Prøv opskriften på det vellykkede seniorliv: Selvbestemmelse, medinddragelse og anerkendelse af alderdommens muligheder.

P1110173 (2)
I et vellykket seniorliv gælder det om selv at kunne flytte sine brikker til det ønskede mål

I bogen Kunsten at blive ældre – Den nye aldringsrevolution giver aldringsforsker Rudi Westendorp et godt bud på, hvordan du som senior kan ruste dig til et godt seniorliv. Genetisk set er vi ikke skabt til at leve evigt, men vi har været i stand til at ændre vores livsbetingelser, så flere og flere af os lever markant længere. Men der er plads til forbedringer og forfatteren har anbefalinger om blandt andet nye boligtilbud, fleksible fratrædelsesordninger, relevante uddannelsestilbud og støttende ældreforsorg som et middel til at nå dette mål.

Smid væk-kroppen
Hvorfor lever vi ikke evigt og hvorfor er der nogle arter der lever kort, som en døgnflue og andre længe, som en Grønlandshaj? Hvorfor ældes vi og er der er et formål med at ældes? Der er i tidens løb fremkommet mange forskellige svar på disse spørgsmål, blandt andet at aldring er en mekanisme til at undgå overbefolkning.  Rudi Westendorp er uenig i denne påstand og hævder, at aldring er en bi-effekt af det evolutionære program for liv, hvis formål det er, at videregive vores DNA til vores børn.

Når vi er fyldt 50 år og vores børn er voksne og i stand til at få børn, er vores opgave fuldbragt. Vores krop får lov at ældes og bliver ”smidt væk”.  Alt hvad der eksisterer ældes. Det gælder for bøger, ølglas, vaskemaskiner og mennesker. Aldring er iflg. Rudi Westendorp en proces, der består i en ophobning af minimale beskadigelser, som vi pådrager os alene ved at være til. Ud fra en biologisk-evolutionær synsvinkel er der ingen grund til at blive gammel. Det er livets begyndelse, der tæller: evnen til at avle børn, at få børn og at opfostre dem til at blive voksne. Når det er overstået, er menneskets nytteværdi også slut i biologisk forstand.

Den evolutionære forklaring på, hvorfor vi ældes er, at mennesker investerer i frugtbarhed på bekostning af deres egen krop. Der er utallige biologiske mekanismer, der forklarer, hvordan en ophobning af skader i vores krop i en senere alder kan udvikle sig til en lidelse, sygdom og skavank. I løbet af aldringsprocessen støder alder, sundhed og social position sammen, men i kraft af den medicinske og teknologiske udvikling bliver den biologiske- og kalenderalderen koblet mere og mere fra hinanden. Derfor bliver vi ældre og ældre.

Hvor gamle kan vi blive?
Takket være en kombination af hygiejne, rent drikkevand og bedre ernæring, bekæmpelse af infektioner, teknologiske og medicinske opfindelser, mindre vold og god offentlig ledelse er den forventede levetid i den vestlige verden i løbet af blot et århundrede blevet fordoblet fra 40 til 80 år. I dag dør folk af sygdomme, der tilsyneladende er nye, men som også har været der tidligere. Dengang vakte de blot ikke opsigt, fordi kun enkelte blev gamle. Aldring kan undgås, men eftersom der altid vil være en risiko for at dø, vil vi aldrig blive udødelige, fastslår Rudi Westendorp.             

Efterhånden er det ikke almindeligt at dø, før man er fyldt 50 år. De fleste mennesker dør først senere og i en alder af 100 år er næsten alle døde. Den alder, hvor de fleste mennesker dør ligger nu omkring 85 år. Døden er tæmmet fra at have været et monster uden alder til at være en nærmest forudsigelig skæbne for gamle mennesker. For 100 år siden var ingen sikker på, om de også ville være i live til næste år. Under de daværende omstændigheder var det at blive gammel et attråværdigt gode og gamle mennesker var taknemmelige for at kunne holde sig i live i en høj alder.

Nu er der så mange mennesker, der bliver gamle, at den tidligere magi og mystik er forsvundet. Den tid er forbi, hvor en olding var synonym med visdom og livskunst. Der er ikke megen interesse for den erfaring, som kommer af et langt liv og for gamle menneskers evne til refleksion og empatiske færdigheder. Førhen havde døden ikke meget med alder at gøre, men i vore dage udgør høj alder, sygdom og død en treenighed.

Et liv med kvalitet
På trods af de negative konnotationer i forhold til høj alder er ønsket om at blive gammel og stadig være aktiv og sund et vigtigt mål at forfølge i sit liv. Men hvordan gør man det og hvordan giver man sit længere liv form, spørger Rudi Westendorp. Svaret er, at man bør spørge de ældre om, hvordan de oplever sundhed og hvordan de bedømmer kvaliteten i deres liv. Undersøgelser tyder på, at de sociale kontakter er af afgørende betydning for vores velbefindende og at vedvarende tilpasning til omstændighederne – også til det fysiske og psykiske forfald – er påkrævet. Ældre, for hvem det lykkedes, bliver gamle med succes.

At de fleste mennesker med en sygdom eller en skavank ikke føler sig syge eller handicappede og at de kan affinder sig med en ny situation, betyder, at der er en anden måde at se aldringsprocessen på. I dette perspektiv kan man blive ”gammel med succes” ved hele tiden at tilpasse sig omstændighederne og dermed også kroppens og hjernens forfald, som derfor ikke behøver at betyde, at man føler sig gammel.

I stedet for en fornægtelse af funktionstabet handler denne individuelle indstilling om smidighed, motivation og energi til at kompensere for kroppens og hjernens forfald. Så bliver aldringsprocessen ikke det mangehovedede uhyre, som må betvinges, koste hvad det vil, men et biologisk vilkår, som man kan indstille sig på og tilpasse sig til. Dette er kunsten at blive ældre.

Fordomme og muligheder
Ofte bliver diskussionen om generationernes ansvar for hinanden forgiftet af karikaturer om pensionister, der ”lever et liv i luksus” eller er ”stakkels sårbare gamle”. Somme tider skeles der skeptisk til ældre, der bobler af vitalitet og som en selvfølge selv styrer deres tilværelse. Hvor længe mon det bliver ved, spørges der undrende.

Rudi Westendorp er ikke i tvivl. Der er intet, der nægter folk retten til at lægge deres egne planer, heller ikke når man som 65-årig kan forvente at leve tyve år endnu, heraf femten uden begrænsninger. Det giver oven i købet tilfredshed at kunne realisere sine egne planer og at være bygmester for sin egen fremtid.

Gentænkning er påkrævet
Vores gennemsnitlige forventede levetid vil være stærkt stigende, men det er samfundet endnu ikke afstemt efter, hævder Rudi Westendorp. Det ville være bedre, hvis vi tilpassede indretningen af vores tilværelse efter, at vi levede længere. Det vil sige, at vi kommer til at arbejde og være social aktive i længere tid og at vi kommer til at nyde godt af vores pension længere end vores forældre og bedsteforældre var i stand til.

Det kræver en ændring i både menneskers og samfundets måde at tænke på: Et mere varieret botilbud, mere arbejde, mere forskning i ældremedicin og mere opmærksomhed fra ældreforsorgens side på, hvad mennesker selv gerne vil. Først da vil de ældre blive støttet i deres stræben efter at give deres længere liv et meningsfyldt indhold.

Den ønskede aldringsrevolution kræver nytænkning overalt i samfundet. Videnskaben, myndighederne og erhvervslivet bør gå sammen om at tilvejebringe sociale nyskabelser. Der er således brug for en bred vifte af boligtilbud til ældre. Det drejer sig ikke kun om luksusboliger, hvor alt er tiptop reguleret, men også om boliger, hvor folk med små indkomster er sikret tilstrækkelig pleje. Indtil nu har det problem stort set været løst med mere eller mindre standardiserede tilbud på beskyttede boliger og plejeboliger, men i fremtiden vil det kræve samarbejde at udvikle passende tilbud, hvor der er mulighed for det.

Arbejdsmarkedet trænger også til et grundigt eftersyn, så de ældre sikres retten til arbejde, hvis de har lyst, eller når de er tvunget til det på grund af manglende indkomst. Fuldtidsarbejde indtil de 65 år og også arbejde i tiden derefter bør der ikke være noget til hinder for.  Med videreuddannelse og omskoling, deltid eller nedgradering vil mange ældre i fremtiden kunne udføre lønnet arbejde.

Inden for det medicinske område bør ældreforsorg og ældres funktion være omdrejningspunkt for forskning og innovation. Professionelt plejepersonale bør støtte de ældre i sundhed og i de daglige funktioner i stedet for at herse med de ældre og fratage dem retten til selv at tilrettelægge deres egen tilværelse.

Forslag til videre læsning
Har du fået lyst til at læse mere om kunsten at blive ældre, så er der til hver af bogens kapitler gode uddybende kommentarer, nyttige kildehenvisninger og inspirerende forslag til videre læsning/ relevante link.

Stop op – så undgår du at gå i stå i dit seniorliv

P1150657 (2)
En hængekøje på Mekongfloden er et ideelt sted at stoppe op og reflektere over seniorlivets muligheder

Poul Joachim Stender har udgivet en god og inspirerende håndbog om, hvordan ethvert menneske, uanset alder kan stoppe op og få et nyt perspektiv på sit liv og mulighed for et generobre glæden ved hverdagen og glæden ved de mennesker, der omgiver os.

Fjumreår for voksne
Poul Joachim Stender, der er præst, har selv prøvet at stoppe op i sit liv og gennemført, hvad han kalder et fjumreår. Den oplevelse var så god, at han skrev bogen Stop op – Fjumreår for voksne. Bogen er opdelt i fem afsnit. 1. Livet begynder, når hunden er død og børnene er flyttet hjemmefra. 2. Stop op og tage et fjumreår. 3. Væk med fjumreårets forhindringer. 4. Kom i gang med fjumreåret. 5. Kunsten at vende tilbage.

