”. Straffen udmåles i kedsomhed: “Der er virkelig megen kedsomhed i alderdommen. Og ensomhed. De to ting hænger sammen.”

Forfatteren konkluderer, at lige meget om man vælger det ene eller det andet standpunkt, så er slutresultatet det samme: “Livet fører den villige og trækker den uvillige”, som stoikerne siger. Om man accepterer de givne vilkår eller stritter imod, ændrer ikke på slutresultatet: Der kommer nogle unge og sætter en fra bestillingen”. Er forfatterens nøgterne konstatering.

Bogen afsluttes med flere inspirerende og provokerende emner som: Vagtafløsningen. Generationernes kamp. Psykofysiske symptomer på aldring. Ungdom som livseliksir. Fortiden som livskilde. Plejehjem som fængsel. Kunsten at lære at dø. Terminal terapi. Eftermælet. Et liv efter døden?

Hvis du vil vide mere om disse interessante emner, så må du låne bogen på biblioteket eller afskaffe den selv. Jeg købte den selv og har ikke fortrudt købet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s