Alderdommens håb: Et blomstrende liv som aktiv og nyttig samfundsborger.

Vi er klar til at tage fat på alderdommen

I tidens løb har der været mange udfald mod de ældre i samfundet. Udsættelse, selvmord og nedværdigelse er nogle af de midler, der i tidens løb har været brugt til at håndtere “unge der er blevet ældre”. Er det fortid i dag?

Den franske forfatter og filosof Simone de Beauvoir har skrevet en interessant og hårrejsende bog om noget, der vedrører de fleste, der lever længe nok: ”Alderdommen”.

Alderdommen set udefra og indefra
Bogen er i to dele og behandlet alderdommen set udefra og set indefra. Men det er kras læsning, kan jeg her indledningsvis advare om.

Bogen første del omhandler, hvordan alderdommen er blevet opfattet af forskellige stammefolk rundt omkring i verden. Herefter, hvordan alderdommen er blevet behandlet i de tidligste myter og i de forskellige religioner. Endelig er der en fyldig gennemgang af alderdommen set gennem litteraturen, billedkunsten samt teateret gennem historien.

I første del er der ikke ret mange opmuntrende beretninger om mennesker, der opnåede en høj alder. På grund af mangel på fødevarer er de enten blevet sat ud i naturen eller også har de begået selvmord.

De få, der opnåede et længere liv og en alderdom, gjorde det primært på grund af, at de stadig var noget værd for det samfund de levede i. Det kunne være på grund af deres viden om nyttige ting og forhold. For eksempel om jagt, om trolddom og kontakt til ånder og guder. Det kunne også være på grund af, at de besad magt i kraft af deres ejendomsbesiddelser eller andre værdier.

Den ældre er en fremmed art
Simone de Beauvoir undrer sig over, at de ældre har så ringe en værdi, både i gamle dage og i moderne tid. Hvad er forklaring på, at de ældre ej heller har værdi i det moderne samfund? spørger hun. Hun stiller indledningsvis følgende spørgsmål, som hun så forsøger at svare på: ”Hvorfor er de gamles stilling i dag skandaløs? Hvert medlem af samfundet burde vide, at det er deres egen fremtid, det drejer sig om!”

Herefter ridser hun baggrunden op for de ældres situation: Samfundet er en opsplittet helhed. Dets medlemmer er adskilte, men forenede af gensidige forbindelser: individerne forstår hinanden, ikke i kraft af, at alle er mennesker i abstrakt forstand, men gennem deres forskellige former for praksis. “Grundlaget for gensidig forståelse er enhvers principielle meddelagtighed i ethvert forehavende.

Gensidigheden kræver hovedsagelig, at jeg begriber den andens formålsdimension ud fra min egen. Når den ældre syge i visse patologiske tilfælde af personlighedstab (for eksempel demens) har mistet forbindelsen til sine egne mål, så fremtræder mennesket for ham som en fremmed art. Vi er i princippet ligeværdige med hinanden, men den ældre udgrænses på grund af manglende målsætning.

Den ældre gør ikke mere noget – bortset fra visse undtagelser. Han er defineret ved sin exis, (sit fravær) og ikke ved en praksis. Tiden føre ham mod et mål – døden – som ikke er hans mål og som ikke er sat ud fra et projekt. Derfor fremtræder han for de aktive mennesker som en “fremmed art”, som en de ikke genkender sig i.

Alderdommen vækker biologisk modvilje; man skyder den fra sig, langt bort, i et slags selvforsvar. Men denne udelukkelse er kun mulig, fordi den principielle meddelagtighed i ethvert henseende ikke spiller ind i dette tilfælde.

Alder som en negligerbar kvantitet
I historien løb har de voksnes holdning til børn og gamle i det store og hele været parallel, hævder Simone de Beauvoir. Men da barnet er et fremtidigt aktiv, sikrer samfundet sin egen fremtid ved at investere i det, mens den ældre i dets øjne kun er en forestående død.

Her er tale om et fravær af gensidighed i forhold til de voksnes holdning til ældre.
Fraværet af gensidighed begrundes i det opgør, som barnet/sønnen udtrykker for at kunne træde i faderens sted. Faderen dræbes symbolsk ved at nedvurdere ham; men til det formål må man nedvurdere alderdommen som sådan, hævder Simone de Beauvoir.

Hele familien spiller med. Man slider den gamles modstand ned, overvælder ham med lammende hensynsfuldhed, behandler ham med ironisk velvilje, taler fordummende om ham, mens man veksler indforståede blikke hen over hovedet på ham og lader sårende ord falde.

Hvis det ikke lykkes at få ham til at give sig ved list og overtalelse, tøver man ikke med at gribe til løgn og magtanvendelse. Man overtaler ham fx til midlertidigt at komme på et alderdomshjem og efterlader ham så der.

Den gamle nærmer sig blot mere og mere affældigheden og døden; han tjener ikke til noget. Da han kun er en nytteløs ting, der fylder op, er det eneste man ønsker, at kunne behandle ham som en negligerbar kvantitet. Som tilhørende en gruppe, der kan ses bort fra!

