Senioriværksætter, er det noget for dig? Seniorerne har forudsætningerne så tag valget og bliv selvstændig

Slangetæmmer
Marokkansk senioriværksætter med egen slangetæmmer virksomhed

En ny undersøgelse afliver myten om, at det er de unge iværksættere, der står bag de fleste nye virksomheder. Den eneste aldersgruppe i USA med stigende iværksætteraktivitet de seneste årtier er seniorer mellem 55 og 65 år. En tilsvarende tendens kan ses i Danmark. Forklaringen er, at seniorerne har de helt rigtige forudsætninger for at blive iværksætter. Bliv inspireret af de nye oplysninger, benyt dig af de mange nyttige hjælpemidler og bliv en af de 1000 nye senioriværksættere, der hvert år etablerer sig i Danmark.

Myten om de unge vækst-iværksættere står for fald
Derek Thomson har i artiklen ”A terrible myth is surrounding millennials and entrepreneurship” (2016) dokumenteret at Millennials-generationens (de 20-35 åriges) betydning i forhold til etablering af nye virksomheder er stærkt overdrevet og udtryk for en sejlivet myte. Derek Thomson underbygger sin påstand med statistik: Andelen af unge under 30 år, der ejer en virksomhed er faldet med 65 % siden 1980’erne og er nu på det laveste niveau de sidste 25 år.  Gennemsnitsalderen for en vellykket start-grundlægger er omkring 40 år. Den typiske amerikanske iværksætter er ikke en Skateboarddreng i hættetrøje – det er hans mor eller far! Faktisk er den eneste aldersgruppe med stigende iværksætteraktivitet i de sidste to årtier seniorer mellem 55 og 65 år.

Det handler om ressourcer og alder
Hvad kan være grunden til, at seniorerne har en større grad af iværksætterlyst og succes end de yngre, juniorer? Erik Back har i sin blog ”Hvem er de bedste iværksættere? – ikke dem du tror” (2016) er forklaring på denne kendsgerning. Når vi tænker på en iværksætter, ser vi nok en ung fremadrettet person for os. En person fyldt med energi, ideer og gåpåmod. Iværksætteren forestiller vi os siddende i et kontorfællesskab med andre idérige unge. Det er muligt, at mange unge kaster sig ud i at prøve sig som iværksætter, men den succesfulde iværksætter ser helt anderledes ud, hævder Erik Back.

I Danmark er der flere iværksætter på over 50 år end under 25 år. Dvs. der er flere ældre, der starter virksomhed, end helt unge. Det er bare tit de helt unge undtagelser, vi hører om i pressen. I Danmark er 26,5 % af alle mellem 55 og 65 år, selvstændige. Det gælder for de fleste iværksættere, at de først begynder at få succes, når de har rundet 40 år.

Grunden til det er helt enkel. Det handler om ressourcer. Vi har først opnået de ressourcer, vi har brug for, når vi har passeret de 40 år. Det er den slags ressourcer, der kan øges når de bruges. De kaldes også for kapital. Ældre iværksættere har mere kapital:

1. Livskapital. Der skal mere end en god idé til at drive en virksomhed. Modenhed og erfaring er væsentlige faktorer i planlægning, finansiering, at træffe beslutninger og lede andre mennesker.

2. Videnkapital. Flere år betyder mere viden. Netop fordi det er en viden, der kommer med alderen, er den automatisk indbygget. Ældre iværksætter er derfor bedre til at komme problemer i forkøbet og at finde løsninger.

3. Social kapital. Netværk har stor værdi og kan være en afgørende faktor for succes. Jo ældre man er, jo mere tid har man haft til at investere i sine personlige og professionelle relationer.

4. Finansiel kapital. Penge har betydning, og de ældre iværksættere har som regel flere penge at investere.

Skab et arbejde, der kan holde dig beskæftiget livet ud
Som 40-årig har du den bedste alder til at skabe nye spændende produkter, til at starte en vækstvirksomhed, til at udnytte din indsigt og styrker. Det er nu, du skal skabe et arbejde, hvor du kan gøre en forskel. Et arbejde der vil holde dig beskæftiget livet ud. Alder er ikke en hindring for at blive iværksætter, – den er en forudsætning, lyder Erik Backs opfordring til at tage det første skridt mod etablering af egen virksomhed.

Visdom ved hånden
Hvis du nu gerne vil i gang som senioriværksætter, hvor skal du så starte? Hvis du fx kunne tænke dig at blive en succesfuld konsulent og tjene penge på din erfaring, viden og intelligens uden at skulle udføre en masse hårdt arbejde. Kenneth S. Schultz, der har været konsulent på bogen ”Genopfind dit liv. Seniorlivets Psykologi” (2016), peger på en række forhold, der skal være i orden:
– Du skal besidde en betragtelig ekspertise om et emne, som folk har brug for hjælp til.
– Du skal have adgang til et stort professionelt netværk, hvor du kan finde kunderne.
– Du skal have undersøgt markedet og fundet ud af, hvor der er brug for dine talenter.
– Du skal have undersøgt konkurrencesituationen. Er der et marked for din ydelse og kan du sælge den?

Som selvstændig konsulnet er det endvidere nødvendigt at markedsføre sig:
– Benyt dig af de kontakter, som du har fået mens du arbejdede.
– Præsenter dig selv på nettet. En flot hjemmeside er uundværlig. Vær synlig på de sociale medier.
– Vær til stede, hvor dine kunder er: Seminarer, messer, foredrag, konferencer etc.
– Vær klar med din Pitc/ elevatortale, visitkort m.m. når du møder en potentiel kunde.

Få hjælp til din iværksætterbeslutning
Har du det, der skal til? Måske skal dine kvalifikationer ajourføres fx inden for (online-)salg, markedsføring og økonomi. I bogen ”Genopfind dit liv. Seniorlivets psykologi”, kan du finde en vej til at håndtere ændringer i dit liv på en måde, der er rigtig for dig. Bogen er fuld af praktiske råd og svar på mange af de store spørgsmål, som seniorer tumler med ved overgangen fra arbejdsmarkedet til pensionisttilværelsen. Bogen giver dig klare strategier til at få det bedst mulige ud af dit seniorliv.

Bogen består af seks kapitler, der omhandler de fleste spørgsmål, der melder sig i den lange proces fra at have sagt farvel til arbejdsmarkedet og goddag til seniorlivet:
1. Arbejde og livet. Senior i en sammenhæng.
2. Tiden er moden. Planlæg seniorlivet.
3. Hold hjulene i gang. Mod et nyt daggry.
4. Tilpasningsperioden. De førte år som senior.
5. Det gode liv. Sørg for dig selv og dine nærmeste.
6. Den nye dig. Genopfind dig selv.

Bogen er ”letfordøjelig” med mange inspirerende illustration, korte kapitler med væsentlige spørgsmål og anbefalinger til eftertanke og beslutning. Bogens Indhold, herunder de praktiske øvelser og metoder er baseret på nyere forskningsresultater og vidner om forfatternes grundighed, seriøsitet og formidlingsevne. Bogen kan anbefales på det varmeste.

Er der praktiske erfaringer du som kommende senioriværksætter kan støtte dig til? Jeg har fundet et enkelt EU-projekt, som opsamler erfaringer og giver anbefalinger. Herudover findes der en Facebookside, der pt. har ca. 23.000 iværksætterinteresserede brugere. Endelig findes der jo også litteratur om Iværksætteri samt institutioner og konsulenter, der kan støtte og vejlede dig.

Europæiske erfaringer med senioriværksætteri
I perioden 2010-2013 blev det EU-støttede projekt Senior Enterprise gennemført. Projektet havde som formål at motivere 50+ til en større grad af iværksætteri. Det kunne være start af en virksomhed, alene eller sammen med andre, køb eller investering i en virksomhed, der rådgiver iværksætter eller støtte til innovation inden for en virksomhed, der ejes af en anden. Kun Irland, England og Frankrig var med i dette projektforløb.

Baggrunden for at iværksætte Senior Enterprise var en bekymringer i EU over udfordringerne med en aldrende befolkning, behovet for at øge produktiviteten, konkurrenceevnen og iværksætteraktiviteter i hele EU. Det var forventningen, at Senior Enterprise ville føre til, at flere virksomheder ville blive startet, at flere investeringer ville blive foretaget og at flere ældre ville være aktive som rådgivere og udvikler af nye virksomheder.