Efter hvert afsnit i bogen er der en række spørgsmål, som læseren kan reflektere over i forhold til sin egen situation.  Sidst i bogen er der en nyttig checkliste over de forhold, som du bør afklare før du iværksætter dit fjumreår. Fx aftale med arbejdsgiver, udlejning af bolig, forsikringer.

Det er bogens motto at ”Et menneske skal stoppe op for ikke at gå i stå.”. Alle voksne mennesker bør derfor tage et fjumreår, hvor de sætter alt på pause og laver lige præcis intet af det, som deres liv ellers har været fyldt op af. Bogen indeholder opfordringer, gode råd og vejledning til alle, der kunne fristes til at holde et fjumreår: Man kan rejse sydpå og kikke på olivenlundene, fordybe sig i bøger eller golf, eller flytte på landet og fordrive tiden med at plukke æbler. Ligegyldigt, hvad man vælger at bruge sit fjumreår på, skal man bare sørge for at komme ud af det vante og langt væk fra hverdagen.

At stoppe op og tage et fjumreår er imidlertid ikke uden risiko. Forfatteren understøtter sit synspunkt med sund fornuft samt en række eksempler fra Biblen, hvor han fremdrager forskellige personer, der også har løbet en risiko og tage en chance med deres tilværelse: For eksempel De vise mænd, der drager bort fra deres hjem, fordi en vished, om at de vil møde noget stort og meget livgivende i det fremmede, tirrer dem.

Forfatteren udlægger denne handling på følgende måde: ”Da vismændene havde afleveret deres gaver til Jesusbarnet, vente de hjem. Men der var sket noget med dem. De havde afleveret kostbarhederne i Betlehem, sådan som man også under et fjumreår kommer til at give slip på materielle værdier. Et fjumreår er ikke gratis. Men vismændene vendte rigere hjem, end de kom. De tog tilbage ’af en anden vej’. Det vil sige, at de begyndte at leve deres liv på en ny måde.”

Ta’ en tænkepause
Man behøver dog ikke at være bibelstærk eller stærk i troen for at stoppe op og få noget ud af en tænkepause. Han du været længe væk hjemmefra fx på et ophold i udlandet og kommer hjem igen kan du føle dig fremmed i eget hjem, blandt gamle venner og på arbejdet. Det er ikke underligt ifølge forfatteren for du har lært noget nyt ved at holde fri i en lang periode.

Du har forladt en bestemt livsstil, som du pludselig igen bliver konfronteret med, som om intet var hændt. Du har ændret dig som menneske og har måske i forholdt til dem, der blev hjemme, fået mere udsyn fordi du har haft tid til at opleve, tænke, læse, rejse, hvile og drømme. Der sker noget med os i fjumreåret, fordi vi har vover at tage det moderne menneskes største eksistentielle udfordring op: At holde fri.  

En overraskende måde at forberede sig på fjumreåret fremlægger forfatteren i kapitlet om Generalprøven. Inspirationen er hentet fra teaterets verden, hvor der efter den hårde træning altid er en generalprøve før forestillingen. Hvorfor ikke have generalprøve på andet end teaterforestillinger, spørger forfatteren og foreslår: ”Man kunne for eksempel lave en generalprøve på at være død eller at ligge på dødslejet eller alderdommen og pensionisttilværelsen”. ”Hvis man, inden man ligger for døden, øver sig på at give slip på sine ejendele, sine fordomme, sine vaner, sine børn, sin ungdom, sit arbejde etc., bliver det muligvis lettere at give slip på livet.”

Fjumreåret er at betragte som pausen, der giver ordene og musikken mening. Pausen er din mulighed for at træne til at blive god til fyraften, weekenden, helligdagen, feriedagen og til allersidst pensionen eller seniorlivet. Opfordringen er hermed givet videre til dig, der læser denne blog.

Er du interesseret i at læse andre bøger om seniorlivets udfordringer, så klik ind på http://www.seniorvejen.com og kik under fanen Nyttige hjemmesider/ Bøger og artikler til inspiration. God læselyst.

Modne og modige mænd taler ud om seniorlivets udfordringer.

P1090540 (2)
Peruanere på torvet i Lima, som også tænker over seniorlivets udfordringer

Alderdommen er opreklameret, bønnen giver mig indre ro, sorgen har formet mit liv, jeg trækker selv stikket, tid til dans før urnen, fra gråt guld til grå paria er eksempler på udsagn om livet, døden og det midt imellem fra de modne og modige mænd. 

I bogen Modne mænd, har forfatteren Bo Østlund interviewet 24 mænd mellem 60 og 83 år om livet efter de 60. Blandt de fem yngste af de interviewede på 60 år optræder Viggo Sommer og Søren Østergaard. Alderspræsidenten blandt de interviewede er Morten Grunwald på 83 år. De øvrige deltagere ligger mellem 61 og 74 år.

Spørgsmål om livet, døden og det imellem
De modige mænd har skullet svare på spørgsmål som: ”Hvor meget tænker du på døden?”. ”Hvad har du lært af dit liv?”. ”Er det vigtigt for dig at blive husket af eftertiden?”. ”Er du forfængelig i forhold til din krop?”. ”Mærker du en svigtende libido på dette sted i livet?”. ”Kender du ensomheden?”. ”Hvordan vil du selv gerne dø?”. ”Leder du efter en mening med livet?”. ”Er du et troende menneske?”. ”Hvad betyder kærligheden for dig?”. ”Er der noget, som du fortryder, du har gjort i dit liv?”. ”Hvordan vil du gerne blive gammel og leve de kommende 20-30 år?”.

”Hvilken følelse ser du tilbage på dit liv med?”. ”Hvad tror du, der sker, når du dør?”. ”Hvad kan gøre dig bange?”. ”Hvor meget fylder dit eget liv i din erindring?”. ”Er der noget du frygter ved alderdommen?”. ”Hvad har det betydet for dig og dit liv at få børn?”. ”Hvad er en god dag for dig?”. ”Hvornår mærker du ensomheden?”. ”Frygter du at miste dit sind før du mister din krop?”. ”Har du forberedt din begravelse og skrevet testamente?”. ”Hvad betyder frihed for dig?”. ”Mærker du nu en større ro i dit liv?”. ”Er det et mål for dig at blive meget gammel?”. ”Har dine værdier forandret sig med årene?”. ”Frygter du sygdom?”.

Seks svar på de store spørgsmål
De 24 interviewede har svaret meget forskelligt på de stillede spørgsmål: For IB Michael må gribbene flyve alene: ”Jeg har gennem tiderne gjort mig alle mulige underholdende forestillinger om, hvad der skulle ske med mig når jeg døde. Så ville jeg himmelbegraves – der vil sige, at min krop, som man gør i Tibet, skulle skæres op i småstykker og ædes af gribbene – og i en anden periode ville jeg give alle mine organer væk, og i en tredje periode ville jeg have, at man smed min krop i en kajak, og skubbede den til søs. Men der er jo ingen af disse ideer, der er realistiske, når det kommer til stykket. Men man behøver jo heller ikke at have en plan klar for alt.”

For Viggo Sommer er ensomheden blevet hans ven: ”Jeg tænker på døden, hver eneste fucking dag. For at sige det lige ud, så er jeg født kronisk deprimeret, og mit liv har været en evig kamp for at holde mig oven vande. Min far var alvorligt psykisk syg, og det har præget mig. Jeg tror, det ligger i generne, og jeg har helt fra bardommen af accepteret, at depression og psykisk sygdom både eksisterer og er en del af min bagage. Men efter jeg fyldte 50, begyndte ensomheden endelig at blive min ven. Jeg bliver ikke længere så bange.”

Poul Nesgaard vil gerne bede om to minutters stilhed til hans begravelse: ”Jeg har bedt min kone om at stille sig ved kisten og sige: ’Poul har bedt om to minutters stilhed, så hvis der er et liv efter døden, så vil han nu give sig til kende… ’ Og så må vi jo se, om der sker et eller andet. Der ryger måske en salmebog på gulvet, eller en fugl flyver ind i vinduet, eller noget helt tredje. Jeg kan klukke af grin, når jeg tænker på, hvordan det bliver, og somme tider kan jeg næsten ikke vente, for jeg synes, at forestillingen om den situation er livgivende.”

For Carsten Mørch drejer det sig om at kunne trække stikket: ”Hvis jeg bliver uhelbredelig syg og afhængig af andre, er det ved at være tiden til at trække stikket. Så slutter jeg det selv. Mit rædselsscenarie er at ende som en grøntsag, som er afhængig af, at andre folk giver mig ble på, mader mig med sonde og hvad fanden sådan noget ellers hedder. Dér når jeg ikke til. Jeg nægter at slutte mit liv uværdigt. Jeg vil slås og kæmpe et meget langt stykke, men hvis jeg oplever, at jeg mister kontrollen, så tror jeg, at jeg rent mentalt kan beslutte at dø. Og kan jeg ikke klare det selv, tror jeg da, at min søn vil hjælpe mig.”

For Lars Muhl er døden den dag, hvor vi får alle svar: ”Jeg er 100 procent klar over, at i det øjeblik, vi slipper her og går hjem, så kan vi se tingene klart, og så ser vi hele dette jordiske liv i et klart billede, hvor alle de personer, der har optrådt i vort liv, er én person. Hvor alt, vi har oplevet, er én hændelse, der indeholder det hele. Og den læring, vi skulle drage ud af dette liv, den ser vi i et blik, hvorefter vi gør os de erfaringer og indsigter, der er nødvendige. Og så må vi ikke glemme, at vi, når vi er nået over på den anden side, bidrager lige så meget med energi her på jorden, som da vi var inkarnerede.”

For Morten Grunwald er arbejdet livets glæde: ”Livet har lært mig, at arbejdet er den største egentlige glæde. Hvis du fuldt og helt kaster dig ud i det, og det er meningsfuldt, og du samtidig oplever respons og gengældelse, så findes der intet større end arbejde. Og livet har også lært mig, at du starter forfra hver eneste gang. Du er aldrig bedre end det sidste, du afleverede. Ved hver eneste ny opgave skal du vise over for dig selv og alle dem, du arbejder sammen med, at du endnu engang kan gøre det meningsfuldt, vedkommende og medrivende.”

