Rud Kjems: “Min rejse med M/S Ayuthia i 1960”

“Oh, den vej til Mandalay…”
Overskriften er lidt misvisende, for jeg kom ikke til Mandalay; men det var sangen om Mandalay, der var udgangspunktet for mine drømme om Østen. Den blev ofte spillet i radioen, da jeg var dreng. Sangen er jo skrevet af Rudyard Kipling, men det var en dansk version, jeg hørte i radioen – indspillet i 1948 med sang af skuespilleren Mogens Wieth. Den havde dansk melodi af komponisten Erling Winkel, og hans melodi passer efter min mening bedre til sangen end den engelske, som er lidt for marchagtig. Wieths følsomme foredrag af den dejlige sang passer perfekt til teksten. Det er digteren Kai Friis Møller, der har oversat sangen, og nogle mener, at hans udgave faktisk er bedre end Kiplings! Nej jeg kom ikke til Mandalay. Men til Østen kom jeg!

Jeg blev født i Skive i 1941 og havde en dejlig barndom og ungdom i den lille Limfjordsby. Fra mit barndomshjem var der ikke langt til havnen, og via den fik jeg den første dosis saltvand ind i årene. Mere kom til, da jeg som dreng begyndte at læse Walter Christmas’ bøger om Peder Most. Dertil kom så sangen om Mandalay, og jeg følte mig for alvor draget af sømandslivet på de store have. Jeg besluttede derfor at blive styrmand, men en bygningsfejl i det ene øje satte en stopper for mine drømme.

Efter at have forladt folkeskolen med en realeksamen fik jeg arbejde som arbejdsdreng. Det endte med, at jeg besluttede at blive lærer, og i juni 1960 var jeg til optagelsesprøve på Skive Seminarium. Jeg bestod prøven, men seminariet fandt mig for umoden, men meddelte, at jeg ville kunne starte på seminariet i august 1961. Jeg skulle således have et år til at gå, og så dukkede den gamle drøm op igen. Hvorfor ikke forsøge? Jeg skrev til ØK og bød mig til. Jeg fik ret hurtigt et svar, hvori rederiet meddelte, at der uden tvivl inden for de nærmeste måneder ville blive et job til mig.

I midten af oktober fik jeg endelig besked fra ØK. Jeg havde fået hyre som opvarter på skibet ”Ayuthia” og skulle påmønstre den 28. oktober i Frihavnen i København. Det fremgik videre af beskeden, at turen først skulle gå til Finland, hvorefter den lange sørejse til Østen kunne tage sin begyndelse. Det var den, jeg længtes mod.

Da min mor døde i 2008, og boet skulle gøres op, viste det sig, at hun havde gemt alle de breve, jeg havde sendt hjem under turen med ØK. Ved hjælp af brevene har det været let at genkalde sig, hvad der skete undervejs

Det gode skib Ayuthia
Jeg rejste til København en uges tid før påmønstringen og boede hos min onkel Aksel på Østerbro. Jeg fik ordnet forskelligt i hovedstaden og anskaffede mig bl.a. en stor køjesæk. Man mødte ikke ombord med en kuffert. Jeg lagde også vejen forbi ØK’s prangende hovedkontor ved Holmens Kanal, hvor forskellige papirsager blev ordnet. Hovedkontoret sendte mig hen til en læge for at blive vaccineret. Tre vaccinationer i alt – mod kolera, kopper og gul feber. Det gjorde min ene arm ukampdygtig i et par dage. Der blev under opholdet i København også tid til ”gøre noget ved kulturen”, og sammen med Aksel besøgte jeg Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst m.m.

Så var dagen endelig kommet, og den 28. oktober 1960 om morgenen kørte Aksel mig på sin motorcykel ned i Frihavnen, hvor jeg skulle stille på skibet kl. 7. Aksel insisterede på at gå med ombord for at sikre sig, at jeg blev vel modtaget. Og så stod vi med et på kajen ved Ayuthia, som tårnede sig op foran os. Det var meget større, end jeg havde forestillet mig. Jeg havde aldrig været på et fragtskib før og var nysgerrig efter at se det ”indeni”. Efter at have entret skibet fik vi snart kontakt med hovmesteren også kaldet høkeren, som bestyrede madlavningen og rengøringen ombord. Det viste sig at være en venlig mand. Han tog os med op i kabyssen, hvor vi blev vel modtaget af kokken og bageren. Bagefter fik jeg anvist mit kammer, og efter at køjesækken var pakket ud, kørte Aksel hjem igen, mens jeg vendte tilbage til kabyssen for at tage hul på min første arbejdsdag.

Skibet var funklende nyt. Det var bygget på Nakskov Skibsværk og indsat i ØK’s flåde fem måneder, før jeg påmønstrede – med indbydende saloner og messer, fine kamre og en skinnende ren kabys. Jeg følte mig hjemme med det samme. Ayuthia var på 10.083 bruttoregistertons med en længde på 160 m og en største bredde på knap 21 m. Broen var placeret i midtskibsbygningen, hvor kaptajnen, overstyrmanden, 1. styrmanden, hovmesteren, stewardessen og telegrafisten (gnisten) boede. Derudover var der to dobbeltkahytter til passagerer, en rummelig salon samt et pantry.

Over maskinrummet agter rejste sig agterbygningen i flere etager. Her boede dæksbesætning, underofficerer, maskinfolk, restaurationspersonale samt styrmandsaspiranter. Her var også kabyssen samt to messer og to saloner. Endelig boede også maskinchefen, den næst rangerende efter kaptajnen, i agterbygningen.

Det nybyggede ØK-skib ”Ayuthia” var taget i brug fem måneder før, jeg påmønstrede. I 1978 blev skibet solgt til AECO Maritime i Monrovia. ”Ayuthia” beholdt sit navn og fik hjemsted i Piræus. To år senere chartrede rederiet D/S Torm i København ”Ayuthia” og omdøbte det til ”Torm Jessie”. I 1983 blev skibet ophugget i Bombay, Indien.

Mit kammer lå i etagen over motorrummet, men støjen herfra var på ingen måde generende. Det var et dejligt rummeligt kammer med et pænt gulvtæppe. Under køjen, der nærmest var en alkove, var to store skuffer, hvor mit habengut let kunne være. Under koøjet var der en behagelig sofa og foran den et bord med en stol. På væggen modsat køjen var varmeapparatet, som kunne omstilles til et aircondition- anlæg, når vi kom ned på de lave breddegrader. Endelig havde jeg lige inden for døren en håndvask. Så vidt jeg husker, var Ayuthia det første skib i handelsflåden udstyret med aircondition.

Jeg måtte for første gang i livet prøve at sove uden dyne, for til søs sov man med tæpper, to eller tre. Det var vist kokken, der lærte mig at rede køjen. Det foregik som ved militæret. Tæpperne skulle ligge så stramt, at en mønt kastet på køjen sprang et pænt stykke i vejret. Jeg og de andre drenges kamre blev jævnligt tilset, og var køjen ikke redt ordentligt, blev tæpperne flået op, og vi måtte starte forfra igen. Der måtte heller ikke være rod på kamrene.

Mit kammer var lidt større end de andre skibsdrenges, som heller ikke havde en håndvask. Denne forskelsbehandling hang vist sammen med, at jeg som messeopvarter havde den ekstraopgave at stå op og lave kaffe ved de lejligheder, hvor vi enten anløb en havn eller afgik fra den om natten. Det skete vist nok kun få gange. I øvrigt blev jeg aldrig kaldt messeopvarter. Mit navn var Messepeter.

På vej mod Finland, nærmere bestemt byen Rauma, anløb vi Karlshamn i Skåne – én af Sveriges største og vigtigste havne. Her fik jeg det første indtryk af losning og lastning af et skib. Det var længe før containere kom på mode, så det meste af lasten bestod af store kasser og varer på paller. Det var jo også før computere så dagens lys, så det var et stort logistisk arbejde at holde rede på det gods, der skulle transporteres. Dels skulle det lastede anbringes, så det var tilgængeligt, når vi nåede udskibningshavnen, og dels skulle en længere sørejse planlægges, så der både var noget at laste og losse i de enkelte havne. Skibets styrmænd styrede losningen og lastningen, mens det hårde arbejde udførtes af et pænt antal lokale havnearbejdere. Vi sejlede med alt muligt – Carlsberg øl, radioapparater, maskiner af forskellig slags osv.; men også med fødevarer, f.eks. smør og bacon, som blev opbevaret i særlige kølerum i lasten.

Efter at have forladt Karlshamn løb vi ind i dårligt vejr, og jeg måtte konstatere, at arbejdet ombord var mere anstrengende og tidskrævende, når dørken (gulvet) således rullede under én. Jeg oplevede tilmed at blive søsyg for første gang i mit liv. Det varede et par timer, hvor jeg ind imellem listede ud på dækket for at trække frisk luft. Med ét var det ovre, og jeg har aldrig siden mærket til søsygens kvaler. Jeg bemærkede, at flere af de andre ombord døjede mere end jeg – bl.a. kokken, som ellers havde sejlet i flere årtier.

Vi ankom efter en smuk sejlads i den finske skærgård til Rauma i strålende sol og 4-5 graders kulde. Rauma ligger i Den Botniske Bugt godt 200 km nordvest for Helsinki. Én af aftenerne, vi lå der, gik vi nogle stykker op i byen, som lå et godt stykke fra havnen. En tyve minutters tid tog det vel at gå derop. I de smalle gader kantet af gamle træhuse fandt vi en lille café, hvor vi fik en kop kaffe med kage. Det var blevet meget koldere, da vi et par timer senere begav os ned mod havnen – 12-13 minusgrader vil jeg gætte på. Vi havde alt for lidt tøj på og ingen handsker, så vi var godt forkomne, da vi endelig kunne gå ombord på Ayuthia.

Så gik turen tilbage til Danmark – nærmere bestemt til Nakskov, hvor skibets motorer skulle have et sidste eftersyn på skibsværftet, før kursen sattes mod varmere himmelstrøg. I løbet af den uges tid, jeg havde været ombord, var det gået op for mig, at der herskede en streng klasseopdeling på skibet. Den kunne minde om fjernere tider og gav sig blandt andet udtryk ved måltiderne. ”De fine” spiste oppe midtskibs – kaptajnen, overstyrmanden, 1. styrmand, maskinchefen samt eventuelle passagerer. Som jeg husker det, var det dog sjældent, maskinchefen spiste ved kaptajnens bord. Han fik som regel maden bragt op i sin lille lejlighed øverst i agterbygningen. Der var vist et eller andet uafklaret mellem ham og kaptajnen!

Jeg er fotograferet på Ayuthia, der ligger i en nordeuropæisk havn i november 1960. Når jeg serverede i officersmessen, smed jeg forklædet og tog en hvid tjenerjakke på.

”De næstfineste”, underofficererne, havde deres egen messe i bagbordsside i agterbygningen, umiddelbart op til kabyssen. Her spiste 1., 2., 3. og 4 maskinmester, 2. 3. og 4. styrmand, trikkeren (elektrikkeren) og tømmermanden. I styrbordsside, parallelt med underofficerernes messe, lå messen, hvor det ”almindelige mandskab”, matroser og motormænd, indtog føden. Endelig var der en lille messe længere fremme i agterbygningen, hvor de tre styrmandsaspiranter spiste.

Også maden afspejlede klasseforskellene. Ved kaptajnens bord spiste man a la carte og bestemte selv, om man ville have én eller flere retter. Det var meget fin mad, man satte til livs her. I de to messer i agterbygningen var maden i princippet den samme; men underofficererne fik lidt ekstra oveni i form af mere tilbehør, og så kunne de fra messen ringe efter Messepeter (mig), hvis de f.eks. gerne ville nyde en øl eller sodavand til maden. Også i de to messer agter var maden rigtig god, og der blev altid ved middagen serveret to retter. Styrmandsaspiranterne fik samme mad som underofficererne. 

Jeg og de andre ”drenge” tilknyttet kabyssen sad kun sjældent i mandskabsmessen og spiste. Vores måltider blev som regel indtaget stående i kabyssen, hvilket indebar den fordel, at vi kunne mæske os med de ting, som var levnet ved kaptajnens bord. Der var mange godbidder! Når jeg satte anførselstegn ved drenge, hænger det sammen med, at de fleste af os havde passeret drengealderen. Men vi blev kaldt drenge. Vi var vel en 6-7 stykker, hvor den ældste (ungtjeneren) var 20 år gammel og den yngste 16. Tre af os arbejdede i kabyssen. Dertil en 2-3 kammerdrenge, som gjorde rent på mandskabsdækket – i kamrene, på gangene og på toiletterne. Og endelig en dæksdreng, der, hvis han fortsatte sømandslivet, senere ville blive ophøjet til matros.

Vi ankom til Nakskov den 5. november og blev her en 5-6 dage. Ungtjeneren var fra byen, så ham slog jeg mig sammen med under opholdet. Han sørgede for, at jeg kom godt rundt i byen og også oplevede de mere ydmyge steder. Nakskov var spækket med valgplakater i anledning af det forestående folketingsvalg, som skulle finde sted den 18. november. Valget var udskrevet af den socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann. Hans parti havde sammen med de radikale og Retsforbundet ledet landet siden 1957. For mig var det et særdeles spændende valg, for ”mit parti”, SF, stillede op for første gang. Den sidste aften i Nakskov havde ungtjeneren og jeg vist fået en øl eller to for meget, for ved midnatstid gik vi i gang med at rive de borgerlige partiers valgplakater ned. En 30 stykker blev det vel til, før vi havde raset ud. Jeg har det stadig skidt med denne udåd. Som 19-årig burde man være klogere. Da valgresultatet kom, var vi for længst over alle bjerge på vej mod Østens tryllerier. I et brev hjemmefra fik jeg senere at vide, at SF havde overrasket alt og alle, idet partiet havde fået 150.000 stemmer og dermed 11 pladser i Folketinget. Kampmann fortsatte som statsminister, men nu for en socialdemokratisk-radikal regering.

