Om skibslægens dagbog.
Mandag den 25. november 2024 kunne vi i SØS høre om Uffe Mensbergs fars erfaringer som skibslæge på ØK skibet M/S Lalandia. Først berettede Uffe om faderens uddannelse og karrierer som læge: Embedseksamen og videreuddannelse på 3 hospitaler i København. Herefter fast hyre på M/S Lalandia, der var bygget i 1927 med en fast besætning på 45 mand og 30 passagerer.

Hyren på ØK-skibet varede 3 måneder og rejsen gik til østen: Colombo, Penang, Port Klang, Singapore, Koh Chang og Bangkok. Alle passagererne, kaptajnen, 1. styrmand. 1. mester og skibslægen spiste måltiderne ved samme bord. Det gav et sammenhold og de blev næsten en stor familie.

De mange engelske kolonister ombord havde andre vaner end, hvad en ung dansk læge var vant til, men han hyggede og morede sig med dem på skibet. Især var Uffes far overrasket over de engelske kvinders moral og vaner: ’De drikker spiritus før måltiderne, som vi vasker hænder’. ’De elsker spiritus og stærke krydderier, som vi drikker te og kaffe’. ’De flirter og pynter sig som utugtige tøse’. Flere af skibets kvinder viser sig således særdeles nærgående overfor skibets læge.

M/S Lalandia have korte stop i Antwerpen og La Rochelle, inden båden rundede Gibraltar og sejlede ind i Middelhavet, hvor skibslægen konstaterede at ’alle patienter var i god bedring.’ Videre forbi Malta og langsomt sejlende gennem Suezkanalen på 14 ½ time. Prisen for en gennemsejling var 35.000 kr.  

Der er mange malende beskrivelser i dagbogen vedrørende naturen og havet. Herunder den ’månelyse nattehimmel over Suezkanalens ensformige ørkenlandskab, hvor araberne sidder omkring deres blafrende bål’. I Det indiske Ocean opleves en ’sorgløs dag med delfinernes elegante  spring i havet foran skibsstævnen’. Her mødes også et spektakulært tordenvejr, hvor ’mægtige lyn lyser himlen op bliver sammenlignet med et nytårsfyrværkeri’.

Herefter ankommer M/S Lalandia til Colombo og senere passeres spidsen af Sumatra inden byen Penang nås. Her er der tid til en bytur, der omfatter den kinesiske bydel. Herfra er der også tid til en biltur gennem plantager og jungle til storbyen Kuala Lumpur – en by med 100.000 indbyggere, hvor ’de europæiske bungalower er smukt beliggende ved side af de indfødtes stråhytter’.     

Efter et par dages ophold i Penang går turen videre til Singapore, hvor en af de ’nærgående’ kvinder. MS. Grant gik fra borde og skulle gense sin ægtefælle – guvernøren. Her blev skibslægen inviteret med hjem til middag – Lunch med Carlsberg Øl til!

Fra Singapore var der to dages sejlads til M/S Lalandia nåede rejsens endemål: Bangkok. I Bangkok stod resten af passagerende af og en storstilet rengøring af skibet gik i gang inden, at man kunne sige velkommen til en del af det Siamesiske kongehus’ familie. Samtidig dukkede tolderne op og gennemsøgte hele skibet for skjulte våben. De fandt nu ingen.

Livet i Bangkok får vi også en malerisk beskrivelse af: ’At sejle på Menamfloden er som at køre på en landevej’. I Bangkok er der ’ingen nattelys og ujævne veje, men butikkerne har åbent. Det har natklubberne også og i ’opiumshulerne, lå folk og flød’. Dem besøgte skibslægen nu ikke. Til gengæld blev der tid til et besøg på ØK’s kontor.

Efter et par dage i Bangkok, hvor skibet blev fyldt op med nye passagerer, herunder de kongelige gæster, går turen mod køligere egne. Skibet skal dog lige forbi Singapore igen, hvor skibslægen er på besøg hos MS. Grant og han får som afskedsgave en abe! som han tager med hjem.

På sejladsen gennem Det Indiske Ocean opleves endnu et ’pragtfuldt tordenvejr’: ’Bølgende mørke, ildkugler og sole, zigzag lyn og ildslanger fra øst til vest’. I Suezkanalen er der nu normal temperatur, hvilket betyder at aben begynder at fryse. Aben bliver derfor placeret i maskinrummet.

