Tag en samtale om dit seniorliv. Deltag i FUAM’s samtalecafeer, hvor vi tænker det lange liv igennem.

Samtale i FUAM

Hvordan vil du gerne have, at det lange liv udfolder sig?

Er du i tvivl om, hvordan dit seniorliv skal forme sig, så har du nu mulighed for at drøfte det med ligesindede i FUAM’s samtalecafeer. Onsdag den 12. december kl. 14.30 – 16.30 er der stormøde i Klostergade Centret i Aarhus, hvor Foreningen til Udvikling af Alderdommens Muligheder (FUAM) vil præsentere seks temaer om seniorlivets muligheder.

Vi skal til at leve lange liv
Mange af os seniorer kan forberede os på en alder mellem 90 og 100 år, men det tænker vi nok ikke mange tanker over i det daglige liv. Vi kan lære meget af dem, der er gået i forvejen, men bør nok besinde os og tænke over vores situation selv. I FUAM’s samtalecafeer vil vi udruste os til det lange liv ved at skaffe os den fornødne viden, de tilstrækkelige kompetencer samt tid til at tænke os om i tide. Samtalecafeerne inviterer til en form for studiekredse, hvor det bliver muligt at tænke det lange liv igennem.

Samtalecafeerne har overskriften ”Veje til det lange liv” og byder på en gentagelse af samtalerne fra efteråret 2018 om: ”Hvordan er det at være forældre til voksne børn?”. ”Hvordan skal din livssituation udvikle sig fremover?”. ”Hvad stiller du op med dine livshistorier?”.
Herudover er det kommet tre nye temaer til: ”Hvad er det særlige ved livet som 80+’er?”. ”Hvordan skal din boligsituation udvikle sig fremover?”. ”Hvordan vil du arbejde med dit seniorlivs muligheder fremover?”.

Hvad er en samtalecafe?
En samtalecafe er en studiekreds med et tema, som har betydning i det lange liv. Samtalecafeernes temaer er valgte af FUAM’s igangsættere, der har erfaring og indsigt i det valgte tema. Til hver samtalegruppe er der udarbejdet et kort skriftligt oplæg med problemstillinger og spørgsmål, som kan inspirere grupperne til samtale om det lange liv. Der er plads til 3-6 deltagere i en samtalecafé.

På startdatoen den 12.december præsenteres temaerne for alle de kommende samtalecafeer. Deltagerne vælger tema og der aftales mødedato og mødested med igangsætteren. Hvor meget og hvordan igangsætteren deltager i gruppens arbejde aftales med gruppen. Ved samtalecafeens sidste møde samles alle studiekredse og fortæller hinanden om deres arbejde, udbytte samt ønske til fremtidens samtalecafeer.

Du kan læse mere om Veje til det lange liv – anden runde med FUAM’s samtalecafeer i denne folder: Fuam samtalecafé 2019 ENDELIG

Du kan læse mere om FUAM på hjemmesiden: http://www.fuam.dk samt følge FUAM på Facebooksiden ”Alderdommens muligheder og umuligheder”.

Eksempel på en samtalecafe.
I det følgende kan du få en uddybende præsentation af to af de planlagte samtalecafeer:

1. ”Hvordan skal din livssituation udvikle sig fremover?”.

Faber Schmid

Aktiv og udfarende eller Sindig og nydende i seniortilværelsen?

Baggrund
For mange kommende seniorer er spørgsmålet om overgangen til pensionisttilværelsen forbundet med en række praktiske spørgsmål som fx: Hvor skal jeg bo? Hvordan er min økonomi? Hvad skal jeg beskæftige mig med? Hvilken hastighed skal mit seniorliv have, og hvilken retning vælger jeg i mit seniorliv?

I denne samtalecafe tages der udgangspunkt i to bøger, der viser forskellige veje, som din livssituation kan udvikle sig: Peter Fabers bog: “Farvel arbejde – goddag frihed” og Wilhelm Schmids bog: “Kunsten at blive gammel. Tid til sindighed og nydelse”.

Aktiv og udfarende eller Sindig og nydende i seniortilværelsen. Valget af seniorvej er dit!

Forløb og metode
• Indledende præsentation af to alternative livsformer samt status på nuværende livsform – herunder fordele og ulemper.
• Undersøgelse af alternativ 1: Engagement og tempo som livsform.
• Undersøgelse af alternativ 2: Sindighed og ro som livsform.

I forløbet træder vi ind i et seniorlaboratorium og udforsker fremtiden for vores alderdom. Først vil vi med en teoretisk refleksion undersøge vores egen livspraksis. Derefter vil vi med vores forestillingsevne se på mulige alternativer til den nuværende livsform.

Du får mulighed
– for at se på de valg, som du har i dit lange liv.
– for at øge og påvirke udviklings – og handlemuligheder i dit lange liv.

Igangsætter
Poul Grosen Rasmussen, selvstændig konsulent i http://www.seniorvejen.com samt medlem af FUAM.

Mødested
Klostergade Centret, eller hvor deltagerne ønsker det.

2. ”Hvordan vil du arbejde med dit seniorlivs muligheder fremover?”.

Brinkmann Bøe

Stå fast i seniorlivet eller sno dig mellem rollerne?

Baggrund
Har vi noget, som vi kan holde fast ved i seniorlivet eller drejer det sig om at sno sig med en hensigtsmæssig overlevelsesteknik? Der er mange bud i dagens Danmark på Det gode seniorliv. Hvad er det gode seniorliv for dig? Det har du mulighed for at blive klogere på i denne samtalecafe.

Forløb
Samtalecafeen tager udgangspunkt i to nye bøger, der tilbyder forskellige svar på dette spørgsmål: På den ene side er det Svend Brinkmann, der i bogen ”Ståsteder – 10 gamle ideer til en ny verden” trækker på ti gamle tanker, fra Aristoteles til Hanna Arendt, som han mener vi kan bruges i en ny verden – fx i din seniorverden! Hvilke gode gamle ideer vil du gerne bygge på og støtte dit seniorliv med? Det kan du drøfte med de andre deltagere på det første møde i samtalecafeen.

På den anden side skal vi se nærmere på Klara Bøe & Petter Henriksens synspunkt, der er beskrevet i bogen ”Overlevelsesteknik for unge gamle – Håndbog i tilrettelæggelse af alderdommen eller hvordan man lever det rige liv uden at dø af det”. Forfatterne påstår, at vi møder mange forskellige tilbud i Danmark. For eksempel rollen som stilikon, globetrotter og køkkengud. Hvilken rolle vil du gerne være kendt for i dit seniorliv? Det kan du drøfte på det andet møde i samtalecafeen.

Metode
På det første møde vil der være en indledende præsentation af de to forskellige bud på Det gode seniorliv. Første alternativ vil herefter blive undersøgt og drøftet af gruppen. På det efterfølgende møde vil det andet alternativ blive undersøgt og drøftet af gruppen. Mellem møderne har du mulighed for at afprøve de to alternativer i din egen seniorpraksis.

Du får mulighed
– for at se på de valg, som du har i dit lange liv.
– for at øge og påvirke udviklings- og handlemulighederne i dit lange liv

Igangsætter
Poul Grosen Rasmussen, selvstændig konsulent ved http://www.seniorvejen.com samt medlem af FUAM

Mødested
Klostergade Centret eller hvor deltagerne ønsker det.

Har du fået interesse for seniorlivets mange muligheder kan du læse mere herom på min hjemmeside: http://www.seniorvejen.com

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s