Fællestræk og forskelle hos seniorerne
Et fællestræk for de fleste af de interviewede er frygten for hjælpeløshed pga. mental- og eller fysisk svækkelse. Arvelige sygdomme og psykiske lidelser opfattes som begrænsninger i seniorernes livsudfoldelse. ”Så hellere en hammer for panden”, som det udtrykkes i bogen. På den anden side udtrykker flere glæde over, at livet i et velfærdssamfund har givet dem en række unikke muligheder og chancer, som ikke har været tilfældet for tidligere generationer. Muligheder, der har givet deres specifikke liv en mening og værdi, som de er dybt taknemmelige for.

De fleste seniorer siger, at de ikke har behov for et eftermæle – at blive husket for noget særligt, som de har udrettet. At de har sat sig spor eller at der bliver opstillet en gravsten, hvor de efterladte kan samles og mindes den afdøde.  Som det hedder i bogen ”Jeg har ingen planer om at sætte en bautasten for mit levede liv, for ønsker man det, ønsker man også at fængsle sin eftertid og sine efterkommere..”

Bogen rummer også en række interessante betragtninger over initiativer og handlinger, som gentænkes af seniorerne i forhold til at give dem styrke i hverdagen. For eksempel giver bønnen fokus på det vigtige og ”en indre ro”. Som det siges i bogen ”Bønnen er helt unik, fordi jeg i min bøn kort og koncentreret kommer af med det, der betyder noget for mig”.  Bønnen skaber fokusering, koncentration, eftertænksomhed og besindelse.

Tænk selv og lad dig inspirere
Bogen er meget læseværdig og inspirerende. Den opfordrer læseren til at tænke selv og handle selv – hvor det er muligt. Prøv at svare på nogle af disse spørgsmål og find ud af, hvad du har af overvejelser om seniorlivets udfordringer.

Kunne du tænke dig at høre om andre kloge mænd og kvinders mening om seniorlivet, kan du blive inspireret af litteraturhenvisninger på min hjemmeside www.seniorvejen.com

Bliv klogere på det gode seniorliv eller få tip til at få skrevet dine erindringer, før du glemmer dem. Prøv et af Seniorvejens foredrag.

foto-schmid-og-faber
Seniorlivets udfordring: Sindighed og ro eller engagement og tempo?

Det gode seniorliv
-Livsmod, fællesskab og ensomhedens udfordring.

Foredraget er inspireret af to bøger, som viser hver sin vej ind i seniorlivet. Dels Wilhelm Schmid’s bog “Kunsten at blive gammel”, der anviser 10 skridt på vejen hen mod ro og sindighed i seniorlivet.

Dels Peter Fabers bog “Farvel arbejde – goddag frihed”, der peget på fem konkrete området, som du bør tilstræbe at sætte flueben ved hver aften, før du går til ro.

Wilhelm Schmid’s bog bygger på den filosofiske retning, der hedder sindelagsetik: Det er din indstilling eller dit sindelag, der afgør om du handler etisk forsvarligt.

I modsætning hertil hævder Peter Faber, at det er konsekvensen af dine handlinger, der afgør om du har handlet etisk forsvarligt. Har din handling nyttet noget? er spørgsmålet for denne etiske holdning, der filosofisk kaldes nytte-/ konsekvensetik.

Hvilken vej vælger du? Bliv inspireret af foredraget!

Har du fået lyst til at læse lidt mere om de to bøger, som foredraget handler om, han du finde oplysninger i min Blog: Sindighed og ro eller engagement og tempo? (Findes i Arkiv. April 2016)

bjergning-af-storsejl-i-snestorm
Bjergning af storsejl i snestorm – Fra bogen “Med splitflag og højagtelse”

Skriv dine erindringer før du glemmer dem
-Fortælleglæde, fælleskab og den eksterne opbakning. 

Foredraget er baseret på bogen

Med splitflag og højagtelse
-Otte fortællinger om livet og dannelsen på et ØK-skib i 1960’erne

I foredraget fortælles om en gruppe skriveglade seniorer og tidligere ØK-ansatte, der syntes at de gode fortællinger fra de syv have burde nedskrives og udgives. Med fælles hjælp og praktisk- og økonomisk håndsrækning udefra lykkes det dem at få nedfældet og udgivet de personlige historier.

I foredraget gives endvidere smagsprøver på de forskellige beretninger fra både toppen og bunde af hierarkiet ombord på et ØK-skib i 1960’erne. Du kan blandt andet høre om: Bjergning af storsejl i snestorm. Mødet med østens mystik. Fodring af kølsvin samt Tandudtrækning i rum sø.

For mange af forfatterne har livet og dannelsen ombord på skibet sat sig varige spor og formet deres voksenliv. Hvad denne langtidsvirkning har været, kan du også hører om i foredraget.

Skal du også have skrevet dine erindringer i tide? så lyt til foredraget, fordyb dig i din erindring og gå så i gang med skrive- og udgivelsesarbejdet. God arbejdslyst.

Har du fået lyst til at læse lidt mere om vores erindringsbog fra 1960’erne kan du læse min Blog: Skriv dine erindringer før du glemmer dem! Bliv inspireret af syv seniorer og tidligere ansatte i ØK, der har skrevet bogen ”Med splitflag og højagtelse”. (Findes i Arkiv. September 2016)

På Seniorvejens hjemmeside er der endvidere uddrag og anmeldelser af bogen.

Pris for foredrag og efterfølgende diskussion (I alt to timer) 1.500 kr. Ring (30 53 86 43) eller mail (pg.ra@hotmail.com) til mig for yderligere oplysning.

Hårdt arbejde og selvdisciplin, kritik og skepsis samt bevidst selvbedrag er tre af de ti værdier, der kendetegner seniorerne i årgang 1950.

sgt-_peppers_lonely_hearts_club_band
Da årgang 1950 var 17 år udkom dette album, hvis musik stadig er en vej til deres hjerter

Vil du i dialog med årgang 1950 så tal om de temaer, der interesserer dem: Kultur, mødet med andre mennesker, de tætte relationer til de nye og gamle venner og familien, værdipolitik, lysten til at leve sundt og retten til at nyde livet, hele livet… Og husk så musikken. Den er stadig en vej til deres hjerter. Anbefalingerne findes i Envisions undersøgelse fra 2015.                           

Generationen omkring pensionsalderen er en attraktiv målgruppe som forbruger, men der er endnu ikke er nogen, der har forstået dem. Det har Envision i 2015 rådet bod på med et historisk funderet generationsportræt samt en undersøgelse.

NOW YOU´RE SIXTY FOUR
Envisions undersøgelse af seniorgruppens karakteristika i 2015, ”NOW YOU´RE SIXTY FOUR”, bekræfter at der er livs- og købekraft i gruppen. De fylder godt i befolkningssammensætningen, de har mere på kistebunden end tidligere generationer af seniorer og de er ikke bange for at bruge deres penge og de vil gerne lyde livet – hele livet. Envision har interviewet 30 personer fra årgang 1950 og uddyber og kommenterer i rapporten de interviewedes svar med analyser, statistik, supplerende undersøgelser samt perspektivering og anbefalinger til de personer, der gerne vil i dialog med denne forbrugergruppe.

Det er Envisions påstand, at generationen omkring pensionsalderen er en attraktiv målgruppe som forbruger, men at der endnu ikke er nogen (indenfor reklame og marketingsbranchen) der har forstået dem. Det vil Envision råde bod på med et historisk funderet generationsportræt samt en undersøgelse af seks temaer: Økonomi, sundhed, medieforbrug, rejser, familien og fremtiden.  Redegørelsen veksler mellem korte videooptagelser med repræsentanter fra årgang 1950 og skriftlige redegørelser for de nævnte fokusområder.

Et nyt seniorportræt
Problemet med de eksisterende portrætter af seniorerne er, at generationen ikke kan genkende sig i beskrivelserne. Seniorerne protesterer per intuition mod at blive beskrevet som en ensartet masse. Især fordi de er vokset op med et stærkt fokus på individet og den personlige udvikling også selv om de gennem hele livet har kendt til styrken ved fællesskabet.

Formålet med Envisions nye undersøgelse er, at skabe et portræt, som er menneskeligt, personligt, nærværende og konkret. Det nye portræt skulle gøre det muligt (for reklame- og marketingsfolk) at komme tættere på seniorernes drømme og værdier og dermed adgang til, at kunne kommunikere med dem på en relevant, appellerende og effektiv måde. (=Salg).

Envisions rapport består af seks kapitler med følgende overskrifter: 1. Soundtracket til en ny verden, 2. Portræt af en årgang, 3. Hårdt arbejde betaler sig, 4. Generationen der ikke ville være gammel, 5. Kritiske kultur-super-brugere, 6. Globetrotter hele livet, 7. Fællesskabet i fokus – og mere mig-tid, 8. Klogere på årgang 1950.

Ti seniorværdier
Under overskriften Klogere på årgang 1950 har Envision opdaget 10 fælles værdier eller fyrtårne, som de har fundet i stort set alle interviews og analyser. ”Årgang 1950 udtrykker sine værdier helt uden at blinke, helt uden sarkasme og med en sikkerhed, der er en kaptajn værdig. De ved præcist, hvad de styrer efter og hvad der efterlader dem kolde og uinteresserede”, hedder det i rapporten. ”I udviklingen af nye produkter, services og kommunikation til Årgang 1950 er det fornuftigt at have disse værdimæssige fyrtårne som pejlemærker. Ellers risikerer vi let at ramme helt ved siden af målet.”, er anbefalingen til alle, der vil i dialog med denne seniorgruppe – og kan måske også bruges i forhold til andre 50+.