Vinterrundtur mellem nordeuropæiske havne
Efter at skibet var blevet klargjort i Nakskov, vendte vi tilbage til København, hvor vi lå et døgn. Her kom onkel Aksel ombord og inviterede mig på kaffe om aftenen, og næste dag, den 13. november, satte vi kursen mod Göteborg og passerede ved middagstid Kronborg. Nu kunne den lange rejse langt om længe tage sin begyndelse. Fra Göteborg gik det videre til Oslo, hvor jeg sammen med en kammerat bl.a. så den kongelige garde for fuld musik og iklædt farvestrålende dragter på vej op ad byens hovedgade, Carl Johan.

Smathen (koksmathen) havde nogle dage haft det dårligt, og kort efter, at vi havde forladt Oslo med kurs mod Middlesbrough på den engelske østkyst, måtte han gå til køjs med stærke mavesmerter. Overstyrmanden, der var den ”sygdomskyndige” ombord, var sikker på, at koksmathen havde fået brok, og at der ikke var andet at gøre, end at efterlade ham i Middlesbrough. Rederiet blev kontaktet, og her lovede man, at en afløser ville blive sendt til Middlesbrough, så han var med ombord, når Ayuthia afgik herfra. Da vi ankom til Middlesbrough, blev koksmathen hurtigt bragt fra borde og indlagt på et sygehus nogle kilometer udenfor byen.

I november anløb vi Middlesbrough på den engelske østkyst. Det var mit første besøg i England. Sammen med ungtjeneren Skipper, fornavnet husker jeg ikke, gik jeg på opdagelse i byen. På fotoet har Skipper antastet en ”bobby” for at spørge om vej. Foto: Rud Kjems.

 Jeg havde aldrig været i England før og glædede mig til at opleve ”det særligt engelske”. Om eftermiddagen gik jeg tur i byen med ungtjeneren, og vi så bybusser med to etager og byhuse med en masse små skorstene. Vi mødte bobbyer, de engelske betjente, med deres mærkværdige hjelme og forretningsfolk med paraply og bowlerhat. Og på skibet havde vi oplevet de engelske havnearbejdere iført vinterfrakke og slips. Ja selv den berømte engelske tåge stiftede vi bekendtskab med. Jo, der var noget særligt over England og englænderne. Et sted i byen så vi en stor plakat med teksten: ”Beware, the vikings are over us.” Plakaten reklamerede for en koncert med Papa Bues Viking Jazz Band den følgende uge. ”Buerne” var i disse år populære over det meste af Europa. Om aftenen var vi igen i byen og forvildede os bl.a. ind i en klassisk britisk ”Dance Hall” – en kæmpestor sal, hvor flere hundrede mennesker swingede sig til et bigband. Der blev gået til den i jive og quickstep m.m. Musikken var fremragende, og det samme var mange af danserne.

Næste formiddag sendte hovmesteren mig i en taxa ud til sygehuset for at besøge koksmathen. Fysisk havde han det allerede meget bedre, men psykisk stod det skralt til. Han forstod ikke et ord engelsk og følte sig som en skibbruden sømand på en øde ø. Hovmesteren havde bedt mig om at muntre den syge koksmath lidt op og forsikre ham om, at rederiet ikke havde glemt ham, og at man ville sørge for, at han kom hjem, når behandlingen på sygehuset var overstået. Han havde ligesom mig glædet sig utrolig meget til at komme ud i den store verden, og jeg var noget trist til mode, da jeg efter en times tid måtte forlade ham. 

Der var nok at lave i kabyssen, hvor kokken, den nye koksmath, Henning, bageren, skylleren Kurt og jeg sled i det. Vi skulle sørge for mad til den 45-mands store besætning samt til de tre styrmandsaspiranter og 2-4 passagerer. Besætningen bestod dog ikke udelukkende af mænd. Vi havde én kvinde ombord – nemlig stewardessen. Ungtjeneren så vi ikke meget til i arbejdstiden. Han opholdt sig midtskibs, hvor han gjorde sig nyttig i kaptajnens messe. Min mor efterlyste i et brev oplysninger om, hvordan min arbejdsdag forløb. Den var forløb således:

Kl. 5.30 blev jeg purret af bageren. Så var det med at komme ud af køjen i en fart. Kl. 6 stillede vi ”drenge” hos overstyrmanden midtskibs. Han var en rigtig hyggelig mand, som vi alle holdt af. Han kontrollerede, at vi var rene og pæne, og at vi var ved godt mod. Når vi nærmede os den næste havn, gav han os gode råd med hensyn til seværdigheder m.m., som byen havde at byde på. Det tog som regel et kvarters tid, hvorefter jeg søgte hen agter og gik i gang med at dække bord i ”mine” to messer, underofficersmessen og mandskabsmessen, og i øvrigt deltog i forberedelserne til morgenmaden, som blev serveret fra kl. 7.30 til kl. 8.30. Jeg skulle under morgenmaden sørge for, at der hele tiden var kaffe på kanderne, sukker i sukkerskålene, fløde i flødekanderne osv. Mest tid gik der i underofficerernes messe, hvor jeg iført en ren, hvid tjenerjakke vartede op. I ”mine” to messer spiste i alt 34 personer, heraf langt de fleste i mandskabsmessen. Her måtte søfolkene selv hente maden oppe ved buffeten. Hos underofficererne gik det lidt finere til. Her var der ”delvis servering”, som jeg som sagt tog mig af. Morgenmaden ombord var storartet. Der blev serveret både havregrød og øllebrød, kogte æg eller spejlæg, to pr. mand, friskbagte rundstykker og pålæg samt kaffe og mælk.

 Fra kl. 8.30 til kl. 9.30 tog jeg mig af de to messer, og tørrede bordene af m.m. Derefter vaskede jeg dørk (gulv) i begge messer. Arbejdet i mandskabsmessen kunne godt trække lidt ud, da motormændene ofte glemte at rengøre fodtøjet, før de gik op for at spise. Så efterlod de pletter af gammel olie, som kunne være svær at få has på. Jeg skulle også holde øje med skotterne (væggene) og aftørre eventuelle pletter. Endelig skulle også koøjerne jævnligt rengøres udvendigt, da salt fra havet satte sig på dem og slørede udsigten. Fra kl. 9.30 til kl. 10 vaskede jeg glas af, hvorefter jeg havde en time fri.

Kl. 11 tog jeg fat på at dække op til middagen, dagens varme måltid, der blev serveret kl. 11.30. Under måltidet sørgede jeg for underofficererne – fyldte fade og sovseskåle op og hentede øl og vand. Der blev altid, i ”mine to messer”, serveret en forret, f.eks. suppe, før hovedretten, som regel steg eller fisk, og tre gange om ugen var der også dessert. Ingen gik så sandelig sultne fra bordet! Efter at have ryddet ud og tørret borde af, havde jeg et par timer fri, før jeg kl. 14.30 mødte op for at gøre klar til eftermiddagskaffen, hvor mandskabet kunne nyde bagerens nybagte wienerbrød. Kl. 16 havde jeg igen fri, indtil jeg kl. 17 gik i gang med at dække bord til aftensmaden, hvor sømændene kunne vælge mellem flere slags pålæg, end jeg nogensinde tidligere havde set ved et måltid. En lille varm ret var der også. Til maden blev der drukket the og mælk. Så skulle der igen ryddes ud, vaskes borde af osv., og endelig ved 19-tiden fik jeg fyraften.

Ole, én af kammerdrengene. Foto: Rud Kjems.
I løbet af arbejdsdagen var der mange andre ting, jeg skulle tage mig af. Her nogle eksempler: Hjælpe kokken med at hente madvarer i kølerummet eller frosset kød i fryserummet. Begge rum lå under kabyssen. – Hjælpe skylleren med at vaske op. – Bringe mad hen til messen midtskibs. Det foregik i et par store kurve tildækket med viskestykker. – Gøre rent i kabyssen. Det var en lang arbejdsdag, ca. 9 timer, men på grund af de tre pauser føltes det ikke så hårdt. Og så var det alle ugens syv dage, for søfolkene skulle jo også have mad om søndagen, og på den knap seks måneder lange tur blev det kun til en enkelt hel fridag.

Fra Middlesbrough gik turen til Antwerpen, hvor alle ombord fik en sidste vaccination. Det var en hård omgang, og min arm svulmede næsten op til det dobbelte og var ubrugbar i flere timer. Næsten alle ombord havde det skidt efter vaccinationen, og de fleste var hårdere ramt end jeg. Fra Antwerpen gik rejsen videre til Bremen og dernæst til Hamburg. Her besøgte jeg og et par kammerater selvfølgelig St. Pauli og Reeperbahn, hvor lommetyve, ludere, bumser og fordrukne søfolk florerede. Vi holds os nu ædru og kom i god behold hjem til skibet.

Jeg havde hjemmefra medbragt enkelte bøger. Heldigvis var der på skibet et lille bibliotek, og jeg kom aldrig til at savne læsestof. Det var især, når vi var på søen, jeg fik læst meget. Var det godt vejr, satte jeg mig tit, da vi var nået ned i varmen, ud i solen og læste.

Som oftest lå vi 1-3 døgn i hver havn, og som nævnt havde jeg over middag en ca. 2 timer lang pause. Det betød, at jeg fik tid til at få set mig lidt omkring. Nogle gange fik jeg én af drengene eller bageren til at klare de opgaver, jeg havde i forbindelse med eftermiddagskaffen. Så kunne jeg holde fri 4,5 time, fra kl. 12.30 til 17, og så havde jeg god tid til at ”lege turist”. Det lå selvfølgelig i luften, at min afløser kunne regne med, at jeg senere ville gøre ham en tjeneste.

Sidste havn i Europa var Rotterdam, hvor vi lå i tre døgn. Den første aften besøgte vi det danske sømandshjem og så filmen ”Hjemkomst” med Clark Gable i hovedrollen. Den næste aften gik jeg med et par kammerater i land for at nyde en øl på et af byens værtshuse. Vi fandt et, som så hyggeligt ud, og trådte indenfor. En stærkt opmalet kvinde i 50’erne bød os hjerteligt velkommen og fandt et bord til os. Snart skummede øllene i vores glas, og stedet emmede af god stemning. Kvinden med den voldsomme makeup satte sig nu ved vores bord, og lidt efter fik vi selskab af yderligere to lidt yngre damer, som også var shinet godt op. Vi undrede os over, at vi i den grad var i stand til at tiltrække det svage køn! Vores undren blev forvandlet til forbløffelse, da kvinderne pludselig begyndte at rage os mellem benene. Da gik lyset endelig op for mig, og jeg huskede de formaninger, mor gav mig med på rejsen. En af dem lød: ”Pas på de farlige kvinder i havnene.” Vi var såmænd havnet på et bordel. Hurtigt fik vi drukket ud og forlod stedet en erfaring rigere.

Ned i varmen
Den 30. november afsejlede vi fra Rotterdam med kurs sydpå – på vej bort fra vinterens kulde og mørke. Vejret var godt, og i strålende sol passerede vi ”the White Cliffs of Dover”,men i Biscayaen sejlede vi direkte ind i en storm, som var af en noget voldsommere beskaffenhed end den, vi havde været ude for i Østersøen. Da jeg vaskede dørken i messerne rutsjede pøsen fra side til side henover det glatte gulv. I kabyssen måtte vi surre de store gryder fast til komfuret, og ved måltiderne måtte slingregrejet tages i brug, så servicet ikke endte på dørken. Slingregrej er en træramme anbragt på spisebordene. I dårligt vejr kan ramme hæves, så servicet eller ”skaffegrejet” bliver på bordet.

Stormen varede et par dage, og det var pænt vejr, da vi ret tæt på land sejlede ned langs først den spanske og dernæst den portugisiske kyst. Det var et smukt syn at betragte kystlandskabets blødt afrundede bjergsider. Alt var grønt bortset fra de spredte gårde og smålandsbyer, hvis huse brød det grønne med deres forskellige lyse kulører. Da vi havde passeret Gibraltar og kom ind i Middelhavet, fik vi sommervejr med temperaturer omkring de 25 grader. Nu skiftede mange til shorts, og officererne tog sig godt ud i deres lyse uniformer.

I begyndelsen af december rundede vi Gibraltar og kom ind i Middelhavet, hvor vi fik sommertemperaturer. Foto: Rud Kjems.

Også sejladsen langs Afrikas nordkyst foregik ret tæt på land, og de fleste af mine pauser gik med at nyde de smukke landskaber, som gled forbi. Meget af kysten er bjergrig og bevokset med fremmedartede planter i forskellige farver.

I Middelhavet havde vi den første brandøvelse på turen. Vi havde i forvejen fået klar besked om, hvad vi hver især skulle foretage os. Først var jeg med til at sætte én af redningsbådene i vandet, hvorefter jeg på passagergangen hentede brandslukker nr. tre og bragte den ned på dækket.

Efter ni dage til søs gik vi i havn i Port Said i Egypten – indgangsdøren til Suezkanalen. Her havde vi ikke mulighed for at komme i land. Til gengæld fik vi på skibet besøg af en række småhandlende, der havde alskens at byde på fra plastiksandaler, frugt og nødder til en bred vifte af souvenirs. Ombord kom også en tryllekunstner, der som remedier havde fire små fugleunger og et hvidt lommetørklæde. Han optrådte for 4-5 af os ”drenge” inde i salonen. Vi sad i sofaen, og han sad på en stol foran os. Selvom vi sad ganske tæt på, lykkedes det os ikke at afsløre hans tricks. Lommetørklædet brugte han vel mest for at aflede vores opmærksomhed. Vi så ham gemme alle fire unger i den ene hånd, men da han lukkede hånden op, var der kun én. De tre andre var i den anden hånd.  Og vi så ham nærmest demonstrativt langsomt anbringe to unger i den ene hånd og to i den anden. Da han få sekunder efter åbnede hænderne, var alle ungerne væk, men lidt efter kunne han hive dem frem fra sin inderlomme. Jo, dygtig var han så sandelig, og vi gav ham pæne drikkepenge. Én af de arabiske småhandlende var mærkeligt nok interesseret i at købe vores brugte tøj. Jeg havde to frakker med og solgte den varmeste til ham. Det kom jeg senere bitterligt til at fortryde.