Projektet var opdelt i fire indsatsområder:
1. Raising Awareness. (At bevidstgøre om de mange måder, som 50+ kan engagere sig i iværksætteri samt de mange nyttige effekter, der kan udledes af dette engagement)
2. Starting and Partnering. (At opmuntre et større antal 50+ til at blive iværksættere samt at starte en ny virksomhed, enten individuel eller med en yngre partner)
3. Investing and Acquiring. (At opfordre et større antal 50+ til at blive investorer eller tilslutte sig en virksomhed, som var startet af en anden iværksætter)
4. Advising and Innovation. (At inspirere et større antal rådgivere /mentorer blandt velkvalificerede og erfarne ældre til at støtte 50+ iværksættere)

Eksempler på Seniorers iværksættererfaringer
På projektets hjemmeside kan du læse om en række rollemodeller, som med glæde fortælle deres historie om, hvordan de startede en ny virksomhed som 50+. Her er både videointerviews, profilbeskrivelser og gode råd til senioriværksættere. For eksempel giver den 50-årige IT-iværksætter John Brophy dette gode råd til komende senioriværksættere: ”The one thing I have learned is that you can’t stand still but by being positive and not setting any limits there is no knowing what you can achieve. The advantage of being a little older when starting a business is that you know what doesn’t work!”
Læs mere på projektets hjemmeside: http://www.seniorenterprise.ie/

Spørg Iværksætter Netværk
Facebooksiden Iværksætter Netværk er en offentlig gruppe med pt. 23.046 medlemmer. Der står følgende om reglerne for at benytte hjemmesiden: Dette er et mødested for iværksættere, erhvervsdrivende og folk med interesse for forretning. Formålet er at give og modtage vejledning, ved at dele oplevelser og erfaring med iværksætteri og forretningsdrift. Derfor er det IKKE tilladt med reklame. Det betyder NEJ til reklame, salg og selv promovering. Herunder også nej til salg af virksomhedens produkter, materialer og udlejning af lokaler. MLM er IKKE tilladt! Hverken at rekruttere eller promovere. Det er altid tilladt at referere, henvise og anbefale, når det har relevans for spørgsmål, stillet af trådstarter.  Respekter venligst ovenstående og vær så venlig at tale ordentligt til hinanden, således det bliver ved med at være et godt sted for alle at være. Det er jo JER, der er her, som skaber værdien for hinanden.

Formålet er også at styrke netværket, da dette er altafgørende både for at starte en virksomhed, men også for at skabe vækst. Man skal ikke nødvendigvis arbejde hårdt for at oparbejde et netværk, men man skal huske de mennesker man møder. Se muligheder i mennesker og vælge samarbejdspartnere med omhu.

På Facebooksiden er der ikke en specifik undergruppe for senioriværksættere, men mange af de spørgsmål og svar, som ikke-seniorer giver på denne side, kan give inspiration til Senioriværksættere. Når du er medlem af gruppen kan du gå ind på de enkelte gruppemedlemmers Facebook-profil og se, hvad de er optaget af eller har forstand på.

De sidste nyheder/ spørgsmål har drejer sig om
– Gebyr på erhvervskonto
– Relevante annoncesteder for App-udviklere
– Størrelsen på en fair timeløn til et bijob hos et vikarbureau
– Gode afsætningskanaler for et overskudslager
– Iværksættere, der har erfaring med at filme og klippe. 

Læs mere på https://www.facebook.com/groups/44076347394/

Læs også mine Blogs ”Få fod under eget bord. Start som senioriværksætter” og ”Gør som 1000 andre seniorer. – Bliv senioriværksætter”.
Kik endvidere på min hjemmesideoversigt, hvor der er link til relevante institutioner og konsulenter, der hjælper iværksættere.
Bogen kan stadig anvendes. Se på min hjemmeside med Bøger og artikler til inspiration. Her er der gode bøger om iværksætteri.

Sindighed og ro eller engagement og tempo?

To afslappede seniorer
Skal din seniorvej være sindig og med ro og nydelse?

Hvilken hastighed skal dit seniorliv følge? Hvilken retning vælger du til dit seniorliv? Læs om to forskellige forslag og overvej din seniorvej. Wilhelm Schmids bog: Kunsten at blive gammel. Tid til sindighed og nydelse og Peter Fabers bog: Farvel arbejde – Goddag frihed giver to vidt forskellige bud: Sindig og nydende eller aktiv og udfarende i seniortilværelsen. Valget af seniorvej er dit!

I ro og mag eller med fuld skrue?
For mange kommende seniorer er spørgsmålet om overgangen til pensionisttilværelsen forbundet med en række praktiske spørgsmål: hvor skal jeg bo, hvordan er min økonomi, hvad skal jeg beskæftige mig med? Nogle er straks klar og finder relativt hurtigt et svar på disse og andre relevante spørgsmål. Andre er lidt længere om at finde et svar på disse spørgsmål – og gør det måske slet ikke, men lader stå til. Hvad er den rette strategi og hvilken indstilling, bør du følge som senior? Er det i “ro og mag”, som et ældre radioprogram hed. Eller er det “med fuld skrue” og “på alle tangenterne”?

Ti skridt i retning af sindighed
For at komme godt i gang med disse spørgsmål er det iflg. den tyske forfatter og filosof Wilhelm Schmid vigtigt at få skærpet sin bevidsthed om, hvad der er vigtigst i sin seniortilværelse. I sin bog Kunsten at blive gammel. Tid til sindighed og nydelse forsøger han at finde frem til ti skridt i retning af sindighed, som man kan nå frem til ud fra iagttagelser, erfaringer og overvejelser. ”Jeg er ikke i besiddelse af sindighed, men den forekommer mig efterstræbelsesværdig, hvis man vil leve et smukt liv.”, siger Wilhelm Schmidt i sit forord til bogen.

Et første skridt på denne vej er, at gøre sig tanker om de faser i livet, som netop ikke er identiske til alle tider og at udvikle en forståelse for det særegne ved de faser, hvor man bliver gammel og ældre, for bedre at give sig i kast med den. Det andet skridt består i at erhverve sig viden om det særlige ved denne livsfase, at være åben over for det nye, som der stadig er mulighed for i denne fase og at forsøge at forstå de udfordringer, som dette bringer med sig. Det tredje skridt er at pleje sine vaner og ikke omplante et liv, der er ved at blive ældre. Meningen med vaner er netop, at man skal kunne hvile i dem uden kraftanstrengelse.

Det fjerde skridt kunne være bevidst at nyde ens lyster og opleve lykke i denne forstand. De gener, som kan være forbundet med det at blive ældre, kompenseres samtidig med en lethed i væren, som gør generne til at leve med. Det femte skridt kunne bestå i at styrke evnen til at tage til efterretning for at komme overens med mindre skavanker og større problemer. At søge berøring er det sjette skridt i retning af sindighed. Lige fra fødslen bidrager den til opbygning af immunforsvaret og til etablering af tilknytning og tryghed. Når jeg bliver berørt, lever jeg og mærker at jeg lever. At bekymre sig om berørende, bekræftende relationer er et syvende skridt på vejen. Den åndelige berøring, den som foregå i tankerne, bidrager ligeledes til sindighed: Ved enhver samtale bliver et menneske berørt af andres tanker og kan for sin del berøre med tanker.

Et ottende og afgørende skridt i retning af sindighed er besindelse. Når der er uafklarede spørgsmål, kan besindelse hjælpe en videre. Besindelse er jagten efter mening, efter sammenhæng og den har nået sit mål, når sammenhængen viser sig: ”Nu giver det mening!” Ved hjælp af besindelse kan der i stedet for en endegyldig nervøsitet til sidst indfinde sig en ultimativ forløsthed, som også kunne kaldes munterhed. Det niende skridt på vejen mod sindighed er at finde en holdning til livets grænse, som rykker nærmere. Ikke blot livet, men også døden er et spørgsmål om tolkning. Hvad den virkelig er, det ved intet menneske. Det er formodentlig det mest beroligende ved den. Også tolkning af døden kan i givet fald være beroligende. Døden kan tolkes som den begivenhed, der giver livet mening, fordi den markerer den grænse, som først for alvor gør livet værdifuldt. Det mulige tiende skridt i retning af sindighed er at åbne livet mod en uendelig dimension, som dukker op hinsides det endelige liv, eller i det mindste at forestille sig en sådan.

At en sådan mening er mulig, aner vi mennesker hele livet igennem i ekstatiske erfaringer, i intensiv sanselighed, når vi bliver stærkt bevæget af følelser, når vi bevæger os ud i en omfattende tankeflugt, i en dyb samtale eller ved læsning, ved at synke ned i en leg eller en aktivitet eller ved enhver form for ”flow” og drømmeriskhed. Typisk for den slags erfaringer er selvforglemmelse, tidsløshed, alforbundethed, intensitet, afslutter Wilhelm Schmid sit forsvar for det sindige og rolige liv.

Skab ro i tilværelsen med sindighed og nydelse
Wilhelm Schmids påstand er således, at et fokus på begreberne sindighed og nydelse vil ruste dig til et vellykket seniorliv. Der er ikke altid plads til forbedring, som moderne managementtænkning påstår! Besind dig på det, der giver dig fylde og ro. Styrk de forhold og relationer, der understøtter dette – og bliv vis! Nyd dine vaner, vær opmærksom på livets forskellige faser, seniorkompetencernes mangfoldige kvaliteter, berøring og livets endelighed.

Et afklaret forhold til disse vigtige området skulle give dig et solidt grundlag til at få dine praktiske og konkrete spørgsmål taklet. Prøv det og bidrag til, at den (be-)sindige holdning igen får anerkendelse og respekt. Brug det gamle begreb sindighed som en vej til at blive ældre med større nydelse, ro og eftertænksomhed i hverdagen.

to arbejdende seniorer
Eller skal din seniorvej være aktiv, dynamisk og udfarende?