De ti værdier er Substans. Ægthed. Hårdt arbejde og selvdisciplin. Mådehold. Valgfrihed. Kritik og skepsis. Oprør og indflydelse. Fællesskab. Vedholdenhed. Bevidst selvbedrag.

I rapporten er disse ti værdier uddybet, hvor det om værdien Substans fx siges, at “Substans handler om bevisførelse og om at komme til sagen. Om at få svesken på disken uden for meget vrøvl… Årgang 1950 gider ikke omveje, vrøvl og lange salgstaler, løgne, smiger og varm luft… Giv mig noget, jeg kan se, opleve, debattere, røre ved, noget konkret. Spild ikke min tid.. Og ja, substans handler også om at have noget på hjerte. Om at levere noget indholdsfuldt og noget med mening”.

Om værdien Valgfrihed hedder det, at ”Årgang 1950 vil ikke sættes i bås; de er allergiske over for generaliseringer… ””Fortæl mig ikke, hvordan jeg skal være – ud fra min alder””. De vil da gerne leve op til omverdens forventninger … hvis det giver mening for dem… De vil gerne fortsætte med at arbejde; ikke fordi Finansministeren siger det, men fordi det giver mening.  Friheden til at vælge er essentiel. Den kommer til udtryk, når de taler om valg af karrierer, valg af partner i livet, valg af at få børn eller ej, valg af rejsemål. Det faktum, at de startede på arbejdsmarkedet, da de stort set kunne vælge og vrage, har givet dem en tro på, at de faktisk kan vælge. Frihedsværdien hænger nøje sammen med deres faktiske erfaring  – at det virkelig kan lade sig gøre.”

Om værdien Fællesskab hedder det, at ”De vil ikke slås i hartkorn med ”seniorer”. De vil i det hele taget ikke have gruppeprædikat på, for de er jo frie individer og har hver især gennemgået helt personlige udviklinger og realiseret sig selv forfra og bagfra. Og alligevel hylder Årgang 1950 fællesskabet som værdi. Nogle har paroler om solidaritet. Og mener, at den frihedskamp, de førte, var på vegne af mange andre end dem selv. Andre taler varmt for familien… De er enige om, at de unge giver for let op i deres parforhold.. Og samtidig er mange af dem blevet skilt flere gange – og flere lever lykkeligt som singler i dag”.

Om værdien Bevidst selvbedrag hedder det, at ”Denne dobbelthed – forskellen mellem det, de siger og det de gør, er allestedsnærværende i billedet af Årgang 1950. Fælleskabet som vigtigste værdi, selv om man dyrker det, man selv har lyst til. Et stort forbrug, man helst ikke taler om og et selvbillede som mådeholdende og nøjsomme. En kritisk holdning overfor al kommercialisme og en stor glæde ved tilbudsaviser og konkrete fordele ved nye produkter.”

Knyt an til den idealistiske selvfortælling
I forhold til denne dobbelthed hos Årgang 1950 har Envision følgende anbefaling: ”Begge fortællinger er sande, fordi de føles sande. Der er plads til at være reflekteret i Årgang 1950. Vores vurdering er dog, at man som reklamebureau eller annoncør hellere skal tage udgangspunkt i den idealistiske selvfortælling frem for den hudløs ærlige.”

Rapporten afsluttes med en række anbefalinger og gode forslag til, hvad man kan arbejde ud fra, når man skal i dialog med Årgang 1950. Herunder: Hvordan fanger du opmærksomheden? Virkemidler og kommunikationsgreb. Gun-Britt metoden. Produkter, som Årgang 1950 savner inden for fødevarer, tøj og mode, teknologi, underholdnings- og fritidsprodukter m.m.

Retten til at nyde livet hele livet
Som resultat af undersøgelsen har Envision følgende konklusion ift. Årgang 1950: ”Alder er ikke et emne for dem, så lad være med at tage udgangspunkt i det. Tal hellere om at få mest ud af tiden og muligheden for at fortsætte det gode liv, de lever nu. Gør dit forarbejde ordentligt og tal om de temaer, der interesserer dem: Kultur, mødet med andre mennesker, de tætte relationer til de nye og gamle venner og familien, værdipolitik, lysten til at leve sundt og retten til at nyde livet, hele livet… Og husk så musikken. Den er stadig en motorvej til deres hjerter”.                           

Kunne du tænke dig at læse denne undersøgelse og se de mange interview med årgang 1950, så kan du registrere dig som bruger på Envisions hjemmeside: http://sixtyfour.envision.dk/

Alder er ingen hindring for arbejdslivet – Det danske arbejdsmarked er blot ikke parat til de arbejdsduelige seniorer. Der mangler mulighed for fleksibel tilbagetrækning og nedsat tid.

rapport-aes-2
Hovedparten af seniorerne i Danmark er tilfreds med livet, har et godt helbred og vil gerne fortsætte på arbejdsmarkedet

Et nyt studie fra Ældresagen er opmuntrende læsning for seniorgruppen. Status og fremtidsperspektivet lover godt for seniorerne og for samfundet. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, viser en ny undersøgelse fra Epinion. Det danske arbejdsmarked er ikke parat til de arbejdsduelige seniorer.

I Ældresagens Fremtidsstudie 2015, som er udgivet i bogen ”Alder ingen hindring”, er 4000 danskere mellem 50 og 89 år blevet interviewet om blandt andet livskvalitet, helbredssituation og jobønsker.  I bogen oplyses det, at de 50-89 årige er meget tilfredse med livet. På en skala mellem 0 og 10 ligger de på 8,3. Mere end hver anden mellem 50 og 89 er slet ikke begrænset af sit helbred. Hver tredje, der har forladt arbejdsmarkedet, ville gerne have fortsat længere. Så der er saft og kraft i seniorgruppen til at klare sig selv og give en hånd til dem, der måtte have behov herfor.

Livskvalitet
På spørgsmålet om, hvad der gør seniorerne lykkelige, topper familien efterfulgt af et godt helbred og friheden til selv at vælge. Der er ikke noget i Fremtidsstudiet, der tyder på, at det at blive ældre i sig selv er forbundet med tab af livsindhold og kvalitet i livet. Tilfredsheden med livet er lavere for de 50-59 årige end blandt de 80-89 årige. Faktorer som et dårligt helbred og ensomhed er dog forbundet med en markant lavere livstilfredshed. Resultatet af undersøgelsen afspejler, at livskvalitet og ”det gode liv” ikke er en fast størrelse, men kan ændre karakter gennem livet. Trods skavanker og sygdom formår seniorerne ofte at tilpasse sig mange af de begrænsninger, som alderen kan føre med sig og i stedet for fokusere på de ting, som de kan og som skaber glæde i livet.

Den påvirkelige alder
Tidligere var man gammel, når man ramte en bestem alder. Det at være gammel var forbundet med gråt hår, stok, lænestol og strikketøj. I dag er alderen mere en flydende størrelse. Mange er aktive langt op i alderen og seniortilværelsen bruges ofte på rejser, motion og fritidsinteresser. Takket være en sund livsstil, motion, meningsfuldt indhold i tilværelsen, en god økonomi og et veludviklet sundhedsvæsen, har alderen fået nye og langt bedre betingelser. Seniorerne er blevet mere bevidst om, at aldring er påvirkelig og afhængig af, hvordan den enkelte lever og ikke kun, hvornår man er født.

Det gode helbred
Et godt helbred er for de fleste seniorer en af de vigtigste forudsætninger for en god livskvalitet. Et dårligt helbred og de følgevirkninger, som det har, er omvendt noget som seniorerne frygter. Sygdom er det seniorerne frygter mest for deres fremtid. Næsten hver anden frygter afhængighed af andre, mens en ud af fem frygter utilstrækkelig pleje. Fire ud af fem vurderer deres helbred som godt, vældig godt eller fremragende.

Fremtidsstudiet bekræfter, at der er en social ulighed i samfundet. Seniorer med en lang uddannelse har et væsentligt bedre selvvurderet helbred end seniorer med en kort uddannelse. En hovedingrediens i forhold til et godt helbred er motion. For eksempel fysisk aktivitet 30 minutter om dagen med moderat til hård motion for yngre seniorer og moderat motion for ældre seniorer.

Rigtige venner
Ved siden af familien udgør venner og bekendte en betydelig del af seniorernes sociale netværk. Vores venner har stor betydning for, hvem vi er og hvordan vi har det. De giver anerkendelse og velment modstand og supplerer på den måde familien. Rigtige venner kan være livsvidner og loyale samtalepartnere, der er der – både når livet varmer og når det smerter. Venner er med til at styrke livskvaliteten og helbredet hos seniorerne.

De sociale medier giver nye, flere, hurtigere og billigere kontakter og dermed mulighed for at styrke relationerne til familien og venner også over store afstande. De nye kontaktmuligheder skal dog ifølge studiet ses som et supplement og ikke som en konkurrent til det personlige møde eller telefonsamtalen.

Flere år i arbejde
Seniorerne tilbringer – ligesom den øvrige befolkning – en stadig større del af deres liv på arbejdsmarkedet. Arbejdet og tilknytningen til arbejdsmarkedet er vigtig for seniorgruppen – både i forhold til identitet og økonomi. Hver fjerde af de 50-69 årige, som stadig er aktive på arbejdsmarkedet i 2015, ønsker at arbejde så længe som muligt.

Lysten til at stoppe med at arbejde og helbredet er de to primære årsager til, at seniorerne trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Jo ældre man er, jo større andel er stoppet med at arbejde, fordi det var økonomisk gunstigt, på grund af ægtefællen eller på grund af aldersgrænsen. Omvendt er de yngre generationer i højere grad stoppet på grund af helbred og ændringer på arbejdspladsen. Hver tredje mellem 50 og 89 år, der holdt op med at arbejde, ville godt have fortsat længere. 61 % synes, at de stoppede deres arbejdsliv på et godt tidspunkt.

p1140577
I Vietnam er alder ingen hindring for at kunne fortsætte på arbejdsmarkedet. For eksempel i familiens sivmåtteproduktion

Arbejdsmarkedet er ikke klar til seniorerne
Seniorerne er tilsyneladende klar til at følge statsministerens opfordring til at udsætte pensionsalderen og blive længere på arbejdsmarkedet. Men arbejdsmarkedet er endnu ikke klar til dette tilbud, viser en undersøgelse som Epinion har lavet for Djøf. I alt 1.020 danskere har medvirket til analysen, hvor de blandt andet er blevet spurgt om, hvornår de regner med at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og hvad de mener om de ældres situation på arbejdsmarkedet.