I Port Said fik jeg skrevet en række julebreve – til familien på Havnevej i Skive, til vennerne Karsten, Ebbe og Dres, og selvfølgelig til min kæreste Ardis.

Så gik turen videre i konvoj gennem Suezkanalen og ned til Det Røde Hav, hvor vi omtrent midtvejs bevægede os fra det subtropiske bælte og ind i det tropiske. Begejstret skrev jeg til min forældre:

”Jeg er helt slået ud af de indtryk, jeg har fået, og de ting, jeg de sidste dage har oplevet. Det føles lidt uvirkeligt – ja, det er svært at fatte, at de drømme om fjerne egne, jeg havde, nu med ét er ved at gå i opfyldelse. Jeg har set ørkenen, kamelerne og arabiske kvinder, tilhyllede med ranke rygge, hente vand ved brønden. Jeg har set palmer og oliventræer og hørt fugle, jeg aldrig har hørt om, synge.”

Da vi lå i Port Said og ventede på at sejle videre ad Suezkanalen, kom mange småhandlende i deres både og lagde til ved skibssiden. Foto: Rud Kjems.

Nu havde vi for alvor fået varmen at føle – 35 til 40 grader og ingen vind. Men som fortalt tidligere, havde vi aircondition på kamrene, så her kunne vi holde temperaturen nede på omkring 20 grader. I kabyssen var der djævelsk varmt på sådanne dage, men mærkeligt nok kunne man vænne sig til det. Den 13. december nåede vi til Aden for at tanke olie. Vi lå ”på strømmen”, hvilket vil sige, at vi lå for anker lidt udenfor havnen. Heller ikke her kom vi i land. Jeg var i øvrigt begyndt at komme lidt sammen med styrmandsaspiranterne, som altid havde kaffe på kanden, når man kom forbi.

Det Indiske Ocean
Under sejladsen gennem Det Røde Hav havde jeg haft en uoverensstemmelse med bådsmanden, der er en slags overmatros, som i samråd med overstyrmanden leder det praktiske arbejde på dækket. Bådsen, som han blev kaldt i det daglige, kom en dag efter fyraften ned og hentede mig på mit kammer. Han var en slank, velbygget, midaldrende mand med skarpskårne pæne ansigtstræk. ”Kom med! Der er noget jeg vil vise dig.” Han førte mig op i mandskabsmessen, hen til køleskabet, som stod i det ene hjørne. Inde i køleskabet stod en pænt stor flødekande. ”Det er vigtigt, at du hver dag inden fyraften sørger for, at der er frisk fløde i kanden,” sagde bådsen og fortsatte: ”Det har knebet et par gange. Og prøv at se de gamle ringe af fløde, kanden har afsat. Det vil jeg ikke se igen!” Det skal lige indskydes, at der ombord ikke serveredes aftenkaffe. De fleste af søfolkene lavede i stedet pulverkaffe nede på kammerat – og hentede fløde i mandskabsmessen.

Da vi nogle dage senere havde påbegyndt færden over Det Indiske Ocean på vej til Singapore, kom bådsen en dag ind i kabyssen. Han var vred og tog mig i armen og trak mig ind i mandskabsmessen og hen til køleskabet, som han åbnede. Han pegede på flødekanden og de gamle ringe af fløde, der sås omkring den. ”Nu må du tage dig sammen Messepeter. Har du allerede glemt, hvad jeg sagde til dig sidst, vi talte sammen?” Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede. Måske prøvede jeg på at være sjov. I hvert fald fik jeg en syngende lussing, hvorefter bådsen uden at sige et ord forlod mandskabsmessen.

En uges tid senere kom bådsmanden igen ind i kabyssen og ville tale med mig. ”Jeg vil lige vise dig noget,” sagde han. ”Åh nej – er den nu gal med fløden igen?” Bådsen så nu slet ikke vred ud. Han fik mig med ud på dækket og hen til rælingen, hvor jeg så et syn, jeg aldrig havde set før. Nede i vandet lå 5-6 kæmpestore, sorte hvaler, som gennem åndehullet pustede en sky af luft og vand ud. Det lignede små springvand. ”Jeg kan se, du er glad for, at jeg gav dig et praj.” Det var så sandt, som det var sagt. Resten af turen havde jeg det fint med bådsen, og vi fik ofte en lille snak, når vi løb på hinanden. Og fra da af vogtede jeg nidkært over flødekanden.

Den ni døgn lange sejltur over Det Indiske Ocean var pragtfuld. Vejret var stort set godt hele vejen, og jeg nød at være til søs med hav hele horisonten rundt. Smukke solopgange og solnedgange, og varmen var til at holde ud takket være den forfriskende vind. Jeg var meget optaget af flyvefiskene, og i et brev hjem skrev jeg: ”Det synes helt ufatteligt, når man ser dem stryge hen over bølgerne, og sjovest er det, når der er en stime af dem, og man ser dem skyde op af vandet på samme tid. Deres kroppe lyner og glimter i den skarpe sol, før de med et er under vandet igen.”

Undervejs på det store hav var vi i kabyssen godt i gang med juleforberedelserne. Rødkålen var lavet, gæssene gjort i stand og småkagerne bagt og puttet i dåse, og nu er det på tide at præsentere mine arbejdskammerater i kabyssen:

Skylleren Kurt var den yngste af os drenge i kabyssen, vel 16 år. Han var ikke ret stor, men velbygget og lidt bred i det. Desværre var han en del plaget af søsyge, og ikke så få gange måtte han blegnæbet styrte ud og ofre til havguderne. Ikke en eneste gang hørte vi ham beklage sig. Kurt var et lille mandfolk, der stille og roligt tog tingene, som de kom. Som tidligere omtalt skulle jeg vaske glassene af. Resten af opvasken skulle Kurt klare. Han havde en opvaskemaskine til rådighed, men den var der tit vrøvl med, hvorfor jeg ofte måtte give en hånd med. Helt anderledes af gemyt var Henning, koksmaten eller smathen, som han blev kaldt. Henning var en tynd, lidt nervøs person, lidt stille i det og svær at komme ind på livet af, men altid sød og rar og parat til at give en hjælpende hånd. Med sit sagtmodige væsen var Henning ofte skydeskiven, når kokken var i dårligt lune.

Så holdes der pause! Skylleren Kurt (tv) og smathen Henning tager en slapper på dækket. Foto: Rud Kjems.

I bagbords side af kabyssen havde bageren sin arbejdsplads, og herfra strømmede der ofte en liflig duft af friskbagt brød. Bageren var dygtig til sit håndværk, og ingen på Ayuthia behøvede at gå brødflove til køjs. Friske rundstykker hver morgen, nybagt kage til eftermiddagskaffen, velsmagende rugbrød og franskbrød osv. Bageren var omkring de 40, lidt spinkel og almindelig af højde, rask i sine bevægelser og hurtig til sit arbejde. Med sin lidt tilbageholdende, venlige fremtræden kom han godt ud af det med alle om bord.

At han havde en mani for ure fandt jeg ud af i løbet af rejsen. En aften bankede han på døren ind til mit kammer og spurgte, om han måtte låne mit armbåndsur indtil næste morgen. Det havde jeg selvfølgelig ikke noget imod, men hans forespørgsel undrede mig da lidt. Da jeg næste morgen mødte bageren i kabyssen, trak han mig til side: ”Jeg er ikke helt færdig med dit ur, men du skal næsten se det. Kom med ned på mit kammer.” Nu syntes jeg, det hele blev lidt gådefuldt. Nysgerrigt ilede jeg efter bageren ned til hans kammer. ”Her har du det,” sagde han pegede på sit bord, hvor en mængde bittesmå metaldele lå sirligt arrangeret på et stykke papir. ”Ja, jeg har skilt dit ur fuldstændigt ad og renset alle delene. Jeg har en pause senere på formiddagen, og så vil jeg samle uret igen, og så vil det være så godt som nyt.” Jeg var glad for mit ur, og jeg så da med en vis bekymring på mit dejlige urs fremtidige skæbne. Jeg fik uret igen ved middagstid, og det fungerede fint på hele rejsen og også mange år derefter. Siden fandt jeg ud af, at også andre af søfolkene havde fået et gratis serviceeftersyn af deres ur.

Det var så afgjort kokken, der styrede begivenhederne i kabyssen. Han var da også en myndig herre midt i 50’erne. Af statur stærkt bygget, bredskuldret og velpolstret – mørkhåret og af middelhøjde. Nu er det at sejle så langt fra noget driverliv, men de fleste ombord kunne dog tage en slapper undervejs i arbejdet, hvis søsygen eller gårsdagens tømmermænd plagede. Det gjaldt ikke kokken! Han skulle hver dag levere varen og var måske ”den mest synlige ombord”! Måltiderne ombord var jo dagens højdepunkter. Det skete tit og ofte, at en matros eller maskinmand stak hovedet indenfor i kabyssen for at se, hvordan det gik med forberedelser til dagens middag. Der blev i det hele taget tit snakket mad om bord. Maden skulle være tip-top og svipsere tolereredes ikke. En dårlig kok er noget nær det værste, der kan overgå et skib.

Ayuthias kok leverede varen! Dag efter dag sørgede han sammen med bageren for, at folkene ombord fik en god og nærende kost. Jeg har aldrig spist bedre, end da jeg sejlede med Ayuthia. Kokken var da også velanset ombord, selvom han på ingen måde leflede for mandskabet. Det kunne hænde, at en beruset sømand dukkede op i kabyssen og overfusede kokken, fordi et eller andet ved maden ikke passede ham. Så stak kokken bryst og hage frem og tog til genmæle: ”Og det skal jeg høre fra dig! Du er i virkeligheden vred over al den lortemad, du har fået hjemme hos din mor, og lader du det nu gå ud over mig. Rend mig i røven.” Kokkens sprogbrug var ikke for sarte sjæle, men det var han ikke alene om. Der blev svovlet og bandet og talt med store bogstaver ombord. Det kunne godt tage pusten fra én de første dage til søs, men man vænnede sig hurtigt til det, og snart gled de værste sprogblomster ubesværet ind i ens eget sprog.

Kokken var hårdtarbejdende og dygtig, men han var tillige slangen i Paradiset eller kabyssens onde ånd. Han tog nemlig af og til godt for sig af de våde varer. Det var som regel sidst på eftermiddagen, vi mærkede virkningerne heraf. Han blev nemlig ond i sulet. Han blev let søsyg, og de mange øl drak han måske som en slags forebyggelse. Når han havde én af sine dårlige dage, skulle man tage sig lidt i agt, han kunne nemlig pludselig finde på at slå en med knyttet næve i brystet eller på skulderen, og han slog hårdt. Jeg husker en dag, hvor han gik amok, da jeg havde svaret ham igen. Han jagtede mig først rundt om komfuret og derefter inde i mandskabsmessen, hvor jeg undgik ham ved at dykke ned under bordene og komme op på den anden side. Hæmmet af sprutten havde han ikke skygge af chance for at fange mig.

På dårlige dage kunne kokken være kolerisk og ubehagelig. Så skulle man vogte sig for at komme for tæt på. For det meste var han dog en rar fyr – og en rigtig dygtig kok. Foto: Rud Kjems.

Som nævnt var kokken på sine dårlige dage slem til at mobbe Henning. Et eksempel: Under en lille pause i kabyssen var kokken gået ned i kølerummet for at lede efter et eller andet. Henning, Kurt og jeg benyttede pausen til en lille fællessnak. Henning havde for at hvile benene sat sig op på det skinnede blanke køkkenbord. Da kokken kom op fra kølerummet, fór han hen til bordet og hev Henning ned og udbrød: ”Hvad fanden laver du din store idiot?” Så trak han Henning hen til et af koøjerne i solsiden og greb et rent viskestykke og holdt det op foran koøjet. ”Kan du se alle de bitte små huller, der er i viskestykket? Det samme er der i stoffet på dine kokkebukser. Det betyder, at små partikler af lort fra dine møgbeskidte underbukser har bevæget sig gennem de små huller i kokkebukserne og nu befinder sig på køkkenbordet, hvor vi om lidt skal til at behandle grøntsager. I værste fald ville dine snavsede underbukser kunne have sendt det halve af besætningen ned i køjerne. Se nu i en alle helvedes fart at få det befængte køkkenbord gjort rent.” Vi kunne se, at de voldsomme ord ramte den stakkels Henning hårdt. Senere prøvede vi på at trøste ham med udtalelser som: ”Kokken kan såmænd have ret i det, men han havde da ikke behøvet at skabe sig sådan, det fjols.”

Hver aften blev urene ombord stillet 30 minutter frem, så vi kunne holde trit med de tidszoner, vi gennemsejlede. Således blev vi hver dag frastjålet en halv time, men kunne trøste os med, at vi fik det stjålne til tilbage på hjemrejsen. Jeg havde efterhånden mange venner ombord. Én af dem var en 24-årig mand, der studerede på Polyteknisk Læreanstalt. Som led i sin uddannelse gjorde han turen med for at sætte sig ind i skibets motorer. Han spillede udmærket på guitar og var ligesom jeg optaget af jazzmusikken. Vi læste også de samme bøger og var i det hele taget på bølgelængde. Han havde sit kammer oppe på underofficersdækket.