De ældres nedvurdering har således en kilde i det generationsskifte, der finder sted i ethvert samfund ifølge Simone de Beauvoir. Men forfatteren har også andre – samfundsbaserede – forklaringer at byde på.

Det er samfundets skyld
I anden afdeling af bogen undersøger forfatteren følgende spørgsmål: Hvad er uundgåeligt i menneskenes forfald? I hvilken udstrækning er samfundet ansvarlig for det?

Simone de Beauvoir har følgende svar på dette spørgsmål:
”Hvis vi vil undgå, at alderen bliver en latterlig parodi på vores tidligere tilværelse, er der kun en løsning, og det er at forfølge mål, der giver vores liv en mening: engagement i mennesker, fællesskaber eller en sag, social, politisk, intellektuel eller skabende arbejde.

Livet bevarer en værdi, så længe vi gennem kærlighed, venskab, indignation og medlidenhed sætter pris på andres liv. Så bliver der ved med at være en grund til at handle og at tale.”

Hvad er det så for en udfordring, som den ældre har i det moderne samfund? Simone de Beauvoir peger på det kapitalistiske system som den store skurk. Med kedsomhed i pensionisttilværelsen og meningsløshed i lønarbejdet under det kapitalistiske system som følge.

”Selv om pensionisten bevarer sin sundhed og sin åndsfriskhed, er han ikke mindre hjemsøgt at denne skrækkelige plage: kedsomhed. Han er blevet frataget sin indflydelse på verden og formår ikke at genvinde den, fordi hans tid udenfor arbejdet var fremmedgjort. Hans sure lediggang munder ud i en apati, der sætter hans sidste fysiske og åndelige ligevægt på spil.”

Det stjålne liv
Men det bliver værre endnu ifølge Simone de Beauvoir: Den skade, han har lidt i løbet af sin tilværelse, er endnu mere dybtgående. Når pensionisten er fortvivlet over sit nuværende livs meningsløshed, skyldes det, at hans tilværelse til enhver tid har været stjålet fra ham. En ubønhørlig, jernhård lov (kapitalismens krav om øget profit) har kun tilladt ham at reproducere sit liv og nægtet ham mulighed for at skabe sig en meningsfuld tilværelse.

Når han omsider slipper fri fra arbejdets tvang, opdager han kun en ørken omkring sig; han har ikke haft mulighed for at engagere sig i projekter, der kunne have fyldt verden med mål, værdier og eksistensberettigelse.

Det er det forbryderiske ved vores samfund ifølge Simone de Beauvoir. Dets ”alderdomspolitik” er en skandale. Men endnu mere skandaløs er den behandling, det udsætter de fleste mennesker for i deres ungdomstid og modne år. Samfundet præfabrikerer de lemlæstede og elendige vilkår, der er menneskets lod i alderdommen.

Det er samfundets skyld, at alderdomssvækkelsen indtræder før tiden, at den går hurtigere, er fysisk smertefuld og åndelig forfærdelig, fordi mennesket møder den tomhændede. Udbyttede og fremmedgjorte mennesker bliver, når de mister deres kræfter, nødvendigvis til ”udskud” og ”affald”.

Der er tilsyneladende ikke nogen hjælp at hente i det nuværende samfund efter Simone de Beauvoirs opfattelse: ”Derfor er alle de midler, man foreslår til at lindre de gamles nød, så utilstrækkelige: ingen af dem vil kunne reparere den systematiske ødelæggelse, menneskene har været ofre for hele deres liv. Selv om man plejer dem, vil man ikke kunne give dem deres sundhed igen. Selv om man bygger anstændige hjem til dem, vil man hverken kunne give dem den kultur, de interesserer eller de former for ansvar, der ville fylde deres liv med mening.”

Det er vigtig at have hånd i hanke med sin foranderlige omverden

Håbet og visionen om den gode alderdom
For Simone de Beauvoir tegner der sig dog alligevel et håb for de gamle: Det er ikke helt forgæves, at forbedre deres forhold under det nuværende system; men det løser ikke den sidste, alders egentlige problem: Hvordan skulle et samfund være for at mennesket blev ved med at være menneske i sin alderdom?

Svaret på dette spørgsmål er enkelt: Dets medlemmer skulle altid have været behandlet som mennesker. Samfundet afslører sig selv gennem den lod, det tildeler sine ubeskæftigede medlemmer; det har altid betragtet dem som redskaber. Det indrømmer, at kun profitten tæller og at dets ”humanisme” er ren og skær facade.

Alderdommen afslører hele vores civilisations nederlag. Det er det hele menneske, der skal genoprettes, alle de menneskelige relationer, der skal genskabes, hvis man ønsker at den ældres stilling skal være acceptabel. Et menneske skulle ikke imødese slutningen af livet i ensomhed og med tomme hænder.