Frygt for fyring og kompetencetab
Undersøgelsen viser, at næsten hver tredje frygter på et tidspunkt at blive fyret på grund af deres alder. Herudover mener mere end fire ud af fem, at de får mindre efteruddannelse end deres kolleger alene på grund af deres alder. Næsten 60 procent mener ikke, at virksomhederne gør nok for at holde på dem.  På bundlinjen står, at næsten tre ud af fire danskere over 50 år ikke mener, at arbejdsmarkedet er parat til seniorerne.

Fleksibel tilbagetrækning og nedsat tid
På baggrund af undersøgelsen foreslår Djøf, at regeringen nedsætter en seniorarbejdsmarkedskommission med fokus på at få justeret arbejdsmarkedet så det giver seniorerne mulighed for det de ønsker: Fleksibel tilbagetrækning og nedsat tid er to goder, som danskerne gerne vil have, hvis de skal blive længere på arbejdsmarkedet!

Læs rapporterne
Kunne du tænke dig at læse hele Ældresagens rapport, så kan den hentes her: https://www.aeldresagen.dk/presse/pressemateriale/dokumentation/fremtidsstudiet-2015

I forhold til Djøf-undersøgelsen har Epinion i 2016 udarbejdet en tilsvarende analyse af LO-medlemmernes holdning til en tilbagetrækning fra arbejdsmarked samt deres vurdering af seniorenes forhold på arbejdspladsen. Du kan læse denne rapport her: https://www.lo.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2016/07/~/media/LO/Aktuelt/Nyheder_2016/LO-barometer%202016%20seniorblokken.ashx

Vil du gerne læse mere om seniorgruppens situation, så har Envision i 2015 undersøgt Årgang 1950 forventninger til seniorlivet. I denne undersøgelse, som har titlen NOW YOU´RE SIXTY FOUR, er der interview med 30 personer fra årgang 1950, suppleret med analyser, supplerende rapporter og anbefalinger. Du får adgang til rapporten ved at registrere dig som bruger på Envisions hjemmeside: http://sixtyfour.envision.dk/

Arbejdslivet og seniorlivet i Vietnam – Hjælp dig selv, brug dine forbindelser og vær forberedt på korruption overalt i samfundet. 

p1140598
Selv om man er 89 år, er man ikke for gammel til at fremstille en ny sivbåd i løbet af en måned til en pris af 800 kr.

En nylig rejse til Vietnam har givet en række nye perspektiver på, hvordan seniorer i andre lande må klare sig i arbejdslivet og i seniorlivet.

Lang arbejdstid, lav løn og usikker alderdom
I Vietnam er vilkårene på arbejdsmarkedet meget forskellige fra i Danmark. 40 timers arbejdsuge for offentligt ansatte og 40-60 timer for privat ansatte. 1.500 – 2.000 kr. i løn om måneden til offentligt ansatte fremmer deres motivationen for at få et ekstrajob. I mange familier arbejder flere generationer sammen for at tjene til dagen og vejen, herunder børn og mange seniorer.

Alle er tvunget til at være medlem af en faglig organisation, men der er ingen hjælp at forventer i en konfliktsituation. Der findes arbejdsløshedsforsikringer, men de færreste benytter sig deraf. Tilsvarende med sygeforsikring. Vietnameserne sparer på forsikringen og håber på at undgå at skulle få brug for den. Der er ingen hjælp til de arbejdsløse, som må hjælp sig selv. Kommunen hjælper ikke de ledige økonomisk og tilsvarende er der ikke et jobcenter, der vejleder og hjælper med at formidle de ledige job. Arbejdsgiverbetalte pensioner findes heller ikke.

Det gælder om at have forbindelserne i orden
De ledige job slås op på Internet, på virksomhedernes hjemmesider og på virksomhedernes porte, vinduer og opslagstavler. Mange job placeres “ovenfra” via et finmasket netværk af loyale forbindelser og vennetjenester. Tilsvarende styrer det kommunistiske parti udnævnelser og valg af ansatte og embedsmænd i statens institutioner.

Penge under bordet
Der findes love og regler for arbejdsmarkedet, men hvis du som ledig ønsket en hurtig afklaring af dine jobchancer, så er vejen en tyk pengekuvert under bordet. Korruption findes overalt i samfundet fx i politiet, hvor færdselspolitiet har en kutyme om at udstede min. 6 bøder om dagen, som gå i statskassen. De øvrige udstedte bøder afleveres til politimesteren, som fordeler de ekstra opkrævede midler til alle i organisationen, der medvirker til korruptionen. Det skaber loyalitet indadtil i organisationen og stiller den enkelte vietnameser lovløs.

Økonomisk vækst forhindrer oprør
Hvorfor gør vietnameserne ikke noget ved denne situation? Forsamlingsfrihed er ikke noget, som de kender til i Vietnam. Til gengæld udvikler landet sig økonomisk og hører til de såkaldte Tigerøkonomier i Asien. For eksempel har Samsung etableret verdens største mobiltelefonfabrik i landet med 75.000 arbejdspladser. Vietnameserne er et pragmatisk folkefærd, der har oplevet mange år med krig, fattigdom og usikkerhed. Så længe systemet kan sikre økonomisk vækst og fremgang så er vietnameserne, herunder de vietnamesiske seniorer tilfredse.

 

Vi har brug for dig og du har brug for os – Hjælp til selvhjælp baner vejen til job for ledige seniorer i Aarhus.

workshop-om-modet-med-seaa
De engagerede workshopdeltagere peger på fire fokusområder for Senior Erhvervs indsats

Er du ledig senior og har du behov for konkret hjælp til et nyt job? Har du brug for at få afklaret, om du skal skifte brancheområde? Vil du gerne i direkte kontakt med potentielle arbejdsgivere? Så prøv de nye tilbud, som Senior Erhverv i Aarhus er i fuld gang med at udvikle til ledige seniorer.

I en netop afholdt workshop har medlemmerne af Senior Erhverv i Aarhus peget på fire nyttige hjælpemidler til at løse denne opgave:
En mere brugervenlig hjemmeside.
Opmærksomhed på medlemmernes første møde med Senior Erhverv.
Fokus på dialog og medlemsinddragelse i aktiviteterne samt
Tydelighed om Senior Erhvervs formål og opgave.

I det følgende kan du læse om resultatet af workshoppen, prioriteringen af indsatsområder og en handlingsplan for Senior Erhvervs konkrete arbejde med at hjælpe ledige seniorer i job.

Medlemsanbefalinger til Senior Erhverv
Den 13. oktober 2016 var der Netværksmøde med oplæg og dialog om fire spørgsmål:
1. Skal vi ændre vores hjemmeside, så den taler direkte til dig?
2. Skal vi på vores netværksmøder have mere fokus på dialog?
3. Skal vi have en køreplan for, hvordan nye medlemmer bydes velkommen?
4. Skal vi tydeliggøre Senior Erhvervs formål og opgave for dig?

Resultatet af workshoppen og et efterfølgende netværksmøde taler sit tydelige sprog: De engagerede workshopdeltagere peger på fire fokusområder for Senior Erhvervs arbejde:

1. Hjemmesiden er kedelig
Den første modtagelse er vigtig. Både den personlige, den telefoniske, pr. mail og via hjemmeside. Hjemmesiden er kedelig og appellerer ikke til medlemmerne. Bør være mere direkte fx Vi har brug for dig – og du har brug for os. Vi er en bred gruppe af seniorer fra chauffører til direktører. Find nogle bedre fotos. Stil for eksempel 15 personer op med forskellige ”uniformer/ arbejdstøj” og vis/ signaler at sådan ser vores medlemmer ud!

2. Medinddragelse på netværksmøderne
Der bør være fokus på dialog og medinddragelse på netværksmøderne. Mødet i dag (13/10) var et givende møde med dialog om fælles emner, opsamling på gruppedrøftelserne og anvisning af den videre proces for medlemsprojektet.

Forslag om at eksperimenterer med en ny Virksomhedsservicegruppe med fokus på de offentlige arbejdspladser. Vi bør gå på to ben: et privat og et offentligt ben.

Forslag om medlemsstyret netværksmøder, hvor medlemmer med en særlig indsigt stiller sig til rådighed for de øvrige medlemmer. Møderne kunne afholdes på andre dage end torsdag eller den første torsdag i måneden kunne være en medlemsstyret netværksdag! Emnerene kunne være både faglige, personlig og udveksling af livserfaring.

Det er vigtig at skelne mellem Temadage og Netværks-dage, hhv. opdele Netværksmødet i en temadel og en medlemsdel.

Forslag om etablering af en kompetencedatabase, hvor medlemmernes kompetencer kunne synliggøres og anvendes af de øvrige medlemmer, når disse som ambassadører for hele seniornetværket møder arbejdsgivere med behov for arbejdskraft. Vi bør kunne være ambassadører for hinanden på arbejdsmarkedet.

3. Køreplan for start i arbejdsgrupperne
Der bør være en A4-side med de overordnede punkter for arbejdsopgaverne i arbejdsgrupperne. En arbejdsbeskrivelse af de forskellige funktioner i gruppen samt en (reviderbar) køreplan til løsning af de nuværende og kommende opgaver i gruppen. Det har været en god oplevelse som nyt medlem at blive kontaktet med en telefonsamtale om medlemmets arbejdsmæssige situation. Det er vigtig at få tydeliggjort, hvad seniorkompetencer er og hvordan, de kan styrkes i de forskellige arbejdsgrupper.

