Er seniorlivet en positiv fase, som du glæder dig til at udforske, eller er det en negativ tilstand, som du frygter at møde?

P1060585 (2) - Kopi
Nogle seniorer vil hverken høre om, tale om eller se seniorlivets udfordringer

Bliv inspireret af klassiske og moderne overvejelser over alderdommens muligheder og umuligheder. Fx Tage Foss, der på den ene side påstår, at ”Man fødes klog, åben og venlig. Og dør forstokket, selvtilstrækkelig og forbitret” samt på den anden side Jeanette Leardis, der hævder, at ” Vi ældre voksne demonstrere klart, at hvad mange tror, er en “sølv tsunami”, der begynder at true samfundet, faktisk er et “sølv reservoir” fuld af løfter, formål og aktiver, der venter på at blive udnyttet og delt med kommende generationer. Hvad er din holdning til henholdsvise det positive håb contra den negative frygt for seniorlivets vilkår?

Det lange livs fornøjelser og byrder
I historiens løb er alderdommens positive og negative sider blevet drøftet mange gange. Jeg vil dog primært fokusere på den antikke græske opfattelse, den romerske samt den moderne europiske/ amerikanske opfattelse.  Den græske filosof Platon har et optimistisk syn på alderdommen og døden. Platon hævder i sit hovedværk ”Staten”, at den som har levet livet retfærdigt, ham ledsager ”det søde håb”, som mætter sjælen og giver alderdommen styrke, det, som frem for alt leder dødes urolige tanker.

Platons elev, Aristoteles deler ikke Platons positive syn på alderdommen. Aristoteles påstår i sit værk ”Retorik”, at mennesket bliver mere og mere uvirksomt og unyttigt efter 50-årsalderen. Da de ældre har levet i mange år, har de også lavet mange fejl, derfor er de blevet tvivlrådige, kyniske og mistroiske, kan hverken elske eller hade, er smålige og stædige, kujoner og frygtsomme, smålige og skamløse. De hænger ved livet, men er skeptiske over for fremtiden, lever mere i erindringen end i håbet, er snakkesalige, men uden ønsker, har heftige vredesudbrud, men uden kraft, og jamrer uafladeligt, men er hverken vittige eller lattermilde.

Diskussion af fire grunde til alderdommens ulykke
Platons optimistiske syn på alderdommen er videreført af den romerske forfatter Cicero, der i sin afhandling ”Om alderdommen” præsenterer en dialog mellem den gamle senator Cato den ældre og to yngre personer. Cicero lader i dette værk Cato diskutere fire negative påstande om alderdommen.

Der er fire grunder, som kan virke til at alderdommen synes ulykkelig: Den første grund er den, at den gør en usikker i forretninger. Den anden grund er den, at den gør legemet svagere. Den tredje grund er, at den berøver en næsten alle nydelser. Den fjerde grund er, at den ikke er langt borte fra døden.    

Mod disse fire negative påstande fremhæver Cato derefter fire positive argumenter:
Mod det første argument fremhæver han, at det ikke er ungdommens fysiske kraft og hurtighed, der skaber store ting, men derimod erfaring og evnen til rigtig bedømmelse.
Mod det andet argument fremhæver han, at det kun er dem, der har levet vildt og ubetænksomt, der ender deres ældre dage som affældige. Derfor må vi ”bekæmpe alderdommen”, som vi bekæmper en sygdom og passe godt på vores helbred, gøre passende motionsøvelser og kun indtage så meget mad og drikkelse, at kræfterne opbygges derved i stedet for at nedbrydes. Dog er det ikke blot legemet, der skal hjælpes, men langt mere ånden, for ellers udslukkes den.
Mod det tredje argument fremhæver han, at sanselig nydelse i for stor styrke og i for lang tid hindrer tankevirksomheden og udslukker enhver åndelig gnist. Derfor bør vi være taknemmelige for, at vi i alderdommen ikke kan nyde mere, end vi bør.
Mod det fjerde argument fremhæver han, at hvis vores skæbne ikke er at leve uendeligt, kan det kun være ønskeligt, at livet udslukkes, når dets dage er talte. Der er ikke noget, der i den grad stemmer med naturens orden, som når det times ældre at dø.

Aldringens faser
Forfatter og læge Tage Voss gør i sin bog ”At visne- lige glad” op med myten om alderdommens visdom. I tidligere tider var der en enkel og grov inddeling af livets faser. Først med barndommen ved moders side i hjemmet, hvor man lærte ved naturmetoden. Barndommen sluttede med konfirmationen, hvor man ”trådte ind i de voksne rækker”, dvs. kom ud at tjene eller kom i lære og dermed var voksen og sørgede for sig selv. Voksenlivet varede indtil man ikke kunne klare arbejdet mere og var henvist til at ”æde nådens brød”, som andre nu ville undvære det til en. Dette mønster er nu anderledes.

