
Mange ledige seniorer benytter ikke værktøjer som coaching eller sparring og ender ofte bagerst i køen, når der skal uddeles job. Prøv en ny vej til job og benyt dit netværk som coach eller som sparringspartner. Få hjælp af ligesindede i et levende fælleskab fx Senior Erhverv Aarhus eller PowerjobMidt og mærk forskellen.
Dit netværk kan bringe dig på omgangshøjde med dit jobønske
De fleste ledige oplever skuffelse over gentagne afslag på omhyggeligt udarbejdede jobansøgninger, ærgrelse over ikke at have fået sagt det vigtigste ved jobsamtalen eller irritation over den forspildte chance for at trække på information fra en strategisk placeret person i eget netværk. Alle disse forhold kan godt få joboptimismen til at svækkes hos selv den mest stålsatte jobsøger. Heldigvis er der et godt råd at benytte sig af i den situation. Brug dit netværk som coach eller som sparringspartner.
Vær din egen kusk og tilbyd dine (heste-)kræfter
Begrebet Coach kommer fra ungarsk kocs og henviser til den person, der førte en karet/vogn til transport af mennesker og gods. En coach var oprindelig en kusk, der styrede hestevognen og samtidig var ansvarlig for pleje og omsorg af hestene. En forklaring på, at coaching og sparring er kommet på mode i dag er den stigende usikkerhed og kompleksitet i dagens samfund. Det er blevet vanskeligt at komme med sikre anvisninger i forhold til, hvordan vi skal handle og tage beslutninger. Færdige løsninger findes ikke! Alt er til forhandling og der stilles krav om forandringsparathed for alle – også jobansøgere. Hvad kan du gøre? Bliv din egen kusk og tilbyd netværket dine (heste-)kræfter.
Gode spørgsmål kan frigøre skjulte ressourcer
Coaching betyder i dag at give omsorg og støtte til den person, der er i fokus. Coaching er en strategi, der kan hjælpe fokuspersonen til at løse opgaver på basis af egne evner og potentialer med det formål at udvikle evne til at handle selvstændigt og refleksivt. Ved at stille de rigtige spørgsmål og ved at lytte aktivt med nysgerrighed, kan coachen sætte en kreativ og frigørende proces i gang hos fokuspersonen.

Enhver kan virke som coach/ sparringspartner
Alle kan coache alle, blot der er et ligeværdigt tillidsforhold mellem de involverede parter. På den ene side tillid til coachens nødvendige erfaringer og personlige egenskaber. På den anden side tillid til fokuspersonens evner og potentialer. Coaching er ikke bundet til en bestemt funktion (fx konsulent, træner), men er bestemt af opgaven og situationen og kan udøves af enhver, der er villig og kompetent til at leve sig ind i en anden person forestillingsverden.
Prøv metoden og mærk forskellen i et levende fælleskab som fx Senior Erhverv Aarhus eller PowerjobMidt