Da vi nærmede os Sumatra, blev jeg en dag kaldt op til kaptajnen. Højbye hed han. Vi så ham stort set aldrig agterude, og det var første gang, jeg talte med ham. Man sagde ombord, at han ikke var sådan at bide skeer med, og at han var stået til søs som dreng og havde ”tjent sig op”, så han nu var skipper. Højbye var vel omkring de 55 år, lidt kraftigt bygget med en ikke særlig venlig udstråling. Han havde hørt, sagde han, at jeg var begyndt at dyrke selskabelighed med polyteknikeren, og gjorde det klart, at den slags ikke kunne accepteres. Jeg var jo kun opvarter ombord, mens polyteknikeren hørte til officererne. Vi fortsatte dog med at besøge hinanden.

To dage før jul nåede vi frem til Sumatras vestkyst. Positionen var 5 grader nordlig bredde og 97 grader østlig længde. Det fremgik af det stykke papir med skibets positionsbestemmelse, som jeg hver dag fik af én af styrmændene og satte op i messen. Det var det tætteste, vi kom Ækvator. Vi gik således glip af linjedåben, der altid fejres med manér. Vejret var fantastisk! En strålende sol tronede på den skyfri himmel. Om bagbord det dybblå hav, og om styrbord Sumatras grønne skovland. Da vi befandt os i strædet mellem Nikobarerne og nordspidsen af Sumatra, var vi så tæt på Sumatra, at vi bag den snehvide strand kunne se slanke palmer, huse og mennesker. Ud for kysten var der mange småøer og mellem dem bevægede sig små fiskerbåde med kulørte sejl. Det lignede et paradis på jord. Det var det dog ikke, fortalte en matros mig, for mange steder på øen var folk ret fjendtlige overfor udefrakommende, og så vrimlede det med giftslanger og kryb i øens jungle. Når vi havde rundet Sumatras nordspids og bevæget os ind i Malaccastrædet, så ventede Singapore ret forude. Jeg måtte knibe mig selv i armen. Det var her eventyret for alvor ville begynde. De mange drengedrømme om Det Fjerne Østen med al dens mystik, sine sære krydderier og smukke kvinder var så småt ved at gå i opfyldelse. Men at det snart var jul, var svært at begribe her i den tropiske varme.

Det Indiske Ocean viser sig fra sin bedste side. Solen skinner, og jeg nyder tilværelsen i én af mine pauser.

Jul i Singapore
Vi anløb Singapore tidligt lillejuleaftensdag. Jeg fik én af de andre til at passe mine pligter ved eftermiddagskaffen og tog sammen med én af styrmandsaspiranterne på sightseeing i Singapore, som på det tidspunkt stadig var en britisk koloni. Vi havde ikke været i land i tre uger, så det var rart igen at få fast grund under fødderne. Det var det første møde med Østens mangfoldighed, og indtrykket var overvældende. Folk så anderledes ud, gik anderledes klædt, boede i anderledes huse, lugtene var anderledes osv. Jeg forstod nu til fulde, at en mennesketilværelse kan tage sig ud på mange måder. Byens befolkning udgjorde en broget skare: malayere, kinesere, pakistanere, indere, europæere m.m. Vi besøgte byens Chinatown, hvor de fleste af kineserne måtte tage til takke med usle hytter, og vi så den engelske bydel med kolonimagtens fornemme huse, hvor livet levedes på første klasse med opvartende, underdanige tjenestefolk.

Så måtte jeg tilbage til skibet for at dække bord og servere ved aftensmaden. Jeg sprang dog maden over, for jeg havde sammen med styrmandsaspiranten besluttet at vende tilbage til Singapores Chinatown og spise der. Det var før turisterne begyndte at opsøge Østen, så vi fik den ægte vare og ikke et måltid tillempet europæernes sarte ganer. Der var godt nok ikke sparet på krydderierne, så vi spiste maden i små bidder og med pinde. Det tog sin tid. Vi drak grøn the til maden. Den var så stærk, at vi kun lige smagte på den. Efter måltidet prøvede vi at køre med rickshaw. Dog ikke af den slags, hvor føreren løber foran. Det var blevet forbudt i Singapore. I stedet trak han køretøjet siddende på sin cykel. Det blev til en tur rundt i byen på omkring seks kilometer, som kostede os to Singaporedollars svarende til 4 kr. i datidens valuta.

 Vi nåede også forbi det meget fornemme britiske sømandshjem, hvor vi i måneskin svalede af i en flot swimmingpool omkranset af høje palmer. Desværre gik det her galt for én af drengene ombord. Han sprang på hovedet i den lave ende af bassinet, bankede hovedet mod bunden og fik en alvorlig hjernerystelse. Vi måtte efterlade ham i Singapore, hvor han blev indlagt på sygehuset.  Som afløser blev der hyret en godt 30 år gammel kineser, der indtil videre skulle være ”dreng” ombord.

Om formiddagen juleaftensdag lå kajen badet i det ubarmhjertige sollys, der udøste sin hede fra en skyfri himmel. I baggrunden flimrede varmedisen over Singapores vrimmel af hustage. Her midt på formiddagen var temperaturen på vej mod de 30 grader, og den vidunderlige, klare og kølige morgenluft var for længst jaget på flugt.

Der var selvfølgelig ekstra travlhed i kabyssen denne juleaftensdag. Klokken 11 om formiddagen havde temperaturen sneget sig op over de 40 grader i kabyssen, hvor der ingen aircondition var. Juleaftenens menu var den traditionelle danske: risengrød, gåsesteg og en fin dessert. Der blev som altid arbejdet hårdt i kabyssen, og sveden haglede af os.

Klokken 18.30 samledes hele mandskabet i officersmessen oppe midtskibs.  Da alle var kommet på plads, læste kaptajnen juleevangeliet og ønskede alle en glædelig jul. Derefter sang vi flere julesalmer. Det var let at se, at mange af sømændene var berørt over at måtte holde jul uden familien. Tankerne gik til konen og børnene. Nok mest til børnene. Julen er børnenes fest, og det er jo gennem børnene, de voksne får lidt andel i juleglæden. Efter at julesalmerne var sunget, blev der uddelt gaver, som var indsamlet og skænket af en forening. Jeg tror, det var en forening for sømandsenker. Jeg fik tre udmærkede bøger og et par lune, strikkede vanter, som jeg faktisk fik brug for senere på turen, da vi besøgte det nordlige Japan, hvor der var vinter og iskoldt. Som afslutning på højtideligheden i officerssalonen nød vi alle et glas kølig hvidvin.

Tropemørket havde sænket sig over Singapore. Det var blevet juleaften. Middagen serveredes ved 19-tiden og gjorde stor lykke. En enkelt mislyd lod sig dog høre i mandskabsmessen, mens kokken muntert gik rundt og hilste på matroserne, der var godt i gang med risengrøden. Kokken, hvis humør var bedre end længe set, lod en bemærkning falde om den dejlige gåsesteg, der snart var på vej – tilberedt akkurat ”som vor mor lavede den.” Da lød det nede fra den bageste ende af messen et ”føj for satan” fra en, der nok ikke havde så gode minder om sin mors mad. Det viste sig at være en havnebums, en agterudsejlet forhutlet og fordrukken sømand, der stod bag udbruddet. Havnebumser mødte vi i alle havne. De kom ombord for at tigge en skilling eller en bid brød. De fik sædvanligvis ikke lov til at spise med ved bordene, men her havde man i anledning af højtiden gjort en undtagelse. Kurt, Henning og jeg samt kokken og bageren indtog som sædvanlig maden i kabyssen stående – med mange afbrydelser undervejs.

Den let højtidelige stilhed, der havde hvilet over mandskabet under juleseancen med kaptajnen, var nu for længst bortvejret. Snakken gik, der blev drukket tæt, og da desserten var sat til livs, og man forlod bordene, foregik det for manges vedkommende noget vakkelvornt. I timerne derefter blev der etableret større og mindre drikkelag rundt om på skibet, og vi drenge fik travlt med at rydde ud og vaske op efter julemåltidet. Jo, livet gik så sandelig i svang den juleaften. Den smertefulde erindring om dem derhjemme mindskedes i takt med, at propperne sprang. Nogle af folkene sad fredsommeligt i stolene og slumrede ind, andre førte højrøstede samtaler på fuldemandsniveau, og nogle få skabte sig tosset, så de mere besindige måtte gribe ind.

På et tidspunkt var jeg med til at befri en matros, der var ”gået død” på et af toiletterne. Uheldigvis havde han forinden låst døren indefra. Han var blevet så stille derinde, at kammeraterne blev bekymrede. De havde banket og sparket på døren, men livstegn havde de ikke kunnet lokke ud af ham. Så hentede èn en brandøkse og huggede døren op. Matrosen sad på toilettet, bevidstløs, men så afgjort i live. Han havde besørget stort, men havde desværre ikke nået at få bukserne ned inden. Han havde også – som ville han sætte ekstra trumf på – udtømt hele det dejlige julemåltid ned over sig selv. Det var ikke nogen behagelig ”duft”, der slog os i møde. Resolut, næsten brutalt, tog et par af hans kammerater fat i ham og slæbte ham ud på dækket, ud i det fri. Alt hans tøj blev hårdhændet hevet af ham og smidt i havnen, og straks efter var én parat med spuleslangen. Der lå han nu, den stakkels matros, skinnende ren, som Vorherre havde skabt ham. Men så var det med et, som om sindene mildnedes. Varsomt blev han båret indendørs og nænsomt puttet under tæpperne. 

Der forekom flere lignende, særegne optrin, men på et tidspunkt blev jeg træt af hurlumhejet og ville bare have fred og ro. Det fandt jeg øverst på skibet, oppe på soldækket. Her sad jeg helt alene i den svalende, mørke tropenat. Sindet faldt til ro – et velvære bredte sig. Hvor var jeg heldig! Jeg havde gennem drengeårene ofte drømt om at komme til ”de varme lande”. Drømmen var gået i opfyldelse.

Nu gik det op for mig, at jeg slet ikke var alene i natten. Højt over mig stod den velkendte måne som en blank, nypudset guldmønt. Da slog det mig: ”Her i Singapore er klokken to om natten. Hjemme må den være otte aften. Måske er der én derhjemme, som også netop nu står og kikker på månen.” Det var nu nok mest sandsynligt, at den kære familie derhjemme sad lunt inden døre og mæskede sig med den lækre julemad. Men tanken om en mulig kommunikation via de fine månestråler gjorde godt, og således opløftet steg jeg ned fra soldækket og slumrede snart efter fredfyldt i min køje.

Den billige sprut
Et populært sted ombord var hovmesterens lille butik, hvor han solgte en række skattefrie varer – øl, spiritus, cigaretter, pibetobak og gode piber, Nivea Creme m.m. Så vidt jeg husker, skulle vi på en særlig liste bestille varerne i forvejen. Hovmesteren modtog så listen og havde tingene parat, når butikken havde åbent næste gang. Mon ikke det skete en gang om ugen. Lønnen som messedreng var ikke stor, men stor nok til, at jeg havde råd til at købe godt ind af de meget billige og eftertragtede varer. I løbet af den første måned ombord, var mit forbrug af cigaretter nået op på 30-40 stk. om dagen. Det var lidt rigeligt, så jeg købte en fin Orlikpibe samt noget god tobak og fik sat cigaretforbruget ned.

Det var i havnene ikke så svært at smugle nogle pakker amerikanske cigaretter eller et par dåser Nivea Creme gennem gaten. Tingene, som var meget eftertragtede, kunne bruges som betaling på nogle af værtshusene eller som afregning med de prostituerede. Jeg kan huske, at en af matroserne fortalte mig, at man kunne få ”et skjorteærme” for en dåse Nivea. ”Et skjorteærme” har ikke noget med tøj at gøre, men betegner det, som man i vore dage ville kalde ”et hurtigt knald med en prostitueret”.

Den nemme, billige adgang til øl og spiritus medførte naturligt nok, at der på skibet blev drukket en hel del mere, end det var almindeligt derhjemme. På de varme tropedage blev der nedsvælget ikke så få kolde øl, og ved aftenkaffen var solide sjusser som regel en del af tilbehøret. Der er heller ingen tvivl om, at der ombord var en lille håndfuld garvede alkoholikere. Men de billige drikkevarer gav, så vidt jeg husker, ikke de store problemer i dagligdagen. Det kunne dog tippe over, som det fremgår af følgende:

På et tidspunkt stod det dog klart, at tre yngre motormænd havde svært ved kun at henlægge sprutten til fritiden, og man kunne af og til se dem halvberusede i arbejdstiden. Det endte med, at de blev stillet for ”retten” ombord. Ombord kaldte vi det ”søretten”, selvom søret i virkeligheden har at gøre med love og regler vedrørende trafikken til søs. Retshandlingen foregik i underofficerernes messe, hvor jeg undervejs i rettergangen serverede kaffe. Kaptajnen var øverste myndighed ombord, så det var ham, der styrede begivenhederne. Jeg tror også, at overstyrmanden og maskinchefen var der – og selvfølgelig de tre motormænd. Som jeg husker det, blev de fradømt deres hyre. Hvorvidt det drejede sig om en uges eller en måneds hyre, erindrer jeg ikke. Det blev selvfølgelig også forbudt dem at købe øl og spiritus hos hovmesteren i en længere periode. Det hjalp lidt på motormændenes drikkeri, men man kunne dog stadig af og til opleve dem halvfulde. Det viste sig, at de som erstatning for spiritussen købte flasker af hårvand af mærket Bay Rum. Hårvandet blandede de op med citronvand! Mon ikke en sådan sjus har været svær at få ned?