Sidste del af turen går gennem Middelhavet, hvor vi får oplyst, at den ene af de to siamesiske prinsesser er syg hele dagen. I Genova forlader det kongelige siamesiske selskab MS Lalandia. Der er høj sø ud for Portugals kyst ligesom, at der er voldsom sø i Biscayen, med stort mandefald.

Den 5. juni 1930 er MS Lalandia atter tilbage i København. Aben, der har frosset på den sidste del af turen, har skabt stor morskab på skibet. Skibslægen har besluttet at forære aben til sin lillesøster, som siden giver den ophold hos bedsteforældrene. Især hygger bedstefaren sig med den. I begyndelsen med at drille den, men senere er det aben der driller bedstefaren – til stor ærgrelse for bedstefaren.  

Uffes beretning gav anledning til mange spørgsmål samt muntre erindringer og kommentarer. Tak til Uffe for den unikke historie, som han har planlagt skal ende som en bog til familiens medlemmer. Vi  ønsker ham i SØS held og lykke med projektet.

Min tid til søs i Europa og USA.
Mandag den 30. september 2024 kunne en søfartsinteresseret gruppe høre om Henrik Fjeldgaards meritter til søs. Det var læsningen af Peter Most, der havde motiveret Henrik til at søge et job på søen. En artikel i Jyllands-Posten, med et tilbud om at være sømand i sommerferien, startede rejsen ud i verden.

Efter at Henrik have fået en søfartsbog, de nødvendige vaccinationer gik turen til Svendborg, hvor sommerferien blev brugt på coasteren Ole Sif, med en tur til Gdansk, videre til Napoli og retur via Bristol, Plymouth med afmønstring i Uddevalla.  

Henrik berettede om de mange interessante besætningsmedlemmer og mødet i Napoli med den danske pige Sanne, som han havde en kort affære med, hvor der blev udvekslet glødende kærlighedsbreve gennem næste trekvart år. Men fortryllelsen forsvandt, da der kom en anden pige på banen i Danmark.

Henrik havde ikke skrevet dagbog, men havde sendt mange breve hjem til sin familie. Breve som nu støtter hans erindring om tiden til søs. Efter at han havde afsluttet skolen med en realeksamen, var han overbevist om, at han skulle være sømand resten af livet.

I juli måned 1970 påmønstrede han i København ØK-skibet M/S Pretoria, hvor turen var den klassiske tur til vestkysten i USA. Første stop på turen var Aarhus, herefter Liverpool og så 10 døgn på havet inden Pretoria nåede frem til St. Thomas på De Vestindiske Øer.  

Henrik berettede om de andre ansatte på skibet og om deres forskellige arbejdsopgaver samt deres muntre kommentarer om fx Henriks bare mave: ”Sig mig dæks, går din mor rundt med bare patter hjemme hos jer, når I skal spise?”.

Henrik udtrykte stor begejstring for sit møde med det tropiske Caribien: ”Eksisterer der noget paradis, ville jeg ingen indvendinger have, hvis det så lige sådan ud som på St. Thomas”. Det kan man kun give ham ret i.

Efter besøget på de tidligere danske kolonier gik turen til Cristobal og videre med 12 timer gennem Panamakanalen og efterfølgende anløb i Los Angeles, San Francisco, Seattle, Portland, Oakland samt de canadiske byer Vancouver og New Westminster.  

Henrik har en god iagttagelsesevne og giver mange rammende beskrivelser af besætningsmedlemmerne og det hierarki, der fandtes på et ØK-skib. Men hyggeligt kunne det også være: ”Noget af det mest hyggelige i søen var, når vi samledes om aftenen i mandskabsmessen og hvor matroserne over en øl eller en kop kaffe berettede om oplevelser af forskellig art efter mange år til søs. Jeg sad med store øre og åd alt råt.”

Henrik ville gerne have haft en tur til Østen, men rastløsheden blandt ældre og erfarne søfolk, skræmte ham: ”Når de var ude ville de hjem og når de var hjemme ville de ud”. På turen til Nordamerika var der enkelte passagerer med, herunder en ØK-ansat fra hovedkontoret i København, som skulle udstationeres i Vancouver.  

Ham snakkede Henrik med og han foreslog, at Henrik søgte ind i ØK som shipping- og handelselev. Det gjorde han så et år senere og blev ansat som lærling i ØK. Henrik begyndte sin karrierer i Skibsafdelingen i Holbergsgade, hvor han havde 5 års ansættelse inden han blev ansat i partsrederiet Scan Dutch.