Design dit eget liv
Forfatteren Peter Faber har en anden tilgang til livet efter arbejdslivet. ”Tid er af uvurderlig værdi. Derfor skal man ikke gå og klatte tiden bort”, siger han. Tiden skal bruges med omtanke, og når du går på efterløn eller pension opdager du, at du pludselig står med 1692 timer af uvurderlig værdi i hænderne. Det er de timer, som du hidtil har brugt på dit arbejde. Nu har du chancen for at designe dit eget liv.

Til den opgave, har Peter Faber skrevet bogen Farvel arbejde – Goddag frihed med undertitlen ”En hånd- og inspirationsbog for vordende efterlønnere og pensionister”. Bogen har ingen løftede pegefingre, kostråd eller fysiske træningsprogrammer, lover forfatteren, men der er masser af gode ideer til, hvordan du kan få det optimale ud af livet efter arbejdslivet.  Udover bogen henviser Peter Faber til en Facebook-side (Farvel&Goddag), hvor læserne kan deltage i ide- og inspirationsudvikling.
(Der var nu ikke megen aktivitet på denne side, da jeg besøgte den ;-((.)

De fem flueben
For at kunne sikre sig, at man som senior er på rette kurs, har Peter Faber udarbejdet DFF-Testen: De Fem Flueben. Han opfordrer alle seniorer til at stille sig selv følgende fem spørgsmål, inden de lægger sig til at sove om natten:
1. Har jeg fået lidt motion i dag?
2. Har jeg trænet mit intellekt?
3. Har jeg skabt glæde omkring mig?
4. Har jeg aktivt vedligeholdt mit netværk?
5. har jeg forkælet mig selv?
Hvis du kan sætte flueben ud for hvert af de fem spørgsmål, må du godt lægge dig til at sove. 

Det er individuelt, hvor stor en motionist man er. Du finder lige præcis den motionsform, der passer dig. Det er ikke kun kroppen, der fysisk skal holdes i gang. Det skal de små grå også. De skal udfordres hver dag.  Også her er det individuelt, hvordan man plejer og passer intellektet og mulighederne er mange. At skabe glæde handler om, at der er nogen, der siger dig tak for et eller andet, som du har gjort, som har glædet eller hjulpet dem. Det sociale netværk kan sammenlignes med træværket, som skriger på Gori. Det skal vedligeholdes ellers forgår det. Hvis du hver aften kan se tilbage på en dag, som levede op til de krav og forventninger, som du havde til den, da du vågnede, kan du med god samvittighed sætte et flueben.

Brug opslagstavlen i supermarkedet
Peter Faber har en række gode råd, der kan udfordre dit intellekt og dine fordomme. Tag kontakt til yngre mennesker og brug dem som mentorer. Tag kontakt til fremmede med en anden etnisk baggrund end dansk og inviter dem ind i dit hjem. Diskussionerne over spisebordet vil udfordre dit intellekt!

Et andet – utrationelt – forum at udforske er opslagstavlen henne i supermarkedet. Her kan du annoncerer efter folk, der lige som dig har lyst til at spille kort en gang om ugen, være med i en gåklub, læseklub, madklub, strikkeklub, maleklub eller som har lyst til at hjælpe dig med at bygge bistader. Det fantastiske ved opslagstavlen er, ifg. Peter Faber, at den henvender sig til folk i dit nærområde, at den har mange læsere og er gratis.

Det er også på opslagstavlen, at man kan placere en føler. Er der nogen, der har lyst til at gå med i et fællesskab omkring køb af en autocamper? Eller en lille båd? Eller måske en kajak? Det er helt omkostningsfrit at prøve sine drømme og ideer af.

Der er et utal af oplevelser, som man ikke behøver at løse billet til. De nærliggende af slagsen er en gåtur i naturen, et besøg på biblioteket, hvor du husker at tjekke den ofte omfangsrige opslagstavle. Måske er der et gratis arrangement, som falder i din smag. Der er også gratisdage på museerne, så gå ind og få en oplevelse.

I mange kommuner er der etableret seniorværksteder, hvor pensionister og efterlønnere kvit og frit kan udfolde sig med alt fra smykkefremstilling til slibning af sten, billedbehandling på computer, trædrejning, engelsk, musik og troldesyning. Udbuddet er enormt og det gode ved seniorværkstederne er, at du selv kan byde dig til, hvis du har en interesse for – eller indsigt i – noget, som du tror, andre kunne have gavn og glæde af at lære – af dig!

Hvis tilbuddene på diverse opslagstavler ikke tilfredsstiller dit behov for gratis glæder, så prøv Internettet. Her er der masser af tilbud. Du kan f. eks. blive del af et testpublikum, som får lov til at smugkikke på nye danske film. Der er også gratis – eller billige – tilskuerpladser til mange Tv-programmer.

Konverter din arbejdstid til passionstid
Når du går på pension, får du stillet 1672 timer til rådighed om året. Det åbner uanede muligheder og en af dem er, at veksle arbejdstid til passionstid. Passionstid er den tid, man bruger på at fordybe sig i et eller andet, som måske altid har haft ens store interesse, men som det ikke har været muligt at dyrke lidenskabeligt, fordi der ikke har været tid til det.

De fleste har et ønske om at kunne fordybe sig i et særligt område. Du sætter selv dagsordenen og hvis du finder gregoriansk kirkemusik eller dyrkning af orkideer interessant, så tag skridtet ud og gør det til en passion. Hvad du hidtil måske kun har gjort halvt, har du nu mulighed for at gøre helt – og færdigt.

Kombinationen af læs og rejs er som skabt til en passion. Hvor tit sidder man ikke og læser om steder og siger til sig selv: Der vil jeg gerne hen. På samme måde gælder det samme for lyt og rejs, dans og rejs og spis og rejs.

Hvis du er til natur og har samlermani, så kunne du prøve at samle på øer. Hvis du er ø-samler drejer det sig om at besøge så mange danske øer som muligt, herunder at gå rundt om øerne. Skulle du være så ihærdig at blive færdig med at samle på øer, kan du gå i gang med at samle på danske bjerge samt bestige dem. Er du ikke til øer og bjerge, så er du måske til vandrestier. Prøv Hærvejen i Danmark, Caminoen i Spanien eller Inkastien i Peru.

Engager dig i frivilligt arbejde
Langt de fleste, der udfører frivilligt arbejde, gør det i organisationer eller i foreningsregi. Men du kan sagtens gøre det på egen hånd. Vi har alle indbygget et hjælpegen i os og det aktiveres hurtigt, hvis vi står i en situation, hvor vi kan gøre en forskel ved at hjælpe andre. Det er ikke mindst her, at du kan sikre dig det daglige flueben i DFF-testen, fordi det at hjælpe andre som oftest medfører en ”tak for hjælpen”.

Der findes en hjemmeside, hvor de frivillige job opslås ligesom på det ”rigtige” arbejdsmarked og hvor du også kan opslå stillinger, som du mangler at få besat i dit eget projekt. Hjemmesiden findes på adressen www.frivilligjob.dk Der er tre grunde til at folk engagerer sig i frivilligt arbejde: Det sociale samvær. At man gør en forskel. At man selv lærer noget.

Peter Faber er mere til aktiv handling og involvering end Wilhelm Schmid. Der er ifølge Faber en hel del plads til udvikling og forbedring i dit seniorliv. I sin bog peger han på en række gratis og nemme aktiviteter, som du kan kaste dig over i din seniortilværelse.  Aktiviteter, der kan udvide din horisont, give dig mening og anerkendelse.

Hvilken vej vælger du?
Er du en sindig og tilbagelænet senior eller er du en energisk og udfarende senior? Hvilken type vil du helst følge? Valget er dit. Prøv selv de to mindset og mærk på din krop og din sjæl, hvor din seniorenergi er!

Plejer du at blive opfattet som den dynamiske, iderige og udadvendte, så kan det godt være at Peter Fabers model er den nemmeste at prøve kræfter med først. Opfattes du derimod som den afventende, grundig og indadvendte, så er du nok mere på hjemmebane med Wilhelm Schmids model.

Når du har afklaret, hvilken hovedvej du vil følge (aktiv/passiv) kan du undersøge de forskellige stier der fører frem til dit seniorliv. Er det arbejdet, der forsat skal have hovedrollen i dit liv? Vil du forsøge dig med egen virksomhed? Vil du hellere engagere dig i det frivillige arbejde? Har du en drøm om at realisere dine kreative evner? Er det din sundhedstilstand / din fysiske og mentale form du gerne vil forbedre og udvikle? Eller er det en meningsfuld omsorgsopgave i din nærmeste familie, du gerne vil løse?

Seniorvejen kan hjælpe dig med dette valg. Se www.seniorvejen.com

Det kan være farligt at stoppe uforberedt på arbejdsmarkedet

Det gælder at finde den kasse som dit seniorliv passer i
Det gælder om at finde den kasse, som dit seniorliv passer ind i

Forbered dig i god tid og undgå at blive ramt af kriser som tab af mening, depression og tomrum. Bliv inspireret til at dyrker det positive i dit livs efterår. Fokuser på nutiden. Fortiden er for lang og kan ikke laves om. Fremtiden er for kort og for usikker at spå om. Nutiden er den væsentlige og livets kernekraft. Hør om tre seniorers vurdering af det bedste og det værste ved at forlade arbejdsmarkedet og få seks gode råd til at takle overgangen og finde meningen i dit seniorliv.