Var der tale om grove overtrædelser af reglerne ombord, kunne man risikere at få 99 års karantæne. Der går historier om en matros, som efter at være ikendt 99 års karantæne, spurgte, om det så var om formiddagen eller om eftermiddagen, han skulle møde igen.

Vi havde et tragisk ”tilfælde” ombord – nemlig matrosen Svend. Han var stort set fuld dagen lang. Alligevel blev der båret over med ham – på grund af hans forhistorie. Man fortalte, at han under Anden Verdenskrig med britiske skibe havde sejlet i konvoj til Murmansk med forsyninger til Sovjetunionen. Det var barske sejladser, og to gange havde Svend oplevet, at hans skib var blevet sænket af tyske ubåde. Begge gange havde han med nød og næppe overlevet i det iskolde vand. Disse oplevelser kom han aldrig over. Svend havde i en brandert mistet sit gebis og kunne ikke tygge maden. Han holdt meget af spejlæg, der jo også var lette at få ned. Og vi i kabyssen sagde aldrig nej, hvis Svend dukkede op og gerne ville have et par spejlæg. Det medførte selvfølgelig, at han aldrig blev kaldt andet end Svend Spejlæg!

Bangkok, Saigon, Hongkong og Manilla
Den 28. december var vi på vej op ad floden Chao Phraya – på vej mod Thailands hovedstad, Bangkok. Om flodsejladsen skrev jeg hjem:

”Denne sejltur glemmer jeg aldrig. På begge sider havde vi tæt jungle med slanger og andet kryb, og hist og her i alt det grønne så vi små landsbyer, hvis huse var bygget på pæle. Landet omkring floden var faktisk ikke andet end en udstrakt sump, hvor den tropiske plantevækst rigtigt kunne udfolde sig.”

Nogle få kilometer fra Bangkok blev kusselejderen sænket ned – nærmere bestemt en rebstige. Snart efter nærmede små både med thaipiger ombord sig Ayuthia, og lidt efter havde vi en halv snes af dem ombord. Ved morgenmødet nogle dage før havde overstyrmanden omtalt disse piger, hvor de fleste vel var mellem 16 og 19 år. Han sagde noget i retning af.:

”Thailænderne er et fattigt folk, og mange lever under usle forhold. De unge piger sælger sig selv for at hjælpe deres familier. Når de tilbyder sex, er der ikke tale om noget romantisk, og så risikerer man jo også at få kønssygdomme. Det bedste er, at I siger nej tak! For en sikkerhedsskyld, man ved jo aldrig, vil jeg give jer hver et pikbestik.”

Så fik vi hver udleveret en lille metalæske med påskriften ”Beskyttelsesæske for mænd”. Den indeholdt en lille pakke vatpinde, et glas lapisopløsning og en tube kalomelsalve. Med æsken fulgte en brugsanvisning på, hvordan man efter et samleje med en letlevende dame skulle behandle sin penis, så man undgik at få syfilis eller gonorré. Der var et par af drengene, der lod sig friste og fik brug for æsken. Jeg havde et indrammet billede af Ardis stående på bordet, så jeg syntes ikke rigtigt, det var passende at falde i. Flere ombord, bl.a. bådsen, havde en fast veninde i Bangkok. Disse piger kom ombord og boede under hele opholdet på skibet.

Efter at have oplevet armoden i Bangkoks fattigkvarterer var det som at betræde en anden verden at vandre rundt i byens store tempelområde, hvor det ene tempel smukkere end det andet lader sig se sammen med knejsende pagoder. Foto: Rud Kjems.

Opholdet i Bangkok strakte sig over fem døgn, og én af eftermiddagene udforskede jeg med et par kammerater byen. Det var let at se, at vi fra Singapore var kommet til en helt anden kultur og andre mennesker. Vi besøgte Bangkoks store tempelområde og så blandt andet ”den liggende Buddha” i Wat Pho-templet – det ældste og største tempel i Bangkok. Buddhaen er 46 m lang, 15 m høj og dækket af guld. Jeg erindrer også den vistnok 60 m høje Morgenrødens Pagode, som vi besteg ad smalle trapper og spinkle stiger, og hvorfra udsigten var enestående.

De fleste af aftenerne i Bangkok var vi på Moskito Bar, som var de danske søfolks foretrukne sted i byen. Her førte en ret bred trappe op til førstesalen og et ret stort rum, hvor der blev festet igennem. Nogle har kaldt Moskito Bar for verdens mørkeste værtshus, og meget lys var der da heller ikke.

Midt på aftenen blev gulvet ryddet, og en smuk thailandsk danserinde overtog gulvet kun iklædt et lille skørt. Repertoiret var klassiske thailandske danse. Med sine yndefulde bevægelser henrykkede hun de mange søfolk, og da hun igen forlod dansegulvet, foregik det under bragende bifald. Der var faldet enkelte upassende bemærkninger undervejs, men de var ikke faldet i god jord.

Nytårsaften fejrede vi i Bangkok. Modsat juleaften var der ikke mange på skibet, da vi gled ind i det nye år. De fleste fejrede aftenen på byens værtshuse og barer. Da klokken blev 24, forvandledes havneområdet til et inferno af bragende fyrværkeri og himmelsøgende raketter, og på alle skibe blev tågehornene trykket i bund.

Næste havn var Saigon, som fra 1862-1954 var hovedstad i den franske koloni Cochinkina i det sydlige Vietnam og derefter i årene 1954-1975 hovedstad i staten Sydvietnam. I dag hedder byen Ho Chi Minh City og er Vietnams største by. Vi var der kun et døgn, og jeg husker intet fra besøget. Derefter gik det videre med Hongkong som næste havn. Skylleren Kurt havde haft det dårligt nogle dage og fik det rigtigt skidt undervejs mod Hongkong. Overstyrmanden var ikke i tvivl om, at det skyldtes blindtarmsbetændelse, og at det var ved at være op over. Ayuthia satte farten op, og telegrafisten kontaktede ØK’s kontor i Hongkong, og da vi endelig nåede frem, holdt der en ambulance på kajen og ventede på Kurt.

Skylleren Kurt i hvid undertrøje hilser på de tre styrmandsaspiranter, som har været i land og købe nye kufferter. Foto: Rud Kjems.

Så var vi kommet til det rigtige Kina. Og dog! Hongkong havde nemlig siden 1841 været britisk kronkoloni og blev først i 1997 overdraget til Kina. Byen Hongkong ligger smukt placeret på Hongkongøens nordside, hvor det smalle stræde mellem Hongkongøen og den overfor liggende halvø, Kowloon, udgør de ideelle naturmæssige betingelser for havnen Victoria Harbour. Akkurat som i Singapore var der en slående forskel på det britiske kvarter med fornemme huse og velklædte vesteuropæere og de kinesiske kvarterer, hvor fattigdommen faldt i øjnene. I dag er Hongkong en moderne by med høje skyskrabere og minder ikke på nogen som helst måde om det Hongkong, jeg oplevede i 1961.

Opholdet i Hongkong strakte sig over to døgn. Jeg prøvede i øvrigt at køre med en rigtig rickshaw i Hongkong – en lille tohjulet, topersoners vogn trukket af en mand løbende foran. Og så så jeg i havnen flere store, flotte junker – sejlfartøjer, som gennem århundreder har været brugt til fragtfart, fiskeri og sørøveri på floder og i kystfarvande. Den ene aften var jeg i biografen og så filmen ”G.I. Blues” med Elvis Presley. Den havde haft premiere året før. To ting ved biografbesøget undrede mig – dels at folk sad og røg og knipsede asken af i de askebægre, som var anbragt på ryggen af stolen foran, og dels, at Storbritanniens konge- og dronningesang ”God save the Queen” blev afspillet, da filmen var færdig, hvorpå alle rejste sig og sang med.

Den anden aften besøgte jeg sammen med et par kammerater en tatovør. Et par matroser havde flere gange været efter os ”drenge”, fordi vi ikke havde tatoveringer. ”I bliver aldrig rigtige søfolk, før I har en tusch,” hævdede de. Det ville vi ikke have siddende på os. Tatoveringer var en lidt kilden sag i datidens Danmark. Det kunne gå, at søfolk og fiskere lod sig tatovere. Det hørte ligesom til jobbet. Hvis andre bar sådanne prydelser, blev det anset for dårlig smag. Jeg vidste, at mor og far ville blive kede af det, hvis jeg lod mig tatovere, så jeg valgte at få lavet en beskeden sommerfugl på højre underarm. Jeg husker, at én af de andre fik lavet et hjerte og herunder skrevet moderens navn og adresse, hvilket jo ikke var særligt velovervejet.

Vi fik fire nye passagerer ombord i Hongkong – et engelsk ægtepar og to amerikanske mænd. Da vi forlod Hongkong, kontaktede hovmesteren mig og fortalte, at det ikke var lykkedes at finde en afløser for Kurt, og at jeg sammen med en af kammerdrengene ind til videre måtte overtage hans arbejde. Det betød, at min arbejdsdag nu blev forlænget til 11-12 timer. Et lille plaster på såret var det, at jeg og kammerdrengen også skulle dele Kurts hyre.

Jeg var efterhånden blevet gode venner med tømmermanden om bord – en ældre herre omkring de 65. Han lærte mig at spille skak, idet det dog aldrig lykkedes mig at slå ham. Han havde som dreng sejlet med sejlskibe og var god til at fortælle om sine oplevelser dengang. Blandt andet berettede han den dramatiske historie om dæksdrengen, som han ved selvsyn så forsvinde i havet. Skibet, hvor dramaet udspillede sig, var i Den Engelske Kanal blevet overrasket at et voldsomt uvejr, og dæksmandskabet var blevet sendt op i rigningen for at bjerge sejlene. Under manøvren vippede skibet voldsomt fra side til side, og dæksdrengen mistede grebet og faldt i havet. Nogen redningsaktion kunne der ikke blive tale om, for styring af skibet var ikke længere mulig i det frygtelige vejr. Den gamle tømmermand var synligt berørt, da han redegjorde for den stakkels dæksdrengs skæbne.

En af matroserne slapper af mellem vagterne med en god bog. Der var et lille bibliotek ombord, og nogle gange blev der arrangeret filmaftener. Andre tiltag blev der ikke gjort for at forsøde mandskabets fritid ombord. Foto: Rud Kjems.

Pariserbøffen
En morgen, hvor vi var vågnet op til dårligt vejr, var det en bøs kok, vi mødte i kabyssen. Som allerede omtalt havde han let ved at blive søsyg, og det var tydeligt, at vejrliget havde taget humøret fra ham. I løbet af formiddagen var det klart for enhver, at han havde fået det dårligere, selvom han havde taget godt for sig af den eneste medicin, han kendte mod søsyge – nemlig øl og spiritus. Det lykkedes ham at klare middagsmaden, men efter denne stod det klart, at søsygen og ”medicinen” havde gjort ham ukampdygtig. Efter at have sikret sig, at bageren ville tage sig af aftensmaden, fortrak han til sit kammer og krøb til køjs.

Bageren klarede aftensmaden til kryds og slange. Som det er fremgået, var der ved den kolde aftensmad et meget rigeligt udbud af pålæg – og dertil en lille varm ret, som kokken med stort held kreerede af levninger fra de foregående dage. Bageren syntes ikke rigtig, han kunne finde egnede levninger, så han hentede kød nede i fryserummet og lavede noget, der vel bedst kan beskrives som en lille pariserbøf. Meget velsmagende var den, og mandskabet roste ham med rette for hans indsats.

Næste dag havde vejrliget forandret sig til det bedre, og kokken mødte frisk og udhvilet i kabyssen. Han takkede bageren for hjælpen og foreslog, at de sammen skulle liste ned i kølerummet under kabyssen og nyde en bajer. Dernede var der i den ene ende med trådnet fra dørk til loft indhegnet et lille rum, hvor skibets beholdning af øl og vand blev opbevaret. På et tidspunkt hørte koksmathen Henning noget tummel nede fra kølerummet og gik ned for at se, hvad der foregik. Han kom hurtigt op igen og kaldte på og mig, og vi gik begge ned i kølerummet. Her gik det med det samme op for os, at kokken havde spillet med falske kort, da han muntert og taknemmeligt havde inviteret bageren på øl. Den bredskuldrede kok og den spinkle bager tumlede nemlig rundt i det ret lille rum. Kokken forsøgte at trænge bageren op i et hjørne, og der var slet ingen tvivl om, at bageren skulle have en røvfuld. Da kokken opdagede, at der var kommet publikum på, stilnede stormen af.

I løbet af dagen fandt vi ud af, at det var pariserbøffen, der havde udløst kokkens vrede. Der var nemlig noget med, at kokken kunne optimere sin indtjening, hvis han forstod at udnytte sine råvarer og undgå for meget spild. Det havde bageren set stort på ved at hente ”nyt kød” i fryserummet i stedet for at udnytte levningerne. Kokken og bageren kom ellers godt ud af det med hinanden, og efter lidt skumleri fandt de efter et par dages forløb tilbage i den gode, gamle gænge.

Manilla og Sydkorea og dernæst rundtur i Japan
Vi var nu på vej mod Manilla på Filippinerne, som gennem 333 år og frem til 1898 var en spansk koloni, for derefter at komme under amerikansk herredømme indtil 1946, hvor østaten blev selvstændig under navnet Republikken Filippinerne. Tømmermanden mente i øvrigt, at Manilla var en grim by, som ikke var et besøg værd, og så citerede han et mundheld, som jeg også senere er stødt på et par gange, men hvis baggrund, jeg ikke kender: ”Hvo man inte ligger bra, ligger Manilla.”