Den ældre som en aktiv og nyttig samfundsborger
Forfatterens ”medicin” mod den ovennævnte nedgøring af alderdommen er en form for livslang læring, dannelse og samvirke blandt samfundets medlemmer: Som hun formulerer på følgende måde: ”Hvis kulturen ikke var en træg viden, erhvervet en gang for alle og derefter glemt, (men derimod) hvis den var praktisk og levende og indebar at mennesket kunne have hånd i hanke med sin omverden i en proces der fuldbyrdedes og stadig fornyedes i årenes løb, så ville mennesket i enhver alder være en aktiv og nyttig samfundsborger.”

Kulturens styrke og potentiale er, at den gennem iscenesættelse og italesættelse kan hjælpe os med at tage livtag med de forskellige forestillinger om, hvilket liv, vi skal leve og hvilke liv, vi kan eller vil leve. Når livets eksistens sættes på spidsen gennem kulturelle interventioner, får vi alle mulighed for, at vi på tværs af generationer kan se os selv i det gamle menneske.

Kulturen giver os denne mulighed for at se noget af os selv i den anden og i de andre. Kort og godt, at se os selv i hinanden på tværs af alder, køn, race, klasse, handicap mm. Det er livsdueligheden gennem hele livet, som vi kan øve os på gennem de kulturelle indslag. En livsduelighed, der er indlejret i forestillingen om, at vi har brug for hinanden for at kunne leve længe og blive gamle. 

Alderdom som et øjeblik i tilværelsen
I det ideelle samfund, som Simone de Beauvoir her har fremmanet, kan man drømme om, at alderdommen som sådan ikke ville eksistere. Mennesket ville, som det sker i visse begunstigede tilfælde, blive umærkeligt svækket, men ikke åbenlyst formindsket af alderdommen, og en dag ville det blive ramt af en sygdom, som det ikke kunne modstå; det ville dø uden at have undergået nogen fornedrelse.  Den sidste alder ville da virkelig være: et øjeblik i tilværelsen, forskelligt fra ungdommen og den modne alder, som rummer sin egen ligevægt og åbner en lang række muligheder for mennesket.

Når man har forstået, at det er de gamles vilkår, vil man ikke kunne slå sig til tåls med at kræve en mere storsindet ”alderdomspolitik”, hævede pensioner, sunde boliger, organiseret fritid.  Det er et helt system, der er involveret, og kravet kan kun være radikalt: livet skal laves om.

Diagnosen og visionens aktualitet
Simone de Beauvoir bygger sin undersøgelse af alderdommens status på basis af Sigmund Freuds psykoanalyse (generationsoprøret), Karl Marx’s kritik af det kapitalistiske samfunds markedsøkonomi (udbytning og fremmedgørelse af arbejdskraften) samt Jean-Paul Sartres filosofiske teori om menneskets eksistentielle frihed og meningsdannende valg. (Projektet og livsopgaven).

Er forfatterens diagnose også gældende i dag – 50 år efter at bogen er udgivet? Og er den foreslåede vision brugbar i dag? Generationsopgøret og selvstændiggørelsen af nye generationer gør sig stadig gældende. Tilsvarende med arbejdsgivernes profitstyrede udbytning af arbejdskraften. Endelig udgør livsopgaven og projektet stadig omdrejningspunktet for det menneskelige liv.

Den i TV afslørede nedværdige behandling af ældre beboere på danske plejehjem, den tiltagende globale klimakrise med udnyttelse og overforbrug af jordens knappe ressourcer samt den øgede økonomiske ulighed i verdens forskellige samfund, som Coronakrisen har vist, peger på et ja.

At vi i Danmark lever i et oplyst velfærdssamfund baseret på universelle værdier, som respekt for den enkeltes værdighed, ligeværdighed samt informeret samtykke, tyder på, at vilkårene for de gamle er noget bedre end for 50 år siden, så det peger omvendt på et nej.

Her er der håb for et blomstrende liv i alderdommen

Et alternativt system
Hvilket system kan der så sættes i stedet for det nuværende kapitalistiske markedssystem? Det er nok ikke overvågningskapitalismen med Facebook, Google, Nemlig.com og Amazones forretningsmodel, der er svaret på denne udfordring.

Der er dog fremkommet nye analyser, som kan være brugbare i det fortsatte arbejde med at gøre alderdommen til en værdifuld og meningsfuld periode i menneskets liv.

Der er nok mere perspektiv i Pelle Dragsteds bog ”Nordisk socialisme”, der peger påborgerens livslange medindflydelse på samfundets udvikling gennem økonomisk demokrati, Mickey Gjerris bog ”Upraktisk håndbog i Lysegrønt håb”, der ser menneskets etiske fordring og næstekærlighed som et positivt forandringspotentiale i samfundsomstillingen samt Kate Raworths bog: ”Doughnut økonomi”, der opstiller en bæredygtig samfundsmodel som modsvarer de menneskelige behov med de globale miljømæssige grænser.   

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s