Jagten på mening i seniorlivet
De fleste seniorer, der forlader arbejdslivet, gør det uden de store problemer. Der er dog iflg. psykolog Vilhelm Borg en mindre gruppe, som ikke formår at udfylde tomrummet efter arbejdet og har svært ved at finde deres plads i nye sociale sammenhænge. Modsat vores forældres generation er der ikke længere nogen ”rigtig måde” at blive pensionist på. Vi bestemmer i højere grad selv, hvornår vi vil stoppe på arbejdsmarkedet og om vi også vil være aktive efterfølgende. Dermed er pensioneringen ikke en destination, men en rejse eller overgang og det gør mange forvirrede. Derfor søger flere hjælp til at finde ud af, hvad der skal ske nu. Hvad kan du gøre, hvis du er i tvivl om, hvad der skal ske efter arbejdslivet?

Cand. med. Gidon Zlotnik giver i artiklen ”Hvordan dyrker jeg det positive i mit livs efterår?” en række anbefalinger: Fokuser på nutiden. Fortiden er for lang og kan ikke laves om. Fremtiden er for kort og for usikker at spå om. Nutiden er den væsentlige og livets kernekraft.

Fremtiden skal dog ikke helt ignoreres. Den skal også plejes og det kan man ifølge Gidon Zlotnik ved at planlægge og aftale møder, rejser, samvær, fester o.l. således at kalenderen (og dermed livet), hverken er tom eller tynd. Det kræver imidlertid et dagligt arbejde og målbevidsthed at have de positive briller på. Men hvordan håndteres de eventuelle negative tanker og følelser med henblik på at sætte mere fokus på de positive? Gidon Zlotnik har et godt middel: ”Ved at spytte dem ud! I stedet for at jamre indgår jeg i en åben dialog med mig selv og/ eller med andre om angsten, fortrydelsen og selvmedlidenheden, som ledsager smerterne og tænker i stedet på, at alle smerter hører med og er en daglig bekræftelse på, at det er lykkedes mig at leve så længe”.

Tre bud på det bedste og det værste
I Kristeligt Dagblads artikel den 4. marts 2016 om ”Tre pensionister: Der er masser af nye muligheder og oplevelser i vente”, er der kontante bud på, hvad man som kommende senior kan glæde sig til og hvad man kan frygte:
– ”Det bedste var at få mulighed for at gå ind i frivilligt arbejde. Det giver stor mening at have tid til at gøre en forskel for andre”. ”Det værste var usikkerheden ved at gå fra noget fast til noget, man selv skal skabe. Men det kan man jo langt hen af vejen planlægge sig ud af”.
– ”Det (bedste) var, at tiden pludselig blev min egen og at jeg nu kan gøre, præcis hvad jeg vil. Jeg kan lade dagen digte sig selv, som man siger”. ”Det værste er, at man til tider godt kan føle sig lidt ensom. Jeg har dage, hvor jeg godt kunne bruge en ven til at vende tingere med”.
– ”(Det bedste var) at opdage at det ikke var sidste udkald, at der var masser af nye muligheder og nye oplevelser i vente”. ”Jeg har faktisk svært ved at sætte fingeren på det værste. Det er helt afgørende, at man planlægger, mens man stadig har evnen til at planlægge, ellers kan man få problemer”.

På den positive side kan kommende seniorer således glæde sig til at kunne gøre en meningsfuld forskel samt kunne vælge frit bland mange nye muligheder. På den negative side er der til gengæld usikkerheden og risikoen for at blive ensom. Hvordan det positive side kan styrkes yderligere har Magisterbladet seks gode råd til.

Hvor og hvordan vil jeg bo som senior
Hvor og hvordan jeg vil bo som senior – det er spørgsmålet

Seks gode råd om overgangen til seniorlivet
I Magisterbladet nr. 3, 2016 er der en nyttig guide med seks gode råd til, hvordan du kan takle overgangen samt finde meningsfulde aktiviteter i seniorlivet:

Anerkend, at det kan være svært
Efter et langt arbejdsliv ser mange frem til at gå på efterløn eller pension. Og pensionisttilværelsen ser herlig ud, sådan som den tager sig ud i film og reklame. Her er pensionisterne solbrune, de spiller golf, er økonomisk velpolstrede og rejser ud og oplever verden. I den virkelige verden er hver eneste dag som pensionist dog ikke lige så rosenrød. Amerikanske og engelske undersøgelser viser, at tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er den sværeste overgang i livet. Hvad nu hvis du oplever et dyk, når hverdagen rammer igen? Hvis ægtefælle er svær at gå op af hele dage? Hvis huset pludselig er blevet for dyrt? Anerkend, at det er svært og bliv dermed bedre i stand til at gennemføre tilbagetrækningen.

Planlæg i god tid
Du kan lette overgangen fra arbejdsmarkedet, hvis du allerede i god tid gør dig nogle grundige overvejelser omkring din tilbagetrækning. Hvor tidlig du skal begynde er selvfølgelig individuelt, men fem år inden er for de fleste en god tommelfingerregel. Har du en ægtefælle eller en samlever, er det en god ide, hvis I sammen udarbejder en handlingsplan over, hvordan dit – og evt. jeres – liv skal se ud som pensionister. Tal om jeres økonomiske forhold: hvor mange penge har I til rådighed som pensionister? Ønsker I at blive i huset, eller synes I at der er for mange værelser og for meget græs, der skal slås? Det kan også være en god ide at tale om, hvordan I vil fastholder et sjovt og kærligt samliv nu, hvor I får mere tid sammen: Hvad forventer I af hinanden? Hvilke interesser skal I hver have lov til at pleje og hvilke kan I dyrke sammen?

Trap ned
En vigtig del af din tilbagetrækning inkluderer en god dialog med din arbejdsplads om, hvordan du ønsker, at den sidste tid på arbejdsmarkedet skal se ud. For nogle kan det være en god ide at trappe med i arbejde, så de fx har firedagesuger. For andre er det vigtigtigere kun at sidde med de opgaver, de synes er sjove. Ønskerne er individuelle og gør det klart for dig selv, hvad der er, du gerne vil have. Nogle virksomheder tilbyder seniorsamtaler, hvor sådanne særlige aftaler kan indgås. Hvis ikke din arbejdsplads tilbyder dette, kan du bruge din årlige medarbejderudviklingssamtale til at præsentere dine ønsker for din leder. Du kan selvfølgelig ikke på forhånd vide, hvordan din arbejdsgiver reagerer på dine ønsker, men gå positivt ind i samtalen med en forventning om, at din arbejdsgiver også er interesseret i, at du får en tredje karrierer, som er meningsfuld for dig. Hvis dine ønsker imødekommes, vil du være mere tilbøjelig til at opretholde dit engagement og arbejdsglæde og det er også i virksomhedens interesse.

Betragt dig selv som en ressource
Selv om du er i den sidste fase af din karriere, må du ikke holde op med at se dig selv som en ressource for arbejdspladsen. Hold fast i, at du kan noget særligt i kraft af dine erfaringer og dine måske mange år som kulturbærer i virksomheden. Selv om du fx arbejder på nedsat blus, er det vigtigt, at både du og din arbejdsgiver holder fast i det. Måske kan dine kompetencer endda komme i spil på en ny måde, fx som mentor for nyansatte i virksomheden. Der er en tendens til, at de ældste på arbejdspladsen begynder at sige nej tak til efteruddannelsestilbud, når de nærmer sig pensionsalderen. Måske tænker du, at det er spild at sende dig på kursus, men husk, at du altid kan udvikle dig mere, og at det er vigtigt at holde hjernen i gang.  Det gælder ikke kun på arbejdspladsen, men også senere i livet som pensionist.

Giv fritiden mening
Der er stor forskel på, hvordan nye pensionister håndterer al den nyerhvervede fritid. I den ene grøft har vi dem, der lægger for mange planer: Dem, der vil motionere hver dag, tage et aftenkursus, begynde til pileflet, lære et nyt sprog og renovere førstesalen. I den anden grøft har vi dem, der siger, at de nok skal finde på noget, men hvor der ikke sker en pind. Begge dele kan være lige uholdbare, fordi de enten kan gøre dig stresset eller deprimeret. Generelt set er kvinder ret gode til at balancere pensionisttilværelsen og fylde den med ting, der giver dem glæde og mening. Mænd har derimod – groft sagt – en tendens til at identificere sig så meget med deres arbejdsliv og karriere, at de er mere tilbøjelige til at føle, at livet som pensionist er tomt. Undersøgelser viser, at det, især mandlige pensionister savner, er det sociale liv på arbejdspladsen. Med den viden i baghovedet er det derfor en god ide at udvide dit netværk og sociale liv, allerede inden du går på pension.