Overstyrmanden havde ved morgenmødet advaret os mod at gå tur i Manilla om aftenen. Her var nemlig megen kriminalitet, og gjorde vi det alligevel, så anbefalede han, at vi var en 4-5 stykker. Han kunne også fortælle, at en engelsk skibsdreng var blevet fundet druknet i havnen nogle få dage tidligere, berøvet sin tegnebog. Vi lå der et par dage. Den ene eftermiddag gik jeg en tur i byen med én af de andre drenge. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og temperaturen sneg sig op over 35 grader, så det blev en varm tur. Det fremgik tydeligt af bybilledet, af bygninger og reklameskilte, at Manilla var præget af årtiers amerikansk herredømme, men jeg fik egentlig et ret godt indtryk af byen. På havneområdet, ikke langt fra kajen, lå et lille udskænkningssted, som de danske søfolk kaldte Pespotten. Der var nærmest tale om et vakkelvornt skur, men søgningen var der ikke noget i vejen med.

Den 8. januar, den sidste dag i Manilla, var det Elvis Presleys 26-års fødselsdag. Den gik ikke upåagtet hen, for ved en kaj ikke langt fra vores lå en 4-5 amerikanske krigsskibe, hvor højttalere ombord med stor styrke sendte Elvis-hits ud over havneområdet hele dagen og aftenen med.

Fra Manilla satte vi kursen mod Pusan (i dag Busan) i Sydkorea, og sejltiden hertil fra Manilla var berammet til 4 døgn. Turen tog dog et døgn mere, fordi vi løb ind i et forrygende uvejr, der betød, at arbejdet i kabyssen lå stille godt en dag. Det betød at søfolkene måtte bevæge sig op i kabyssen og selv smøre sig et par madder, når sulten kom over dem. Det gik nu nordpå, og efter fire dage var temperaturen faldet fra 35 grader til 5 grader. Efter en måneds tid med tropisk varme skulle vi lige vænne os til det koldere vejr.

Vi ankom til Pusan den 15. januar tidligt om morgenen. Byen ligger på den sydøstlige spids af Koreahalvøen med havnen placeret i en godt beskyttet bugt ved Tsushimastrædet. Det er landets vigtigste havn. Pusan blev under Koreakrigen (1950-53) oversvømmet af flygtninge, og tømmermanden havde fortalt mig, at jeg i Pusan ville opleve uhyre megen fattigdom og elendighed. Tømmermanden havde ikke overdrevet, og jeg var nærmest forfærdet over de forhold, koreanerne levede under. Om Pusan skrev jeg hjem:

”Jeg håber aldrig at komme der igen, for så megen nød og lidelse kan jeg slet ikke kapere – at se mennesker som jeg selv leve under så ringe forhold er næsten utåleligt. Hele indtrykket af Pusan og dens omgivelser virkede så nøgent og fattigt. Landskabet omkring byen er præget af ret høje, brune bjerge. Da vi ved ankomsten lå et par timer på strømmen, roede mindre børn i faldefærdige småbåde ud til skibet for at tigge mad. Kokken havde den sidste måneds tid gemt gammelt brød i store poser, som blev hejst ned til børnene i bådene. Vi havde det skidt med, at vi ikke kunne gøre mere. Jeg skammede mig over, hvor privilegeret jeg var.

Byen bestod af huse, eller rettere små primitive skure, hvis vægge var lavet af udbankede benzintønder eller lignende, og menneskene gik bogstavelig talt klædt i klude. Da vi gik rundt i byen, havde vi hele tiden en hale af tiggende børn efter os. Efter byturen kunne jeg vandre hjem til mit lune kammer og senere spise mig mæt i dejlig mad. Det fik mig til at tænke på, hvor lidt vi i den rige, vestlige lande interesserer os for den store verden. Jeg kan blive helt syg ved tanken om de koreanske børns dagligdag.”

Japans højeste bjerg, Fujiyama, ses i baglandet. Det er en aktiv vulkan, som senest var i udbrud i 1707. Fujiyama er for japanerne ikke bare et nationalt symbol, men også et helligt bjerg udstyret med overnaturlige kræfter. Foto: Rud Kjems.

Efter det triste besøg i Pusan satte vi kursen mod Japan, nærmere bestemt havnebyen Yokohama. Vejret var godt, og turen tog et par døgn og gik syd om Japan, hvor vi sejlede mellem små, utrolig smukke klippeøer, hvoraf nogle rejste sig som vældige søjler af havet. Da vi nærmede os Yokohama så vi Japans hellige bjerg Fujiyama rejse sig bag kystens lavland. Det foregik i tindrende sol, og selvom der vel var et par hundrede kilometer til bjerget, så fremstod det med sin perfekte kegleform og evige sne på toppen fantastisk klart. Fujiyama, der med sine 3776 meter er Japans højeste bjerg, er en aktiv vulkan, der senest var i udbrud i 1707. Ved en anden lejlighed så vi fra skibet en mindre, japansk vulkan i udbrud. Skæret fra ilden i vulkanen spejlede sig i havet, og røgen stod som en ulden hue over toppen. Et syn, jeg aldrig glemmer.

Da jeg i Yokohama spadserede rundt i byen, blev jeg stoppet af en ung mand. Han stillede sig foran mig og råbte: ”Yankie go home!” Han var sammen med en kammerat, og de troede, jeg var amerikaner. Og amerikanere var bestemt ikke velkomne i Japan dengang. Man huskede kun alt for godt atombomberne, der blev kastet over Hiroshima og Nagasaki i august 1945. De to japanere talte udmærket engelsk, og jeg gjorde dem opmærksom på, at jeg var dansker. De var godt klar over, at Danmark var et europæisk land, men vidste kun én ting om Danmark – nemlig at eventyrforfatteren H.C. Andersen var herfra. De havde læst hans eventyr i skolen. Det endte med, at vi forbrødredes og søgte ind på et lille thehus, hvor vi tilbragte et par hyggelige timer sammen.

Fra Yokohama sejlede vi videre til Kobe og derefter til Nagoya, og så tilbage til Yokohama igen. Denne rundtur tog vel godt en uges til, hvor vi tilbragte et eller to døgn i hver havn. Selvom jeg på grund af skyllerens fravær havde nok at se til, var jeg som tidligere på rejsen i land så ofte som muligt.

Kammerdrengen og jeg var efterhånden godt utilfredse med det ekstraarbejde, vi var blevet pålagt, og en dag dristede jeg mig til at opsøge kaptajnen for at forelægge ham en god idé, jeg havde fået – nemlig at inddrage endnu en dreng i arbejdet med at varetage skyllerens opgaver. Kaptajn Høybye syntes bestemt ikke, det var en god idé. Ja, han blev godt vred, da jeg foreslog det, og opfordrede mig til at afmønstre i næste havn. Om aftenen ”straffede” kammerdrengen og jeg kaptajnen ved at smide hele opvasken overbord – tallerkener, kopper, glas, bestik og stålfade. Nogen straf var der dog ikke tale om, for kaptajnen fik aldrig nys om vores ugerning. Det gjorde til gengæld hovmesteren, der gav os en alvorlig overhaling og satte os til at rengøre kabyssen fra yderst til inderst. Vi kom meget sent i seng den aften. I øvrigt havde båden mængder af service med, og om vi så havde ladet opvasken gå i havet hver aften en hel måned, så havde der såmænd stadig været nok.

Nogle dage senere fik jeg fra hovmesteren den gode nyhed, at de to drenge, vi havde efterladt på udrejsen, nu var ved at være raske og ville komme ombord igen, når vi på vej hjem anløb Hongkong. Hovmesteren roste mig for det ekstraarbejde, jeg havde udført, og lovede mig fem hele fridage, når vi igen kom til Bangkok, hvor vi denne gang skulle ligge mindst 10 dage. 

Jeg fik et vældig godt indtryk af Japan og japanerne. Japan af i dag er noget helt andet end det Japan, jeg oplevede i 1961. Japan har i den grad taget den vestlige verdens ”idealer” til sig, så landets store byer nu domineres af skyskrabere og af japanere i jakkesæt og moderigtige kjoler. Da jeg besøgte de japanske byer, gik mange kvinder stadigvæk i smukke kimonoer, og de små og store huse var præget af en spinkel sirlighed, hvor der var kælet for detaljen. I flere af byerne besøgte jeg tempelområderne med deres elegante tempelbygninger og smukke haver. Japanerne, jeg mødte, var hjælpsomme og høflige.

Den 28. januar forlod vi Yokohama og tog fat på den tre døgn lange sejltur til Otaru, som ligger på den japanske nordø, Hokkaido. Gnisten kunne fortælle, at der netop i disse dage rasede en voldsom snestorm i Otaru, og at der nu var faldet så meget sne, at al trafik var brudt sammen. Og så var det koldt, 5-8 minusgrader. Og som om det ikke var nok, så fortalte vejrmeldingerne også, at vi undervejs mod Otaru ville løbe ind i et voldsomt uvejr. Det holdt stik, så i kabyssen måtte vi surre gryderne til komfuret, og mandskabet måtte et par dage tage til takke med en lidt beskåret menu, og det blev så som så med rengøringen.

På den sidste del af turen til Hokkaido var vejret blevet godt igen, og det var et smukt syn, da vi nærmede os Otaru. Aldrig havde jeg set noget så hvidt! Sneen hvilede tungt på byens tage og lå som et hvidt pulver på træerne, og i det bjergrige landskab bag Otaru var sneen metertyk. Den gamle tømmermand fortalte mig, at somrene på Hokkaido var varme og solrige, mens tre af vintermånederne var præget af kulde og megen sne. Og der var koldt i Otaru, mellem 10 og 15 minusgrader, så jeg savnede min vinterfrakke, som jeg – som allerede fortalt – havde solgt i Port Said. Til gengæld kunne jeg glæde mig over de varme vanter, som en venlig sømandsenke havde givet mig i julegave.

Vinter i Otaru, hvor børnene færdes hjemmevant i sneen. Foto: Rud Kjems.

Otaru var en rigtig hyggelig by med smalle gader og små huse. Japans rolle under krigen havde medført, at vi i Danmark og det øvrige Europa havde et negativt syn på japanerne. Vi betragtede dem som kyniske og brutale. Det billede passede overhovedet ikke med de små, smilende japanere, jeg traf i Otarus gader. Så vidt jeg husker, lå vi der i tre dage, og den første dag gik jeg ind i en grammofonforretning for at lede efter jazzplader. Det var en meget moderne butik med små bokse, hvor man kunne sidde og lytte til pladerne. I butikken traf jeg en ung japaner, som også var på jagt efter jazzplader. Vi faldt i snak. Han var 20 år gammel, hed Kaya Sawaya og var highschoolelev. Han tog mig med hen på et lille thehus, en slags jazzklub, hvor der dagen lang og aftenen med blev spillet jazzplader. Vi havde nok at tale sammen om: atomoprustningen, de politiske forhold i verden, vores lande og familier. Også de følgende dage mødtes vi i det lille hyggelige thehus.

Den 2. februar forlod vi det venlige Otaru og satte kursen mod Shanghai i Kina, som vi forventede at anløbe tre dage senere. Jeg var spændt på at se Kina, som medierne derhjemme havde skrevet meget om. Der var på det tidspunkt kun gået 12 år, siden den kommunistiske leder, Mao Zedong, i 1949 havde udråbt Folkerepublikken Kina. Hjemme var man generelt negativt indstillet overfor den nye republik, idet der dog hist og her blandt venstreorienterede var en vis begejstring for Mao og hans bevægelse.

Ved et morgenmøde én af dagene, før vi anløb Shanghai, blev vi af overstyrmanden gjort opmærksom på, at der var visse stramme regler, som skulle overholdes i forbindelse med et besøg i Kina. Vi skulle bl.a. sørge for, at der i vores kamre ikke var ting og sager, som vidnede om den vestlige verdens overflod. Det var vist mest ugeblade og bøger, det drejede sig om. Sådanne effekter skulle være låst inde under besøget. Vi blev også advaret mod at fotografere, for vi kunne risikere, at filmen i apparatet blev konfiskeret, hvis en myndighedsperson havde mistanke om, at vi havde taget billeder af ”forbudte motiver”, f.eks. militæranlæg.

Den 5. februar nåede vi frem til mundingen af floden, som fører op til Shanghai. Her fik vi lods ombord samt en halv snes politisoldater med skarpladte våben. Hele mandskabet bortset fra enkelte i maskinen og på broen blev nu sat under vagt i messen oppe midtskibs. Derefter blev skibet fra for til agter grundigt undersøgt af politisoldaterne. Nogle af dem blev ombord, da vi endelig efter at have lagt til kaj i Shanghai blev sluppet fri igen. Èn af drengene var så ubetænksom at tage et foto fra skibet med det resultat, at hans kamera straks blev konfiskeret. Vist nok fordi der i det pågældende havneområde var flådeinstallationer. Inden vi rejste fra byen, fik han kameraet tilbage samt filmen, som de kinesiske myndigheder havde fået fremkaldt. Der havde tilsyneladende ikke været noget forbudt på den. Politisoldaterne opførte sig i øvrigt venligt og korrekt.

Da vi gik rundt i Shanghai, kunne vi konstatere, at der var orden på tingene. Folk lå ikke i gaderne og døde af sult. Overalt var der billeder af Mao samt store ophængte skilte med produktionstabeller, der utvetydigt viste, at det gik hastigt fremad for den nye republik. Man blev hurtigt træt af al den personforherligelse og propaganda. Værst var det dog, at der overalt var ophængt store højttalere, der flere gange hver time tordnede løs med propagande. Shanghais beboere så nu meget tilfredse ud og var høflige og venlige. De havde jo også oplevet, hvordan tidligere tiders nød og elendighed var ved at blive afløst af tåleligere forhold. Shanghai var lidt af et antiklimaks efter de sollyse dage i Otaru.

