Få fod under eget bord. Start som senioriværksætter

 

Slangetæmmer
Marokkansk senior med egen slangetæmmer virksomhed

Ældre Sagen har de seneste år set en øget efterspørgsel fra seniorer, der ønsker hjælp til at etablere egen virksomhed. Forklaringen er, at seniorerne er i bedre fysisk og psykisk form end tidligere. De er bedre økonomisk polstrede og en del anvender deres pension på at udleve en drøm om at få fod under eget bord. De starter ofte en virksomhed af lyst og ikke for at starte et stort forretningsimperium, oplyser økonom i Ældre Sagen Peter Halkjær.

Masser af saft og kraft i seniorerne
Ældre lønmodtagere og pensionister er ikke klar til at opgive arbejdsmarkedet, blot fordi alderen trykker. Flere er langt fra trætte og færdige som 60-årig. De er ikke nedslidte af et hårdt fysisk arbejde, som man så tidligere. På nuværende tidspunkt er der masser af saft og kraft tilbage i folk, som kan og vil. Har du lyst til at tage springet? Som ny iværksætter får du foden under eget bord. Du bestemmer selv dagsordenen og hvilke opgaver du har lyst til at tage. Du sætter selv værdien for dit arbejde og du får prøvet dig selv af i mange nye roller.

I perioden 2004-2013 er antallet af selvstændige i alderen 60-64 år vokset med knap 33 %, mens antallet af selvstændige i alderen 65-69 er vokset med 67 %. Ifølge tal fra Selskabs og Erhvervsstyrelsen, så tager 1000 60-årige hvert år springet og bliver iværksættere. Til sammenligning blev der i 2001 registreret 403 iværksættere over 60 år.

Hjælp til start
I Aarhus er der gode muligheder for at etablere sig som selvstændig. Jobcenter Aarhus tilbyder vejledning og kursusaktiviteter – også for senioriværksættere. For eksempel kurset ”Accelerator – Fra idé til virksomhed på 6 uger”. Start Vækst Aarhus tilbyder Startmøder og Specialistvejledning blandt andet i salg, markedsføring og A-kasseforhold. Herudover har Ældre Sagen konkrete vejledningstilbud til Senioriværksættere. Se www.Startvaekst-aarhus.dk, www.jobcenter-aarhus.dk, http://www.aeldresagen.dk/temaer/sider/seniorivaerksaetter-med-muligheder.aspx

I Aarhus er der mange iværksættermiljøer, hvor seniorer og andre iværksætterspirer kan få støtte og opbakning. For eksempel INCUBA, Latinerkontoret, StartupZoo, Holdgaard//Gaardsted, Klamsagervej32 og StartupCity. De mange iværksættergrupper har fået følgeskab af Danmarks største iværksætterlandsby, der er etableret i Aarhus Kommunes gamle administrationsbygning i Valdemarsgade 18.

Lige nu rummer huset 60 virksomheder med 200 visionære mennesker, der fylder 3000 kvadratmeter. Culture Workspace betragter talentudvikling/ iværksætteri som en organisk proces lig med den, der foregår i en kolonihave. Talentspirer vil slå rødder, hvor betingelserne er optimale. Det vil sige, hvor der er en fælles mission om at skabe de optimale betingelser for vækst. Vil du have dit frø til at vokse, så kik på ”kolonihavens” hjemmeside: www.culturework.Space

Kolonihave
Vækst i “kolonihaven” kræver at virksomheden gødes og plejes

Nyttig håndbog
Har du behov for inspiration og gode råd til springet, kan jeg stærkt anbefale ”Iværksætterhåndbogen” af Dorte Klyvø & Hanne Wick, 2014. Anmeldelsen af bogen er jeg helt enig i: ”Iværksætterbogen er alle tiders håndbog og grundbog for den typiske iværksætter, som vil etablere en mindre virksomhed. På en jordnær, letforståelig og håndgribelig måde giver bogen en lang række gode råd, som sparer iværksætteren megen tid og forhindre ham/hende i at begå kostbare fejl.”

Håndbogen er delt op i forskellige afsnit, som kan læses selvstændig, men bogen kan også læses i et drag (som jeg gjorde). Hvis du har god erfaring med at gå til jobsamtale, er det et godt udgangspunkt for karriereskiftet til iværksætter: ”Som selvstændig er du til ’jobsamtale’ hos hver ny kunde og det er op til dig, at overbevise dem om, at de trygt kan overlade opgaven til dig”. Er du i tvivl om dit potentiale så prøv iværksættertesten: https://ivaerksaetter-persontest.virk.dk/

God arbejdslyst som senioriværksætter!
Se endvidere www.ivaerksaetterhaandbogen.dk