4. Synliggørelse af vores kompetencer
Det er vigtigt, at seniorernes kompetencer synliggøres på foreningens hjemmeside. Forslag om at spørge arbejdsgiverne ved besøg om der er medarbejdere på vej på pension, som kunne have nytte at et medlemskab ved Senior Erhverv. Forslag om at oprette en oversigt over de jobkategorier, som seniorerne blive ansat i når de stopper hos Senior Erhverv.
Det er vigtigt, at kontorvagten altid har tid til at modtage nye medlemmer og er i stand til at vejlede om foreningens tilbud samt, hvordan det kommende medlem kan blive en aktiv del af foreningen.

ny-medlemsrejsen
Medlemmernes vurdering af mødet med Senior Erhvervs nuværende tilbud

Hjælp med at udvikle et nyt Manifest for Senior Erhverv
Efter workshoppen og netværksmødet blev udviklingsprocessen afrundet med et bestyrelsesmøde. Her blev indsatsområderne prioriteret og der blev formuleret en handlingsplan. Handlingsplanen skal føre til, at Senior Erhverv Aarhus får formuleret et Manifest (programerklæring) for foreningens arbejde med at hjælpe ledige seniorer i job. Et Manifest, som gerne skulle gennemstrømme alle foreningens fremtidige aktiviteter.

Fra workshop til idekatalog
Den afholdte workshop mundede ud i en 25 siders rapport, der afdækker den ”rejse”, som foreningens medlemmer har været på fra første gang, de hørte om foreningen og til deres nuværende status som fuldgyldige medlemmer. Rapporten består af 4 dele: 1. Anbefalinger. 2. Analyse af ”medlemsrejsen”. 3. Idekatalog. 4. Bilag.

De fire anbefalinger er omtalt tidligere. Medlemsrejsen er vist grafisk med den illustration, som denne del af artiklen er illustreret med. Idekataloget består af 31 interessante forslag til nye veje, som Senior Erhverv kan bruge i mødet med de ledige seniorer. Endelig var der seks bilag om praktiske initiativer, som andre organisationer har gennemført med succes. Blandt andet Kvik Køkkenets Manifest for arbejdsgiverens møde første arbejdsdag med en ny medarbejder. (”Her er 10 ting, jeg som din nye chef synes du skal vide”.)

Prioriterede indsatsområder
Bestyrelsen har besluttet at Idekataloget skal være et fast punkt på dagsorden fremover. Herudover er der udvalgt en række områder, som er prioriteter på følgende måde:

1. Manifest for Senior Erhverv Aarhus
Det har første prioritet at få udarbejdet et Manifest for Senior Erhvervs formål og opgave. Et Manifest, som gerne skulle gennemstrømme alle foreningens fremtidige aktiviteter. Første skridt i denne indsats er at indbyde foreningens medlemmer til brainstorm. Fra alle netværksgrupper indkaldes mindst 3 personer samt hele bestyrelsen til workshop om input til udarbejdelse af Senior Erhvervs nye Manifest. Der udarbejdes to invitationer: En til alle medlemmer og en til netværks-/ arbejdsgrupperne.

Næste trin i denne indsats er en workshop, hvor bestyrelsen sammen med netværksgrupperne arbejder med henblik på en konkretisering af initiativer på basis af de tidligere stikord. Workshoppens deltagere arbejder videre med opgaven, hvis der er behov herfor. Efterfølgende mødes bestyrelsen og sammenfatter resultatet af brainstorm og workshop til et nyt Manifest for Senior Erhverv Aarhus.

2. Struktureret Jobsøgningsservice
Det har anden prioritet at få udarbejdet en struktureret Jobsøgningsservice for Senior Erhvervs medlemmer. Den foreløbige handlingsplan ser sådan ud: Senior Erhverv Aarhus tilbyder denne service i tre perioder om året. 3-4 gange inden for en måned efter Åbent Hus og efter Fest For Fyrede. Indholdet af dette tilbud vil dreje sig om: Ansøgning, uopfordret ansøgning, kontakt til virksomhederne, miniprofiler, CV/ Brutto CV, netværk, LinkedIn, mv.

3. Medlemsaktivitet/dialog på Netværksmøder
Medlemsinddragelse, fokus på dialog og ”hands on” er det område, der har tredje prioritet for Senior Erhverv Aarhus. Handlingsplanen se foreløbig sådan ud: Tovholder er ansvarlig for at lede den efterfølgende diskussion. Tovholderopgaven skal beskrives. Fokus er på medlemmernes udbytte ift. jobsøgning. Introduktion – > oplæg – > drøftelse.

Tag del i arbejdet!
Er du ledig senior og har du fået lyst til at hjælpe med dette udviklingsarbejde, så er du velkommen hver torsdag formiddag fra kl. 10-12, hvor Senior Erhverv Aarhus har netværksmøde på adressen Dalgas Avenue 35, 8000 Aarhus C. Se hjemmesiden for yderligere oplysninger: www.seaa.dk

Har du lyst til at vide mere om brugerinddragelse og den metode, der blev benyttet af konsulent Charlotte Albrechtsen fra Tovejs, så kan du finde yderligere oplysninger på hendes hjemmeside: www.tovejs.dk

Kom foran i køen til din næste jobsamtale som senior. At blive ledig som senior giver helt specielle udfordringer, men også unikke muligheder. Bliv inspireret af tre nyttige jobsøgningsmetoder.

aktive-seniorer-drofter-nye-tiltag-pa-jobmarkedet1
Aktive seniorer drøfter behovet for hjælp til jobsøgningen

For mange seniorer, der pludselig bliver ledige som 50+, er det en helt uvant situation at skulle udarbejde en ansøgning og et CV, der kan bringe dem gennem nøglehullet og til jobsamtalen. Hvor mange seniorer i deres arbejdsliv har kunnet satse på specifikke faglige kompetencer, bred erfaring med løsningsmulighederne og en forudsigelig organisering af arbejdsopgaverne, så er ledighedssituationen som senior af en helt anden karakter.

At komme til jobsamtale som 50+ samt at få et job kræver personlig gennemslagskraft, kreativitet og omstillingsparathed samt evnen til at kunne sælge sig selv på en ægte og overbevisende måde. Egenskaber der kan trænes og forfines med individuel sparring, netværksstøtte samt træning af den skriftlige og den mundtlige fremstilling. 

Fra ledighedsoffer til jobaktør
I mit frivillige arbejde med seniorer er det kendetegnende for de fleste ledige seniorer, der ønsker hjælp til at finde et nyt job, at de er usikre overfor selve jobsøgningssituationen.

– Hvordan de skal analyserer et stillingsopslag og sætte jobbets kvalifikationskrav i forhold til deres egne kompetencer, så der bliver et match, er en helt ny opgave at løse for mange seniorer.
– Hvordan de forbereder sig til at skrive en rammende ansøgning og via målrettet dialog med arbejdsgiveren om stillingsopslaget, får afdækket hvor ansøgningen skal have sit fokus og vægt, er også ukendt land for mange ledige.
– Hvordan de får udarbejdet et selvstændigt og understøttende CV, der udelukkende omhandler relevante oplysninger om ansøgerens kvalifikationer og opnåede resultater i forhold stillingsopslagets krav, kan også være en ganske ny situation for de ledige seniorer.
– Hvordan de forbereder sig til samtalen og øver sig i at kunne brænder igennem med både nysgerrighed overfor virksomhedens kerneprodukter og profilering af  egne kernekompetencer i forhold til jobbets krav, er også ofte en fraværende erfaring for seniorerne.

Hvordan kan du som ledig senior så blive mere sikker i jobsituationen og ændre en mulig offerrolle til en aktiv jobsøgerrolle?

Tre nyttige jobsøgning værktøjer
Jeg har udarbejdet tre nyttige værktøjer til at afhjælpe denne utilfredsstillende situation:

  • Dels en Analysemodel til undersøgelse af virksomhedens kvalifikationskrav set i forhold til din kompetenceprofil. (Hvilke af dine kompetencer matcher stillingens krav?).
  • Dels en Checkliste for den optimale ansøgning. (Max 1 side med overskuelige rubrikoverskrifter). Dels en Checkliste for det relevante CV. (Max 2-3 sider. Max 10-15 år gamle oplysninger. Tilpas CV efter de behov, som den ansøgte virksomhed har). Dels en Checkliste til den nødvendige telefonsamtale/ kontakt til virksomhed før afsending af ansøgning. (Max 5-10 minutters samtale).
  • Dels en nyttig skabelon for en Målrettet ansøgning (En rammende og overraskende overskrift. Kernekompetencer i forhold til jobbet. Nøgleord/ Kvalifikationskrav, der modsvares af ansøgerens kompetencer, opnåede resultater, erfaringer m.m. samt en opsummering, der dokumenterer match mellem virksomhedshedens behov og dine evner).

Er du interesseret i disse tre værktøjer, er du velkommen til at sende en mail til mig: pg.ra@hotmail.com

rekrutteringsanalysen-2016-2
Rekrutteringsanalysen for 2016 er som altid fyldt med gode råd til både ledige seniorer og juniorer

Det foranderlige jobmarked
Ligesom det enkelte menneske forandrer sig over tid, så forandrer jobmarkedet sig også over tid. De nyttige jobsøgningsværktøjers kontekst er udsat for både de ledige seniorers forandringer og virksomhedernes forandringer. En god måde at holde sig ajour med det foranderlige jobmarked er, at holde øje med Konsulenthuset Ballisagers rekrutteringsanalyse, der udkommer en gang om året, sædvanligvis i september måned.

I den nyeste Rekrutteringsanalyse fra 2016 er der en række nyttige oplysninger, der kan være til hjælp for jobsøgende seniorer og som kan supplere de tre nyttige jobsøgningsværktøjer, som er omtalt tidligere. Rekrutteringsanalysen er opdelt i 6 afsnit: Virksomhedens rekrutteringskanaler. Spot på ansøgningspakken: Ansøgning, CV & Bilag. Research af kommende medarbejdere. Virksomhedernes bedste råd til jobsøgere. Sådan ringer du til en virksomhed. Sortering af ansøgere og sprogkundskaber.