Fasthold tilknytningen
Hvis du er en af dem, der har svært ved at vænne dig til tanken om, at du ikke længere skal arbejde, kan det være en god ide, at beholde en form for tilknytning til din tidligere arbejdsplads. Flere og flere virksomheder afholder arrangementer for tidligere medarbejdere og nogle virksomheder har endda seniorklubber, som du kan deltage i både som ansat og som pensionist. Ved at deltage i sådanne arrangementer, kan du bevare dine arbejdsrelationer og stadig føle dig orienteret om, hvad der foregår.

Seniorvejen har et godt tilbud
Samlet set drejer det sig således om at du anerkender overgangens udfordringer, sætte tanker og ideer i gang om din fremtid som senior, etablerer en god dialog med din arbejdsgiver om dine individuelle ønsker, besinde dig på din værdi og dine ressourcer for arbejdspladsen, undersøger og udvider dit netværk og sociale liv inden stop samt overvejer en form for tilknytning til din tidligere arbejdsplads.

Er du i tvivl om, hvad der skal ske, når du forlader arbejdsmarkedet og har du behov for at drøfte fremtiden med ligesindede? så har www.seniorvejen.com et godt tilbud til dig.

Sådan får du en god seniortilværelse – Svar på fem spørgsmål

Steppeulven
Hyl ikke som en steppeulv – søg svar på de fem spørgsmål

Hvordan kan gnisten i kærlighedslivet bevares? Hvordan vil jeg bo som senior? Hvordan vil min krop og hjerne forfalde? Hvor mange penge behøves for at leve mine drømme ud? Hvor gammel bliver jeg mon? Dine svar på disse spørgsmål vil ruste dig til en god seniortilværelse. Svarene vil også lette din overgang fra det trygge og forudsigelige arbejdsmarked til seniorlivets usikre og uforudsigelig verden. Kurset ”Bliv klar til seniorlivet – find din egen seniorvej” kan hjælpe dig med at finde dine svar. Se yderligere information på www.seniorvejen.  

Fire måder at forlade jobbet på
I bogen ”Når jeg bliver gammel” af Anette Johannesen, beskriver forfatteren fire forskellige situationer, som du kan befinde dig i, når du skal forlade arbejdsmarkedet:
1. Jeg kan godt og jeg vil godt fortsætte på jobbet.
2. Jeg vil gerne, men kan ikke.
3. Jeg kan godt, men vil ikke.
4. Jeg kan ikke og vil ikke.

De fire situationer giver dig forskellige handlemuligheder.
I situation 1 kan det være, at du kan få en aftale med din arbejdsgiver om fortsat ansættelse i job evt. på nedsat tid.
I situation 2 kan det være, at du kan finde et alternativ til det nuværende arbejde, fx et frivilligt arbejde.
I situation 3 kan være, at du kan realisere en drøm om at starte som selvstændig.
I situation 4 kan det være, at du kan forbedre din sundhedstilstand samt finde et meningsfuldt omsorgsarbejde fx med demente. Hvad er det, der får os til at handle på den måde, som vi gør det? Det er der kloge folk, der har et bud på.

Fem forklaringer af valget
I Per H. Jensens & Poul Thøis Madsens artikel ”Seniorer og arbejdsmarkedet: Beskæftigelsesmønstre, politiske initiativer og effekter” giver forfatterne fem forklaringer på seniorers valg i forhold til at forlade eller at forblive på arbejdsmarkedet før de når pensionsalderen.  Det er henholdsvis Push-, Pull-, Jump-, Stay- og Stuck- motivet.

Push-forklaringen betragter tilbagetrækningen som ufrivillig og uønsket. De ældre udstødes på grund af hårdt og nedslidende arbejde, dårligt helbred, aldersdiskrimination i afskedigelses- og ansættelsesprocessen.
Pull-forklaringen ser tilbagetrækningen som frivillig. Tilbagetrækningen betragtes som en funktion af attraktive tilbagetrækningsordninger, som den rationelle (økonomisk beregnende) aktør handler ud fra.
Jump-forklaringen ser også tilbagetrækningen som en fri viljesakt. Årsagen er dog ikke velfærdsstatens ydelser, f. eks. efterlønsordningen, da velfærdsstaten kun er én af mange betingelser for menneskelig aktivitet. Tilbagetrækningen er resultatet af en refleksiv proces og en søgen efter et nyt livsindhold i en aktiv tredje alder.
Stay-forklaringen betoner, at gode arbejdsforhold, god løn, gode relationer til kollegaer og ledelse spiller en stor rolle for tilbagetrækningstidspunktet. Seniorer trækker sig ikke tilbage fra et arbejdsmarked, hvor det er sjovt at være.
Stuck-forklaringen refererer til, at personen – ikke mindst singler – delvist mod deres vilje føler sig tvunget til at forblive på arbejdsmarkedet, f. eks. fordi de ikke kan undvære pengene eller det sociale miljø på arbejdspladsen. Man glemmer ofte at efterlønnen ikke er så generøs, at den tillader et komfortabelt liv – tværtimod.

De fire forskellige måder at fratræde på og de frem forskellige motiver til handling udgør seniorernes rammebetingelser ved valg af seniorvej. Seniorernes forskellige valgsituationer og forklaringerne på deres valg peger i forskellig retning. Hvis du ønsker at få indflydelse på denne situation kræver det, at du bliver bevidst om disse rammebetingelser, vælger strategi efter dine ønsker og sætter relevante handlinger i værk. Men hvad er det, der skal være styrende for dit valg?  Psykologen Henrik Brogaard har et par gode forslag, som du kan starte med.

 

Gammel -aldrig i livet
Livskvalitet er en unik størrelse, som du selv må finde svaret på

 

Pejlemærker til seniorlivet
Henrik Brogaard og Henrik Tüchsen har i bogen ”Gammel – aldrig i livet” formuleret fem emner, der kunne være relevante at undersøge nærmere, når du skal forberede dig til seniorlivet:
1. Kan gnisten i mit kærlighedsliv bevares i det sene liv? Kan jeg gøre det mere spændende, måske ligefrem puste liv i gløden, eller er den lidenskabelige kærlighed og det lystfulde sexliv en saga blot?
2. Hvordan skal jeg – eller vi – bo i den sidste del af livet? Skal jeg søge aleneheden, tosomheden eller samværet med mange andre i et af de mange nye fællesskaber, der er dukket op?
3. Hvor slemt vil det uundgåelige forfald være for min krop og min hjerne? Kan jeg stadig være stærk, sund og have mine åndsevner og psykiske klarhed i behold? Hvad skal jeg gøre for at bevare en vital livsglæde?
4. Hvor mange penge behøver jeg for at leve mine drømme ud? Skal jeg fortsat arbejde lidt og er min pensionsplan sat rigtig sammen i det lys? Hvad betyder nedsparing og livrente for mig?
5. Hvor gammel bliver jeg mon – og hvad med døden? Skal jeg ignorere den længst mulig, eller kan jeg bruge bevidstheden om døden til noget? Vil jeg være bange for at dø? Hjælper det at få en tro? Dit svar på disse fem spørgsmål vil give dig nyttig selverkendelse, ro i sindet samt øge din handlekraft i forhold til dit seniorliv.

Livskvalitet er en unik størrelse
Henrik Brogård har haft samtaler med mange seniorer om denne overgangssituation. Hans konklusion er, at der ikke er nogen facitliste på, hvordan man skal forsøge at skrue sin (senior-)tilværelse sammen for at få gode år i den sidste del af livet. Livskvalitet er en unik størrelse og enhver har sit egne svar på, hvad livskvalitet er. Alligevel er det muligt at udpege nogle områder, som for de fleste er vigtige grundpiller, som det er værd at tage stilling til i bestræbelsen på at opbygge et godt senliv: Kærlighedslivet og erotikken, boformen, kroppen og hjernens vedligeholdelse, pengekassen og tanker om livets endeligt.

Henrik Brogårds anbefalinger er, at følge eksperternes råd: Giv kæresten et knus og lad kærligheden blomstre, som parterapeuterne foreslår. Slip legelysten fri, som sexologen anbefaler. Gå, hop eller løb en tur, som overlægen siger. Sy, strik, spil musik, dans, snedkerer og følg dine passioner, som hjerneeksperten siger. Så kan du måske øge dine chancer for at leve livet for fuld udblæsning – selv om du runder flere skarpe hjørner.

Prøv Seniorvejen
Der er således flere forskellige veje at gå som senior og flere forskellige værdier, der kan motivere dig til arbejdet med dig selv og din seniorvej. Har du behov for en ramme, hvor du kan drøfte de ovennævnte spørgsmål, få inspiration til din konkrete plan og møde lige sindede i øjenhøjde, så kan du kontakte mig på www.seniorvejen.com og få oplyst, hvor og hvornår der er et kursusforløb, der netop passer til dig.

Slip seniorerne fri – afskaf alderdommen

Der er saft og kraft i dagens seniorer
Der er saft og kraft i dagens seniorer

På det danske arbejdsmarked florerer der en række fordomme om alder og affældighed. Samtidig eksisterer der et urimeligt krav om, at pensionsalderen for alle seniorer skal følge den øgede levealder. Konsekvensen er, at mange seniorer, der ønsker at forblive på arbejdsmarkedet, ikke får dette valg. Samtidig medfører det, at mange seniorer, der ønsker at forlade arbejdsmarked udelukkes for dette valg. Det danske arbejdsmarked har brug for en holdningsændring, en lovændring samt et nyt overgangstilbud til alle seniorer, der overvejer at forlade arbejdsmarkedet.