Sammen med en ven fra skibet foretog jeg en eftermiddag en flere timer lang tur i cykelrickshaw. Føreren af rickshawen kunne vist ikke et eneste engelsk ord. Vi fik således ikke noget at vide om de gader og bydele, vi passerede, men det var alligevel en spændende tur, der gav os et indblik i dagligdagen i Shanghai. Undervejs forsøgte vi at give føreren nogle drikkepenge, men det kunne der ikke være tale om. Med fingersprog fik han os fortalt, at den slags var afskaffet. Heller ikke en pakke cigaretter ville han modtage. Vi fik lidt ondt af ham, da han et par timer havde slidt godt i det ved pedalerne. Med sære fagter og minespil lykkedes det os at fortælle ham, at vi egentlig gerne ville prøve at passe pedalerne og styringen, og det fik vi mærkeligt nok på skift lov til.

Vi besøgte også Shanghais sømandshjem i en stor bygning med vist tre etager. En hel sal var helliget billard og en anden bordtennis, og en butik var der også. Her kunne vi ret billigt sikre os forskellige kinesiske ting af god kvalitet – f.eks. smukt emaljerede metalskåle, ting udskåret i elfenben og fint silketøj. Sømandshjemmet rummede også verdens længste bar. Det sagde man i hvert fald, og det blev af nogen betragtet som en manddomsprøve, at komme baren ”hele vejen rundt”, og selvfølgelig nyde diverse drinks på turen.

Næste havn var Hongkong, hvor der som i næsten alle de havne, vi anløb, stod folk på kajen og uddelte visitkort og foldere. Det var reklamer for værtshuse og barer – samt for butikker, der havde et udbud af de varer, som søfolk gerne bragte med hjem. I Hongkong var det f.eks. kamfertræskister, der dengang var meget populære i Danmark. Flere af søfolkene købte et par kister, som de kunne afhænde derhjemme og tjene lidt på. Jeg købte også en del på rejsen – først og fremmest ”forsinkede” julegaver. I Yokohama havde jeg f.eks. købt et kaffestel i fineste porcelæn til far og mor, i Shanghai et askebæger og en lille skål, smukt emaljerede, og i Hongkong en Ronson-lighter til min far. Endelig købte jeg i Bangkok små sølvsmykker til mine søstre.

I Hongkong fik vi så de to uheldige drenge ombord igen, og den kinesiske ”boy” afmønstrede. Begge drenge var raske og friske, og gensynsglæden var stor på begge sider. Nu kunne jeg endelig igen komme ned på normal arbejdstid efter fem uger med overarbejde. Efter at have sejlet en månedstid uden passagerer fik vi tre ombord i Hongkong – et amerikansk ægtepar og en ældre engelsk mand, alle oppe i årene.

Jeg havde på det tidspunkt i et par uger døjet med en ret slem tandpine, og overstyrmanden sørgede for, at jeg fik tid på en tandlægeklinik i Hongkong. Her fik jeg, efter at have sat mig i tandlægestolen, en smertestillende indsprøjtning. Hvad der var i sprøjten, er ikke godt at vide, men indsprøjtningen bevirkede, at jeg var mere eller mindre ”fra den” under behandlingen. Hvad der var sket hos tandlægen, fandt jeg først ud af mange år senere, da min daværende tandlæge kunne fortælle, at tandlægen i Hongkong havde rodbehandlet en 7-8 af mine tænder, selvom det egentlig ikke var nødvendigt. Så han må have gjort det for pengenes skyld. Ovenikøbet var rodbehandlingerne sjusket udført, hvilket siden hen gav mig store problemerne med tænderne.

Fra Hongkong gik turen til Manilla, hvor vi lå på strømmen det meste af siden, hvilket betød, at vi måtte benytte en havnetaxa, en lille motorbåd, hvis vi skulle i havn. Vi lå her i 3-4 dage, og da jeg én af eftermiddagene efter en spadseretur i byen entrede havnetaxaen, kom jeg i båd med vores kaptajn og den ældre englænder, som var kommet ombord i Hongkong. Jeg faldt i snak med englænderen, som havde været embedsmand i Østen gennem flere årtier. Nu var han på vej hjem for at nyde sit otium. Jeg kunne se på kaptajnen, at det ikke passede ham, at jeg talte med englænderen, og efter at vi var kommet ombord på Ayuthia meddelte han mig, at jeg fremover havde at holde mig fra passagererne.

Fjerde styrmand
At fjerde styrmand var et dumt svin, var vi i kabyssen enige om. Hvis han indeholdt skjulte sympatiske træk, så skjulte han det i hvert fald for os i kabyssen. Første gang, jeg faldt i snak med ham, var en dejlig solfyldt eftermiddag i Middelhavet. Jeg stod lænet op ad rælingen og kikkede ud over et dybblåt hav, hvor solstrålerne dansede hen over bølgerne. Styrmanden indledte dialogen: ”Hvad fanden står du og glor på?” ”Jeg nyder såmænd bare det dejlige vejr,” svarede jeg. Nu gnistrede det lidt i styrmandens øjne. ”Nyder det gode vejr! Du er sgu ikke kommet til søs for gå og spille turist. Du er her for at passe dit arbejde.” Jeg fortalte så styrmanden, at jeg, efter at have ryddet op efter eftermiddagskaffen, nu havde fri. Det gjorde ikke noget stort indtryk på ham, og hans afsluttede samtalen med følgende salut: ”Jeg vil skide på, om du har fri eller ej, men du er til søs nu, og så skal du ikke gå rundt om lege turist.”

Senere på turen genoptog han problematikken: ”Når du nu holder af at lege turist, så går jeg ud fra, at det ikke er din hensigt at blive sømand.” Det bekræftede jeg og åbenbarede, at jeg, hvis alt gik efter planen, til august skulle påbegynde læreruddannelsen på Skive Seminarium. Det fik ham lidt op i det røde felt: ”Lærer, det har du sgu ikke pære til. Den eksamen klarer du aldrig. Det kan du lige så godt opgive!”

Fjerde styrmand gik meget op i spejlæg, som jeg jo serverede for ham hver morgen. Mindst en gang om ugen bad han mig tage spejlægget med tilbage og komme med et nyt. Nogle gange var spejlægget stegt for meget, andre gange for lidt – eller også var det bare grimt. Det blev efterhånden for meget for kokken, og en morgen fortalte han, at han nu havde regnet ud, hvad der var galt med styrmandens spejlæg. ”De mangler lidt ekstra krydderi,” konkluderede han. Og næste gang, jeg kom tilbage med et spejlæg, løftede han det forsigtigt fra tallerkener og lagde det ned på kabyssens dørk (der dog som regel var skinnende ren). Så lagde han det tilbage på tallerkenen, rettede det lidt til og dryssede varme baconstykker, som 4. styrmanden ikke kunne få nok af, ud over tallerkenen. Kokken syntes at have ret, for styrmanden tog godt imod det ”nye” spejlæg.

Problemerne fortsatte dog, og kokken besluttede, at styrmanden skulle have en lærestreg, og han kaldte mig til sig: ”Rud, jeg vil gerne lave et væddemål med dig. Hvis du i morgen ’ved et uheld’ taber spejlægget ned på lårene af fjerde styrmand, så vinder du 10 kr. Hvis du undervejs mister modet og undlader at tabe ægget, så skal jeg have 10 kr. af dig.” Det var jeg helt med på. Og da jeg næste morgen var på vej hen til styrmandens bord, fingerede jeg lidt snubleri, og det skoldhede spejlæg forlod tallerkenen og landede som planlagt på lårene af styrmanden, der selvfølgelig bandede og svovlede. Det skal lige huskes, at styrmændenes uniform på de varme breddegrader indebar brugen af shorts, så det var styrmandens bare lår, der havde taget imod ægget. Jeg undskyldte ydmygt det passerede og udviste passende medfølelse. Da jeg på et tidspunkt kikkede op, så jeg, at døren ud til kabyssen stod på klem, og jeg anede kokkens grinende ansigt inde bag ved. Det opdagede styrmanden heldigvis ikke. Episoden gav mig en vis prestige og 10 kr. lige ned i foret.

Gensyn med Bangkok og Singapore – og farvel til Østen
Den 19. februar var vi tilbage i Bangkok. Før vi lagde til kaj, var thaipigerne for længst kommet ombord, og bådsmanden og andre, som havde ”faste piger” boende under opholdet, kunne nu glæde sig til at blive vartet op i alle ender og kanter de følgende dage. I alt ni dage kom opholdet til at vare, og det var noget, alle ombord havde set frem til. Bangkok var nemlig den mest populære by på turen. Ikke bare på grund af de smukke thaipiger, men også de venlige thailændere i almindelighed. Dertil byens mange hyggelige kvarterer og dens smukke omgivelser – samt de hyggelige barer, hvor søfolk fra alskens lande hyggede sig sammen.

Som læseren nok husker, havde hovmesteren lovet mig fem hele fridage i Bangkok – en tak for de fem ugers ekstraarbejde, jeg havde måttet påtage mig. Få dage før vi anløb Bangkok, skete der imidlertid det, at én af drengene ombord kom galt afsted med en gryde kogende vand og skoldede sig alvorligt. Så var der igen mangel på hænder, og hovmesteren måtte med beklagelse meddele mig, at der nu kun blev en hel fridag.

Allerede før vi kom til Bangkok, havde den ældste af styrmandsaspiranterne, Ib, lovet at vise mig byen, som han havde besøgt en halv snes gange. Da fridagen kom, kunne jeg for en gangs skyld fryde mig over ikke at blive purret af bageren kl. 5.30. Først et par timer senere forlod jeg køjen og spiste kl. 8 morgenmad med Ib, hvor han gjorde rede for det program, han havde lagt for dagen. Det blev en fantastisk dag, og vi var først tilbage på Ayuthia om aftenen. Vi besøgte bl.a. byens berømte flydende marked, foretog en sejltur i Bangkoks kanaler, så kongepaladset og flere af byens smukke templer. Det var en forfærdelig varm dag, vel omkring 45 grader, og det var før, det blev moderne at bruge solcreme, så jeg var godt solskoldet på arme og ben samt ansigt og nakke. Skoldningerne medførte, at der gik en 4-5 dage, før jeg igen fik en ordentlig nattesøvn. Jeg var dybt taknemmelig over, at Ib havde givet mig en så oplevelsesrig dag.

Størstedelen af indbyggerne i Bangkok levede i stor fattigdom, og boligforholdene var ikke just prangende. Foto: Rud Kjems.

Vi var selvfølgelig i byen hver aften. Det var det meste af mandskabet. Vi vekslede lidt mellem den noget mondæne, engelske Mariners Club og Moskito Bar. I Mariners Club gik det stiligt til, og officererne og det almindelige mandskab havde hver sin bar. Og så var der i øvrigt en rigtig flot udendørs swimmingpool. Mest kom vi dog på Moskito Bar, hvor der altid var liv og glade dage.

En aften var der kommet et nyt orkester på Moskito Bar. En thailandsk femtet, som jeg husker det, med to blæsere og bas, trommer og piano i rytmegruppen. De spillede ”vestlig dansemusik” iblandet enkelte jazznumre, bl.a. St. Louis Blues. Det skal lige indskydes, at jeg de foregående tre år havde spillet piano i Fonsesca Jazzband, som var husorkester i Skive Jazzklub. Den næste aften spurgte jeg orkesterlederen, om jeg kunne få lov til at spille med på St Louis Blues. Det måtte jeg gerne, og det var skønt at sidde ved tangenterne igen. Den næste aften kom orkesterlederen ned til mig med en liste over de jazznumre, de spillede, og spurgte om jeg ville sidde ind igen. Det ville jeg selvfølgelig meget gerne, og vi fandt en 4-5 numre, som jeg så spillede med orkesteret. Det gentog sig de følgende aftener, indtil Ayuthias afgang fra Bangkok satte en stopper samarbejdet. De thailandske musikere var dygtige, men havde det lidt svært med jazzen, fordi de ikke mestrede improvisationens kunst. Spilleriet på Moskito Bar fik mig til for alvor til at længes efter at komme hjem og spille med mine venner i Fonsesca Jazzband.

Besøget i Bangkok var en stor oplevelse, og man følte sig vel modtaget af thailænderne. Her en lille, hyggelig krog af byen, Foto: Rud Kjems.

Det skete i øvrigt en aften på Moskito Bar, at en af ”drengene” fra Ayuthia, jeg tror det var ungtjeneren, blev anholdt af politiet og sat i brummen. Der var sket det, at han på vej op ad trappen til Moskito Bar havde skubbet til en tjener, som var ved at bære en kasse øl op. I uskøn forening styrtede kassen, øllene og tjeneren ned ad trappen og endte ved dennes fod. Heldigvis var tjeneren ikke kommet alvorligt til skade. Jeg stod faktisk længere op ad trappen, og for mig så det grangiveligt ud, som om ungtjeneren med vilje havde skubbet tjeneren ned ad trappen. Politiet blev tilkaldt, og ungtjeneren ført bort. Efter forhandlinger med myndighederne lykkedes det kaptajnen at få ungtjeneren sat på fri fod næste dag, så han undgik at blive agterudsejlet. Mon ikke affæren resulterede i en bøde til ungtjeneren?

Jeg havde på rejsen gjort den iagttagelse, at Østens havnearbejdere var langt mere effektive end de europæiske. Det gjaldt også de thailandske havnearbejdere. Mens disse under vort andet ophold i Bangkok var i færd med at laste og losse, så var kvindelige thailandske arbejdere i gang med at banke rust og male skibet. Overstyrmanden fortalte, at mændene gerne arbejdede 12 timer om dagen, mens kvinderne nøjedes med ti, og så foregik det til det, vi herhjemme ville kalde en slaveløn. På trods af de vanskelige vilkår, virkede både mænd og kvinder tilfredse med tilværelsen, og når man passerede dem på dækket, fik man tit et lille smil med på vejen. Under opholdet i Bangkok stod der på dækket et lille komfur, som et par thailandske kvinder havde medbragt. De sørgede for, at deres arbejdende landsmænd på skibet hver dag ved middagstid fik et nærende måltid. Når tiden var inde, kunne man hver dag se overstyrmanden nærme sig komfuret med en tallerken for at købe mad. Han elskede Østens stærkt krydrede mad og var vist især glad for de thailandske retter.