Tre hovedveje til din kommende jobansættelse
Analysen viser, at virksomhederne i gennemsnit bruger 2,9 kanaler for hver ansættelse. Det vil sige at virksomheden benytter mindst 3 forskellige måder at rekruttere nye medarbejdere på. De 3 største rekrutteringskanaler er igen i år opslåede stillinger (69 %), netværk (58 %) og LinkedIn (42 %).

Som jobsøgende senior bør du således mestre disse tre discipliner i din jobsøgning:
– At kunne udarbejde en overbevisende skriftlig ansøgning,
– At kende og kunne udnytte dine fysiske kontakter samt dine forbindelser på de sociale medier samt
– At have en fristende LinkedIn-profil, hvor dine kompetencer og kvalifikationer står tydelig for en kommende arbejdsgiver.

Hvad kikker arbejdsgiveren efter i din ansøgning?
Analysen viser, at virksomhederne i gennemsnit får 52 ansøgninger til hver opslået stilling. Så der skal gøres en særlig indsats, hvis du som senior skal komme i den rigtige bunke og blive inviteret til en jobsamtale. Hvad er det så, at arbejdsgiveren kikker efter i din ansøgning?

I forhold til den personprofil, der er beskrevet i stillingsopslaget, så vælger 74 % at ansætte en person, der matcher denne profil. Det betyder så på den anden side, at man godt kan blive ansat i et job, selv om man ikke matcher profilen i opslaget. 26 % af de små virksomheder ansætter en kandidat med en anden profil, end den de søgte i opslaget.

I forhold til dit CV, så foretrækker 70 % af virksomhederne et CV på max 1 side. 83 % af virksomhederne foretrækker dog et CV på max 3. sider. Så fat dig i korthed og tag kun jobrelevante informationer med i dit CV.

I forhold til bilag, så kikker 59 % af arbejdsgiverne efter eksempler på tidligere arbejde. Så det er vigtigt, at du har beskrevet opgaver, ansvar og opnåede resultater i dine tidligere ansættelser – samt sat disse resultater i relation til det ansøgte job.

Hvilken research foretager arbejdsgiveren af dig?
Ifølge undersøgelsen så tjekker 95 % af virksomhederne dine referencer som jobsøger.
67 % af virksomhederne undersøger om du har en LinkedIn-profil og tjekker dine oplysninger der.
43 % af virksomhederne anvender Facebook til at tjekke din Facebook-profil med.

Så det er vigtigt, at du har dine referencer på plads, før du sender ansøgningen. At du har navne på relevante personer, der kan dokumentere dine kompetencer og kvalifikationer, hvis de bliver spurgt. Det er også vigtigt, at du har opdateret din LinkedIn-profil med relevante og arbejdsrelaterede oplysninger. Samt at du ikke får skrevet noget/ vist noget på Facebook, som du ikke ønsker at blive konfronteret med til en evt. jobsamtale.

Hvilke gode råd har arbejdsgiverne til dig?
– Ifølge rekrutteringsanalysen så anbefaler 62 % af arbejdsgiveren, at du sætter dig ind i virksomheden og bliver fortrolig med virksomhedes opgaver, udfordringer og fremtidsplaner, så du kan tale med om det, når du ringer til virksomheden, før du afsender din ansøgning eller når du kommer til en evt. jobsamtale.
– 48 % af virksomhederne anbefaler, at du lader din personlighed skinne igennem ved jobsamtalen. Det er ikke kun dine faglige kompetencer og praktiske erfaringer fra tidligere ansættelser, der er relevant for arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren ønsker at ansætte en ”hel” person med den personlighed som du er. Derfor er det vigtigt at du kender dine personlige styrker og svagheder og kan fortælle om dem ved en jobsamtale.
– Sidst anbefaler 45 % af arbejdsgiverne at du er godt forberedt til samtalen. Vær tydelig omkring din motivation for jobbet. Forbered fx en række spørgsmål, som du vil stille til virksomheden. Det viser, at du er interesseret i firmaet, hvis repræsentanter altid gerne vil fortælle om de ”fantastiske” produkter, virksomheden producerer. Vær også god til at præsentere de resultater, som du har opnået hidtil i din karriere.

Hvorfor bør du altid ringe til virksomheden før du søger job?
Ifølge undersøgelsen så oplever 66 % af virksomhederne at de får relevante spørgsmål, når de bliver ringet op af en jobsøger. 79 % af virksomhederne mener, at et godt opkald er kendetegnet ved, at kandidaten stiller spørgsmål, hvor svarene ikke fremgår af annoncen.

Du bør altid ringe op til arbejdsgiveren
– For at få afklaret uklarheder i stillingsopslaget (Hvad mener, de når de skriver…),
– For at blive en kendt stemme, som arbejdsgiveren lettere husker ved gennemgang af ansøgningsbunken samt
– For at få afklaret om du overhovedet bør spilde tid med at søge dette job (De søger måske en helt anden type end dig).    

Har du behov for yderligere inspiration og hjælp til din jobsøgning?

Hele rekrutteringsanalysen kan du læse på følgende link: https://ballisager.com/rekrutteringsanalyse/
En inspirerende og letfordøjelig indføring i effektiv jobsøgning, kan du finde i Konsulenthuset Ballisagers bog: Moderne Jobsøgning.

Senior Erhverv har 23 afdelinger i hele Danmark, som står til rådighed med hjælp til jobsøgende 50+, se følgende link: http://seniorerhvervdanmark.dk/

Se også www.seniorvejen.com

Skriv dine erindringer før du glemmer dem! Blive inspireret af syv seniorer og tidligere ansatte i ØK, der har skrevet bogen ”Med splitflag og højagtelse”.

bogforside-med-splitflag
ØK’s skibe havde ret til at sejle med splitflag. På bogforsiden ses MS Sargodha i Aarhus havn med det navnkundige flag. Billedet er malet af W. Rathky i 1974.

Er du en senior med saltvand i årene og skrivekløe i fingrene? så er der godt nyt til dig. Syv tidligere ansatte ved ØK, har sammen med en museumsinspektør skrevet otte fortællinger om livet og dannelsen på et ØK skib i 1960’erne. I bogen beskrives skibsverdenens hierarki set fra bunden med drengenes blik, fra mellemdækket set med officerernes blik samt fra broen set med kaptajnens blik.  Læs om bjergning af storsejl under voldsom orkan, mødet med den magiske duft af Østen, fodring af kølsvin og vanding af kompasrosen, at være pige på et skib mellem 38 friske sømænd, hvad sangen om Mandalay førte til, at falde i staver over delfinerne og flyvefiskenes kapløb med skibet samt en tandudtrækning i skruestik. Bliv inspireret af bogen og skriv dine erindringer før du glemmer dem!

SØS-gruppen fik en god ide
Bogen indeholder otte fortællinger om livet på de store have om bord på ØK´s skibe i 1960´erne. De er skrevet af tidligere ØK-ansatte: kaptajner, styrmænd, maskinmestre, stewardesse og skibsdrenge. De omhandler især de oplevelser og den dannelse, livet til søs har givet dem, og den betydning det har fået for deres videre færd i livet. Herudover er der en beretning om Museum Silkeborgs udstilling ”Fra dreng til mand. Dannelsesrejse på verdenshavene” om en kammerdrengs tre rejser med ØK.

Initiativet til denne bog kommer fra SØS-gruppen i Silkeborg. SØS står for Silkeborg ØK Skibsklub. SØS-gruppen er en flok tidligere ØK-ansatte, som – foranlediget af Museum Silkeborgs udstilling ”Fra dreng til mand. Dannelsesrejse på verdenshavene” – har sat hinanden stævne to gange om året og udvekslet beretninger fra livet på de store have. De gode fortællinger, der blev fortalt, synes vi fortjener en bredere lytter- og læsekreds, så vi besluttede os i slutningen af 2015 at samle en række fortællinger. Resultatet finder du i ovennævnte bog.

Hvorfor har bogen den mærkelige titel?
Bogens titel kommer af to karakteristiske ting ved ØK: De viste splitflag, og alle skrivelser blev underskrevet ”Med højagtelse”. Retten til at vise splitflag blev tildelt ØK som særlig honnør af Kong Christian IX den 15. februar 1898 som anerkendelse for etablering af den regelmæssige rutefart mellem Europa og Det Fjerne Østen. Tilladelsen gjaldt kun for ”ØK´s i oversøisk Fart gående Skibe”, men i slutningen af 1920´erne blev tilladelsen udvidet til også at omfatte ØK´s kontorbygninger. (Kilde: Museet for søfart)

En flok seniorer sprang ud som forfattere
Forfattergruppen har bestået af en landkrabbe med forstand på præsentationen af den gode historie samt syv snesejlere (=øgenavn for ØK-ansatte), der kunne levere den gode fortælling: Keld Dalsgaard Larsen: ”Fra dreng til mand. Dannelsesrejse på verdenshavene”. Mogens Pilemand Ottesen: ”Valg af en fremtid til søs. Kadet på skoleskibet Danmark”. Ole Toft: ”Ansat med højagtelse som restaurationsdreng”. Poul Grosen Rasmussen: ”Fodring af kølsvin og vand til kompasrosen. En mesterkammerdrengs dannelse”. Annette Lindberg: ”Født med en portion saltvand i blodet. En kahytsjomfrus meritter”. Peter Gaardsted: ”To rejser med Samoa. En maskiningeniørs erindringer”. Ib Amdisen Møller: ”Rejserne til Indien og Burma samt Australien. En maskinmesters oplevelser”. Knud Sehested: ”Kaptajnens specielle opgaver” og ”Min værste rejse”.