Bekæmp fordommen om sidste salgsdato
I et debatindlæg i JP fra den 8. november 2015 argumenterer Poul-Erik Tindbæk for, at de politiske bestræbelser for at hæve pensionsalderen til 68 år, helt ser bort fra den usynlige ”work-life balance”, som mange af dagens 1 million danskere over 65 år følger, når de dagligt bruger deres kompetencer og erfaring. Poul-Erik Tindbæk nævner omfanget af omsorgsarbejde, deltidsarbejde, frivilligt arbejde og antallet af senioriværksættere, som eksempler på bidrag til fælleskabet, der er usynlig i det nationaløkonomiske regnskab. Konsekvensen af det uigennemtænkte forslag er iflg. Poul-Erik Tindbæk at:”work-life balancen fra at være en balancelinje gennem hele livet (skubbes) til endnu mere at være en skillelinje efter arbejdslivet, hvor man slås hjem for at passe sig selv og sine nærmeste i fritidsland og fritstilles eller nærmest fratages sine forpligtelser over for fællesskabet”. Jeg er helt enig i denne betragtning, som udover nationaløkonomisk blindhed også bygger på en række fordomme om alder og forfald.

I bogen ”Afskaf alderdommen. Bliv i de voksnes rækker” af Lone Külmann og Henning Kirk er der god dokumentation og mange rammende eksempler på de fordomme, der i dag florerer på ældreområdet. Forfatterne opsummerer en række af de herskende fordomme på denne måde: ”De troede at tænderne falder ud. Med kærlig pleje kan de holde et langt liv. De troede at åreforkalkning ’kommer med alderen’. Det gør den ikke. Den kommer af sygdom. De troede at gammel var ensbetydende med senil. Flertallet af over 100-årige er åndsfriske. De var overbevist om, at man ikke kan lære en gammel hund nye tricks. Det kan man godt. I hvert fald hvis hunden er et menneske.”

Forfatterne anbefaler en mere positiv og produktiv holdning til alder og aldring og peger på begrebet ”aldersintegration” som det initiativ, der kan afskaffe alderdommen som det diskriminerende og meningsløse begreb, det er. ”Det vil sige at man ophører med at bruge alderen som kriterium for at give eller tage særlige rettigheder. Kategoriseringen fastholdes af aldersrabatter, eller når man bruger alderen som kriterium for ikke at ville behandle eller genoptræne patienter. Eller hvis man bruger alderen som kriterium for obligatorisk lægeundersøgelse forud for kørekortfornyelse.” Opdelingen mellem voksne og de ældre må på den baggrund høre op. Det hæmmer opmærksomheden på ældre menneskers ressourcer, hvis vi opereres med en ”Sidste salgsdato”. Seniorerne bør derfor forblive i de voksnes rækker og ikke udgrænses i en diskriminerende kategori som ældre.

Jeg er helt enig i denne betragtning, som ikke behøver at udelukke seniorerne for at de, som interessegruppe, kan forsøge at opnå de rabatter, som andre ældreorganisationer tilbyder sine medlemmer. Seniorerne bør naturligvis også have anerkendelse for den værdifulde indsats, de har bidraget til som medlem og udvikler af det moderne danske samfund. Seniorerne er dog ikke nogen ensartet gruppe, der kan lovgives ”firkantet” om. Der er store forskelle helbredsmæssigt, økonomisk og aldersmæssigt inden for gruppen.

Der er stor ulighed i seniorgruppen
Der er stor forskel og ulighed i seniorgruppen

Skab individuelle overgangsordninger
I artiklen ”Kampen om seniorårene” af Lars Olsen opstilles to meget forskellige beskrivelser af dagens seniorer. På den ene side en senior karakteriseret ved ord som Golfbane. Langtidsferie. Jordomsejling. Seniorhøjskole. På den anden side en senior karakteriseret ved ord som Slidgigt. Udbrændt. Smertestillende. Diskusprolaps. Billedet af den veltrimmede golfspiller står stærkt på den offentlige nethinde. Billedet understøttes af, at mange af dagens seniorer har længere uddannelse, bedre helbred og mere på kistebunden end dem, der forlod arbejdsmarkedet for en generation siden.

Seniorårene har imidlertid også en anden og ofte overset side, hævder Lars Olsen og henviser til de mange, der allerede i 60’erne har nogle af de nævnte skavanker. Skavanker, der sætter skarpe grænser for hverdagen og for jobbet. Det gælder ikke mindst de mange, der har haft fysisk krævende arbejde. Det er Lars Olsens påstand, at debatten om efterløn og pensionsalder helt overser den sidstnævnte gruppe af seniorer. Den tager ensidigt udgangspunkt i billedet af golfspillende seniorer med masser af ressourcer. Akademikere og andre med attraktive job arbejder med glæde til langt op i 60’erne. Sådan er virkeligheden ikke eksempelvis for sosu-assistenter og muresvende.

Det er Lars Olsens påstand, at det især er de faglærte og de ufaglærte, der må arbejde længere, når efterlønnen afvikles og pensionsalderen stiger til 68 år. De faglærte starter langt tidligere på arbejdsmarkedet end akademikerne og slutter derfor også tidligere. Hvis pensionsalderen på grund af den stigende levelader ændres med samme interval for de to grupper vil det medfører, at de tømrere og sosu-assistenter, der i dag er omkring 50 år, skal arbejde 7 år mere, hvorimod lægen og økonomen kun skal arbejde 3 år ekstra. Den førte politik er ude af trit med disse store samfundsgruppers helbred og arbejdsevne og en pensionsreform bør naturligvis tage hensyn til dette paradoks.

Jeg er enig i denne betragtning, at der i fremtiden bør være en fleksibel pensionsordning, der ikke tager udgangspunkt i alder (68 år) men tager hensyn til det præsterede antal år på arbejdsmarkedet. Samt tager hensyn til de ulige vilkår i arbejdslivet eller uligheden i sundhed og levealder, der eksisterer for de forskelligartede grupper på arbejdsmarkedet.

Mød seniorerne i øjenhøjde
Mød seniorerne i øjenhøjde

Mød seniorerne i øjenhøjde
For de personer, der overvejer at forlade arbejdsmarkedet, kan det være en stor udfordring at tage dette skridt. På den ene side lokker det fri liv med muligheden for at realisere drømmen, der ikke tidligere har været plads til. På den anden side truer det smertefulde tab af et værdifuldt arbejdsfællesskab og den faglige identitet, som fulgte med jobbet.

Hvad kan du gøre for at hjælpe seniorerne med overgangen fra arbejdsliv til seniorliv? Bekæmp fordommene i din omgangskreds og hvor du kommer. Fokuser på, at alder ikke er en sygdom, men hænger sammen med forædling, overblik og visdom. Påvirk politikere og beslutningstagere lokalt og nationalt til at skabe fleksible overgangsordninger, der tager hensyn til de individuelle livs- og arbejdsvilkår. Inspirerer din arbejdsgiver, A-kasse og pensionskasse til at give dig og dine seniorkolleger et overgangstilbud, der kan hjælp dig med at finde din selvstændige valgte seniorvej.

Et sådant relevant tilbudt kan du for eksempel finde på www.seniorvejen.com.

Historien om Seniorvejen 1.

 

to arbejdende seniorer
Seniorerne ser glade ud – nu er der endelig kommet hjælp til dem

Kære Senior,
Her kan du læse første del om
Seniorvejens korte, men hektiske historie. Hvorfor den blev etableret. Hvad du kan bruge den til og hvad andre har fået ud af at benytte den. Historien handler om, hvordan de manglende tilbud til seniorer førte til et nyt tilbud til dig. Det er endvidere historien om, hvorfor tilbuddet har fokus på dit behov, din afklaring og din handlefrihed. Det er endelig historien om, hvilket udbytte som du samt organisationer og virksomheder kan få ud af det. God læselyst.

Intet forum for seniorer
I perioden 2012-2015 arbejdede jeg som jobkonsulent ved Jobcenter Aarhus. Det undrede det mig, at Jobcentret ikke havde specifikke tilbud til ledige seniorer, der overvejede at forlade arbejdsmarkedet.

Jeg havde mødt flere seniorer, som var meget i tvivl, om de skulle holde op med at arbejde, og hvad skulle der så træde i stedet for arbejdsfællesskabet og den identitet, som arbejdet gav.

Skulle de fortsætte med at arbejde evt. på deltidsbasis? Skulle de forsøge sig som selvstændige? Var der frivilligt arbejde, der fristede? Kunne et kreativt projekt fastholde interessen? Var der behov for at komme i bedre fysisk form gennem træning? Eller var der syge i familien, som trængte til hjælp?

Mange spørgsmål – men intet forum, hvor de kunne drøftes.

