Silkeborg ØK Skibsklub

SØS Møde Oplægsholder
SØS-gruppen samlet til møde i Medborgerhuset i Silkeborg 2016

Silkeborg ØK Skibsklub lukker den 6. februar 2025, men SØS-hjemmesiden fortsætter! 

Styregruppen i Silkeborg ØK Skibsklub har besluttet at nedlægge klubben og dermed stoppe vores foredrags- og udflugtsaktiviteter fra februar måned 2025. Det har været 10 spændende år med mange gode beretninger og samtaler om livet om bord på et ØK skib. Tak til alle, der har deltaget i vores aktiviteter. 

Hvis du skulle få lyst til at genopfriske nogle af foredragsemnerne, så ligger der referater her på hjemmesiden af de fleste arrangementer, som vi har gennemført. Samtalerne fortsætter på Facebook-siden ØK Maritim og du vil stadig kunne købe bogen “Med splitflag og højagtelse” (100 kr.) ved henvendelse til Poul Grosen Rasmussen, Tlf.: 30538643. Mail: pg.ra@hotmail.com.

Det er aftalt, at styregruppen ikke iværksætter nye initiativer som maritime foredrag og udflugter, men at vi fortsat vil stille os åben og positiv i forhold til evt. henvendelser og forslag fra ØK-interesserede personer.  Tag blot kontakt, så vil vi se, hvordan vi kan hjælpe dig! Nye tilbud vil blive offentliggjort her på siden.

Hvis muligheden viser sig, vil vi også deltage i maritime bogmesser og i lignende arrangementer.

Hvem er SØS?

SØS står for Silkeborg ØK Skibsklub. SØS-gruppen er en flok tidligere ØK-ansatte, som – foranlediget af Museum Silkeborgs udstilling ”Fra dreng til mand. Dannelsesrejse på verdenshavene” – har sat hinanden stævne to gange om året og udvekslet beretninger fra livet på de store have.

De gode fortællinger, der blev fortalt, syntes vi fortjente en bredere lytter- og læsekreds, så vi besluttede os i slutningen af 2015 at samle og udgive en række fortællinger.

Klik på link for yderligere oplysning om SØS’s aktiviteter.

Planlagte aktiviteter i SØS.

Bogudgivelser.

Boganmeldelser.

Afholdte Foredrag.

Udflugter og studieture.

Referater af møder.

Opdateret den 04. juni 2025

80 år med saltvand i årene – Interview med Knud Sehested.

SØS-gruppen overrækker en vingave til fødselaren

75 år som sømand og skoleinspektør – Interview med Ole Toft

85 år som tidligere vogn- og beslagsmed, maskinmester hos rederiet ØK samt driftsleder af Silkeborg Fjernvarmeforsyning – Interview med Ib Amdisen Møller. Medforfatter til bogen “Med Splitflag og Højagtelse”.

Et dødsfald

Ved Knuds bisættelse
Jeg vil gerne på Silkeborg ØK Skibsklubs vegne sige et par ord om Knuds virke i klubbens mangeårige arbejde. Knud var med fra klubbens start for over 10 år siden og bidrog sidenhen med sine underholdende fortællinger til bogen “Med splitflag og højagtelse – otte fortællinger om dannelsen ombord på et ØK-skib i 1960’erne”. Den dramatiske beskrivelse af hans tandudtrækning på en matros til søs, står stadig som et godt eksempel på mangfoldigheden i Knuds sømandsvirke.

Knud var en del af klubbens styregruppe og en trofast deltager i vores møder i Medborgerhuset. Han havde altid en god beretning at bidrage med. Det var imponerende, hvad han kunne huske af finurlige detaljer fra de mange ØK-skibe, som han havde sejlet med. Detaljer vi kunne genkende og ofte more os over.

Knud var omsorgsfuld og aktiv i planlægningen af Silkeborg ØK Skibsklubs forårs- og efterårsmøder. Han lagde lokaler til og kunne altid præsentere et fristende og velsmagende brunch-bord, der gav god energi og iderigdom til søfartsrelaterede emner og potentielle foredragsholdere.

Knud var altid med på vores arrangementer ‘ud af huset’ fx. når vi tog en tur med det lokale dampskib Hjejlen på Silkeborgsøerne, når turen gik til Svendborg og besøgte udstillingen om ‘Arven fra ØK’ og når turen gik til Strandingsmuseet og Søkrigsmuseet på Vestkysten. Blot for at nævne et par af de typiske udflugtsmål som Knud altid bakkede op om.

Vi vil i SØS mindes Knuds værdifulde indsats i vores fælles bog, hans engagerede bidrag på vores møder, hans rare væsen, omsorg og hygge på vores planlægningsmøde samt hans åbenhed overfor nye typer af arrangementer. Et virke som vi vil komme til at savne i klubben fremover.

Æret være Knuds minde.
Tak for ordet.

På vegne af Silkeborg ØK Skibsklub (SØS)
Poul Grosen Rasmussen

ØK Bladet – Juni 2024
Kaptajn Knud Sehested, Silkeborg, gik bort, 8. maj 2024, 82 år. Knud Sehested begyndte i april 1958 som elev på skoleskibet Georg Stage, og herefter kom han i de følgende mange år til at sejle på en lang række skibe i hele verden. Knud Sehested fik sin første hyre i ØK november 1963, efterfulgt af et par år på navigationsskole i Svendborg. Efter skibsfører eksamen søgte han tilbage til ØK og fik hyre på M/S Malaya som 3. styrmand. Han blev udnævnt til kaptajn i 1983 og havde en flot ØK-karriere indtil Kompagniet solgte sin linjeaktivitet til A.P. Møller-Mærsk. Han gik i land i 2003 – efter at have sejlet de sidste syv år som kaptajn i Mærsk. Sammen med en gruppe af andre ØK-veteraner var han medforfatter af bogen, ”Med splitflag og højagtelse”, hvor de fortæller om nogle af deres mange oplevelser på søen.

Knud Sehested og tidligere leder af Aarhus Søfarts Museum, Karl Nøhr Sørensen var elever ombord på skoleskibet George Stage i 1958. Knud og Jytte Sehested har doneret ovenstående skibsmodel til søfartsmuseet har Karl Nøhr Sørensen oplyst.

Et dødsfald.

Det er med stor sorg, at vi i Silkeborg ØK Skibsklub har erfaret, at Peter Gaardsted er afgået ved døden den 15. februar 2025. Peter var et aktivt medlem af Silkeborg ØK Skibsklub og var medforfatter til bogen “Med splitflag og højagtelse” – Otte fortællinger om livet og dannelsen ombord på et ØK-skib i 1960’erne.

I bogen skrev Peter sine erindringer om to rejser med ØK skibet M/S Samoa. Herunder fortællingen om et forudgående væddemål om 7 flasker whisky, hvis Peter en dag kom ud at sejle.

Vi lærte Peter at kende som en munter og farverig person, der altid var god for en historie fra “de varme lande”.

Æret være Peters minde.
På vegne af Silkeborg ØK Skibsklub
Poul Grosen Rasmussen

Denne del af siden er opdateret den 23. februar 2025.