Hvis man i dag ikke relaterer aldring til dåbsattesten, men betragter ældregruppen generelt, så kan man iflg. Tage Voss skelne mellem fire typiske faser i processen:

1. fase er årene efter pensioneringen. Småbrister og enkelte tab af evner præger ikke fremtræden og funktion. Det er fasen, hvor de velbjergede rejser til Gran Canaria, spiller golf og nyder livet. De med de mere beskedne hartkorn følger de kommunale kurser, går i svømmehal og til andespil.
2. fase indtræder nogle år senere med træthed, mangel på lyst, man orker muligvis nok, men man gider ikke. Der er for mange uinteressante gentagelser. Fremmede destinationer lokker ikke, kontakter og samtaler keder, man kan ikke, hvad man altid har kunnet, de små brister bliver flere og større.
Fase 3 bliver de store forandringers tid. Det kniber med bevægelighed, balance, led og muskler orker ikke. Man har ondt. Man sidder hellere end man rører sig. Det er rollatorens fase, med rindende øjne, dryppende næse og vandladningsbesvær.
Tilbage er så fase 4, slutfasen. Bundet til stol eller seng, afhængig med dårligt syn og hørelse, usikker kontakt og træg eller ingen respons på henvendelser. Hensunken i selvtilstrækkelig vegeteren, dels af mangel på evne, dels af mangel på interesse, egen og andres. En fase 5 eksisterer ikke. Det som følger er en tilstand, én som er evig.

Myten om alderens visdom
Det er Tage Voss påstand, at der er mere trøst end visdom i myten om alderens visdom. Meget få bliver klogere af at leve. De fleste bliver endda stivnede, selvoptagede og afstumpede i takt med, at de ikke orker at interesserer sig for andre mennesker. Bortset fra børnebørn opfattes yngre generationer som tåbelige, dominante, larmende og utilgængelige for kontakt. De faktiske forhold har også gjort det sværere at nære illusionen om alderens visdom. Den dynamiske samfundsudvikling og udvikling af alle tekniske og håndværksmæssige kunstner har efterladt de ældre som ukyndige og måbende afmægtige overfor de voldsomme forandringer, som er foregået meget hurtigt.

Gamle arbejdsformer et yt. Selv om nogle endnu kan de gamle kunstner og kan præsentere ædelt håndværk er det uinteressant i en brug-og-smid-væk-kultur. Problemet er ikke bare teknikker, som man ikke mestrer, forhold man ikke kender, procedurer man ikke forstår. Problemet er iflg. Tage Voss, at det man kan og kende og forstår, er gået ud af tiden og er uden værdi. Den gamle sidder tilbage, men verden larmende skøjter videre med sine skærme og scannere, sensorer og indikatorer, uden at være tilgængelig for menneskelig kontakt.

Dogmet om alderens visdom er en sentimental skrøne. Når man af og til på grund af alder kan blive taget for verdensklog, så er det fordi man er for søvnig til at reagere på al hurlumhejet. Det er alene på grund af distance. Man er for uvidende, for uengageret til at gå op i de søgendes problemer. Man sidder træt og gider ikke, har fundet ud af at alt det, der bekymrer andre knapt er bekymringen værd. Det angår ikke mere. Myten om alderens visdom udtrykker en ønskedrøm. Den er sentimentalt vås. Man fødes klog, åben og venlig. Og dør forstokket, selvtilstrækkelig og forbitret.

Industriens interesse i alderdommens forfald.
Jeanette Leardi, har i sit blogindlæg ”The Six Assets of Aging” givet en kras kritik af Anti-aging industrien spekulation i at gøre alderdommen til noget entydigt negativt. Hun formulerer kritikken på følgende måde:

’Jeg må indrømme, at da jeg blev ældre, blev jeg mere træt. Ikke så meget fysisk eller psykisk, selv om jeg har mine øjeblikke af træthed. Nej – hvad jeg er træt af, er den allestedsnærværende, snigende og temmelig dumme erindring om, at aldring ikke er andet end en proces med lutter forringelse og tilbagegang. Det er et praktisk propagandaredskab til at fylde pengekassen hos brancherne inden for anti-aging kosmetik, kosttilskud og plastikkirurgi samt til at presse os ældre voksne til at forblive fortøjet til kajen af midaldrende frem for at kaste los og sejle i hvilken som helst nye retninger, som vi vælger.’