I august 2015 blev disse spørgsmål pludselig aktuelle og håndgribelige for mig på en ny måde. Min ansættelse udløb og jeg skulle tage stilling til, om jeg ville forsætte med arbejdet eller, om der var andre muligheder. Nu manglede jeg helt konkret dette forum, hvor min tvivl kunne vendes og mine spørgsmål besvaret.

Ingen hjælp til at komme ud
Der er mange tilbud til dem, der vil ind på arbejdsmarkedet – Men det undrede mig, at der ikke er nogen til dem, der vil ud.

Jobcentret havde tilbud til alle ledige om vejledning, opkvalificeringsforløb, afklaringssamtaler og relevante tilbud, som kunne bringe dem i arbejde. Seniorer, der ønskede at forlade arbejdsmarkedet, fik ikke den nødvendige hjælp til at det, de skulle igennem.

De var mere eller minder overladt til sig selv.

– ”Er de ikke i stand til at klare denne opgave selv, efter de mange år på arbejdsmarkedet?”, kunne man indvende.

Tal fra Ældre Sagen viser, at det ikke er tilfældet. Der går helt op til et år, før en senior, der har forladt arbejdsmarkedet, har fundet sig til rette i en ny tilværelse. Usikkerheden om fremtiden og den lange tid før der kom struktur på den nye hverdag, burde kunne reduceres og forkortes.

Men hvordan?

Jobcenter Aarhus havde haft et forsøgsprojekt ”En3karriere”, hvor ansatte, der havde nået pensionsalderen og gerne ville fortsætte i arbejde, kunne få vejledning og hjælp til det.

Med hvad med alle de andre, der var ansat andre steder og som ville fortsætte på arbejdsmarkedet men gerne prøve noget andet.

Hvad skulle de gøre?

Jeg fik lejlighed til at deltage i et to-dages kursus men måtte erkende, at jeg kun var blevet klogere på den ene af de seniorveje, som jeg kikke nysgerrigt efter: Jobvejen.

Var der muligheder andre steder?

Too late to die
Samfundet har vendt ryggen til de tvivlende seniorer

Ingen kurser til de nødstedte
Hvis man kikkede sig om i Danmark efter kurser, der kunne hjælpe seniorerne i deres usikre og uafklarede situation, så var der langt imellem disse tilbud. Jeg fandt kun tre, der på hver sin måde havde et afgrænset fokus på de ”nødstedte seniorer”.

Der var Ældre Sagen, der fokuserede på de ændrede forhold i familien, i økonomien, i boligsituationen, helbredet mm. Et andet tilbud kom fra Senium, en selvstændig virksomhed med to tidligere ansatte i Ældre Sagen. Deres tilbud tog afsæt i et Socialfondsprojekt med fokus på nogle af de samme elementer som Ældre Sagen. Det sidste var fra ”En3karriere” til de virksomheder, som Jobcenter Aarhus samarbejder med om at få udarbejdet en seniorpolitik. Seniorpolitikken skulle være med til at hjælpe ledige seniorer i job i virksomhederne og give de seniorer, der er i arbejde, mulighed for at blive i arbejde, selv om de har nået pensionsalderen.

Jeg har også været til møde i min pensionskasse om konsekvenserne af at gå på pension som 65 årig. Ud over at få gennemgået mine økonomiske forhold fortalte en psykolog om de kriser, som overgangen fra arbejde til pensionisttilværelse kan give.

Altså meget begrænsede muligheder.

Jeg ville gerne have hørt om forskellige udfordringer og muligheder, der måtte være – og drøfte med andre om deres erfaringer, så jeg kunne afgøre om de drømme, jeg havde for mit seniorliv, skulle forfølges.

Der var således ingen af de eksisterende tilbud, der tog udgangspunkt i den enkelte (=min) seniors situation, ønsker og valgsituation.

Læse videre i næste Blog: Historien om Seniorvejen 2.

Mangler du kongevejen til ønskejobbet eller til dit drømmeprojekt som senior? Så tag med på en opdagelsesrejse i din egen erfaringsverden

 

Ziz dalen
En senior på opdagelsesrejse til Ziz dalen i Marokko

Jobsøgende seniorer overser ofte de nyttige værktøjer, som venner og bekendte besidder. Resultatet kan i værste fald blive afslag på ønskejobbet samt endnu et trist nederlag at føje til sit CV. Brug i stedet for dit netværks kompetencer som en øjenåbner til dine uudnyttede ressourcer. Bliv coachet eller få sparring og opdag de guldkorn, der kan hjælpe dig på vej til ønskejobbet eller drømmeprojektet. Benyt fx Senior Erhverv Aarhus eller PowerjobMidt og mærk den produktive energi i et levende fællesskab.

Hjælp til selvhjælp
En god og effektiv måde at komme ud af dødvandet som ledig senior er, at benytte sig af metoder som coaching og sparring. Målet med disse to værktøjer er at give hjælp til selvhjælp. Coaching bygger på ideen om menneskets medfødte lyst til læring og udvikling samt dets ansvarlighed for at ville løse de opgaver, som det frivilligt har påtaget sig. Læring og udvikling opfattes som en naturlig del af menneskets vækst, der foregår i alle livssituationer. Den særlige opgave for coachingen er at udvikle en opmærksomhed, koncentration og klarhed over for den konkrete (job-/senior-) situation, som du er i.

På opdagelse i dine egne tanker
Coaching er en særlig form for dialog. Coachens opgave er at gå på opdagelse i dine tanker og forestillinger og etablere en egen dialog mellem dig og dine udfordringer. Coaching handler om at fremme nytænkning og erkendelse ved at invitere til egen dialog. Dette opdagelsesarbejde kan målrettes og effektiviseres ved at gå systematisk til værks. For at nå rundt om din konkrete situation og udfordring kan følgende 7-trins model benyttes.

De syv elementer i den coachende samtale
1. Den psykologiske kontrakt (forventningsafstemning).
Hvad er dine forventninger til forløbet?
2. Afdækning og afgrænsning af problemstilling (udfordringen).
Hvad er vigtigst for dig at tale om?
3. Udforskning af relationer og sammenhænge (kontekst).
Hvilke relationer giver dig energi?
4. Nye perspektiver og handlemuligheder (strategi).
Hvilke alternative veje vil være mest givende for dig?
5. Målsætning. Ønsker til fremtiden (vision).
Hvad brænder du for? Hvad skal du ændre/ udvikle?
6. Planlægning og aftale om evt. opfølgning (plan).
Hvad skal gøres? Hvornår? Af hvem? Første skridt?
7. Afrunding og vurdering af samtalen (evaluering)
Opfølgning på den psykologiske kontrakt. Mest udbytte?

Fire faser i den kreative tankeproces
Den gode og energifyldte samtale gennemløber flere faser og skifter perspektiv efter situationens behov.
Først er der Forberedelsesfasen, hvor dine ressourcer vurderes.
Dernæst er der Inkubations- eller udklækningsfasen, hvor du afprøver forskellige alternativer.
Derefter kommer Illuminationsfasen, hvor du gerne skulle ”se lyset” eller en mulig løsning.
Afslutningsvis er der Test- eller verifikationsfasen, hvor afpudsning af plan samt dit valg af ny (job-/senior-) vej finder sted.

 

Merzouga ørken
Seniorer på rette vej gennem ørknen i Marokko med kyndig guide

Rolleskift fra detektiv til kaptajn
Forudsætningen for den vellykkede samtale er, at du får stillet forskellige typer af spørgsmål gennem hele samtalen: f. eks. både konkrete og abstrakte, lukkede og åbne, paradoksale og selvindlysende. Samt at der veksles mellem forankrings- og forandringsperspektivet. Til illustration af dette perspektivskifte påtager coachen sig forskellige roller, der koncentrere sig om et bestemt fokus i din erfaringsverden.

Den første rolle er som detektiv og arkæolog, hvor du vil blive spurgt om faktuelle ting.
Den anden rolle er som etnolog og opdagelsesrejsende, hvor du vil blive spurgt om relationelle forhold.
Den tredje rolle er som kunstner og facilitator, hvor du vil møde hypotetiske spørgsmål.
Afslutningsvis er der den fjerde rolle som kaptajn, hvor du vil få stillet adfærdspåvirkende spørgsmål.

Kan du efter samtalen ”se”, at du har bevæget dig fra ubevidst inkompetent over bevidst inkompetent til bevidst kompetent, så har du nået det, der var samtalens formål: At få åbnet dine øjne for dine udviklingsmuligheder. Grib chancen i dag og tag fat i dit netværk.

Benyt fx Senior Erhverv Aarhus eller PowerjobMidt og mærk den produktive energi i et levende fællesskab.

Er vejen til det nye job som senior fyldt med forhindringer? Så prøv coaching med dit netværk og kom på omgangshøjde med dit ønskejob

Hestekusk
Med en kompetent coach bliver (kartoffel-) udbyttet enormt

Mange ledige seniorer benytter ikke værktøjer som coaching eller sparring og ender ofte bagerst i køen, når der skal uddeles job. Prøv en ny vej til job og benyt dit netværk som coach eller som sparringspartner. Få hjælp af ligesindede i et levende fælleskab fx Senior Erhverv Aarhus eller PowerjobMidt og mærk forskellen.