Det var en hård tid at være ansat i ØK med et barsk uddannelsesforløb. Skoletid fra 8-10. Praktisk arbejde fra 10-16. Fire dage om ugen med Aftenskole fra 17-20. Herudover lektielæsning. I Scan Dutch, med 30 forskellige nationaliteter ansat, fik Henrik mange udenlandske venner og lærte at kaste sig ud i nye uprøvede opgaver, som har givet ham en god ballast gennem hele livet.

Tak til Henrik for det spændende oplæg, der gav anledning til god debat og nyttig erfaringsudveksling.     

Mesteren og hans dreng.
Mandag den 22. april 2024 kunne en gruppe søfartsinteresserede opleve Silkeborg ØK Skibsklubs (SØS) nye tiltag: En fortælle-eftermiddag om livet til søs på et ØK-skib i 1960’erne.

Det var Ib Amdisen Møller og Ole Toft, der tog os med på denne første tur. Under titlen “Mesteren og hans dreng” hørte vi om henholdsvis en maskinmesters og en mesterkammerdrengs forskellige møder med søfartskulturen og livet ombord på flere forskellige ØK-skibe.

Ib indledte med at fortælle om sin skolelærer, der med sangen om Mandalay havde inspireret Ib til at søge job som maskinmester til søs. Jobbet kom dog første som 3. mester i 1962, efter et længere uddannelsesforløb dels i marinen dels på land.

Ole indledte med at fortælle om den flaskepost, han smed ud i Messinastrædet på sin første tur og som han fik svar på i 1963. Lokkemaden i flasken – som åbenbart virkede – var cigaretter, der kunne betale et frimærke på brevet til forældrene i Danmark. Fortællingen kunne senere læses i Holstebro Avis.

Ib kunne endvidere fortælle om sine meritter og sejre med et ØK-fodboldhold, hvor officererne blev helt ‘menneskelige’ når de kom ud på grønsværen.

Ole havde flere souvenirs med og kunne endvidere fortælle om de ‘snu’ handlende på Suezkanalen samt deres ejendommelige danskkundskaber som at sige: ‘Billig skidt, billig skidt’.

Ole kunne også fortælle om synet af en ‘flyvende tallerken’ i Det indiske Ocean. Flere besætningsmedlemmer kunne bekræfte Ole observation, men en senere granskning viste dog, at der var tale om en slags ‘drone’, der kunne tændes og markere personer eller gods, der var faldet overbord.

Ibs møde med Østen/ Indien havde været en stor oplevelse. ‘Nu var jeg rigtig kommet til udlandet. Duften var fantastisk. Der var altid en “kuli” til at bære’. I Bombay fik Ib i øvrigt mulighed for at køre hestevogn ligesom hjemme på Djursland.

Ole kunne endvidere fortælle om en klassisk Ækvator-dåb, med fantasifuld udklædning, ulækker indsmøring og dyppelse og dåbsattest underskrevet af kaptajnen: Alle de døbte fik et fiskenavn og Ole fik navnet Rødspætte.

Efter kaffen var der tid til flere muntre historier, hvor deltagerne kvitterede med tilsvarende anekdoter og beretninger. Herunder en 88-årig maskinmester, der kunne fortælle om sine sejladser med danske krigsskibe, A.P. Møller, Torm, Dansk Esso og Ålborg Portland.

Det var dog ikke lykkedes for ham at få en hyre ved ØK, da han på det tidspunkt ikke havde nogen eksamen. Det fik han senere og blev ansat som maskinmester ved Dansk Esso.

Til slut hørte vi en beretning om en deltager, der havde været ansat i ØK. Dog ikke i ØK-flåden, men i land, med salg og vedligeholdelse af grafisk udstyr. Jobbet havde ført ham til USA, hvor arbejdet havde bestået i at opsætte og vedligeholde det grafiske udstyr. Søen fristede dog ikke. Det blev til 24 år på en Teknisk Skole efterfølgende.

Stor tak til oplægsholderne for de inspirerende fortællinger samt tak til deltagerne for deres bidrag til fortælle-eftermiddagen.

Er du interesseret i at læse mere om Ib og Oles ØK-bedrifter, kan du finde oplysninger i bogen “Med splitflag og højagtelse”, Forlaget Kahrius 2016.

Siden er redigeret den 20. januar 2025