Under opholdet i Bangkok etablerede thailændere et lille køkken på dækket og serverede varm mad for havnearbejderne. Vores overstyrmand var begejstret for thaimad og mødte hver dag op med sin tallerken for at få en portion af dagens ret. Foto: Rud Kjems.

Sidste havn i Østen var Singapore, hvor vi lå en dag for derefter, den 3. marts, at sætte kursen mod Aden. En gang om ugen (måske flere) uddelte gnisten ”Ayuthiaposten” med nyheder hjemmefra og fra den store verden. Jeg tror teksten, blev telegraferet fra ØK i København, hvorefter gnisten lavede kopier af den til mandskabet. Det må erindres, at man dengang kun kunne høre danske nyhedsudsendelser i radioen, når skibene befandt jeg i Europa. ”Ayuthiaposten” var en beskeden tryksag, som kun bestod af en A-4 side. Jeg har gemt ”Ayuthiaposten” fra lørdag den 4. marts 1961. Heri nævnes bl.a.: Uroligheder i Congo, antiatomvåbendemonstrationer i England, den sovjetiske udenrigsminister Gromykos besøg i København og overenskomstsituationen i Danmark. Nederst var der blevet plads til en strofe fra Poul Martin Møllers dejlige sang, ”Grøn er vårens hæk”. Måske en hentydning til de smukke piger i Østen, som skibet nu havde lagt bag sig:

”Hulde Piger smaa,
røde, hvide blaa
sende deres blikke rundt som Pile,
og som Krigerflag
i det kælne slag,
Silkebaand fra Lilienakken Ile.

Opgøret på agterdækket
Jeg husker ikke den direkte anledning til, at kokken og skylleren Kurt i en eftermiddagspause stillede op ude på agterdækket bag kabyssen for at udkæmpe en boksekamp. Som det er fremgået, kunne kokken indimellem have en dag, hvor han var i slet lune. Det gik mest ud over Henning, koksmathen, men også Kurt kunne ved sådanne lejligheder risikere at blive moppet, og heller ikke jeg gik altid ram fordi. Ved en lejlighed, hvor vi i kabyssen havde diskuteret sport, havde Kurt fortalt, at han et par år havde gået til boksetræning. Den pågældende dag havde kokken én af sine dårlige dage, og han har muligvis udtalt sig ringeagtende om Kurts potentiale som bokser. I hvert fald endte det med, at Kurt udfordrede kokken og foreslog en boksekamp ude på agterdækket, hvilket kokken straks indvilgede i.

Slaget skulle stå, når der var ryddet op efter middagsmaden. Rygter om kampen havde spredt sig ombord, og da de to kombattanter gjorde sig parat, var de omgivet en halv snes tilskuere. Vejret var dejligt med sol fra en blå himmel og en kølig brise, som tog det værste af varmen.

Så startede kampen mellem den bredskuldrede, tunge kok og den lille vævre Kurt. Hverken kokken eller Kurt gjorde særligt væsen af sig i starten, men prikkede lidt til hinanden for at danne sig et indtryk af modstanderens formåen. Sådan fortsatte det et stykke tid, men så fik Kurt flere gode stød ind, mens kokken ikke rigtigt kom til fadet. Kokken var tydeligvis irriteret og virkede også lidt træt, så for at få gjort en ende på det, busede han på – ikke med lige stød, men med store sving, som Kurt let undveg. Nu var det tydeligt, at havde han overtaget. Efter et af sine store slag i luften, mistede kokken balancen og faldt omkuld på dørken. Det syntes som om, han havde lidt svært ved at komme op igen.

Nu var kokken for alvor vred, og selvom kampen jo egentlig var ”mest for sjov”, så begyndte han med sine tunge sving at gå direkte efter Kurts hoved, hvilket ikke faldt i god jord blandt tilskuerne. De voldsomme angreb bed ikke på Kurt, der let og elegant dukkede sig og fik fyret et par stød af, før kokken igen gik til angreb. Kokken var nu ved at køre træt. Han stod så at sige som frosset fast til dækket, mens Kurt som en anden Muhammad Ali dansede rundt om ham. På ny måtte kokken i dørken – nok ikke på grund af de træffere, han modtog, men fordi han var ved at køre træt og mistede balancen. Da han atter kom på højkant, havde kampgejsten forladt ham, og han søgte ned på sit kammer.

Da vi fik ham at se ved aftensmaden, var der ikke noget at mærke på kokken, og vi følte ikke trang til at ydmyge ham yderligere. For vi kunne egentlig godt lide ham – bortset fra de dage, hvor han havde fået foden forkert ud af køjen. Snart vidste alle ombord, at den lille, spinkle skyller havde nedlagt den bredbringede kok, og helt fortjent fik Kurt megen ros for sin præstation.

Så går det hjemad!
På hjemvejen havde vi gennemgående rigtigt fint vejr på det Det Indiske Ocean. Nogle dage lå havet blikstille og ikke en vind rørte sig. Undervejs var vi så heldige, at en stor stime delfiner fulgte os et kvarters tid ret tæt på skibssiden. Som på kommando skød de, forgyldte af Solen, op af vandet, ja kom godt fri af vandet, før de igen vendte tilbage til det våde element. En stor oplevelse. Efter otte dage på søen ankom vi den 11. marts til Aden, hvor vi heller ikke denne gang fik lov til at gå i land.

Også under gennemsejlingen af Det Røde Hav, som tog tre dage, var vejret fint. På Det Indiske Ocean havde vi haft nogle varme dage, men overraskende nok havde vi på Det Røde Hav en dagtemperatur på 25 grader, hvor den på udturen havde været 40-45 grader. Det var lige før, vi frøs. Efter at have passeret Suezkanalen anløb vi den 15. marts til Port Said, hvor vi heller ikke fik landgang.

Elektrikeren var Ayuthias’ officielle frisør, og jeg blev da også klippet af ham. Her er det dog én af skibsdrengene, der er i gang med saksen, mens vi sejler gennem Suezkanalen. Foto: Rud Kjems.

Nu gik turen østpå over det blå Middelhav til Beirut i Libanon, hvor vi endelig fik landgang efter knap tre uger på søen. Byen med dens lyse huse tog sig godt ud fra havet, og bag dem rejste bjergene sig med sne på nogle af toppene. Da jeg om eftermiddagen gik tur i Beirut, var det en god oplevelse. Byen var fuld af smukke, gamle huse udstyret med balkoner, og i de hyggelige, smalle gader blev der falbudt forfriskninger i form af især dadler og søde blodappelsiner. Jeg lagde mærke til, at mange af de yngre i byen gik europæisk klædt, mens de ældre generationer holdt sig til den traditionelle klædedragt. Om aftenen besøgte jeg sammen med et par kammerater et dukketeater i et mindre kælderlokale. Der var vel 20-25 tilskuere. Dukkerne, som var ret store, var smukt forarbejdede og prægtigt klædt, og selv om vi nordboer ikke forstod et ord af dialogen, var det dog muligt nogenlunde at følge med i handlingen. Desværre blev store dele af det smukke Beirut lagt i ruiner under den libanesiske borgerkrig fra 1975-1990.

I dejligt vejr anløb vi Beirut. Kokken står i agterstavnen og nyder udsigten over den smukke by. Foto: Rud Kjems.

Den sidste havn i Middelhavet var Genova i Italien, hvor jeg ikke havde været før. På vej hertil sejlede vi gennem det smalle Messinastræde. En kæmpe oplevelse. Vi sejlede tæt på vulkanøen Stromboli nord for Sicilien, som jeg havde hørt om i skolen. Selve vulkanen, som rejser sig 924 m over havet, er stadig aktiv, og vi kunne konstatere, at den hvert 20. minut udsendte en paddehatformet røgsky. Jeg husker to ting fra Genova: For det første fik jeg fra en telefoncentral ringet hjem til far og mor. Det var dyrt, så det var en kort samtale. Jeg havde ikke talt med dem siden afrejsen fra Danmark, så det var dejligt at høre deres stemmer igen. Det andet, jeg husker, er en tryllekunstner, der ved et lille bord på en plads i byen viste sine talenter. Det var et nummer med fire spillekort, et es og fire andre kort. Vi fik lov til på ganske kort afstand at følge hans bevægelser. Han viste os de enkelte kort, et ad gangen, før han anbragte dem på række på bordet med bagsiden opad. Vi anbragte så nogle få lire på det kort, vi troede var esset, og havde vi valgt rigtigt, så fik vi det dobbelte tilbage. Det lykkedes aldrig.

Efter at have forladt Genova satte vi kursen mod Antwerpen og lagde for alvor varmen bag os. Vi ankom til den belgiske havneby den 30. marts. Herfra gik det videre til Rotterdam og Amsterdam. Jeg gik om aftenen en dejlig tur langs Amsterdams kanaler og besøgte en biograf, hvor jeg så filmen ”Huckleberry Finn” bygget over Mark Twains berømte roman af samme navn. En glimrende film. Vi havde hjemmefra fået underretninger om, at en sømandsstrejke var på trapperne. Hvis en sådan var i gang, når vi nåede de hjemlige farvande, så betød det, at matroser og motormænd ville afmønstre og gå i strejke, hvis vi lagde til i en dansk havn. Det ville rederiet selvfølgelig undgå, og vi fik på skibet meddelt, at ifald strejken blev en realitet, så måtte de søfolk, som skulle afmønstre, heriblandt jeg selv, forlade skibet i Gøteborg.

Vi lå i Amsterdam i påsken 1961, og for at gøre en lang historie kort, så gik turen videre over Hamburg, Bremen, Oslo og Gøteborg. Sømandsstrejken var i mellemtiden blevet en realitet, så jeg afmønstrede i Gøteborg, hvor jeg fik udbetalt lidt håndøre, så jeg kunne købe en billet til Gøteborg-Frederikshavnfærgen. Jeg ringede så hjem og orienterede far og mor, og da jeg næste dag, den 15. april 1961, ankom til Frederikshavn, stod de på kajen og tog imod. Gensynsglæden var stor!

Sidste etape af min færd på havene gik med færgen fra Göteborg til Frederikshavn, hvor mor og far tog imod mig. Inden vi satte kursen mod Skive tog far dette foto af mor og mig.

Hvad lærte jeg så af turen? Ja, på det personlige plan fandt jeg da ud af, at jeg godt kunne begå mig blandt fremmede og under forhold, som var helt anderledes end det, jeg kendte hjemmefra. Mange af ”disse fremmede” blev under turen gode bekendte, og nogle af dem gode venner. Og så lærte jeg, at mennesker, der så anderledes ud, gik klædt i helt andet tøj og levede i en for mig fremmedartet kultur, tilhører akkurat den samme familie som jeg selv. Da jeg drog ud på rejsen, havde jeg i bagagen visse forestillinger om, hvad der ville møde mig i Østen – forestillinger skabt af, hvad jeg havde lært i skolen, og erfaret fra rejsefilm og illustrerede rejsebeskrivelser. Jeg forestillede mig, at der ventede mig noget eksotisk. Det gjorde der også, men ”det eksotiske” gled i baggrunden, når man stod ansigt til ansigt med en kineser, en japaner eller en thailænder, og der opstod en dialog. Nogle af dem talte lidt engelsk, men ofte foregik dialogen med fingersprog. Disse møder lærte mig som sagt, at vi alle tilhører den samme store familie.

Det rystede mig at se, hvor ringe vilkår mange af disse mennesker måtte leve under – i en dagligdag præget af fattigdom, sygdom og tidlig død. Jeg fandt og finder det dybt uretfærdigt, at vi herhjemme lever et så privilegeret liv, mens mange af vores medmennesker andre steder på kloden fødes til et liv i elendighed og nød. Det er da heldigvis blevet bedre end dengang, men der er stadigvæk børn, der går sultne i seng hver aften.

Som planlagt startede jeg på Skive Seminarium i 1961 og fik min lærereksamen fire år senere. Efter at have aftjent min værnepligt flyttede jeg til Balling, lidt vest for gik Skive, og blev lærer på Balling Skole. Jeg lod mig pensionere som 60-årig for helt at hellige mig skriveriet. Siden er det blevet til en halv snes bøger og mange artikler. Blandt mine foretrukne emner har været polarforskning, historie og arkæologi.

Hvis læseren skulle få lyst til at læse andre nostalgiske beretninger om søfart før i tiden, så vil jeg varmt anbefale bogen Snesejler. Erindringer fra ØK-søfolk, der udkom i 2010 på Nautilus Forlag. Erindringerne er indsamlet af Willy Brorson, som selv har sejlet med ØK. Willy har også en hjemmeside (www.snesejler.dk), hvor endnu flere ØK-historier er samlet.

Nogle vil nok undre sig over udtrykket ”snesejler”. Der er ret stor enighed om, at det var en nedladende betegnelse, som mærsksejlere brugte overfor ØK-folk, men hvad de egentlig mente med ”skældsordet” er lidt omtvistet. Den mest almindelige forklaring, som jeg tilslutter mig, er følgende: Mærsksejlerne var tit hjemmefra et år eller mere ad gangen, mens ØK-folkene ofte kun var på havet et halvt års tid. De var således i mærsksejlernes øjne nogle ”værre hjemmefødninge”, og sejlede ØK-folkene hjemmefra om vinteren med lidt sne på dækket, så havde sneen slet ikke nået at smelte, før de atter var hjemme igen. Så kort havde turen været!

Publiceret 25.10.2025.