Sømandslivet forskellige sider
I bogen er der beretningen fra landsiden: Om den lille og den store historie set af museumsinspektøren. Fra mastetoppen: Om bjergning af sejl set af kadetten på skoleskibet. Fra passagersalonen: Om herre-tjener forholdet set af ungtjeneren. Fra kabyssen: Om fodring af kølsvin set af mesterkammerdrengen. Fra spindesiden: Om saltvand i årene set af stewardessen. Fra under stævnen: Om delfinerne og flyvefiskenes elegante spring set af maskinassistenten. Fra maskinrummet: Om ligbrænding og Den gyldne Pagode set af maskinmesteren. Fra broen: Om tandudtrækning og brandbekæmpelse set af skibsføreren.

I det følgende er der otte citater fra de otte fortællinger:

Fra landsiden
Hvordan bliver man voksen? Det har altid optaget os mennesker. Hvornår kan man stå på egne ben? Temaet er almenmenneskeligt, men hvordan kan det fortælles på en museumsudstilling? Museum Silkeborg gav i vinteren 2013/2014 et bud på det i en lille særudstilling med titlen ”Fra dreng til mand. Dannelsesrejse på verdenshavene”. Ole Toft drog ud som stor dreng og kom hjem som ung mand. Hvad var sket? Ole havde foretaget på dannelsesrejse. Opholdet på verdenshavene dannede mennesket Ole på krop og sjæl. Ole havde fået et andet syn på sig selv, og omverdenen havde fået et andet syn på Ole.

Med ØK på verdenshavene fik Ole Toft konstant udfordret sine kropslige og åndelige grænser. Kunne han klare arbejdet og strabadserne? Under alle forhold: I hårdt vejr, uden søvn, med tømmermænd, med sygdom i kroppen, i bagende varme? Kunne han begå sig mellem alle ”de fremmede”? Om det så var de andre ØK-drenge, de overordnede, den øvrige besætning, de fine passagerer, de påtrængende handlende og menneskehavet i havnebyerne? Kunne han begå sig under andre himmelstrøg med fremmede skikke og fremmede sprog. Og kunne han selv bidrage med noget positivt i dette menneskelige virvar?

Det var ikke kun et spørgsmål om at kunne. Det handlede i lige så høj grad om at skulle. Skibet var en lille verden for sig, hvor arbejdet skulle udføres. Kunne man ikke, skulle man alligevel. Alternativet var at forlade skibet og dets univers. Ole Toft ville, skulle og kunne gøre sig som restaurationsdreng og ungtjener. Med sejre og nederlag. Med næste opgave hængende over hovedet. På den måde forblev sejrene og nederlagene altid midlertidige. Der var ingen mulighed for at falde i staver – pligterne kaldte ubønhørligt. Søfartslivet krævede alt af Ole – kropsligt og intellektuelt. Konstant erfaringsbearbejdning var påkrævet for at klare næste udfordring, som uundgåeligt krydsede hans vej.

Fra mastetoppen
Vi gik til vejrs ad de overisede vævlinger, og greb med de bare, blåfrosne fingre fat om vantet, der stod som is stænger – videre op over pyttingvantet til et overiset mærs. Derfra videre ud i fod perterne under mærseræerne, hvor det gælder om at holde godt fast i den is belagte rå og ditto sejl. Ude på råen borede vi de følelsesløse fingre ind i det stive, frosne sejl og hev det op på råen til pakning under glatskind. Når vi arbejdede til vejrs i riggen, bar vi aldrig sikkerhedsliner, som de gør i dag.

Selv om det hedder sig: “En hånd for skibet, og en hånd for dig selv”, kan det i virkeligheden ikke lade sig gøre at løse opgaverne med en hånd. Man hager sig fast med den ene albue over råen, mens man arbejder med begge hænder og stående i de svingende fod perter, som er klædte wirer ophængt under ræerne.

Fra passagersalonen
Den femte dag passerede vi Ceylon, og mens jeg kiggede på øens høje bjerge blev jeg pludselig te-tørstig. Kort efter blev der helt mørkt, og et enormt uvejr med mange lyn og torden ramte os, men søen var nærmest blik, så det gav ingen søgang. Derefter sejlede vi ind i Den Bengalske Bugt i fint vejr, og et par dage senere kunne jeg allerede lugte/dufte land. Det var en af mine rejsers største oplevelser.

Østens krydderier hang i luften, allerede før vi så de første måger. Samtidigt lyste bølgerne smukt af morild. Vi tog lods ombord kl. 18.00 og lå for anker på Reden tre kvarter senere. Det lykkedes at få en servicebåd i land. Som jeg noterede i dagbogen: ”Til aften endelig i land til Østens mystik, hvor vi så mange smukke piger og kørte i Ritzau.”

Fra kabyssen
En yndet beskæftigelse blandt de gamle messedrenge på skibet var, at gøre grin med de nyansatte, der ikke kendte til sproget på søen. Hvem kunne vide, at gulvet hed dørken, at køkkenet hed kabyssen, at forstævnen på skibet hed bakken, at det bagerste af skibet hed agter og at vaske op hed at tage sin bakstørn.

For eksempel bad koksmaten mig engang om at ”fodre kølsvinet”. Jeg fik en spand med madaffald og fik at vide, at svinet skulle spise det hele. Den befandt sig i bunden af skibet og jeg skulle gå igennem maskinrummet, ned ad en række lejdere, hvor maskinpersonalet kunne se, hvad der var i gang. Efter at jeg have spurgt flere i maskinrummet om, hvor kølsvinet befandt sig, endte jeg henne agter, hvor skrueakslen gik ud til propellen.

Drilleriet gik ud på, at få de nye til at gå rundt og kvaje sig med at spørge efter noget, der ikke fandtes, indtil de fandt ud af, at de var til grin.

Fra spindesiden
Jeg er vist født med en vis portion saltvand i blodet, da min farmors far og bror sejlede som hhv. kvaseskipper og fragtskipper på egne små træskibe fra Thorøhuse syd for Assens, og min far havde sejlbåd hele min barndom. Da jeg var 11 år var jeg vred over at være en pige, for så kunne jeg ikke komme ud at sejle med skoleskibet!

På Sumbawa var der 38 sømænd og én pige. Det var jo ikke mærkeligt at jeg fik nogle tilbud, men jeg blev aldrig generet for alvor. De fleste var gode kammerater, og selv om der kunne være lidt drillerier og en enkelt sur bemærkning, følte jeg, at der blev passet på mig.

Fra under stævnen
Vi havde fantastisk vejr, og temperaturen var behagelig på havet, der optrådte i store dønninger. Jeg havde fået tilladelse til at opholde mig yderst i stævnen mod at jeg havde fastgjort mig til flagposten, så jeg kunne iagttage livet under stævnen. Det var en stor oplevelse, da dønningerne bragte mig først højt oppe og dernæst dybt nede mod havoverfladen.

For det første havde vi stort selskab af hundredevis af delfiner, der sprang til styrbord og bagbord. Endvidere et mylder af flyvefisk, og jeg kunne se, hvorledes de under vandet tog tilløb, for derefter at gennembryde overfladen og svæve op til 50-60 m. En gang fandt jeg en flyvefisk på dækket, og kunne konstatere at dens brystfinner var længere end fiskens krop. En interessant observation.

Det mest spektakulære var dog de hajer, der fulgte skibet som lodsfisk. Som nævnt, gik vi ca. 18 mil og de hajer, der var op til flere meter store, fulgte os ved blot få slag med halefinnen, nærmest dovent, som ville de bede om mere fart.

Fra maskinrummet
Hver gang jeg hører sangen ”Mandalay”- bliver jeg altid lidt melankolsk. Jeg tænker altid tilbage til skoletiden i en god folkeskole i Pindstrup og på vores anden lærer Hansen, når han i en historie time fortalte om ØK og stifteren H.N. Andersen og derefter tog violinen for at spille ”Mandalay”. Samtidig med, at hele klassen sang af fuld hals om bl.a. den sjip – sjap – våde havn.

Lærer Hansen kunne godt begynde timen med at hente sit jagtgevær og åbne vinduet ud til haven og skyde et par stære der sad i hans kirsebærtræ. Beretningen om ØK´s hospitalsskib ”Jutlandia” og indsatsen i Korea krigen fra 1950 til 1953 – gjorde indtryk og vel allerede dengang lagde kimen til mine ønsker om engang, at komme ud at sejle som maskinmester.

Fra broen
Så gik jeg i gang. Der stod ikke noget i Lægebogen om tandudtrækning, men i den gamle medicinkiste havde vi dog en tandtang. Hvordan gjorde man? Jeg kom så i tanke om min morfar, han fortalte engang, at når han havde ondt i en tand, så tog han ned til læge Raadal i Gjern. Lægen tog fat i tanden med en tang med højre hånd og lagde venstre arm om nakken på patienten med hånden på panden, og nu sad hovedet lige som i en skruestik, derefter vrikkede han lidt med tanden og så et rask ryk. Matrosen spurgte til bedøvelse, og vi havde injectionsvæske, men jeg anede ikke, hvor jeg skulle stikke, det er noget med at ramme en bestemt nerve, for at det virker. Han ville nu have tanden ud alligevel, og jeg gjorde som min morfar havde fortalt og det virkede perfekt.

Et godt forslag til en julegave
Med splitflag og højagtelse – Otte fortællinger om livet og dannelsen ombord på et ØK-skib i 1960´erne Af Poul Grosen Rasmussen (red.), 168 sider, 52 illustrationer. Udgivet med støtte af ØK’s Almennyttige Fond samt Velux-fonden. Udkommer den 26/9. Pris i boghandlen: 195 kr. Bogen kan købes ved Forlaget Kahrius. http://www.kahrius.dk

Skriv en bog selv og udgiv den selv
Skriv dine erindringer før du glemmer dem! Bliv inspireret af ”Med splitflag og højagtelse – Otte fortællinger om livet og dannelsen ombord på et ØK-skib i 1960´erne”. Redaktionsarbejdet er hårdt, men inspirerende. Du kan få hjælp til organiseringen af arbejdet samt hjælpe til finansieringen. Kontakt Forlaget Kahrius, som har stået for denne udgivelse.  God arbejds- og skrivelyst!