Dit netværk kan bringe dig på omgangshøjde med dit jobønske
De fleste ledige oplever skuffelse over gentagne afslag på omhyggeligt udarbejdede jobansøgninger, ærgrelse over ikke at have fået sagt det vigtigste ved jobsamtalen eller irritation over den forspildte chance for at trække på information fra en strategisk placeret person i eget netværk. Alle disse forhold kan godt få joboptimismen til at svækkes hos selv den mest stålsatte jobsøger. Heldigvis er der et godt råd at benytte sig af i den situation. Brug dit netværk som coach eller som sparringspartner.

Vær din egen kusk og tilbyd dine (heste-)kræfter
Begrebet Coach kommer fra ungarsk kocs og henviser til den person, der førte en karet/vogn til transport af mennesker og gods. En coach var oprindelig en kusk, der styrede hestevognen og samtidig var ansvarlig for pleje og omsorg af hestene. En forklaring på, at coaching og sparring er kommet på mode i dag er den stigende usikkerhed og kompleksitet i dagens samfund. Det er blevet vanskeligt at komme med sikre anvisninger i forhold til, hvordan vi skal handle og tage beslutninger. Færdige løsninger findes ikke! Alt er til forhandling og der stilles krav om forandringsparathed for alle – også jobansøgere. Hvad kan du gøre? Bliv din egen kusk og tilbyd netværket dine (heste-)kræfter.   

Gode spørgsmål kan frigøre skjulte ressourcer
Coaching betyder i dag at give omsorg og støtte til den person, der er i fokus. Coaching er en strategi, der kan hjælpe fokuspersonen til at løse opgaver på basis af egne evner og potentialer med det formål at udvikle evne til at handle selvstændigt og refleksivt. Ved at stille de rigtige spørgsmål og ved at lytte aktivt med nysgerrighed, kan coachen sætte en kreativ og frigørende proces i gang hos fokuspersonen.

Enhver kan coache
Coaching kan også bruges til at skabe tyggegummi-kunst i Seattle

Enhver kan virke som coach/ sparringspartner
Alle kan coache alle, blot der er et ligeværdigt tillidsforhold mellem de involverede parter. På den ene side tillid til coachens nødvendige erfaringer og personlige egenskaber. På den anden side tillid til fokuspersonens evner og potentialer.  Coaching er ikke bundet til en bestemt funktion (fx konsulent, træner), men er bestemt af opgaven og situationen og kan udøves af enhver, der er villig og kompetent til at leve sig ind i en anden person forestillingsverden.

Prøv metoden og mærk forskellen i et levende fælleskab som fx Senior Erhverv Aarhus eller PowerjobMidt

Nye jobmuligheder for ledige seniorer. Transport-, service- og detailsektoren sukker efter den modne arbejdskraft

Buschauffør
Seniorerne er meget efterspurgte – især indenfor transportområdet

Nu kører det for de ledige seniorer
Under overskriften Senior-chaufførerne skal blive bag rettet, har Aarhus Stiftstidende den 22.oktober en opmuntrende artikel til de ledige seniorer. Hos Arriva i Stilling er næsten halvdelen af alle 350 buschauffører over 60 år og transportvirksomheden gør nu en ekstra indsats for at beholde dem endnu længere.

Begrundelsen for, at Arriva gerne vil holde på seniorerne er, at ”det er stabile og loyale medarbejdere, som er glade for deres job og som også selv ønsker at blive ved”. Arriva tilbyder seniorerne et kursusforløb, finansieret via Seniorpakken*, så hver medarbejder bliver klar over, hvilke muligheder der er for fortsat at arbejde ved Arriva, hvis ikke man ønsker at arbejde fuldtid.
Der er flere muligheder ved Arriva: Gradvis nedtrapning, at gå ned i tid eller at gå over til timelønnet arbejde i stedet for.

Hos Arriva er der ikke en øvre aldersgrænse for, hvor længe man kan arbejde som chauffør, men virksomheden sætter naturligvis sikkerheden frem for alt. Arriva mener ikke, at en høj alder nødvendigvis er lig med, at man skal stoppe på arbejdsmarkedet.

* Seniorpakken er en støtteordning under Beskæftigelsesministeriet, der løber frem til udgangen af 2015 og som ikke er forlænget udover denne periode. Pakken består af et afklaringskursus efterfulgt af en personlig seniorsamtale.
Er du interesseret i noget tilsvarende så tjek www.seniorvejen.com

For konkrete jobmuligheder se http://www.arriva.dk/index.php/job

 

The Call Company
Telefonsalg er også en af seniorernes spids-kompetencer

Senior-sælgeren er en eftertragtet vare
Hos The Call Company i Aarhus søger de modne medarbejdere, der kan føre en dialogbaseret ”voksen” samtale. Seniorgruppen er særlig interessant ”fordi medarbejde på 50+ har noget, som mange andre ikke har – livserfaring og indsigt!”

Opgaven for seniorerne ved The Call Company er ikke primært at sælge, men at ringe for en god sag som Alzheimer, lungesygdomme, dyrevelfærd, gigt osv. Det vil sige ringe for noget, som giver mening og som er med til at gøre en forskel for den det vedrører.

Det er let at bytte vagter og arbejdstiden kan i høj grad planlægges i forhold til de ønsker, som seniorer har både med hensyn til antal timer og arbejdstidspunkt. The Call Company har vagtplaner fra 8 timer og op til 40 timer om ugen. Grundlønnen er 105 kr. i timen og der arbejdes på at sætte den op til 115 kr. for seniorer.
For konkrete jobmuligheder se http://www.thecallcompany.dk/

Ligebehandling af seniorarbejdskraften
Mange virksomheder har en personalepolitik, der skal afspejle befolkningens sammensætning, herunder give plads til seniorer på arbejdspladsen. Således har IKEA i Aarhus behov for seniormedarbejdere i deltidsansættelser, med start på ca. 10 timer om ugen inden for følgende arbejdsområder: Morgenopfyldning. Logistik. Vareudlevering. Salg. Kasselinje. Kundeservice. Detail. Kantine.

Det er ikke en forudsætning, at du har forhåndskendskab til arbejdsopgaverne, da der er intern oplæring.
For konkrete jobmuligheder se http://www.ikea.com/ms/da_DK/this-is-ikea/available-jobs/index.html

Senior Erhverv Logo
Har du behov for et job som senior, så kan Senior Erhverv hjælpe dig
I 2014 hjalp Senior Erhverv 700 medlemmer i job, heraf 38 fra Senior Erhverv Aarhus. Hvis du vil være med i foreningen, skal du være over 50 år og villig til at yde hjælp til selvhjælp.

Den effektive jobsøgningsmetode, som Senior Erhverv benytter sig af, er et netværk af jobsøgende. To og to tager seniorerne på opsøgende virksomhedsbesøg for at finde fast arbejde til netværkets medlemmer. At metoden virker, kan Politiken dokumentere den 23. maj 2015 med overskriften ”Jobfabrik for ældre slår nye rekorder” – ”600 seniorjob i 2013, 700 i 2014 og en forventning om mere end 800 seniorjob i år. Netværk af jobsøgende ældre har stor succes med at finde job til sig selv og hinanden”.

I Senior Erhverv bliver du medlem af et omfattende netværk med mange tilbud, der kan øge dine kompetencer. Du kan i Senior Erhverv bidrage med dine kompetencer i en eller flere arbejdsgrupper, fx PR, IT, administration, medlemsservice og virksomhedsservice.

Er du interesseret i at høre mere om dine muligheder kan du ringe på tlf.: 86 14 23 50 eller maile på info@seaa.dk
For yderligere information se www.seniorerhvervdanmark.dk/aarhus/

Har du behov for et job, så kan Senior Erhverv måske hjælpe dig

Senior Erhverv
Senior Erhvervs netværk kan bringe dig tættere på dit ønskejob

I 2014 hjalp Senior Erhverv 700 medlemmer i job, heraf 38 fra Senior Erhverv Aarhus. Hvis du vil være med i foreningen, skal du være over 50 år og villig til at yde hjælp til selvhjælp.

Den effektive jobsøgningsmetode, som Senior Erhverv benytter sig af, er et netværk af jobsøgende. To og to tager seniorerne på opsøgende virksomhedsbesøg for at finde fast arbejde til netværkets medlemmer.

At metoden virker, kan Politiken dokumentere den 23. maj 2015 med overskriften ”Jobfabrik for ældre slår nye rekorder” – ”600 seniorjob i 2013, 700 i 2014 og en forventning om mere end 800 seniorjob i år. Netværk af jobsøgende ældre har stor succes med at finde job til sig selv og hinanden”.

I Senior Erhverv bliver du medlem af et omfattende netværk med mange tilbud, der kan øge dine kompetencer. Du kan i Senior Erhverv bidrage med dine kompetencer i en eller flere arbejdsgrupper, fx PR, IT, administration, medlemsservice og virksomhedsservice.

Er du interesseret i at høre mere om dine muligheder kan du ringe på tlf.: 86 14 23 50 eller maile på info@seaa.dk

Se endvidere: www.seniorerhvervdanmark.dk/aarhus/
//