Historien om Seniorvejen 1.

 

to arbejdende seniorer
Seniorerne ser glade ud – nu er der endelig kommet hjælp til dem

Kære Senior,
Her kan du læse første del om
Seniorvejens korte, men hektiske historie. Hvorfor den blev etableret. Hvad du kan bruge den til og hvad andre har fået ud af at benytte den. Historien handler om, hvordan de manglende tilbud til seniorer førte til et nyt tilbud til dig. Det er endvidere historien om, hvorfor tilbuddet har fokus på dit behov, din afklaring og din handlefrihed. Det er endelig historien om, hvilket udbytte som du samt organisationer og virksomheder kan få ud af det. God læselyst.

Intet forum for seniorer
I perioden 2012-2015 arbejdede jeg som jobkonsulent ved Jobcenter Aarhus. Det undrede det mig, at Jobcentret ikke havde specifikke tilbud til ledige seniorer, der overvejede at forlade arbejdsmarkedet.

Jeg havde mødt flere seniorer, som var meget i tvivl, om de skulle holde op med at arbejde, og hvad skulle der så træde i stedet for arbejdsfællesskabet og den identitet, som arbejdet gav.

Skulle de fortsætte med at arbejde evt. på deltidsbasis? Skulle de forsøge sig som selvstændige? Var der frivilligt arbejde, der fristede? Kunne et kreativt projekt fastholde interessen? Var der behov for at komme i bedre fysisk form gennem træning? Eller var der syge i familien, som trængte til hjælp?

Mange spørgsmål – men intet forum, hvor de kunne drøftes.

I august 2015 blev disse spørgsmål pludselig aktuelle og håndgribelige for mig på en ny måde. Min ansættelse udløb og jeg skulle tage stilling til, om jeg ville forsætte med arbejdet eller, om der var andre muligheder. Nu manglede jeg helt konkret dette forum, hvor min tvivl kunne vendes og mine spørgsmål besvaret.

Ingen hjælp til at komme ud
Der er mange tilbud til dem, der vil ind på arbejdsmarkedet – Men det undrede mig, at der ikke er nogen til dem, der vil ud.

Jobcentret havde tilbud til alle ledige om vejledning, opkvalificeringsforløb, afklaringssamtaler og relevante tilbud, som kunne bringe dem i arbejde. Seniorer, der ønskede at forlade arbejdsmarkedet, fik ikke den nødvendige hjælp til at det, de skulle igennem.

De var mere eller minder overladt til sig selv.

– ”Er de ikke i stand til at klare denne opgave selv, efter de mange år på arbejdsmarkedet?”, kunne man indvende.

Tal fra Ældre Sagen viser, at det ikke er tilfældet. Der går helt op til et år, før en senior, der har forladt arbejdsmarkedet, har fundet sig til rette i en ny tilværelse. Usikkerheden om fremtiden og den lange tid før der kom struktur på den nye hverdag, burde kunne reduceres og forkortes.

Men hvordan?

Jobcenter Aarhus havde haft et forsøgsprojekt ”En3karriere”, hvor ansatte, der havde nået pensionsalderen og gerne ville fortsætte i arbejde, kunne få vejledning og hjælp til det.

Med hvad med alle de andre, der var ansat andre steder og som ville fortsætte på arbejdsmarkedet men gerne prøve noget andet.

Hvad skulle de gøre?

Jeg fik lejlighed til at deltage i et to-dages kursus men måtte erkende, at jeg kun var blevet klogere på den ene af de seniorveje, som jeg kikke nysgerrigt efter: Jobvejen.

Var der muligheder andre steder?

Too late to die
Samfundet har vendt ryggen til de tvivlende seniorer

Ingen kurser til de nødstedte
Hvis man kikkede sig om i Danmark efter kurser, der kunne hjælpe seniorerne i deres usikre og uafklarede situation, så var der langt imellem disse tilbud. Jeg fandt kun tre, der på hver sin måde havde et afgrænset fokus på de ”nødstedte seniorer”.

Der var Ældre Sagen, der fokuserede på de ændrede forhold i familien, i økonomien, i boligsituationen, helbredet mm. Et andet tilbud kom fra Senium, en selvstændig virksomhed med to tidligere ansatte i Ældre Sagen. Deres tilbud tog afsæt i et Socialfondsprojekt med fokus på nogle af de samme elementer som Ældre Sagen. Det sidste var fra ”En3karriere” til de virksomheder, som Jobcenter Aarhus samarbejder med om at få udarbejdet en seniorpolitik. Seniorpolitikken skulle være med til at hjælpe ledige seniorer i job i virksomhederne og give de seniorer, der er i arbejde, mulighed for at blive i arbejde, selv om de har nået pensionsalderen.

Jeg har også været til møde i min pensionskasse om konsekvenserne af at gå på pension som 65 årig. Ud over at få gennemgået mine økonomiske forhold fortalte en psykolog om de kriser, som overgangen fra arbejde til pensionisttilværelse kan give.

Altså meget begrænsede muligheder.

Jeg ville gerne have hørt om forskellige udfordringer og muligheder, der måtte være – og drøfte med andre om deres erfaringer, så jeg kunne afgøre om de drømme, jeg havde for mit seniorliv, skulle forfølges.

Der var således ingen af de eksisterende tilbud, der tog udgangspunkt i den enkelte (=min) seniors situation, ønsker og valgsituation.

Læse videre i næste Blog: Historien om Seniorvejen 2.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s