Aldringens seks fortrin
Imod dette negative billede af alderdommens muligheder opstiller hun følgende alternativ: Forværringen- og tilbagegangs erindringen bygger på en snæver opfattelse af levetiden, der er blind for de uvurderlige fortrin, vi erhverver, når vi føje år til vores liv. Denne blindhed stimulerer en dybtliggende samfundsmæssig frygt kendt som aldersdiskrimination. At bryde denne cyklus af fordomme er ikke let, men det er muligt, når vi forstår præcis, hvad vi opnår på grund af aldring. Her er de store aktiver.

  1. Bredere erfaring, skarpere færdigheder og større visdom. Det er ikke nødvendig med sofistikeret logik for at forstå, at jo længere vi lever, jo flere ting lærer og erfarer vi. Vi tilføjer færdigheder til vores repertoire og bliver bedre til dem, som vi fortsat anvendelse. Vi udvikler også større visdom om verden, når vi er udsat for flere mennesker, steder, ting og ideer – forudsat at vi anerkender og integrerer de erfaringer, som de lærer os.
  2. Større individuation. Jo længere vi lever, jo flere valg vi træffer og retninger vi tager, jo mere fører det til andre muligheder. Vores liv udvikler sig som et træ, der fortsætter med at vokse med grene, kviste, skud og blade. Som et resultat bliver vi mere forskellige end ens som medlemmer af en generation. Og det er en god ting, fordi vi dermed føjer til mangfoldigheden af menneskeheden og til det, som vi kan dele med yngre generationer.
  3. Tættere nærhed til dødelighed. Det er sandt, at uanset vores alder, så kan nogen af os dø af en forfærdelig ulykke, traumatisk sygdom, naturkatastrofer eller grusom menneskelig handling. Men i tilfældet af et liv, der er uforstyrret af disse begivenheder, så vil vores bevidsthed om dødeligheden vokse, og denne øgede evne vil give os ælde et fortrin for at kunne fornemme disse øjeblikke, som de dyrebare gaver de er.
  4. Forskellige motiver og livsformål. Ifølge udviklingspsykologen Erik Erikson så indebærer aldring en udvikling af en individuel personlighed. Der findes otte stadier af personlighedens udvikling fra fødsel til alderdommen. Den sidste fase (efter 65 år) er kendetegnet ved personens behov og lyst til at reflektere tilbage på det liv, han eller hun har levet og at få en mening ud af det. Det er en proces, der svarer til, hvad der er kendt som “åndelig aldring”. Det er Ikke længere det vigtigste at kæmpe for anerkendelse eller succes i henhold til samfundets vilkår. Motiverne i alderdommen er at “sætte alle brikkerne sammen”, og at finde en personlig følelse af tilfredsstillelse. Denne bevidsthed er et aktiv, som ikke er erhvervet uden først at have stået samt overvundet andre følelsesmæssige udfordringer i løbet af en seks-årtier-plus levetid.
  5. En anden hjerne. Alle de ovennævnte aktiver kan tilføjes et yderligere aktiv: oplevelsen af den aldersrelaterede forandringer, der sker i den menneskelige hjerne. For eksempel fortsætter en sund menneskelige hjerne med producere nye celler og nye forbindelser mellem eksisterende celler hele livet. Desuden er broen af væv kendt som corpus callosum, der forbinder venstre og højre hjernehalvdel, ikke fuldt modnet før en person når omkring 50 år. Dette hjælper med at forklare, hvorfor ældre voksne kan løse problemer fra et større antal perspektiver: Deres halvkugler operere i større synkroniseringer. Også evnen kendt som krystalliseret intelligens vokser med alderen og giver mulighed for bedre anvendelse af tidligere erfaringer til at hjælpe med at skelne relevant fra irrelevant information ved problemløsning. På trods af, at der er nogle fald i kognition, der kan opstå med alderen, så bør den kendsgerning, at nogle store fordele også kan opstå, fortælle os, at aldring ikke er den forfaldsbane, som vi ledes til at tro den er.
  6. Styrke i tal. Dette er sandsynligvis det mest betydningsfulde fortrin af alle, fordi der er så mange flere af os at tilføje til den ældre befolkning hver dag. Bortset fra klimaændringer så er den globale aldring af befolkningen den mest betydningsfulde kraft, der påvirker vores planet nu og i de kommende år. Hvordan samfund reagere på denne kraft vil afgøre, om og hvordan vi vil overleve.

Med vores fem andre aktiver, som viser sig i et utal af måder, kan vi ældre voksne demonstrere klart, at hvad mange tror er en “sølv tsunami”, der begynder at true samfundet faktisk er et “sølv reservoir” fuld af løfter, formål, og aktiver, der venter på at blive udnyttet og delt med kommende generationer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s